Om frivilligt at vælge en kortere barsel
D. 17. februar skal jeg tilbage på arbejde. Det betyder at Alvin vil være lige knap ni måneder gammel, og når jeg fortæller det, er jeg blevet mødt med undren og til tider forargelse. For det er et helt bevidst og et frivilligt valg. Nicolai skal ikke have barsel, og Alvin har allerede fået institutionsplads pr. 1. januar 2014. Hvis vi ikke sagde ja til pladsen, kunne han først få en plads til maj, hvilket slet ikke kan komme på tale. Det betyder dog ikke, at han bliver kørt ind allerede pr. 1. januar, men han skulle gerne være kørt ind når jeg skal tilbage på arbejde medio februar. Jeg har til tider følt, at jeg skulle forsvare mit valg om ikke at holde hele barslen. MEN jeg holder jo hele barslen. Her i DK har vi heldigvis mange muligheder, og jeg skal tilbage på nedsat tid, og fordi jeg stadig har en masse barsel (lidt over 7 uger) og ferie jeg ikke har holdt, så kan jeg arbejde på nedsat tid (28 timer om ugen) i over et år, hvor jeg i 40 af ugerne får supplerende barselsdagpenge udover min løn. Jeg kan godt føle mig forkert når jeg har det sådan. Har det sådan at jeg GLÆDER mig til at komme tilbage til mit arbejde. For jeg elsker mit arbejde, men jeg elsker også at være mor. Men jeg elsker ikke at være på barsel. Det fandt jeg ud af dengang, jeg var på barsel med Aya, og derfor var aftalen at næste gang vi fik et barn, så skulle Nicolai have noget af barslen. Tiderne har ændret sig, og for det første kan Nicolai ikke få løn under barsel, og for det andet så har han fået en ny stilling i samme virksomhed, som han ikke lige kan og vil lægge på hylden. Og det er ikke noget jeg er sur over, ligesom Nicolai heller ikke er sur ove,r at jeg ikke vil gå hjemme i længere tid. Vi forstår det begge fuldt ud og det er ikke noget der har krævet diskussion.
Der er selvfølgelig flere faktorer der spiller ind på mit valg, men først og fremmest så elsker jeg mit arbejde. Og det er jeg taknemmelig over. Jeg hører og læser godt nok om mange der slet ikke gider tilbage på arbejde efter barsel, og jeg er bare glad for at jeg ikke har det sådan. For arbejdslivet fylder jo meget i de flestes liv, hvorimod en barsel, kun er en meget lille del af livet sådan samlet set. Ikke at den skal undervurderes overhovedet! Men jeg kan godt få ondt af dem, som slet ikke glæder sig til at komme tilbage, men næsten sidder og regner på, hvornår de skal blive gravide igen, for at kunne gå barsel. Det må virkelig være trist at have det sådan, for man kan jo ikke bare sådan tage en barsel i ny og næ, medmindre man gerne vil have en masse børn 😉
Nå, jeg ved godt at det nok bliver ret rodet det her indlæg, for jeg vil så gerne få så meget med som muligt! Og fordi jeg skriver, at jeg ikke elsker at være på barsel, er det ikke det samme som, at jeg hader det og ikke nyder min barsel. For det gør jeg. Og jeg nyder mine børn og elsker at være deres mor. Og jeg er god til det.
Jeg er udmærket godt klar over at mit valg er ret egoistisk, for det er ikke fordi jeg gør Alvin en tjeneste at aflevere ham i vuggestue, når han er otte måneder gammel, men jeg er samtidig også af den opfattelse, at det heller ikke skader ham. Og det har jeg snakket med flere pædagoger om, bare lige for at få min samvittighed nogenlunde på plads 😉 Men jeg gør mine børn og kæreste en tjeneste ved at komme tilbage på arbejde. For de får en mor og kæreste i harmoni. Jeg har i tre måneder skåret tænder hver nat. Det er noget jeg gør, når jeg er stresset. Hvordan pokker kan man være stresset af at gå hjemme!?. Det kan da godt være mig en gåde, men jeg er sikker på, at jeg gør det fordi jeg ikke trives i mig selv for tiden. Vi taler ikke depression eller noget, men bare at jeg føler, at jeg er i venteposition. Jeg venter på at komme tilbage til min hverdag, som jeg elsker så højt. Noget som ligger helt tilbage fra min barndom. En barndom med struktur og tryghed og en masse kærlighed.
Jeg er vokset op med forældre der begge havde 7-15 jobs. De passede deres arbejde hver eneste dag, og når de kom hjem, så havde de fri, men snakkede også om, hvordan dagen var gået. Men de var forældre og jeg og min bror var aldrig i tvivl om, hvad dagen stod på. Min far var i flere år fodboldtræner for min bror og derefter mig. Sikke en masse tid han har brugt på det! Han har stået på sidelinjen ved hver eneste fodboldkamp jeg og min bror har spillet (medmindre vi spillede samtidig), og altid haft sit hjerte og engagement med. Også selvom det var -15 grader. Og det har min mor for den sags skyld også. Vi har også gået til dans, hvor min mor især brugte søndagene på at være med os til dansestævner. Vi havde altid vores forældre ved vores side, og de har engageret sig 100% i vores skole og vores fritidsinteresser. Aldrig brugt vores sportstid (eller hvad man kan kalde den) som et pusterum til at gøre andre ting for dem selv, selvom jeg er sikker på, at det har været deres pusterum at stå sammen på sidelinjen og se os spille. Men jeg havde da flere veninder, hvis forældre ikke stod ude på sidelinjen selvom de havde fri. Det gjorde mine, og det er jeg mega stolt af, at de gjorde. Nicolai udtalte forleden, at han også håbede på at blive sådan. At han bakkede 100% op om børnenes fritidsintesser og altid ville være på sidelinjen, for det har han ikke i samme omfang oplevet. For mig er det en selvfølgelighed, selvom mine weekendsvagter helt naturligt vil sætte nogle begrænsninger.
Mine forældre gjorde også en dyd af ,at vi spiste aftensmad kl. 17.30/18.00 allesammen. Hver dag. Også selvom vi legede godt ude på vejen med vores kammerater. Så måtte vi lege videre bagefter. Men vi skulle allesammen sidde sammen ved bordet og spise og snakke, og ingen gik før alle var færdige med at spise. Der var aldrig stille når vi spiste, og heller ej når vi kørte i bil sammen. Vi snakkede sammen og var mentalt sammen. Kan huske, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, når jeg kørte med andre som slet ikke snakkede sammen. Jeg syntes det var meget underligt 🙂 Om aftenen sad vi allesammen i stuen og så fjernsyn sammen eller spillede spil, fodbold, gymnastik osv. også selvom der var kammerater med hjemme. Det var først da vi blev teenagere og måske selv til tider gerne ville have lidt privatliv, at vi søgte ind på værelset nogle gange. Men vi har hele min barndom været sammen allesammen som familie, og mine forældre har altid haft fingeren på pulsen ifht. hvad der skete i vores liv, fordi de kendte os så godt, og stadigvæk gør.
Hvor vil jeg hen med det? Jo, for jeg tror på at uanset om man arbejder 7-15 eller med flex eller går hjemme, så kan man være en god forælder så længe man er mentalt til stede for sine børn. Nicolai har flextid, hvilket betyder, at han hver aften og også i weekenderne tjekker mails og arbejder. Også i børnenes vågne timer, hvilket gør, at han ikke altid er 100% tilstede. Det her skal ikke lyde som en bebrejdelse, men når børnene har den alder de har, kan de jo ikke forstå det. Slet ikke når computer og mobil også bliver forbundet med leg, så kan det godt signalere, at han hellere vil dét end at være der for børnene. Jeg har ikke flextid. Jeg har skæve arbejdstider ja, men det giver andre muligheder. Hverdagsfri og lange morgener sammen med børnene. Og når jeg skal tilbage på nedsat tid betyder det korte dage for begge børn og også fridage til tider. Og selvom jeg kan være træt efter en travl arbejdsdag, så har jeg fri og er mor når jeg er hjemme. Og når børnene sover, så er jeg kæreste og blogger (hehe). Jeg synes det er helt optimalt for os. For selvom jeg ikke altid lige lovpriser Nicolais arbejdstider, så er det skønt at han kan aflevere de morgenener hvor jeg skal i dagvagt, så vi ikke står og tripper for at institutionen skal åbne, så jeg kan nå at komme på arbejde. Ligesåvel at han kan tage en hjemmearbejdsdag hvis børnene er syge, så jeg ikke behøver at melde barn syg på arbejdet, som godt kan have ret store konsekvenser for mine kolleger. Og når jeg går herhjemme på barsel og nok burde være 100% tilstede for mine børn, så er jeg det bare ikke. Jeg har ikke mit frirum i løbet af dagen, hvor jeg kan cleare mine tanker og være andet end mor. Jeg har nemlig brug for at være andet end mor. Og Alvin gør det da hellere ikke nemmere ved kun at sove tre lure á 40 minutter i løbet af dagen, og kræve 100% opmærksomhed når han er vågen. Så er der ikke meget jeg kan nå at gøre for mig selv. I stedet ender det hele med at være på halvt. Være halv mor og halv mig. Jeg er nemlig ikke kun mor. Jeg er Sebrina som er mor. Men jeg er meget mere end mor. Lige nu sidder jeg og skriver imens Alvin får mad. Det er ikke optimalt og det ved jeg godt.
Jeg glæder mig til at komme tilbage, selvom jeg da også tænker og gruer enormt meget for at aflevere Alvin i vuggestue. Vi prøvede det samme med Aya, da hun var ni måneder, og det gik glat og hun er da ret velfungerende 😉 Dengang var jeg studerende og arbejdede som sygeplejerske på 20 timer, og havde derfor også en del frihed ifht. indkøring, hvilket jeg også vil have denne gang. Men når jeg kommer til tilbage på arbejde er jeg Sebrina 100%. Og en mor der er på, når hun er sammen med børnene, og det vil jeg nyde. Jeg glæder mig.
Giver det mening? Spørg endelig! Hvordan har I det med barsel?
– Sebrina
Hvor er vi dog ens på det punkt. Da jeg tog tilbage på arbejde med et barn på 9mdr derhjemme (som dog havde sin far på barsel fordi han ønskede det og fordi vi ikke kunne på vuggestueplads), blev jeg også mødt med spørgsmål som “er det ikke hårdt at være tilbage?” “Savner du ikke din datter ubærligt meget?” Først tænkte jeg, om jeg burde have dårlig samvittighed over at være tilbage på en arbejdsplads som jeg elskede. Men hurtigt blev jeg klar over, at det var mere synd for dem, der ikke vil tilbage efter en barsel end det var for mig og min datter. Jo jo, jeg savnede hende hvert sekund men jeg blev en gladere og bedre mor – og en bedre kæreste.
Jeg tager hatten af for dem, der elsker barsel og elsker at gå hjemme – det er jo et valg de har taget og som passer dem. Men de fleste af dem, der har mødt mig med skeptisk, er ikke dem, der vælger barsel og hjemmeliv – de er dem der fravælger arbejdet fordi de ikke vil tilbage. Det har jo intet med deres barn at gøre. Desværre!
Jeg ved jeg gerne vil have et barn endnu, men jeg ved at jeg ikke kommer til at elske min barsel. Men det har intet at gøre med at jeg ikke elsker mit barn.
Tilbage på arbejde med dig – uden dårlig samvittighed. Hvad der fungerer for jer og gør jer glade, gør jeres børn glade. Børn trives med forældre, der trives.