Nisserne er flyttet ind

Om frivilligt at vælge en kortere barsel

D. 17. februar skal jeg tilbage på arbejde. Det betyder at Alvin vil være lige knap ni måneder gammel, og når jeg fortæller det, er jeg blevet mødt med undren og til tider forargelse. For det er et helt bevidst og et frivilligt valg. Nicolai skal ikke have barsel, og Alvin har allerede fået institutionsplads pr. 1. januar 2014. Hvis vi ikke sagde ja til pladsen, kunne han først få en plads til maj, hvilket slet ikke kan komme på tale. Det betyder dog ikke, at han bliver kørt ind allerede pr. 1. januar, men han skulle gerne være kørt ind når jeg skal tilbage på arbejde medio februar. Jeg har til tider følt, at jeg skulle forsvare mit valg om ikke at holde hele barslen. MEN jeg holder jo hele barslen. Her i DK har vi heldigvis mange muligheder, og jeg skal tilbage på nedsat tid, og fordi jeg stadig har en masse barsel (lidt over 7 uger) og ferie jeg ikke har holdt, så kan jeg arbejde på nedsat tid (28 timer om ugen) i over et år, hvor jeg i 40 af ugerne får supplerende barselsdagpenge udover min løn. Jeg kan godt føle mig forkert når jeg har det sådan. Har det sådan at jeg GLÆDER mig til at komme tilbage til mit arbejde. For jeg elsker mit arbejde, men jeg elsker også at være mor. Men jeg elsker ikke at være på barsel. Det fandt jeg ud af dengang, jeg var på barsel med Aya, og derfor var aftalen at næste gang vi fik et barn, så skulle Nicolai have noget af barslen. Tiderne har ændret sig, og for det første kan Nicolai ikke få løn under barsel, og for det andet så har han fået en ny stilling i samme virksomhed, som han ikke lige kan og vil lægge på hylden. Og det er ikke noget jeg er sur over, ligesom Nicolai heller ikke er sur ove,r at jeg ikke vil gå hjemme i længere tid. Vi forstår det begge fuldt ud og det er ikke noget der har krævet diskussion.

Der er selvfølgelig flere faktorer der spiller ind på mit valg, men først og fremmest så elsker jeg mit arbejde. Og det er jeg taknemmelig over. Jeg hører og læser godt nok om mange der slet ikke gider tilbage på arbejde efter barsel, og jeg er bare glad for at jeg ikke har det sådan. For arbejdslivet fylder jo meget i de flestes liv, hvorimod en barsel, kun er en meget lille del af livet sådan samlet set. Ikke at den skal undervurderes overhovedet! Men jeg kan godt få ondt af dem, som slet ikke glæder sig til at komme tilbage, men næsten sidder og regner på, hvornår de skal blive gravide igen, for at kunne gå barsel. Det må virkelig være trist at have det sådan, for man kan jo ikke bare sådan tage en barsel i ny og næ, medmindre man gerne vil have en masse børn 😉

Nå, jeg ved godt at det nok bliver ret rodet det her indlæg, for jeg vil så gerne få så meget med som muligt! Og fordi jeg skriver, at jeg ikke elsker at være på barsel, er det ikke det samme som, at jeg hader det og ikke nyder min barsel. For det gør jeg. Og jeg nyder mine børn og elsker at være deres mor. Og jeg er god til det.

Jeg er udmærket godt klar over at mit valg er ret egoistisk, for det er ikke fordi jeg gør Alvin en tjeneste at aflevere ham i vuggestue, når han er otte måneder gammel, men jeg er samtidig også af den opfattelse, at det heller ikke skader ham. Og det har jeg snakket med flere pædagoger om, bare lige for at få min samvittighed nogenlunde på plads 😉 Men jeg gør mine børn og kæreste en tjeneste ved at komme tilbage på arbejde. For de får en mor og kæreste i harmoni. Jeg har i tre måneder skåret tænder hver nat. Det er noget jeg gør, når jeg er stresset. Hvordan pokker kan man være stresset af at gå hjemme!?. Det kan da godt være mig en gåde, men jeg er sikker på, at jeg gør det fordi jeg ikke trives i mig selv for tiden. Vi taler ikke depression eller noget, men bare at jeg føler, at jeg er i venteposition. Jeg venter på at komme tilbage til min hverdag, som jeg elsker så højt. Noget som ligger helt tilbage fra min barndom. En barndom med struktur og tryghed og en masse kærlighed.

Jeg er vokset op med forældre der begge havde 7-15 jobs. De passede deres arbejde hver eneste dag, og når de kom hjem, så havde de fri, men snakkede også om, hvordan dagen var gået. Men de var forældre og jeg og min bror var aldrig i tvivl om, hvad dagen stod på. Min far var i flere år fodboldtræner for min bror og derefter mig. Sikke en masse tid han har brugt på det! Han har stået på sidelinjen ved hver eneste fodboldkamp jeg og min bror har spillet (medmindre vi spillede samtidig), og altid haft sit hjerte og engagement med. Også selvom det var -15 grader. Og det har min mor for den sags skyld også. Vi har også gået til dans, hvor min mor især brugte søndagene på at være med os til dansestævner. Vi havde altid vores forældre ved vores side, og de har engageret sig 100% i vores skole og vores fritidsinteresser. Aldrig brugt vores sportstid (eller hvad man kan kalde den) som et pusterum til at gøre andre ting for dem selv, selvom jeg er sikker på, at det har været deres pusterum at stå sammen på sidelinjen og se os spille. Men jeg havde da flere veninder, hvis forældre ikke stod ude på sidelinjen selvom de havde fri. Det gjorde mine, og det er jeg mega stolt af, at de gjorde. Nicolai udtalte forleden, at han også håbede på at blive sådan. At han bakkede 100% op om børnenes fritidsintesser og altid ville være på sidelinjen, for det har han ikke i samme omfang oplevet. For mig er det en selvfølgelighed, selvom mine weekendsvagter helt naturligt vil sætte nogle begrænsninger.

Mine forældre gjorde også en dyd af ,at vi spiste aftensmad kl. 17.30/18.00 allesammen. Hver dag. Også selvom vi legede godt ude på vejen med vores kammerater. Så måtte vi lege videre bagefter. Men vi skulle allesammen sidde sammen ved bordet og spise og snakke, og ingen gik før alle var færdige med at spise. Der var aldrig stille når vi spiste, og heller ej når vi kørte i bil sammen. Vi snakkede sammen og var mentalt sammen. Kan huske, at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, når jeg kørte med andre som slet ikke snakkede sammen. Jeg syntes det var meget underligt 🙂 Om aftenen sad vi allesammen i stuen og så fjernsyn sammen eller spillede spil, fodbold, gymnastik osv. også selvom der var kammerater med hjemme. Det var først da vi blev teenagere og måske selv til tider gerne ville have lidt privatliv, at vi søgte ind på værelset nogle gange. Men vi har hele min barndom været sammen allesammen som familie, og mine forældre har altid haft fingeren på pulsen ifht. hvad der skete i vores liv, fordi de kendte os så godt, og stadigvæk gør.

Hvor vil jeg hen med det? Jo, for jeg tror på at uanset om man arbejder 7-15 eller med flex eller går hjemme, så kan man være en god forælder så længe man er mentalt til stede for sine børn. Nicolai har flextid, hvilket betyder, at han hver aften og også i weekenderne tjekker mails og arbejder. Også i børnenes vågne timer, hvilket gør, at han ikke altid er 100% tilstede. Det her skal ikke lyde som en bebrejdelse, men når børnene har den alder de har, kan de jo ikke forstå det. Slet ikke når computer og mobil også bliver forbundet med leg, så kan det godt signalere, at han hellere vil dét end at være der for børnene. Jeg har ikke flextid. Jeg har skæve arbejdstider ja, men det giver andre muligheder. Hverdagsfri og lange morgener sammen med børnene. Og når jeg skal tilbage på nedsat tid betyder det korte dage for begge børn og også fridage til tider. Og selvom jeg kan være træt efter en travl arbejdsdag, så har jeg fri og er mor når jeg er hjemme. Og når børnene sover, så er jeg kæreste og blogger (hehe). Jeg synes det er helt optimalt for os. For selvom jeg ikke altid lige lovpriser Nicolais arbejdstider, så er det skønt at han kan aflevere de morgenener hvor jeg skal i dagvagt, så vi ikke står og tripper for at institutionen skal åbne, så jeg kan nå at komme på arbejde. Ligesåvel at han kan tage en hjemmearbejdsdag hvis børnene er syge, så jeg ikke behøver at melde barn syg på arbejdet, som godt kan have ret store konsekvenser for mine kolleger. Og når jeg går herhjemme på barsel og nok burde være 100% tilstede for mine børn, så er jeg det bare ikke. Jeg har ikke mit frirum i løbet af dagen, hvor jeg kan cleare mine tanker og være andet end mor. Jeg har nemlig brug for at være andet end mor. Og Alvin gør det da hellere ikke nemmere ved kun at sove tre lure á 40 minutter i løbet af dagen, og kræve 100% opmærksomhed når han er vågen. Så er der ikke meget jeg kan nå at gøre for mig selv. I stedet ender det hele med at være på halvt. Være halv mor og halv mig. Jeg er nemlig ikke kun mor. Jeg er Sebrina som er mor.  Men jeg er meget mere end mor. Lige nu sidder jeg og skriver imens Alvin får mad. Det er ikke optimalt og det ved jeg godt.

Jeg glæder mig til at komme tilbage, selvom jeg da også tænker og gruer enormt meget for at aflevere Alvin i vuggestue. Vi prøvede det samme med Aya, da hun var ni måneder, og det gik glat og hun er da ret velfungerende 😉 Dengang var jeg studerende og arbejdede som sygeplejerske på 20 timer, og havde derfor også en del frihed ifht. indkøring, hvilket jeg også vil have denne gang. Men når jeg kommer til tilbage på arbejde er jeg Sebrina 100%. Og en mor der er på, når hun er sammen med børnene, og det vil jeg nyde. Jeg glæder mig.

Giver det mening? Spørg endelig! Hvordan har I det med barsel?

– Sebrina

13 kommentarer

  • Kat

    Hvor er vi dog ens på det punkt. Da jeg tog tilbage på arbejde med et barn på 9mdr derhjemme (som dog havde sin far på barsel fordi han ønskede det og fordi vi ikke kunne på vuggestueplads), blev jeg også mødt med spørgsmål som “er det ikke hårdt at være tilbage?” “Savner du ikke din datter ubærligt meget?” Først tænkte jeg, om jeg burde have dårlig samvittighed over at være tilbage på en arbejdsplads som jeg elskede. Men hurtigt blev jeg klar over, at det var mere synd for dem, der ikke vil tilbage efter en barsel end det var for mig og min datter. Jo jo, jeg savnede hende hvert sekund men jeg blev en gladere og bedre mor – og en bedre kæreste.
    Jeg tager hatten af for dem, der elsker barsel og elsker at gå hjemme – det er jo et valg de har taget og som passer dem. Men de fleste af dem, der har mødt mig med skeptisk, er ikke dem, der vælger barsel og hjemmeliv – de er dem der fravælger arbejdet fordi de ikke vil tilbage. Det har jo intet med deres barn at gøre. Desværre!

    Jeg ved jeg gerne vil have et barn endnu, men jeg ved at jeg ikke kommer til at elske min barsel. Men det har intet at gøre med at jeg ikke elsker mit barn.

    Tilbage på arbejde med dig – uden dårlig samvittighed. Hvad der fungerer for jer og gør jer glade, gør jeres børn glade. Børn trives med forældre, der trives.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for ærlighed. Jeg tror vi er mange der ikke nødvendigvis elsker barsel, men stadig elsker vores børn. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes, det er skønt, at I har truffet et valg, som I begge har det godt med. Så må andre tænke, hvad de vil – det er jo deres liv! En af mine nære veninder har med begge sine børn ‘kun’ valgt fem måneders barsel, derefter tog faren fire. Det gav mening for deres familie, for ligesom dig glædede hun sig meget til at komme tilbage på job.
    Jeg personligt ville gerne gå hjemme meget længere end de 10 måneder, som jeg kommer til. Men jeg skal også tilbage til et job, der hedder 44 timer om ugen. Og selvom jeg er glad for mit job, så synes jeg det virker svært at skulle få det til at hænge sammen. Jeg ELSKER at gå hjemme med Ane og gruer allerede for jobstart, selvom der er seks måneder endnu – det er sgu da trist:/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det giver rigtig meget mening! Og det er rart at få en helt anden vinkel på det med barsel. Jeg er slet ikke der hvor jeg skal tænke på børn, vuggestue, barns første sygedag og barsel endnu, men det er rart at vide, at der er mange muligheder, når dagen engang kommer. Og tak for din ærlighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror det vigtigste er at man gør, hvad der er rigtigt for sig selv og sin familie. Det er tydelig at du har gjort dig mange overvejelser omkring det og at du er afklaret med at skulle tidligt tilbage. Og så er det jo lige meget, hvad andre mener om det 🙂

    Du skriver at mange godt kan blive lidt forarget over dit valg. Som du nok ved er vi jo i en helt anden boldgade herhjemme og holder V langt væk fra institutioner til hun er 2,5 år. Og det kan folk blive ligeså forargede over. Og det er nok bare fordi at der ikke findes et rigtigt eller forkert svar på det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg elsker at være på barsel og elsker lige som dig at være sammen med mine børn, jeg vil dog sige at jeg ikke tror det skader at sende børn tidligt i vuggestue- jeg tror bare de har bedre at være sammen med deres forældre i så lang tid som muligt. Jeg glæder mig til at høre hvordan det går:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg er også igang med 2. barsel og ELSKER det. Jeg stortrives med at gå hjemme og være husmor og hvis det kunne lade sig gøre for os økonomisk, valgte jeg at blive hjemme et ekstra år. Jeg er også glad for at arbejde, men synes at disse første år i børnenes liv er så flygtige og vil så gerne have det hele med. Samtidig trives min mand med at han også kan være så meget mere på med børnene når jeg har fået det meste praktiske af vejen mens han er på arbejde. Men jeg har fuld respekt og forståelse for jeres valg – vi er alle forskellige og hurra for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sascha

    Jeg har også valgt at afslutte mig barsel før tid. Sylvester kom i dagpleje da han var 8 mdr og jeg kom tilbage i job.
    Efter 3 dage tilbage sagde min kæreste at jeg virkede gladere end jeg havde været det sidste års tid.
    Og det er absolut heller ikk fordi jeg ikke har nydt at gå hjemme med mit barn. Men jeg er bar ikk så god til “bar” at gå hjemme. Følte min hjerne gik i stå til sidst.
    Og har bestemt også mødt folk hvor jeg følte jeg skulle forsvare mit valg. Men vi er alle meget forskellige og jeg tror på man skal gøre hvad man føler er bedst for en selv og sin familie.
    Min familie som også tæller en dreng på 6 år, var absolut ikke tjente med at jeg gik og hang med mullen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    jeg har absolut ingen erfaring med barsel, da jeg kun lige er fyldt 19! Men jeg arbejder i institution og kan love dig for, at børn som udgangspunkt ikke lider nød af at komme i fx vuggestue efter 8-9 måneder. Der er kvalificeret personale til stede hver dag og de får en masse socialt samvær med andre børn. Og det giver osse noget, som man bestemt ikke skal undervurdere. Engang var det helt normalt og accepteret kun at have 6 måneders barsel, og de børn, som voksede op på den tid har da vel også klaret sig her i livet. Jeg synes du er så sej, at du lytter til dig selv og dine behov. Jeg er fuldstændig helt og aldeles enig med dig i de ting, du skriver. Jeg tror på at man bliver en god forælder, hvis man også husker at gøre ting ALENE og for sig selv. Sådan håber jeg i hvert fald selv at blive en dag, omend der nok er en del år til det bliver aktuelt for mig 😉 Jeg har dog lige et spørgsmål: som ny læser er jeg lidt i tvivl om, hvad du og Nicolai egentlig laver? Altså er du sygeplejerske eller hvordan? Tak for en evigt skøn blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt at du har fundet ud af hvad du vil og hvordan jeres families hverdag kommer til at fungere. 🙂
    Jeg har selv valgt at blive hjemme med mine tvillinger, de er nu 21 måneder. Jeg har slet ikke tænk mig at de skal i vuggestue.
    Folk kan også finde på at stille spørgsmåltegn ved mit valg, men sådan er det jo at vælge noget som ikke lige er normen.
    Jeg er glad for jeg ikke har et arbejde der kalder og trækker, men at jeg kan bruge tiden hjemme med børnene og på min blog.
    Man vælger forskelligt, men bare man vælger, istedet for blindt at følge strømmen…

    Mvh Cecilie

    http://blog.fashionmom.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg er helt med på hvordan du har det! – er selv på barsel, og uanset hvor højt jeg elsker min datter, så GLÆDER jeg mig til at starte på studiet om et par måneder. Jeg kan slet ikke vente med at skulle lidt andet end bare noget der handler om babyer (….at jeg skal læse til jordemoder er så egentlig lidt ironisk, hahaha :D)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj-Britt

    Åh hvor jeg kender det. Jeg hader at være på barsel – så er det sagt. Jeg hader ikke mine børn eller det at være mor. Men jeg hader ensomheden. Jeg hader ikke at have nogle voksne at snakke med om dagen, at blive udfordret og skabe voksne sociale relationer. Så jeg forstår dit valg. Mit arbejdsvikariat løb desværre ud lige inden jeg gik på barsel. Så jeg har desværre ikke noget arbejde at komme tilbage til. Det hader jeg fandeme også! Men nu er det tredje gang jeg sidder i denne situation. Så jeg er efterhånden vant til det. Det er heldigvis en fase 😉 så godt valg du/I har taget på dine egne og familiens vegne:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Godt og vigtigt indlæg! Jeg kunne have skrevet det fuldstændigt ned til mindste detalje – vildt! Vi er meget enige. Selvom jeg da indimellem konflikter med en indre “burde” og en følelse af at det modsatte/andet er mere rigtigt for mig.
    Er selv netop startet op igen efter barsel (min søn startede i vuggestue 9 mdr. gammel). Og selvom vi forældre ikke har trukket vejret siden, så har jeg det bare meget bedre mentalt. Sikke en befrielse at få lov til at være sig selv og lave præcis det, jeg gerne vil i nogle timer hver dag.
    “Ikke at elske at være på barsel, er ikke det samme som at hade at være på barsel” – hovedet på sømmet!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nisserne er flyttet ind