om at lytte til sin far…

Det var ikke planen, at jeg skulle sidde her og skrive indlæg, men kunne ikke lade vær. Det må jeg takke Jeanett for, der med sit indlæg om at starte op efter barsel, fik mig til at trække på smilebåndet, for jeg kan jo nikke genkendende til meget af det hun skriver!

I dag har mine forældre været forbi, og de var sammen med børnene imens jeg tog ind og besøgte min ene sygeplejeveninde, som er blevet mor til den sødeste og smukkeste pige, som valgte at blive 15 dage ekstra inde i maven. Og derfor har vi været virkelig spændte og nervøse. Sådan som i at jeg flover mig over, hvor nervøs jeg har været… Alt er gået fint! Asta skal hun hedde. Det er bare så fint. Nu har jeg prøvet det nogle gange. Men når veninder får børn, så opstår der bare en ubetinget kærlighed, og jeg har set mange babyer, men mine veninders babyer er bare lige en tand ekstra smukkere, klogere og dygtigere end gennemsnittet og har de smukkeste navne naturligvis;-) For ikke at tale om min niece. Min smukke Marie som fylder et år på fredag. Hun går, hun siger genkendende ord og har de smukkeste øjne. Jamen hun gør sin faster så stolt og blød om hjertet. Det er simpelthen så fantastisk! Børn jeg ikke bliver trætte af. Det kan jeg jo godt til tider blive bare en lillebitte smule af mine egne ;-). Derfor fik jeg også aftalt, at børnene blev hjemme i et par timer sammen med mormor og morfar, så jeg ikke behøvede at have dem med ud på barselsvisit. Ikke at de ikke ville være velkomne, og heller ikke fordi jeg var trætte af dem, for vi har haft en fantastisk weekend, men jeg ville egentlig bare gerne lige have det visit for mig selv. Nå, men da jeg så kommer tilbage og er igang med aftensmaden og snakker med mine forældre, og min mor fortæller, at hun har ferie de næste 10 dage, så siger jeg også, at jeg ville tage en opladningsdag til nattevagten i morgen, og altså have en dag alene hjemme i morgen, imens børnene var i institution. I princippet kunne jeg jo godt holde dem hjemme, da jeg først skal på arbejde sent om aftenen, men nu har vi haft en skøn skøn weekend, og jeg har nogle ting jeg gerne vil have ordnet. Det fortæller jeg sådan lidt forsvarende på en eller anden måde og slutter af med “men så holder jeg dem også hjemme fredag, for de skal jo gerne have en fridag om ugen”. Hvor min far jo så fint fortæller, at børnene jo har det godt i institution, og der da ikke er noget galt i at aflevere dem, når jeg skal “lade op” til nattevagt. Og det ved jeg jo godt, og det har jeg også gjort mange andre dage, men alligevel, alligevel, er der altid en snert af dårlig samvittighed, når jeg sætter mig under dynen med en kop kaffe og tænder for Go’ morgen DK. Men det var ligesom om, at efter min far sagde det, så forsvandt den dårlige samvittighed. Helt åndssvagt! Nicolai siger jo præcis det samme, men det er ikke altid at det er nok. Jeg tænker jo, at han jo ville gøre det samme. Vi har jo ligesom de samme følelser og tanker omkring børnene, og er lige så udmattede nogle dage ;-). Jeg tror bare den røg mere ind, fordi mormor og morfar jo også har den der ubetingede og meget store kærlighed til børnebørnene, og derfor altid er klar til at have dem og være sammen med dem, og jeg føler, at de aldrig bliver trætte af dem og bare har overskuddet til at lege og stimulere dem hele tiden. Og det har de jo naturligvis kun fordi de ikke har dem hele tiden, og ligesom også har prøvet det der med at have børn. De er på forkant ik!? De er nemlig slet ikke gamle, og har ikke glemt hvordan det kan være. Det er jeg glad for, og derfor også bare glad for, når min far fortæller, at det da er okay. At det er okay at jeg ikke vil hans elskede børnebørn nonstop. Det siger min mor jo også, min mor er en fantastisk støtte og mentor, men i dag tog jeg bare min fars ord til mig. Ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her indlæg, måske bare lige et tak til min far!? (og også tak fordi du klippede græsset!) <3

– Sebrina