Vores geni af en datter og vinderen af Hama perler!

Bedre sent end aldrig ikke? Vinderen af Hama perlerne er Kirstine, og du har modtaget en mail 🙂 Stort tillykke!

Og se så lige vores dygtige datter. Hun har nemlig også de store Hama perler (og de små naturlivis), og der er perleplader og skabeloner til, og hun kan bruge ret lang tid på at sidde der. Forleden gik hun igang med ovenstående og færdiggjorde den imens Nicolai og jeg rendte rundt og ordnede småting i haven. Hun kaldte af og til: “mor se hvor langt jeg er nået!”. Og seriøst. Det kan godt være, at det er nemt når nu skabelonen viser hvilke farver perlerne skal have og hvor de skal være… Men hun lavede den hele helt selv. Tog altså de rigtige farver, placerede dem korrekt og stoppede ikke før hun var færdig med den, og den var blevet strøget og det hele. Jeg har ikke fået knipset et billede af perlepladen færdig, men hun lavede den færdig, og Nicolai pralede af hende på instagram (nvelken). Og selvom jeg inde i mig selv altid smågriner, når forældre praler af deres børn, fordi det jo på ingen måde er objektivt, men naturligvis bare noget vi forældre gør, så synes jeg vores lille pige er herresej. Lige til netop det dér! At sidde stille og fordybe sig i noget og gøre det færdigt. Og hendes indre perfektionist (som hun har arvet fra sin far) kommer mere og mere til udtryk i hende. Hele familien skulle da naturligvis også se den, da de kom til fødselsdag i går :-).

Jeg kan huske at jeg til tider krummede tæer, når min far til diverse komsammener fortalte til folk, hvor dygtig hans datter (altså mig) var til fodbold. Unionshold, årets spiller, udtaget til landshold osv. Tror ikke nogen var i tvivl om, hvor dygtig hans datter var 😀 Han var jo bare stolt. Men I kender det godt. Eller det ved jeg ikke om I gør, men det der med at modtage ros som barn og teenager. Og også som voksen. Jeg er ikke mester til det. Selvom jeg aldrig har været i tvivl om, at jeg var dygtig til fodbold. Men jeg har aldrig lige i forhold til fodbolden pralet med det, men ventet på muligheden for at børnene skulle ud at spille, og så vise mit talent dér. Det er meget federe, hehe! Men da jeg begyndte at gå i byen, og blev spurgt om, hvad jeg lavede altså udover at gå i skole, fortalte jeg selvfølgelig om fodbolden. For det var en rigtig stor del af mit liv, og det faldt altid i god jord hos fyrene, haha ;-), og fik jo gang på gang spørgsmålet: “hvorfor drikker du ikke??”. Dengang var det dog slet ikke lige så hipt som pige at spille fodbold, som det heldigvis er blevet i dag, men jeg behøvede ikke at “forsvare” mig ifht. mit fravalg af alkohol. Nå, det var et sidespring… Men jeg forstår nok min far endnu mere nu, for jeg bliver nok lige akkurat som ham :-). Og som jeg siger til alle jeg snakker med om netop dette. Så er jeg fløjtende ligeglad med, om mine børn bliver talenter til en eller anden sportsgren. Bare de finder en sportsgren de elsker at dyrke og finder glæde i. Det har betydet så meget for mit liv, at jeg har haft min fodbold at gå op i, og givet mig så mange oplevelser, som har gjort mig til den jeg er i dag. Og jeg håber, at jeg kan være med på sidelinjen lige så meget som mine forældre og bror har været. Uden deres engagement og støtte, var jeg nok heller ikke nået lige så langt, som jeg gjorde dengang.

– Sebrina