Billige lækre løbetights

Weekenden uge 23 – og lidt om at arbejde som sygeplejerske

Der kommer ingen billeder fra denne weekend, og det er der en ganske god forklaring på – det var min arbejdsweekend. Ikke at Nicolai ikke tager billeder, men han har haft rigeligt at se til ;-). Jeg er så priviligeret, at jeg kun arbejder hver 4. weekend, men så knalder jeg også 32 timer af på 3 dage, hvilket også betyder, at jeg ikke rigtigt får set børnene, og Nicolai har dem alene fra morgen til aften. Så det er lidt hårdt for os alle. Men det er jo noget vi ved og bare er et faktum, hvis man arbejder med det jeg nu engang gør. Nicolai er dog god til at tage ud med dem, og Aya bruger også rigtig meget tid på at lege med børnene her hvor vi bor, så når Alvin tager sin middagslur, kan Nicolai lige få sig en slapper. Alvin har dog haft feber og en tand der er brudt ud i løbet af weekenden, så det har været en af de lidt mere “krævende” weekender, når man er alene om skansen herhjemme. Men han er bare god til det der. Bedre end jeg er. Nu har jeg så tre weekender uden arbejde, og det er luksus, set fra en sygeplejerskes øjne ;-). Har en hjemmedag i dag med Alvin, for det var faktisk planen, at han skulle have sin 1 års vaccine, men han har stadig feber og er godt pylret, så det er blevet aflyst, og han har allerede taget en lille lur i mine arme. Åh, det var virkelig hvad jeg havde brug for. At have ham helt tæt og bare være sammen og kramme. Derfor opdagede jeg også først her til formiddag, at han nu går. Rigtigt. Når han snubler rejser han sig og går videre. Det er så vildt, og noget han har gjort her i weekenden. Ikke noget Nicolai sådan har annonceret, for han ved godt, at jeg har en god gang portion dårlig samvittighed, når jeg sådan efterlader skuden herhjemme og først er hjemme igen 13-14 timer efter, så det ville stikke lidt i hjertet, at jeg skulle gå glip af det. Men det har jeg jo gjort, men det gjorde det ikke mindre vildt at sætte ham ned på gulvet og han så bare gik. Min store dejlige, dygtige savlende dreng. Der fik han tårer frem i sin mors øjne. Blev igen ramt af ‘det-går-for-stærkt-syndromet’ blandet med ‘hvorfor-gik-jeg-glip-af-det-syndromet’. Er det virker DÈT værd. At knokle sin røv i laser og være HELT blæst og fuldstændig kontaktmæt og overstimulret af andre menneskers behov og spørgsmål, imens min lillebitte dreng praktiserer at gå fra at være kravlebaby til gådreng?. Det er jo faktum for mange, I know, men hold nu kaje hvor arbejdet som sygeplejerske til tider bare sucks. Og andre tidspunkter er det bedste i hele verden. Det er nok det jeg godt kan lide, men jeg er også sikker på, at jeg nok ikke forbliver i arbejdet som sygeplejerske i 20 år, for det holder jeg fandme ikke til. Heller ej min familie. Hvad tænker I andre sygeplejersker derude? ved I er der? 😉

 photo 784ff645-9625-458a-b66f-1eeaaaa6b4ff_zpse2230488.jpg
 photo bb65111b-7fc9-4f70-bdce-4d19f30e28fb_zps8f8223a8.jpg
 photo 588c30df-2b3c-4540-b891-5fdec8455dff_zps49e3af2f.jpg
 photo b8bea723-f14c-4bf8-bc03-d0c1bf6ab617_zps76d565cf.jpg
 photo 4be95954-3795-440f-8876-12a21c2c491f_zpsa4c632cf.jpg
 photo 70b997dc-5472-4aa5-ae95-5199a594fd14_zps40bad99a.jpg
 photo c9d073a2-7fce-4dc6-b7f1-53209dd62d8d_zps3807556e.jpg
 photo c9d6686c-ec23-4c40-b0f1-4721afa83148_zps4197e95f.jpg
 photo 3da4970e-817a-4f6d-945a-cdd622c18fb0_zps60e87906.jpgNå, men billederne er fra sidste weekend, hvor Nicolai fjernede de vildeste tidsler. Vores hæk skal jo have noget at gro af, og det går jo ikke at de kæmpe mother fuckers suger al næring til sig. Vores baghave ligger ud til en ret fin “vildmark” med de fineste blomster, som Aya plukker hver gang hun er i nærheden. De pynter nu også ret fint i hjemmet :-). Så var vi også til faster Camillas fødselsdag (se lige den fine kjole hun har på!). Der var alt godt til ganen, og jeg havde hoppet i blåt outfit, og blev derfor fristet af de blå/turkise hjemmelavede makroner. Det er godt lige at lave sådan et weekendindlæg efter en arbejdsweekend, så jeg lige bliver påmindet om alle de gode weekender vi har sammen alene, med familien og venner. Den kommende weekend er der et bryllup i vente, hvilket minder mig om, at jeg skal hente nogle stilletter hos skomageren, som trængte til nye hæle. Kan love jer for vi alle bliver lækre 😉 Alvin ligger lige og sover nu, så et bad og oprydning må være første punkt på dagsordenen.

– Sebrina

19 kommentarer

  • Ida

    Hej Sebrina,

    Tak for en rigtig god blog – dejligt at følge med i jeres lille univers 🙂

    Jeg læser selv til sygeplejerske… Så er lidt nysgerrig på om du vil læse videre eller hvad du har i tankerne når du siger at det ikke er hele livet du vil arbejde som sygeplejerske?

    Jeg har læst et sted at du arbejder på barselsgangen – fik du job der lige efter endt uddannelse?

    🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Hej Ida
      Tak fordi du læser med og giver dig tid til at kommentere- det gør det noget sjovere som blogger 🙂
      Jeg blev optaget på RUC så da jeg var nyuddannet sygeplejerske, startede jeg allerede en uge efter på RUC. Allerede som sygeplejestuderende havde jeg en idé om at jeg skulle mere. Jeg havde enormt behov for at vise at jeg også kunne tage en akademisk uddannelse, for jeg kom ud med en studentereksamen ret meget over middel, og synes bare tendensen var, at hvis man ikke kunne komme ind på en anden uddannelse- så kunne man jo altid blive sygeplejerske, pædagog, lærer osv.. Og til tider synes jeg også det kunne mærkes på studiet. Ikke at jeg kom ud med de bedste karakterer, for der var flere fag jeg ikke specielt engagerede mig i osv. osv., men jeg ville også have en cand. et eller andet, som Nicolai og andre omkring mig også skulle. Snobbet – måske, men det var ikke “nok” for mig “bare” at være sygeplejerske. For jeg trivedes faktisk i faget og er en dygtig sygeplejerske. Nu praler jeg, men det har altid været meget naturligt at iføre mig kitlen og snakke med patienter i forskellige situationer, aldre, sygdomme osv. osv, og jeg nyder at have travlt og arbejde i et højt tempo. Det er ligegyldigt om du er god til at skrive en eller anden filosofisk opgave, eller kender til sygeplejens historie eller Kari Martinsen, for virkeligheden- det er den der tæller, og den er en hel anden end sygeplejestudiet fremstiller. Nu er du på en anden ordning end jeg dengang var, men måske du kan forstå hvad jeg mener? Det vigtigste i mit arbejde er at skabe en god relation med familien allerede i første møde, og være tillidsfuld. Den skaber jeg først og fremmest på baggrund af mig som person, og naturligvis også min erfaring som sygeplejerske og kendskab til faget. Men du kan sagtens komme ud og få 12 for din bachelor, men det hjælper intet, hvis du ikke kan finde ud af at kommunikere med andre mennesker eller samarbejde med andre. Nå, det blev et sidespor.
      Jeg læste sundhedsfremme og arbejdslivsstudier på RUC, men følte ikke at det var dét. Jeg fik 10 i alle mine projekter, og gjorde det ganske fint, også selvom der virkelig var mange tekster jeg ikke gad læse, eller ikke havde tid til. Imens arbejdede jeg som sygeplejerske på barselsgangen. Jeg fik job på barselsgangen imens jeg var studerende på afdelingen, og har jo så hængt ved lige siden. Også selvom jeg læse på RUC. Jeg valgte at droppe RUC ca. et år inden jeg ville kunne starte på mit speciale, for jeg kunne helt ærligt ikke se, hvad jeg skulle bruge uddannelsen til, og kedede mig at pokkers til og var slet ikke motiveret. Og jeg har aldrig prøve at droppe ud af noget, men valgte at sætte studiet på standby, og har ikke fortrudt.
      Så har jeg haft tanker om at skulle læse til jordemoder, men deres betingelser, de er nok værre end sygeplejerskernes. Og det er betingelser og rammerne for mit arbejde jeg ikke trives i. Ikke det arbejde, faget eller mine kolleger. Men de skide rammer, som bare forværres og forværres. Jeg vil gerne have mere erfaring inden for pædiatri/neonatal sygepleje og har tænkt på en dag at læse til sundhedsplejerske, eller starte på noget helt helt andet. Langt væk fra det offentlige. Så helt ærligt, så ved jeg det ikke endnu. Men jeg ved, at jeg ikke forbliver i arbejdet som sygeplejerske på en sengeafd.
      Jeg håber ikke jeg skræmmer dig, for der er jo forskellige betingelser, patientergrupper, interesser, familieliv og alt muligt andet som betyder noget for hver enkelt sygeplejerske 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg sprang fra sygeplejestudiet efter tre år, blandt andet pga arbejdstiden og det psykiske pres jeg følte ved det. Nu hvor jeg selv er mor, kunne jeg slet ikke forestille mig at have de arbejdstider

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Indtil videre fungerer det fint med de arbejdstider, fordi jeg har fri i hverdagene og kan holde mine børn hjemme dage, hvor andre børn er i institution. Men når de skal starte i skole, kan jeg jo ikke rigtig holde dem hjemme fra skole, og der tror jeg virkelig at jeg bliver træt af de skæve vagter, fordi det tager tid fra mig og min familie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Jeg blev uddannet sygeplejerske i januar måned, og har haft fuldtidsjob som sygeplejerske, faktisk på Hvidovre hospital de sidste 4 måneder – og hold op, hvor kender jeg godt det der med, at man ikke orker at være kontaktmæt og overstimuleret af andre menneskers behov, som indimellem kan virke fuldstændige urimelige. Jeg kan allerede sige nu, at jeg forbliver heller ikke på en sengeafdeling i 20 år – jeg er fandme også et menneske med behov og indimellem synes jeg man følger sig som verdens dummeste tjener 😉 I det mindste er jeg glad for at min kæreste har droppet alt om at blive politibetjent, så kunne vi da i hvert fald godt sige halløj til døgninstitution, når vi engang skal have børn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg er også selv uddannet sygeplejerske, og har både dag, aften og nat. Har dog ingen børn..endnu. Men tænker allerede nu på hvordan i alverden det kommer til at gå. Men I andre kan jo klare det 😉 alligevel drømmer jeg om et dagarbejde, med “normale” arbejdstider og ikke arbejde hver 2. Weekend.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Det kan jeg virkelig godt forstå 🙂 Jeg skal ikke arbejde hver 2. weekend, det kommer ikke til at ske. De stillinger ville jeg aldrig søge, det ville simpelthen ikke kunne lade sig gøre herhjemme 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anita

    Jeg er sygeplejerske – men ude i hjemmesygeplejen. Jeg er nok ret priviligeret med min planlægger – hun gør det sgu godt.. Vi kører kun toholdsskift enten dag/aften eller dag/nat og der er ret meget fleksibilitet og plads til de kolleger der har børn – nogle arbejder eks kun aften i weekenderne, da det harmonerer bedst med deres familieliv. Så på det punkt kunne jeg sagtens forestille mig at være her til jeg blev helt grå.
    Dog har jeg ingen børn endnu og derfor kun min mand og have overskud til når jeg har fri. Hvordan jeg tænker når hverdagen en dag ser helt anderledes ud – det tør jeg ikke spå om:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Det lyder også lækkert- det har jeg hørt flere fortælle om, særligt de som arbejder i hjemmesygeplejen. Så det handler meget om hvor og hvilket speciale man som sygeplejerske arbejder med, og der er jo heldigvis mange muligheder – og dét er fedt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Hughey

    Åh suk de weekender. Arbejder fuldtid som sygeplejerske, har en dreng der er jævnaldrende med Alvin, og jeg arbejder hver 2. Weekend. Så jeg er en af dem der synes hver 4. er priviligeret:) men åh hvor jeg også har tanker om, det er det rigtige i længden. Synes jeg går glip af så meget familie tid

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Puha, jeg skal ikke arbejde hver 2. weekend. Så tager hatten af for dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Arbejder som sygeplejerske på en sengeafdeling i 3-holdsskift og hver 2. weekend… Er på barsel med mit 3. barn og nej, det er ikke det værd at blive nedslidt både psykisk og fysisk og hele arbejdsmiljøet er så betændt og elendigt der hvor jeg er, at sygeplejerskerne flygter derfra. Det betyder, at dødssyge mennesker bliver passet af nyuddannede sygeplejersker der knækker over det alt for store ansvar de pålægges og at langtidssygemeldinger p.g.a. stress er blevet hverdag. Det medfører igen ekstravagter (som om hver 2. weekend ikke var nok!?), som igen medfører nedslidte og udbrændte sygeplejersker og en familie man føler man forsømmer. Alt sammen for en løn der her i provinsen knapt nok er højere end dagpengesatsen.

    Man skal virkelig brænde for sygeplejen for at forblive i faget og det er uendelig svært at forene med et familieliv, endnu værre bliver det med skolebørn, hvor man ikke længere kan holde fri i hverdagen med dem som kompensation for de mange skæve vagter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      PRÆCIS!! Det er så langt ude, og jeg forstår ikke prioriteringen. Jeg gruer nemlig også for den dag at begge børn er i skolealderen for så kan jeg jo ikke holde dem hjemme i hverdagene. Så regner også med, at have fundet en “løsning” inden da 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg er sikker på at du nok skal lykkedes med at være vidne til mange andre milepæle end lige netop den. Men ih, jeg kan godt forstå det… Min dreng begyndte også at gå her i weekenden og jeg var helt glad for at vi begge var til stede, for min mand er lige rejst idag og skal være væk i en hel uge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Åh hvor dejligt – og at I begge var der. Det er så stort 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender det. Jeg er ikke sygeplejeske, men jeg arbejder på et bosted for udviklingshæmmede. Og i denne weekend var jeg på arbejde 24 timer, havde et trampolinstævne jeg skulle være med til.
    Jeg så min datter fredag. Og så igen mandag. Det er hårdthårdt. Men nu har jeg så fri i to dage. Og det er pisse rart.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Manja

    Bare lige et indspark fra en familie uden faste/skæve vagter…

    Jeg arbejder vel omkring 40-45 timer om ugen i det private, og møder ind til første møde omkring 8.30. Det samme gør kæresten – bare i det offentlige, uden øvre arbejdstid.

    Det betyder, at det er reelt svært at nå at hente, inden institutionen lukker kl. 17. 🙁 Vi henter næsten altid som nogen af de sidste, og jeg har ofte tænkt, hvordan andre familier kan nå at hente hver dag omkring kl. 15…

    Men det kan de (I?) jo i høj grad, fordi de har skæve vagter. Der er faktisk et par sygeplejersker i min søns vuggestue, og jeg kigger ofte langt efter deres arbejdstider. 😉

    Vi har også begge weekendarbejde ind imellem, og vi er ind imellem nødt til at rejse og være væk længere perioder. Måske lidt som din kæreste? + Særligt stressede perioder osv. osv.

    Long story short: Jeg ved godt, sygeplejen har hårde vilkår. Men I har også en lang række fordele. 🙂 Husk at nyde dem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Hej Manja! Puha det lyder også hårdt! Jeg nyder helt bestemt også mine skæve arbejdstider, men jeg er også ret så sikker på, at jeg nok ikke synes at det er fedt med aftenvagter den dag begge mine børn går i skole. Så kan jeg ikke aflevere dem sent om morgenen, og når de kommer hjem fra skole, ja så er jeg taget afsted på arbejde. SÅ kan der jo gå flere dage, hvor jeg nærmest ikke ser mine børn… Ved fra mine kolleger at det ikke er toppen omend de kan bruge dagstiden på alt muligt praktisk, men det er hårdt ikke at have tiden med børnene. Men indtil da vil jeg nyde de skæve arbejdstider 😀

      Kh Sebrina

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Hvor dejligt at diskutere arbejdstider som sygeplejerske og hvordan man “klarer” de udfordringer som skifteholdsarbejde giver i en familie med børn.
    Jeg er uddannet sygeplejerske og har de sidste 15 år arbejdet i weekender og helligdage. De sidste 7 år med små børn.
    I år er det anderledes, fordi jeg har valgt at satse på min forretning Sygeplejebutikken.dk fuld tid. Og derfor kan jeg vælge at arbejde på hverdage eller hvornår det lige passer mig. Det er total luksus når jeg kan vælge at være med min søn på sin første skoledag uden spørge om fri eller planlægge/bytte vagt.
    Jeg nyder den frihed jeg har i øjeblikket men savner også det sammenhold der er når det er påske morgen og alle er i samme båd på arbejde.
    Tak for en dejlig blog

    MVH Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billige lækre løbetights