Weekenden uge 23 – og lidt om at arbejde som sygeplejerske

Der kommer ingen billeder fra denne weekend, og det er der en ganske god forklaring på – det var min arbejdsweekend. Ikke at Nicolai ikke tager billeder, men han har haft rigeligt at se til ;-). Jeg er så priviligeret, at jeg kun arbejder hver 4. weekend, men så knalder jeg også 32 timer af på 3 dage, hvilket også betyder, at jeg ikke rigtigt får set børnene, og Nicolai har dem alene fra morgen til aften. Så det er lidt hårdt for os alle. Men det er jo noget vi ved og bare er et faktum, hvis man arbejder med det jeg nu engang gør. Nicolai er dog god til at tage ud med dem, og Aya bruger også rigtig meget tid på at lege med børnene her hvor vi bor, så når Alvin tager sin middagslur, kan Nicolai lige få sig en slapper. Alvin har dog haft feber og en tand der er brudt ud i løbet af weekenden, så det har været en af de lidt mere “krævende” weekender, når man er alene om skansen herhjemme. Men han er bare god til det der. Bedre end jeg er. Nu har jeg så tre weekender uden arbejde, og det er luksus, set fra en sygeplejerskes øjne ;-). Har en hjemmedag i dag med Alvin, for det var faktisk planen, at han skulle have sin 1 års vaccine, men han har stadig feber og er godt pylret, så det er blevet aflyst, og han har allerede taget en lille lur i mine arme. Åh, det var virkelig hvad jeg havde brug for. At have ham helt tæt og bare være sammen og kramme. Derfor opdagede jeg også først her til formiddag, at han nu går. Rigtigt. Når han snubler rejser han sig og går videre. Det er så vildt, og noget han har gjort her i weekenden. Ikke noget Nicolai sådan har annonceret, for han ved godt, at jeg har en god gang portion dårlig samvittighed, når jeg sådan efterlader skuden herhjemme og først er hjemme igen 13-14 timer efter, så det ville stikke lidt i hjertet, at jeg skulle gå glip af det. Men det har jeg jo gjort, men det gjorde det ikke mindre vildt at sætte ham ned på gulvet og han så bare gik. Min store dejlige, dygtige savlende dreng. Der fik han tårer frem i sin mors øjne. Blev igen ramt af ‘det-går-for-stærkt-syndromet’ blandet med ‘hvorfor-gik-jeg-glip-af-det-syndromet’. Er det virker DÈT værd. At knokle sin røv i laser og være HELT blæst og fuldstændig kontaktmæt og overstimulret af andre menneskers behov og spørgsmål, imens min lillebitte dreng praktiserer at gå fra at være kravlebaby til gådreng?. Det er jo faktum for mange, I know, men hold nu kaje hvor arbejdet som sygeplejerske til tider bare sucks. Og andre tidspunkter er det bedste i hele verden. Det er nok det jeg godt kan lide, men jeg er også sikker på, at jeg nok ikke forbliver i arbejdet som sygeplejerske i 20 år, for det holder jeg fandme ikke til. Heller ej min familie. Hvad tænker I andre sygeplejersker derude? ved I er der? 😉

Nå, men billederne er fra sidste weekend, hvor Nicolai fjernede de vildeste tidsler. Vores hæk skal jo have noget at gro af, og det går jo ikke at de kæmpe mother fuckers suger al næring til sig. Vores baghave ligger ud til en ret fin “vildmark” med de fineste blomster, som Aya plukker hver gang hun er i nærheden. De pynter nu også ret fint i hjemmet :-). Så var vi også til faster Camillas fødselsdag (se lige den fine kjole hun har på!). Der var alt godt til ganen, og jeg havde hoppet i blåt outfit, og blev derfor fristet af de blå/turkise hjemmelavede makroner. Det er godt lige at lave sådan et weekendindlæg efter en arbejdsweekend, så jeg lige bliver påmindet om alle de gode weekender vi har sammen alene, med familien og venner. Den kommende weekend er der et bryllup i vente, hvilket minder mig om, at jeg skal hente nogle stilletter hos skomageren, som trængte til nye hæle. Kan love jer for vi alle bliver lækre 😉 Alvin ligger lige og sover nu, så et bad og oprydning må være første punkt på dagsordenen.

– Sebrina