En dreng

Jeg er ikke fan af “han er en rigtig dreng”. Men alligevel har jeg hørt mig selv sige det flere gange. Da jeg var gravid med Alvin havde jeg cravings. Jeg SKULLE have kød i min aftensmad ellers følte jeg mig ikke mæt, og spiste maaaange flæskesvær, særligt i første trimester. Det var noget anderledes end hvordan jeg havde det, da jeg var gravid med Aya, for der kunne ikke steges bacon, uden at jeg måtte løbe på toilettet for at brække mig. Puha. Var meget følsom over for lugte, bacon og hvidløg var no go (samt Nicolais parfume)! Ved Alvins graviditet var duften af bacon jo noget af det bedste;-). Så allerede i den tidlige start i graviditeten havde jeg en idé om, at der var en lillebror i sigte, fordi jeg havde det anderledes. Jeg havde det bedre. Min veninde var også stensikker “selvfølgelig er det en dreng! Han vil have kød, bacon og flæskesvær, og kommer ud og vil bare være stor og sulten…”. Og hun havde ret. Der kom nemlig en stor dreng ud. Næsten hele 4 kilo i min lille 163 cm og 52 kilos krop, og han tog det første lange stykke tid 400 gram på om ugen. Og han elsker stadig mad og er stor. Egentlig ikke michelin, men bare stor. Måltider er dagens højdepunkter. Det første han gør når han vågner om morgen, er at pege hen på sin stol, eller selv gå hen og kravle op på den, og så ellers råbe mærkelige ord og banke med ske i tallerkenen indtil der bliver disket op. En frygtelig larm og han bliver edderrasende hvis der går for lang tid! To portioner skal han have. Morgen, middag og aften. Always.

Noget andet er temperamentet. Han er en glad dreng, men har et vildt temperament. Jrg håber virkelig at det stilner lidt af med tiden.. Mener at have nævnt det før… 😉 Lige for tiden “døjer vi med” at han ikke rigtigt vil dele med andre. Han vil ikke dele rutsjebane, bøger og slet ikke dele sine forældre med andre. Hvis nogen nærmer sig råber han “ARRRH!!!” eller ligesom spærre med sin arm, og det virker. Han ser også pisse scary ud btw. Flitsbuen manøvrer han fortsat i stor stil, og slår sig derfor også ret meget.

Og så er han eventyrlysten. Han stikker af hvis vi har åbne døre. Vi har endnu ikke fået en havelåge, men lige så snart han kommer ud så går han ud på fællesarealet, og vi har prøvet flere gange at lade ham gå, for at se, hvornår han kigger tilbage og måske vil pjevse over at mor og far er langt væk, men nej. Han går og går. Og går ned på stien og ellers afsted. Vi har jo nærmest køer i baghaven, og han vil meget gerne ind til dem, og jeg frygter lidt at han en dag får sneget sig afsted og går derind blandt de store dyr… Åh, må slet ikke sætte de tanker igang! Han kravler op ad rutsjebanen på legepladsen, hvilket var noget Aya først bedyrede for ca. et år tilbage ;-). Ikke at det er ualmindeligt at børn er sådan, men det er bare så meget modsat af, hvordan Aya var og er. Hun havde sådan en “naturlig skepsis”, som vi kalder det. Over for fremmede, over for vand, over for legepladsen osv., og det har han slet ikke. Så vi bliver tit overraskede herhjemme, og skal vænne os til at have fået en dreng. Men hvor er det også bare fedt! Fedt at have så forskellige børn, selvom de af udseende ligner hinanden, og selvom de elsker hinanden og leger godt sammen, så er de meget forskellige. Om det er fordi, de er hver deres køn, er jo ikke til at vide, men jeg tror altså lidt på det. Hvad siger I derude? Har i også vidt forskellige børn?

– Sebrina