de normales historie #6

De normales historie (om at have en spontan abort) #7

Lykken varede kort. Da jeg var i 6.uge something havde jeg en spontan abort. Kan tydeligt huske dagen. Det startede om morgenen hvor jeg blødte en lille smule. Nicolai var ikke hjemme. Han var på vej til noget session et sted i Nordsjælland, og kunne ikke bare udskyde det. I starten var det bare lidt ala pletblødning, så jeg håbede lidt at det blev ved det, selvom jeg godt vidste og havde på fornemmelsen, at det nok ikke var skide godt. Men det var jo så tidligt, og måske endda “bare” en biokemisk abort, men havde jo for pokker allerede forestillet mig en voksende mave og gjort mig tanker om at skulle være nogens mor. Så jeg blev nervøs først og håbede. Håbede at det bare var en pletblødning. Men nej. Hvis man er sart så lad vær med at læse resten 😉 Jeg fik kraftige menstruationssmerter og så storblødte jeg ellers bare. Og var alene. Prøvede at ringe til lægen, men det var onsdag hvor der var senkonsultation, så kunne ikke gøre andet end at vente, og google ’spontan abort’. Og der er jo intet at gøre end at bare vente.. og græde. Jeg ville så gerne ringe til min mor, men havde slet ikke fortalt om graviditeten, så det virkede så mærkeligt at ringe hulkende “mor jeg var gravid og er det ikke længere, tror jeg..”. Nicolai prøvede så meget muligt at være støttende via mobilen, og jeg fik så pisse ondt og blødte virkelig meget, så begyndte at blive bange for at der var noget helt galt. Så da Nicolai ENDELIG kom hjem og lægen havde åbent gik vi derop, for kunne heller ikke komme igennem på den skide telefon. Fik beskeden “vi kan ikke gøre noget, du må tage noget smertestillende og så komme om nogle dage og få taget en blodprøve”. Jeg havde jo heldigvis fantastiske veninder som jeg skrev det til, for mine gode sygeplejeveninder kendte også til graviditeten, da der også lige forinden havde været en bytur 😉 Jeg magtede ingen besøg eller telefonopkald, men fik en masse opmuntrende ord og ae’er, og lå så ellers på sofaen med en varm pude og et gram panodil og Nicolai der bare trøstede. Kunne godt mærke at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg havde heller ikke selv regnet med at jeg blev SÅ ked af det, for var ikke forberedt på at jeg ville blive gravid med det samme efter p-pillestop. Vi snakkede og snakkede, og blev enige om, at det var fint at det skete så tidligt, for der måtte jo være noget galt siden det allerede skete. Og egentlig ville babyen også komme på et lidt dårligt tidspunkt jævnfør eksaminer osv., så nu hvor det skulle være, så var det trods alt “fint” at det skete så tidligt, trøstede vi os med. Nok mest mig. Psykisk havde jeg det allerede en del bedre de efterfølgende dage, men blødte stadigvæk meget. Selvom jeg var vant til kraftige mesnstruationer (sorry for details) uden brug af p-piller, havde jeg aldrig prøvet at bløde SÅ meget, så det kan jeg huske var noget hæmmende. For havde både undervisning og nogle vagter på barselsgangen de efterfølgende dage, og det var ikke ligefrem det fedeste… men det var egentlig rart at lave noget, for så tænkte jeg faktisk ikke så meget på det. Jeg skulle to gange til lægen for at få taget blodprøver, og kan huske den første gang jeg kom til min (meget ringe) læge, kiggede hun ind i sin skærm og “spurgte” ind i skærmen: “nå, så har du (Nicolai var der også) været sådan lidt ked af det?”, og jeg nåede ikke engang at svare før hun gjorde klar til at skulle tage blodprøven. Nu er jeg heldigvis sådan ret robust og Nicolai var ved min side (som hun ikke så på noget tidspunkt!), så tog mig ikke af det, og svarede “jaeh…”, og så afbrød hun igen og snakkede hcg og næste blodprøve og kondomer. Hun rådede os til at vente nogle måneder “så kroppen lige var sig selv”, og sagde noget med “men I er jo også unge, så I har jo ikke travlt…”. Og jeg ville sådan ønske at jeg gav hende tørt på, men var fuldstændig chokeret over hendes opførsel. Jeg er normalt ikke typen der er gået vildt op i hvilken læge jeg har haft, eller brokket mig over min læge, og derfor havde jeg jo også bare beholdt hende, selvom jeg på intet tidspunkt følte mig tryg ved hende de få gange jeg havde været til lægen. Hun viste ingen form for empati overhovedet, og jeg var helt rystet over hvor usympatisk hun var. Eller rettere hvor fordomsfuld hun var. For ja, vi var da ret unge, men ønskede jo faktisk det barn?! Vi fulgte ikke hendes råd med at tage det stille og roligt og beskytte os. Blodprøverne var fine, og fire uger efter stod jeg og tisssede på en test på en Sunset Boulevard i Århus…..

– Sebrina

4 kommentarer

  • Min søster er ung mor, og har to børn på henholdsvis fem og seks år (der er et år og 17 dage imellem dem) i en alder af 26 år. Jeg har altid hjulpet meget til, og haft dem regelmæssigt på weekend for at aflaste. På et tidspunkt havde jeg dem nogle dage, mens de begge hostede og snottede lidt. Jeg gik på apoteket med dem, for at få fat i noget hostesaft, så de kunne få lov til at sove igennem. I samme ombæring skulle jeg også have p-piller. Jeg var selv 21 år på det tidspunkt. Ved kassen står en “moden” kvinde i slut 40’erne, vil jeg tro. Hun kigger ned på børnene og kigger så på mig, da jeg stiller hostesaften på bordet. Jeg siger, at jeg også lige skal have mine p-piller, og giver hende mit sundhedskort. Hun finder dem frem, og siger så med stram mine: “Du ved godt at du skal tage dem hver dag for at de virker, ikke?” Jeg smilede lidt akavet og sagde “Ja, det ved jeg, tak”. Jeg tænkte, om hun mon ikke kunne se på skærmen at jeg altså efterhånden havde været på p-piller i et par år, men tænkte så, at hun vel var nødt til at “rådgive”. Hun kigger så meget tydeligt ned på børnene igen og så op på mig og siger “Ja, og helst gerne samme tidspunkt også, for at det er helt optimalt, så du undgår uheld”. Jeg var fuldstændigt chokeret. Hun troede tydeligvis at børnene var mine, og at de, min unge alder taget i betragtning, havde været uheld. Normalt er jeg ikke bleg for lige at sige noget i sådan en situation, men børnene stod der med snotnæser og blanke øjne, så jeg nøjedes bare med at gentage, at det var jeg klar over. Bagefter var jeg dog nødt til at ringe til min daværende kæreste, for at komme af med den ydmygende følelse det havde været. Håber virkelig ikke hun var sådan overfor alle unge piger/mødre med børn, der kom derind. Havde bare lyst til at råbe: “Det er ikke mine børn, men min søster er kun to år yngre end mig, og de var faktisk planlagt!” men det blev kun råbt mentalt. Øv.

    Glæder mig til næste afsnit af “De Normales historie” 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • bloggere

      Ej det er virkelig også strengt! Utroligt så mange fordomsfulde mennesker der findes.. Er glad for du læser med søde Cæcilie!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nastassja

    Uhh, der er clif-hanger denne gang 😉 Elsker det! Bedste julekalender!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

de normales historie #6