vise ord fra Aya #5

Opfordring!

Det er nok (forhåbentlig) ikke gået forbi nogens næse at der i dag kl. 20.00 foran Krudttønden er mindehøjtidelighed for ofrene og de sårede af de forfærdelige attentater på henholdsvis Krudttønden og synagogen.

Lige i dag er jeg lidt ked af at jeg skal i aftenvagt, for ville gerne fysisk være der og mærke hvordan vi står sammen på tværs af politiske skel, værne om ytringsfriheden, demokratiet og det frie ord. Men samtidig er der også noget befriende i at hverdagen fortsætter. For det skal den. Jeg kan som så mange andre slet ikke finde ud af, hvordan jeg skal agere i alt det her. Jeg liker rundt omkring på facebook, instagram osv., og har siden kl. 16 lørdag (det var dér vi blev bekendt med skyderiet på Østerbro) set, hørt og læst nyheder, og taget mig selv i at blive irriteret over, hvis de store kanaler tillod sig at vise andet end dét. Jeg har stoppet mig selv i at uploade billeder på instagram som omhandlede vores hyggelige fastelavnsfest til morfars fødselsdag i går, for fandt det for upassende at vise god stemning og smil. Og så fik jeg mærket efter, og fandt ud af, at fandme nej om jeg skal holde igen. Vi skal fortsætte som hidtil. Her er dejligt og sådan skal det være og det skal vi vise. Men samtidig gruer jeg en lillebitte smule for, at der vil vokse et endnu større fremmedhad, og at folk jeg holder af og har dyb respekt for vil blive ramt af dette. For så bliver det helt personligt svært for mig at være en stolt dansker, hvis sådan et had vil have indflydelse i vores dejlige land.

Jeg er samtidig også stolt over at vi bor i et land, hvor vi har et meget dygtigt og kompetent politi, og de fortjener i den grad den kæmpe ros de får. Og jeg synes simpelthen det er dybt forkasteligt at nogen stiller spørgsmålstegn ved politiets indsats, eller mener det er plat at tilkendegive sin respekt til det danske politi.

Samtidig kan jeg også mærke at jeg ville ønske flere tilkendegav deres medfølelse, tanker, følelser, frustrationer eller hvad de nu render rundt med. Ikke at der behøver at komme noget på skrift, men når jeg ser hvor få der egentlig fra min facebookkreds har ‘liket’ eller tilmeldt sig mindehøjtideligheden eller 1 minuts stilhed for de dræbte i København tænker jeg faktisk “hvorfor ikke?”. For jeg tror nu at de fleste læser det, og støtter op omkring det, og også ser når vores statsminister opfordrer os danskere til ikke at bøje os for vold. Eller når Lars løkke tilkendegiver sin dybeste respekt for politiets arbejde. Jeg vælger at tro på at det er ægte og intet har med politik at gøre. Eller når franske aviser på forsiden har “Vi er danskere”. Eller en beretning som denne. Det kan godt være at jeg ikke virker så rummelig når jeg faktisk har en lille antagelse om, at det ikke er så “hipt” at falde med i strømmen og like til højre og venstre på facebook og instagram. Men nu er her ikke tale om vacciner vs. ikke vacciner, kittenheels, kubusstager og jeg skal komme efter dig. Lige i disse dage synes jeg nok bare det er rart at mærke fællesskabet. Og de sociale medier, om man vil det eller ej, er efterhånden også et fællesskab, så lad os dog vise hvilke værdier der i virkeligheden betyder noget.

Og så var det at gulvet skulle støvsuges og vaskes. God mandag til jer allesammen. Og en masse kærlighed <3

– Sebrina

 

 

2 kommentarer

  • Cille

    Jeg giver dig helt ret. For jeg savnede også nogle tilkendegivelser fra folk…. Nogle tanker, følelser, frustrationer… Et eller andet. Men jeg kommer heller ikke selv med noget. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive? Jeg er tom for ord? Føler min krop er tom og halvt i chok… Jeg har taget mig selv i at græde. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal udtrykke det med ord. Dem jeg har snakket med har også sagt, ar de er i chok. De forstår det ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne være der i dag til mindehøjtideligheden… Lige nu.en jeg er netop landet i lufthavnen, så det passede rigtig skidt. I stedet har jeg inviteret hele min venneliste fra fb til begivenheden. 15 har sagt ja… Det er lidt, men det eneste jeg føler, at jeg kan bidrage med lige nu… Jeg trit vi kommer til, at høre om dette meget længe. Og jeg håber sådan, at der kan blive sat rigtigt ord på den afmagt, frygt, sorg og frustration.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg var sammen med noget familie i dag, og vi talte stort set ikke om det. Det var så underligt, men jeg vidste simpelthen heller ikke hvad jeg skulle sige. Det er så ondt og uvirkeligt det, der er sket, så det kan være svært at sætte ord på.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

vise ord fra Aya #5