Så var det, at jeg lige sagde ja til mig selv!

Jeg øver mig på det. Det der med at sige ja til mig selv. Åh det lyder så helligt og lidt “jeg-hviler-bare-100-procent-i-mig-selv-agtigt”. Men det er en svær bedrift for mig. Sagen er den, at når jeg har arbejdsweekend, eller når jeg har arbejdsweekend med 12 timers nattevagter, eller egentlig bare har nattevagter, så er jeg og familien udfordret. Jeg dur ikke til det. Hvis jeg har for mange (dvs. over to nattevagter i træk), får jeg feber og føler mig influenzaramt flere dage efter, og min lunte er kort. Jeg er dermed slet ikke god til at have nattevagter. Jo arbejdet går fint, omend jeg rammer muren omkring kl. 4 og bestemt ikke er så snaksaglig ;-). Jeg kan ikke sove ordentligt efter mine nattevagter. Det er et faktum jeg må sande efter at have været sygeplejerske i over fem år nu. Og hvorfor gider jeg det så? Fordi jeg er glad for det jeg laver, og det er et faktum jeg ikke kan og vil komme udenom. Og fordi jeg egentlig også bare skal blive bedre til at sige nej til diverse ting og sager, når jeg har disse nattevagter, for så mange har jeg faktisk ikke af dem. For det får jeg jo ikke gjort. Sagt nej tak. Så en kombination med uafbrudt og for lidt søvn efter at have arbejdet fra 19.30 til 7.30, for dernæst liiiige at skulle til en fødselsdag, et arrangement eller andet hænger ikke sammen for mig. Og dermed heller ikke for familien som må lide under at jeg i to-tre dage presser citronen for meget. Jeg har nok været en stædig fis, og ment at mit arbejde da ikke sådan skulle styre mit familieliv, så jeg har da snildt kunne nøjes med de fem uafbrudte timers søvn og været (eller forsøgt) at være social alle mulige steder, når jeg bare inderst inde gerne bare vil ligge i sengen og prøve at smålumre den, og komme mig lige så langsomt, så jeg netop bliver mig selv noget hurtigere og dermed får nogle gode efterfølgende dage post nattevagter. Og egentlig også op til nattevagterne. Så da jeg var ude i fredags (og faktisk festede med mine skønne kollegaer) smuttede jeg hjemad kl. 01.30. Også selvom jeg “først” skulle møde i 12 timers nattevagt kl. 19.30. For sådan noget kunne jeg engang. Feste til den lyse morgen, og så arbejde dagen efter. Men der var jeg heller ikke mor. Heller ej meget tæt på de 30. For jeg kan det ikke mere. Og jeg har indset det nu. Meget flot i en alder af 29 ikke? 😉 Og i går formiddag blev jeg liggende i sengen imens Nicolai stod op med børnene og susede ned til mine forældre, hvor han knoklede med at lægge fliser og børnene hyggede i solen og haven. Jeg blev i sengen til 11.30, og kom så ned og smækkede nærmest benene op nede hos mine forældre og nåede solen, fik aftensmaden serveret, legede med børnene, kyssede lidt på Nicolai, og så susede jeg afsted på arbejde. Inden da havde jeg aftalt med Nicolai at han blev med børnene hos mine forældre, så når jeg kom hjem i morges kunne sove uforstyrret. Bare lige nogle timer, for så ville jeg jo godt kunne tage med til fødselsdag i dag, hvis jeg “bare lige” fik nogle timers uafbrudt søvn. Nicolai skrev så en besked i morges om, at han havde sovet godt og længe hos mine forældre, og mente at jeg bare skulle sove efter nattevagten og lade fødselsdag være fødselsdag. “Nej nej, bare jeg får lidt sammenhængende søvn så er jeg klar kl. 13”. Og så var det at de kom hjem, og jeg efter et par timers god søvn vågnede og bare ikke var frisk. Så jeg sidder her kl. 16.30, og har endelig fået mere søvn end jeg plejer efter en nattevagt, fordi jeg for en gangs skyld lyttede til mig selv og min krop, og blev liggende og meldte ud, at jeg altså ikke kom med, da jeg var træt og havde brug for mere søvn. Og så har jeg jo bare verdens bedste kæreste (og familie) der har forståelse for det. Det er jo mig selv der er problemet. At jeg gerne vil behage andre mennesker. Og sommetider glemmer mig selv. Men ikke i dag, og jeg er klar parat til at Nicolai og børnene kommer hjem om lidt, og jeg får nogle gode timer med dem inden de puttes og jeg smutter på arbejde igen.

Og ved I hvad? Det føles godt. Så godt. Endnu bedre at jeg på tirsdag kl. 15.30 har fri helt frem til d. 25. juni. Og naturligvis skal nyde de dage alene og sammen med min familie.

God søndag derude!

– Sebrina