weekenden via Nicolais tlf og tak til en sød læser

De normales historie #1

 photo c309ffcb-9f70-4b6d-a916-e38c1852631e_zpsstvfkptb.jpg
Nu er det ENDELIG blevet den 1. december. Det har vi glædet os til herhjemme. Aya har været helt oppe at ringe. Nissen fik risengrød i aftes og huserer nu herhjemme.

Sidste år valgte vi at dele vores historie med jer, og vi har tænkt at gentage det igen i år, da det faktisk var en succes, og der er kommet nye læsere til, som måske synes det kunne være interessant, eller nogen af jer andre der også bare synes det er hyggeligt at læse igen 🙂 Det synes vi i hvert fald selv, hehe.

Så sæt jer lidt til rette..

Nu er det faktisk over otte år siden vi mødte hinanden, og december var faktisk måneden hvor vi forelskede os i hinanden – men vi var IKKE kærester ;-). Vi havde “fundet” hinanden over DKBN. Nicolai aka. Acnejeans havde sendt flirtende smileys til mig aka. Pølseklokke. Vi levede pt. begge singlelivet og ingen af os havde i første omgang forestillet os, at vi skulle noget fas med hinanden. Efter et par måneders uskyldrigt skriveri, som i “har du haft en god weekend?”, “jeg var i byen på Park”, “jeg har spillet kamp”, “vandt i?” , “fik du scoret i weekenden?”, ” ja, du kom jo ikke” osv., mødtes vi på Den Glade Gris. Jeg var meget tæt på at smutte, da Nicolai skrev at han og nogle studiekammerater var på vej, men mine sygeplejeveninder (tak piger!) insisterede på at jeg blev, så aftalen var at en af tøserne skulle lure ham ud og ligesom sige “go” eller “no go”, og så kunne vi smutte uden Nicolai bemærkede noget. Det blev; “ej han er sgu meget pæn… han har dét og dét tøj på, snak med ham!”. Så det gjorde jeg så. Og vi dansede også. Fyre der vil danse og også sådan bare semi kan finde ud af det, har altid haft en god plads i mit hjerte ;-). I kan måske fornemme hvem der skriver historien her, så Nicolai må lige læse igennem inden det bliver udgivet, så han også kan sige ok til min version 😉 Vi hang længe ud i baren og det første jeg bemærkede var, at Nicolai havde nogle meget pæne og maskuline hænder. Vi kyssede også  den aften, for der røg en del marcipangrisshots ned, og da Nicolai pønsede efter at komme med mig hjem, var jeg hård og kontant; “nej, det kan du ikke… Men du må gerne følge mig op til Nørreport station hvor min cykel står og så kan vi spise en hotdog” – inkl. en fuld veninde på slæb. Og så kyssede vi farvel på Nørreport St.

Selvom han fik afslag på at komme med hjem på mit lille kollegieværelse i nord(læder)vest, var han alligevel hurtig med en “tak for i aften”- sms, hvilket i min bog er god stil. Jeg var enorm god til at spille kostbar, troede rigtigt at jeg havde styr på det der singleliv ;-), så jeg skulle da i hvert fald ikke være den første på tasterne… Og det var jeg så heller ikke, hehe.

-Sebrina

2 kommentarer

  • Line Greisen Jessen

    Blev nærmest helt lykkelig over at se at i har valgt at gentage jeres julekalender. Det er så hyggeligt, jeg læser ihvertfald gerne med, igen selvom jeg læste med sidste år også 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    I er så fandens normale at det er helt fantastisk, giver det mening? Det gør det i hvertfald for mig at læse jeres blog og jeg læser også gerne med på julekalenderen igen i år

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

weekenden via Nicolais tlf og tak til en sød læser