"Det er ligesom vingummi mor!"

De normales historie #10 (om at offentliggøre sin graviditet)

 photo nyt_zps2a417515.jpgEfter scanningen blev jeg virkelig ramt at kvalme… og opkast. Primært morgen og aften. Det var ret heldigt at jeg “kun” skrev bachelor og tog nogle vagter på barselsgangen i ny og næ. Jeg var heldigvis ikke ramt non-stop, men den var næsten stensikker hver morgen efter morgenmaden… det skulle retur. Og så havde jeg bare ikke lyst til at spise. Tabte mig derfor også, og da vi var oppe for at få lavet vandrejournal, blev det også påpeget, at jeg hellere end gerne skulle nyde godt af julemaden, og gerne med ekstra fløde, for jeg skulle ikke tabe mig mere. Lugten af hvidløg, bacon og parfume kunne virkelig sætte gang i kvalmen, og Nicolai fik nogle hug, fordi jeg mente at han da pludselig brugte meget mere parfume end vanligt, og den parfume iøvrigt da nok heller ikke havde en god duft længere…!? En parfume som jeg ellers så godt kunne lide duften af. Jeg kan huske at jeg småfrygtede sociale arrangementer, for hvis jeg nu kom til at kaste op ud over det hele.

Men jeg forsøgte at småspise hele tiden, hvilket nok er mit allerbedste råd til kvalme og forebyggelse af opkast. Selvom det føltes som at tvangsspise, for lysten var der på ingen måde. Frisk juice var lækkert og spiste så bare det jeg godt ville spise. Noget skulle der jo ned. Men det var ikke fed tung mad der stod højt på listen (hvilket det var under graviditeten med Alvin, haha). Jeg var i mine højtaljede jeans til jeg var 17-18 uger henne, hvor kvalmen stort set forsvandt. Så på dén front var det nemt nok at “skjule” en graviditet. Men mine bryster voksede dog, og var stadig mega ømme!! Så dem var der ingen adgang til…

I december kom vi til endnu en fin scanning, og kunne nu godt se, at der var noget der lignede et lillebitte menneske, og jeg var ikke længere nervøs for en spontan abort. Blev trods alt også mindet om graviditeten flere gange dagligt ;-). Ellers var december 2009 travl med min bachelor, arbejde på barselsgang og Nicolai igang med en eksamen. Udover dét fortsatte jeg min træning upåklageligt. Virkelig befriende at jeg kunne det! Nå, vi havde fået tid til nakkefoldsscanning d. 22. december og glædede os til at kunne offentliggøre hemmeligheden. Inden da havde vi et par dage i Berlin sammen med mine forældre. Da var jeg omkring de 11 uger henne, og vi kunne ikke vente med at sige det længere. Når vi kom hjem fra Berlin skulle vi også næste dag til nakkefoldscanning, og HVIS den nu viste noget der ikke var godt, syntes jeg det var rart, at mine forældre kunne støtte. Da vi sad i lufthavnen havde vi lagt billedet af en 9 ugers baby i en lille kuvert, bundet gavebånd om, og gav den til mine forældre, og sagde at det var en lille for tidlig julegave. Jeg rystede helt i kroppen af spænding, selvom jeg vidste at de ville blive glade. Og det gjorde de. Men tårer og det hele. Første længe ventede barnebarn var på vej, og særligt min far var ret elektrisk, og omtalte sig selv som morfar, haha. Så var stemningen ligesom lagt for den tur, som iøvrigt var meget kold. Det var blevet ægte vinter i DK og Tyskland skal jeg lige love for! Da vi kom hjem spurgte jeg min bror og svigerinde, hvad de skulle til sommer. “Øh, det har vi ikke lige planlagt endnu…”. “Godt for jeg håber I har tid til at blive onkel og tante..”. Det havde de bestemt.

Dagen efter var det så nakkefoldsscaningen, hvor alt var så fint. Og nu kunne vi virkelig se en baby.. som bevægede sig og det hele.  Samme aften tog vi hjem til den kommende farmor, Jan (bonusbedste) og kommende faster med et indpakket billede fra nakkefoldsscaningen, som blev taget vældig godt imod. Farmor måtte straks ringe til en af sine veninder, og fortælle om hendes kommende titel. D. 23. december tog vi så hjem til Nicolais far og gravide kone (som iøvrigt var gravid med tvillinger og var plaget af opkast og kvalme 10 gange værre end jeg). Vi var begge reeeet spændte på deres reaktion, og jeg ventede bare på, hvornår Nicolai dog for pokker ville breake det. Det blev ikke før aftensmaden, heller ikke under… så da vi gik ind for at åbne gaver, måtte han lige fortælle noget… “Erhmm Sebrina har også haft det ret skidt på det seneste.. for hun er nemlig også gravid og er ca. tre måneder henne!”. Der blev først lidt stille, og så ellers tillykker osv., og Nicolais far der sagde “jeg tror liiige jeg henter en flaske vin”. Hold kæft vi grinede. Far og farfar på samme tid. Kan godt forstå ham 🙂

Juleaften holdte vi hver for sig, hvor resten af den nærmeste familie blev bekendt med graviditeten. Jeg havde pakket en masse garn ind i en gave til min Farmor, som var syg af lungekræft, og virkelig ønskede snart at blive oldemor. Jeg havde skrevet på pakken: “Til Oldemor Anna fra dit kommende oldebarn”, og skrevet et fint kort inde i pakken. Og hun blev så glad og stolt. Det er jo bare den mest fantastiske nyhed at give.

Imellem jul og nytår ringede min far et par gange i løbet af dagen… bare for at høre hvad jeg lavede, hvordan det gik osv. Det var egentlig ret normalt at han gjorde det. Da han ringede igen kl. 21 om aftenen blev jeg irriteret! Han skulle bare høre om vi var hjemme “ja det er vi…!?”. “Så kom lige ned!” sagde han. De havde simpelthen kørt tre kvarter så sent for at overraske os med et eller andet… Jeg sagde til Nicolai, at jeg håbede fandme ikke at de var gået amok i babyudstyr, for det ville jeg ikke have allerede. Ville gerne vente til jeg mindst var halvvejs… og Nicolai var sådan “slap nu af, de er bare glade osv….”. Da vi kom ned peger min far hen på en bil og siger: “værsgo, den er til jer!”. WHAT. En fin gammel Citroën til os. Vores første bil sammen. Mine forældre mente bestemt, at vi da ikke kunne undvære en bil, nu hvor vi skulle være en familie, og de ville jo gerne have meget besøg af deres barnebarn… Så det var ret crazy, og meget meget lækkert! Den blev døbt Citronen, og kørte upåklageligt, og jeg var så glad for den bil. Særligt der i den pissekolde vintertid og med udsigt til at skulle starte på RUC. Virkelig betænktsom og alt for meget af mine forældre.

Det blev nytår, og jeg behøvede jo ikke at finde på en undskyldning for ikke at drikke. Jeg havde sørget for “champagne” og festede igennem alligevel ;-). Jeg ser ret stiv ud her ik? 13 uger henne… Var nok bare træt og rimelig klar til at byde 2010 hjerteligt velkommen. Med titler som sygeplejerske og mor i vente, kunne det uden tvivl kun blive det bedste år i mit liv.

-Sebrina

#9#8#7#6#5#4#3#2#1

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Det er ligesom vingummi mor!"