Jul i Tivoli

De normales historie #11 (lidt om at spare op til en baby)

 photo 26171_383894202116_7031723_n_zpsda345d62.jpg

ca. 29 uger henne

Så blev det jo 2010, og vi startede ud med en skiferie og derefter blev jeg uddannet sygeplejerske. Lige derefter startede jeg som sagt på RUC. Jeg var optaget på et indslusningsforløb hvilket betød, at jeg ikke var berettiget til SU, og også skulle smide 9.500 kr. for at læse på det semester. Ved siden af arbejdede jeg som timelønnet sygeplejerske på barselsgangen, og tjente også lidt ved at passe en ældre mand, som led af parkinson. Det var faktisk et ret presset forår rent økonomisk, da der også skulle spares op til livet med en baby. Nicolai var jo fortsat på SU og havde så også sit studiejob ved siden af, så der var ikke meget at gøre godt med. Men alligevel manglede vi ikke noget.

Vi var på endnu en skiferie, hvor jeg var 23-24 uger henne eller deromkring, og selvom jeg ikke kunne være lige så aktiv som ellers, var det en skøn skiferie, som vi virkelig nød. For vi vidste også, at der ville gå et par år før vi kom afsted igen… og så med et barn.

Tilbage til økonomien… Det var ret “heldigt” at jeg var gravid samtidig med at shoppebudgettet var skåret gevaldigt ned. For jeg gad faktisk ikke købe graviditetstøj. Men da jeg fik penge af min farmor i fødselsdagsgave, hvor jeg blev 24 år, mente hun altså at det skulle gå til noget graviditetstøj. Så jeg købte et par graviditetsjeans i H&M, og dem blev jeg nu glad for. Det var vidst også det eneste graviditetstøj jeg købte den graviditet. Jeg fik en rigtig fin preggokjole fra Topshop af mine sygeplejeveninder – de mente også at det var på tide at vise maven frem ;-). Da var jeg også over halvvejs i graviditeten, og blev også rigtig glad for den kjole. Jeg var ikke så vild med at flashe min graviditetsmave faktisk. Ikke fordi den ikke var pæn, men jeg følte mig ikke som sexy mama i den periode, og var heller ikke fan af mit voksende korpus. Det kom lidt bag på mig, for troede faktisk at jeg ville elske at vise maven mere frem, men jeg følte mig ikke helt hjemme i graviditetskroppen. Jeg elskede at mærke liv, som jeg allerede mærkede da jeg var omkring 14 uger henne, og købte også lidt babytøj, men ellers tog vi det egentlig ret stille og roligt. Jeg brød mig heller ikke om at mange skulle kommentere min (lille) mavestørrelse, røre ved min mave osv., at jeg skulle forsvare hvorfor vi ikke ville kende kønnet på forhånd, hvilke navne vi havde tænkt på og alt det der. Det var noget Nicolai og jeg gerne ville have for os selv, og vi havde ikke behov for andres holdninger og meninger. Jeg følte også at mange gloede på mig, særligt i fitnesscentret. Og jeg tænkte at de nok gloede fordi jeg var ung, men senere har jeg nok bare erfaret, at man som gravid tiltrækker en masse opmærksomhed uanset hvad ;-).

Da jeg var 31-32 uger henne måtte jeg melde til barselsgangen at jeg ikke kunne tage flere vagter. Dels havde jeg en deadline på RUC, men det var også for hårdt nu. Motionen skar jeg også ret meget ned på, og begyndte i stedet for til graviditetsyoga, som virkelig var godt, selvom jeg bestemt ikke var en yogapige 😉

– Sebrina

#10#9#8#7#6#5#4#3#2#1

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jul i Tivoli