Kan næsten ikke tro det!

De normales historie #14 (Ayas fødsel – Nicolais version)

 photo cf450a71-cbc7-4d02-bf29-2c83390fe046_zpsf2a01f60.jpg
Som en far der har svært ved at huske præcise tidspunkter, så bliver det nok også synligt, at tiderne ikke stemmer helt overens med Sebrinas superhukommelse – men “here it goes”.

Jeg havde “travlt” med mit studie på det tidspunkt, hvor Sebrina havde termin med Aya og var faktisk igang med sommerkurser på CBS. Så jeg var så priviligeret, at jeg kunne blive hjemme med Sebrina, da først plukkeveerne begyndte at tage til. Den første nat d. 7.-8. juli, hvor plukkeveerne startede var noget urolige – når jeg tænker tilbage tog jeg det udsædvanligt roligt, set i forhold til, hvad der skulle til at ske. Men helt ærligt, så havde jeg svært ved at hidse mig op over, at jeg skulle til at være far på det tidspunkt. Det var først da fødslen var overstået at jeg kunne forholde mig til glæden.

Vi kom til jordemoderen på et jordemodercenter på Vesterbro d. 8 juli, og fik at vide, at vi skulle gå hjem og vente indtil Sebrina havde åbnet sig mere. Pludselig om eftermiddagen gik vandet så. Ikke som man tror med et kæmpe vandfald for neden, men nærmest ingenting! Så jeg troede næsten ikke på at det var det der var sket – nok snarere at Sebrina bare havde haft svært ved at holde sig 😀

Men da Sebrina er lidt mere kyndig end mig på området – heldigvis – og fostervandet var grønligt, så tog vi til Hvidovre Hospital. Det gik meget roligt og uden stress. Da vi kom derud forventede vi, grundet det grønlige fostervand, at vi kom til hurtigt! Men nej – jeg føler det, når jeg tænker tilbage, som om vi ventede i 4 timer, selvom det nok var kortere. Jeg er ikke god til at blive vred, men jeg kogte indeni, fordi de bare gik ind og ud af deres opholdsstue uden at henvende sig til os.

Men vi kom endelig ind, og de tog hjertelyd på Sebrinas mave for at tjekke om Aya var ok – de sagde at vi skulle ligge med udstyret på i ca. 30 min….. Vi ventede så i 1-1,5 time!! Jeg gik ned og spurgte om de havde glemt os, og JA, de skulle lige spise aftensmad og havde glemt os. Hmmm… Ikke det bedste når man selv synes at det haster med at finde ud af, hvordan babyen har det!

Vi kom ned på en fødestue ved 23-24tiden om aftenen d. 8. juli, og Sebrina fik et bad inden hun kom ind på stuen. Der tog de så vandet helt, for det var åbenbart ikke gået helt (troede ikke det kunne gå halvt), og så skal jeg love for at veerne ikke var så rolige mere. Sebrina kunne nærmest ikke stå på benene af smerte! Til sidst blev jeg kommanderet til at finde en opkastbakke, fordi hun skulle kaste op af bar smerte. Jordemoderen var gået, så der stod jeg og skulle hu-hej finde en bakke inden hun kastede op udover gulvet. Da jordemoderen spurgte om Sebrina ville have noget smertestillende svarede jeg “ja”, og Sebrina blev overtalt til at prøve det de kalder bistik —— Og jeg tror stadig Sebrina fortryder, at hun fik dem den dag i dag 😀 Hold op, jeg har aldrig set hende have så ondt som da hun fik den kanyle ind under huden og fik indsprøjtet de små sterilvandsopløsninger på maven!

Jordemoderen tjekkede løbende, hvor meget hun havde åbnet sig, og jeg kunne egentligt kun sidde i en stol og vente og hjælpe, når jeg blev bedt om det. Der gik ikke lang tid før hun fik lov til at presse, da hun havde åbnet sig nok. Nu gik tiden så med at holde masken til lattergassen og støtte Sebrinas nakke ved presningen. Det skal siges, at der blev inhaleret noget lattergas 😉 Så lattergassen blev hendes støttepunkt. Jeg gav hende vand på panden og støttede hende. De 3 timer gik MEGET hurtigt. Da jordemoderen sagde, at Aya var på vej ud, så havde jeg allerede meddelt hende, at jeg ikke skulle nyde noget af at komme ned og tage imod eller se derned imens – pænt nej tak.

Da Aya så endelig kom ud, var det ikke i første omgang den glædesrus som alle snakker om. Navlestrengen var to gange om halsen, og hun var helt blå og slap! Et stort chok som jeg ikke troede ville ske på det tidspunkt, og tiden gik virkelig langsomt i de minutter eller sekunder der gik, indtil der endelig kom liv og bevægelse! Vores dejlige datter kom over til mig, og jeg havde allerede glemt at finde ud af, hvilket køn det var, indtil Sebrina spurgte til det – et stort øjeblik at stå og holde sin datter. Hun kom ud lidt i 4 om natten d. 9 juli 2010. To nætter med lange ventetider og udmattende oplevelser for alle 3.

# 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1,

-Nicolai

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan næsten ikke tro det!