De Normales Historie #15 (om at være nybagte forældre)

Det var ret vildt at komme hjem fra hospitalet som nybagte forældre! Og også meget varmt. Der var hedebølge i DK, og vi måtte alle rende rundt uden tøj for at kunne holde ud at være i lejligheden. Den første nat var præget af en sulten og utålmodig pige, men jeg kunne heldigvis nogle tricks fra barselsgangen, hvilket betød at ammeetableringen ikke blev et problem. Nicolai har mange gange fortalt, at han var for at jeg havde noget erfaring, for jeg tog det hele ret roligt, og vidste hvad der skulle gøres, eller kunne gøres. Og det er jeg også selv glad for. Dagen efter vi kom hjem gik vi tur med barnevognen og jeg sad og ammede på torvet i Valby, fordi Aya jo naturligvis vågnede….Sad dér i skyggen med en stofble over hende og følte mig igen som en superkvinde. Det var jo ikke så svært det der forældrenoget!? Jovist vi havde nætter hvor hun var ked af det, og sov da ikke så meget igen, men i bund og grund havde vi egentlig ret fint styr på det hele, og følte os sikre og trygge ved at være Ayas forældre, og var der for hinanden. Den første tid vågnede jeg dog panisk op om natten fordi jeg enten troede at:

– Aya ikke trak vejret
– jeg havde lagt mig oven på hende
– hun lå under min dyne og ikke kunne få vejret
– der var krybdyr i lejligheden!?

Virkelig crazy woman.. ! Det var ikke sjovt og Nicolai måtte mange gange fortælle: “hun ligger i sin lift og sover, du drømmer Sebrina”, og så tog jeg febrilsk i den lift, og fik hende jo vækket på den måde. Altså…

Jeg brugte min mor, som jeg nok ringede til dagligt: “Tror du det er fint at hun kun har en stofble over sig, når hun sover?”. Jeg havde bare brug for bekræftelse fra min mor, og har lige siden spurgt hende om alverdens ting og sager hvad angår børnene (og nu også hunden). Sundhedsplejersken var iøvrigt en tør snegl, men fortalte: “det har I da fint styr på”, og jeg gik egentlig også bare op i, om Aya tog på og voksede som hun skulle.

Nicolai havde som sådan ikke barsel, for han var igang med undervisning på CBS, men havde alligevel ret meget fri, og de dage han var til undervisning på CBS, gik jeg med barnevognen til CBS, og så gik vi hjem sammen. Der skulle ske noget, og jeg elskede at kunne bruge kroppen bare lidt mere, end hvad jeg havde kunnet længe. Så da jeg 8 uger efter var hos lægen og fik grønt lys for at komme så småt igang med træning, stod løbeskoene og ventede. Jeg løb nok kun tre kilometer, og der var flere tårer end sved i mit ansigt, for jeg var simpelthen så glad og lettet. Jeg havde savnet det så meget, og trængte bare til at have de der 20 minutter for mig selv. Inden jeg fødte havde jeg sagt til flere, at jeg ville løbe et halvmarathon inden for det første år jeg var blevet mor, og nu kunne jeg så småt komme igang med at træne. Gik også på mor/barn hold i Fitness World, og trænede også alene deroppe, hvor Aya bare lå i liften imens. Når jeg tænker tilbage, havde jeg ret svært ved bare at hvile i dét at sidde derhjemme med en baby og intet foretage mig. Blev rastløs af ikke at lave noget, og brugte uendeligt meget tid på at sidde og skrive i mødregruppen på jubii debatten, læse blogs og krimier 😉 Så det var ugens højdepunkter når jeg skulle i min fysiske mødregruppe eller træne. Og det var ikke fordi jeg forsømte Aya eller noget, for tro mig, vi havde masser af tid sammen, men de første måneder var det jo begrænset, hvad jeg kunne lave med hende og hvor meget hun kunne stimuleres. Og så var der jo også Nicolai.
Han var studerende og var jo også meget hjemme. Så han lavede mange af de praktiske ting, som jeg ellers kunne tage mig af. Vi var ret priviligerede i det hele taget! Og vi tror begge, at det har haft en kæmpe betydning for vores oplevelse af at blive forældre og vores forhold. At Nicolai kunne være så fleksibel og var meget hjemme, og bare var så meget med i det hele. Hvis jeg ikke havde fået så meget søvn i løbet af natten stod Nicolai op med Aya når hun var frisk kl. tidligt, og så sov jeg lige en time eller to videre. Og han kom aldrig sådan sent hjem. Han arbejdede to dage om ugen i ATEA men var nærmest aldrig senere hjemme end kl. 16 de dage. Og så VILLE han også være med, og jeg lod ham også være det.

Så derfor blev vores forhold ikke skrøbeligt, men snarere endnu bedre og vores samliv blev ikke berørt af en fødsel og en baby. Noget jeg havde frygtet en smule under graviditeten, og vi derfor også havde snakket en del om.

– Sebrina

 #14, # 13, #12, #11, #10, #9, #8, #7, #6, #5, #4, #3, #2, #1