De normales historie #2

Der  gik alligevel kun en uge før Nicolai “fik lov” til at besøge mig på kollegieværelset. Jeg havde dog tydeliggjort at jeg smed ham ud igen kl. 21.30 for der skulle jeg altså i seng. Basta. Jeg var dengang i praktik og stod op kl. bæ om morgenen (syntes jeg dengang) og var 8 timer på afdelingen, og brugte også meget tid på min fodbold efterfølgende, så jeg bildte mig selv ind at 8 timers søvn var strengt nødvendigt – fyre eller ej! Haha sikke et luksusliv  dengang… 😀

Jeg kan huske at jeg lavede en wokret til os, og Nicolai spiste godt. Tænkte han sagde det bare smagte godt for at være sød, men mine få madlavningsevner dengang viste sig at imponere den unge herre, som dengang levede af tortellini og ketchup. Vi “så film” og kl. 21.30 sagde jeg “nu skal jeg altså i seng”, og så sendte jeg pænt Nicolai hjem. Han troede ikke i første omgang at jeg mente det seriøst, men det gjorde jeg.

Tredje besøg/date skulle så være hjemme hos Nicolai, men jeg var i tvivl om jeg havde lyst, og tænkte, at jeg kunne lade det glide lidt ud ved at aflyse, og komme med en hvid løgn simpelthen. Noget med at jeg fuldstændigt havde glemt at vi havde en fætter-kusinedag i familien og at jeg derfor måtte aflyse. Jeg foreslog ingen andre dage hvor vi kunne ses, så jeg regnede med at han bare ville skrive “okay”, men han skrev noget ala: “det er jeg ked af, men bare jeg ved at jeg får lov at se dig igen, så er jeg glad”. Pis. Så fik jeg faktisk dårlig samvittighed og lod den trække nogle timer og skrev så igen: “min fætter er blevet syg, så arrangementet er blevet aflyst, så hvis du ikke har andre planer, kommer jeg gerne forbi”. Det havde han heldigvis ikke og jeg tog til Valby og så Nicolais lejlighed, hvor han på daværende tidspunkt havde en roomie boende. Det var en hyggelig og nogenlunde ryddelig lejlighed, som jo så viste sig at jeg flyttede ind i fire måneder efter…. For hver gang vi sås var der ingen pinlige øjeblikke og vi snakkede vildt godt sammen om alt muligt – og var åbne omkring de bekendtskaber der lige skulle afsluttes rundt omkring. Og ja, der var rimelig godt “gang i den”, uden at jeg behøver at uddybe det nærmere af hensyn til familien der læser med. December blev som sagt måneden hvor vi blev forelskede. Savnede hinanden for vildt, for vi havde nemlig begge travlt med eksaminer, jul med familien og jeg var på skiferie henover nytåret med min familie, så da jeg endelig var hjemme, var det helt okay at en noget bedugget Nicolai kom forbi nordvest kl. lort om natten efter en julefrokost med sit studie – også selvom jeg skulle til undervisning om morgenen. Tror kun jeg fik et par timers søvn den nat… og blev mødt: “hva Seb, ligger Nicolai og sover oppe på værelset?” (jeg boede nemlig på sygeplejeskolen der dengang havde noget undervisning på Bispebjerg).

Et par dage efter spurgte jeg Nicolai om han ville være min kæreste. Rettere d. 8. januar 2008. Det ville han gerne. Så gik det stærkt. Vi havde begge travlt med studierne og vores sport, så vi brugte den tid vi kunne på at ses. Det betød, at jeg da gerne hele vinteren cyklede fra Nordvest til Vesterbro, når jeg kom hjem fra træning ved en 22-tiden for at sidde og vente på at Nicolai kunne lukke Barbar bar ned ved midnatstid og så cykle videre til Valby. Op igen om morgenen på studiet på Nørrebro og så kunne der gå dage før vi igen havde tid til at ses. Jeg kan huske at jeg blev frustreret over at vi aldrig havde dage hvor vi bare kunne være ham og jeg, eller hele weekender hvor vi kunne lære hinanden endnu mere at kende, for vi havde jo hver fodboldkampe eller håndboldkampe, så en kold træls dag var jeg så nedern at skrive en sms (!?), at jeg nok måtte kaste håndklædet i ringen. At jeg måske var i tvivl om det skulle være ham og jeg. Vi havde nemlig begge ærligt fortalt, at vi ikke længere gad at bruge tid på forhold som nærmest på forhånd var dødsdømt. Nej skulle det være, så skulle det føles rigtigt fra start. Og jeg var ked af det, for tænkte at Nicolai nok havde det på samme måde, så jeg var nok bange for at blive såret, og ville så være den første til at droppe ham inden han droppede mig. Men igen overraskede han med: “jeg er virkelig ked af hvis du føler sådan. Jeg ville blive så ked af hvis det her skal stoppe pga. manglende tid sammen. Jeg kan ikke se hvordan jeg nogensinde skal kunne være i et forhold, hvis det ikke skal være sammen med dig”. Årh hva!?. Så det stoppede jo ikke. Efter et par måneder (på mine forældres opfordring!) flyttede vi sammen. Nicolais roomie skulle flytte, så Nicolai skulle finde en ny at dele huslejen med, og jeg var igang med at kigge på lejligheder, for var så træt af at bo på kollegieværelset, så mine forældre var en smule undrende og spurgte: “var det ikke en idé at du flyttede ind hos Nicolai?”. De ville gerne betale et par måneders husleje af kollegieværelset såfremt det bare gik helt skævt, så jeg havde en base at falde tilbage til. Nicolai havde egentlig også tænkt tanken men turde heller ikke spørge, da vi begge jo syntes at det var tidligt at flytte sammen. Men vi kastede os ud i det, og det var jo bare så rigtigt. Efterfølgende fik vi mødt hinandens familier, og var om sommeren først med min familie på ferie og derefter med Nicolais familie på ferie. Og vi har begge følt os taget godt imod af alle familier. Noget der virkelig har betydet meget!

De normales historie #1

-Sebrina