De normales historie #3

Vi ønsker os faktisk ret meget disse to plakater til vores soveværelse, da de passer så meget til os. Kan købes her (affilliate link) – perfekte bryllupsgaver iøvrigt!

Vi var gode til at bo sammen. Der kom ingen dumme overraskelser og vi lærte hurtigt hinanden at kende. Vi var enige om, at vi aldrig måtte gå i seng, hvis der var noget der irriterede den anden, og det holder vi stadig den dag i dag. Det er nok vores allerbedste råd til andre, hvis vi da må komme med sådan et. Vi har fra start været bundærlige over for hinanden om det gjalt forbudte følelser, irriterende følelser, jalousi, hvad vi ville med fremtiden, tidligere bekendtskaber og forhold, og generelt bare snakket om alt sammen. Kan huske jeg fik spørgsmålet: “er det ikke kedeligt, at Nicolai aldrig gør noget forkert?”. For det var rigtigt. Ikke at han kun gjorde alting rigtigt og var (er) perfekt, men han gjorde ikke noget der virkelig gjorde mig ked af det eller utryg, og det var bestemt ikke kedeligt. Jeg vidste hvor jeg havde ham og omvendt. Vi rendte i byen sammen og elskede det, og gør det stadigvæk (altså elsker at feste sammen, for det hører sjældenhederne til at vi efterhånden render i byen). Vi kunne tage ud bare os to. Selvom det også var og er sjovt at være ude med veninderne, så har de bedste fester og byture faktisk været fester, hvor vi var der sammen.

Jeg var vild med at bo i Valby og følte mig hjemme der. Vi snakker engang imellem om “hvad fanden lavede vi inden vi fik børn?”, for det kan helt ærligt være svært at huske! Jeg læste forleden i min dagbog som jeg dengang i perioder skrev i (burde faktisk gøre det ige), og vi havde begge travlt med vores studie, vores sport, venner, veninder og jobs, så det var ikke fordi vi konstant var sammen, selvom det måske kan virke sådan på ovenstående. Derfor var det også genialt at bo sammen, for så vidste vi da i det mindste at vi så hinanden på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen. Mange weekender tog jeg også hjem til familien – der var jeg ligesom vant til at komme mindst hver 2. weekend inden jeg mødte Nicolai ;-). Snak om at være en en tryghedsnarkoman…. Vi trænede også meget sammen, og det er noget jeg virkelig savner, og glæder mig til vi kan gøre når børnene bliver ældre. Og så var ellers bare rundt og opleve København og være som alle andre nu engang er der start 20’erne…

Efter nytåret 2008/2009 (som vi holdte på en skiferie Hemsedal med min familie) og Nicolai skulle igang med sin bachelor, begyndte vi at snakke om en længere sommerferie vi gerne ville på bare os to alene…

-Sebrina