De perfekte mødre

De normales historie #6 (om spontan abort)

Lykken varede kort. Da jeg var i 6.uge something havde jeg en spontan abort. Kan tydeligt huske dagen. Det startede om morgenen hvor jeg blødte en lille smule. Nicolai var ikke hjemme. Han var på vej til noget session et sted i nordsjælland, og kunne ikke bare udskyde det. I starten var det bare lidt pletblødning, så jeg håbede lidt, at det blev ved det, selvom jeg godt vidste og havde på fornemmelsen, at det nok ikke var skide godt. Men det var jo så tidligt, og måske endda “bare” en biokemisk abort, men havde jo for pokker allerede forestillet mig en voksende mave og gjort mig tanker om at skulle være nogens mor. Så jeg blev nervøs først og håbede. Håbede at det bare var en pletblødning. Men nej. Hvis man er sart så lad vær med at læse resten 😉 Jeg fik kraftige menstruationssmerter og så storblødte jeg ellers bare. Og var alene. Prøvede at ringe til lægen, men det var onsdag hvor der var senkonsultation, så kunne ikke gøre andet end at vente, og google ’spontan abort’. Jeg ville så gerne ringe til min mor, men havde slet ikke fortalt om graviditeten, så det virkede så mærkeligt at ringe hulkende: “mor jeg var gravid og er det ikke længere, tror jeg..”. Nicolai prøvede så meget muligt at være støttende via mobilen, og jeg fik så pisse ondt og blødte virkelig meget, så begyndte at blive bange for at der var noget helt galt. Så da Nicolai ENDELIG kom hjem og lægen havde åbent gik vi derop, for kunne heller ikke komme igennem på den skide telefon. Fik beskeden “vi kan ikke gøre noget, du må tage noget smertestillende og så komme om nogle dage og få taget en blodprøve”. Jeg havde jo heldigvis fantastiske veninder som jeg skrev det til, for mine gode sygeplejeveninder kendte også til graviditeten, da der også lige forinden havde været en bytur 😉 Jeg magtede ingen besøg eller telefonopkald, men fik en masse opmuntrende ord og ae’er, og lå så ellers på sofaen med en varm pude og et gram panodil og Nicolai der bare trøstede. Kunne godt mærke at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg havde heller ikke selv regnet med at jeg blev SÅ ked af det, for var ikke forberedt på at jeg ville blive gravid med det samme efter p-pillestop. Vi snakkede og snakkede, og blev enige om, at det var fint at det skete så tidligt, for der måtte jo være noget galt siden det allerede skete. Og egentlig ville babyen også komme på et lidt dårligt tidspunkt jævnfør eksaminer osv., så nu hvor det skulle være, så var det trods alt “fint” at det skete så tidligt, trøstede vi os med. Nok mest mig. Psykisk havde jeg det allerede en del bedre de efterfølgende dage, men blødte stadigvæk meget. Selvom jeg var vant til kraftige mesnstruationer (sorry for details) uden brug af p-piller, havde jeg aldrig prøvet at bløde SÅ meget, så det kan jeg huske var noget hæmmende. For havde både undervisning og nogle vagter på barselsgangen de efterfølgende dage, og det var ikke ligefrem det fedeste… men det var egentlig rart at lave noget, for så tænkte jeg faktisk ikke så meget på det. Jeg skulle to gange til lægen for at få taget blodprøver, og kan huske den første gang jeg kom til min (meget ringe) læge, kiggede hun ind i sin skærm og “spurgte” ind i skærmen: “nå, så har du (Nicolai var der også) været sådan lidt ked af det?”, og jeg nåede ikke engang at svare før hun gjorde klar til at skulle tage blodprøven. Nu er jeg heldigvis sådan ret ‘robust’ og Nicolai var ved min side (som hun ikke så på noget tidspunkt!), så tog mig ikke af det, og svarede “jaeh…”, og så afbrød hun igen og snakkede hcg og næste blodprøve og kondomer. Hun rådede os til at vente nogle måneder “så kroppen lige var sig selv”, og sagde noget med “men I er jo også unge, så I har jo ikke travlt…”. Og jeg ville sådan ønske at jeg gav hende tørt på, men var fuldstændig chokeret over hendes opførsel. Jeg er normalt ikke typen der er gået vildt op i hvilken læge jeg har haft, eller brokket mig over min læge, og derfor havde jeg jo også bare beholdt hende, selvom jeg aldrig rigtigt har følt mig tryg ved hende. Hun viste ingen form for empati overhovedet, og både Nicolai og jeg var lidt rystede over hvor usympatisk hun var. Eller rettere nok mere fordomsfuld. Ja vi var da ret unge, men ønskede jo børn?! Vi fulgte ikke hendes råd med at tage det stille og roligt og beskytte os. Blodprøverne var fine, og fire uger efter stod jeg og tisssede på en test på en Sunset Boulevard i Århus…..

– Sebrina

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De perfekte mødre