Græsenke

I morges kyssede vi alle Nicolai farvel i lufthavnen og ønskede ham en rigtig god tur. Hele 6 dage i Las Vegas og jeg er misundelig. Det er jeg sgu. Også selvom han skal arbejde. Hverken han eller jeg har været i USA nogensinde, og vi havde ligesom lavet en lille aftale om, at vi skulle derover for første gang sammen. Tsk! Ej det er ham vel undt, og han har et ret stramt program derovre, men jeg har allerede givet ordre på at han skal købe noget med hjem til børnene, mig og ham selv. Basta. Sådan må det være nu hvor jeg ligesom ikke kan komme med. Og så vil jeg også mene at jeg kan tage på venindetur til NY inden for de nærmeste år. Bare lige for at kompensere… hehe.

Nå, men jeg har faktisk haft lidt pres over at skulle være alene med børnene i så lang tid, og ikke mindst være væk fra Nicolai i så mange dage. Nogle må sidde og smågrine lidt, for ved at det er meget normalt for mange familier, men det er det bare ikke for os.  I hvert fald ikke at Nicolai er så langt væk og vi ikke bare lige kan snakke sammen over telefonen på hvilket som helst tidspunkt 0g sådan. Og dét faktum at Nicolai på det seneste (altså de sidste år) har taget 90% af nattetjanserne OG morgentjanserne og generelt bare er en skidegod far og kæreste. Så det er hårdt at han skal være væk så længe, da hverdagslivet herhjemme jo ligesom fortsætter med børn der skal i institution, jeg skal på arbejde, Nellie skal luftes, hjemmet skal holdes, vasketøjet vaskes, fritidsinteresser skal passes, madlavning osv. osv. Det kan jeg ikke klare helt selv. Det har jeg indset for længst. I dag har mormor og morfar hentet børn og lavet aftensmad (heldigvis med hjælp fra retnemt.dk), og så kom jeg hjem 18.45 til glade og mætte børn, som jeg kunne gøre putteklar og læse godnathistorie for. Og jeg kunne mærke at de havde haft en dejlig dag som blev krydret med dejligt samvær med mormor og morfar. I morgen har jeg en fridag med børnene, hvor vi lige skal på Borgerservice og ordne Alvins pas (for opdagede jo lige at Alvins pas er udløbet, og vi skal jo snart på skiferie!), og så er vi tvunget til at være hjemme fra kl. 12, da der skal komme servicemand til vores opvasker. Han kan så komme imellem 12-16. Lur mig om han ikke kommer kl. 15.45. Dét har jeg altid synes var mega irriterende – at jeg skal afsætte en hel dag til at være hjemme, og at de ikke bare kan give et tidsrum på to timer frem for fire timer. Nå, men sådan er det. Og bagefter skal vi alle tre til en venindes fødselsdag og fejre at hun runder de 30 år. Det bliver super hyggeligt, og jeg glæder mig!

Torsdag og fredag er bedsteforældre igen behjælpelige med at hente børnene fra institution, og så er det weekend, og mandag har jeg fri og vi skal hente Nicolai i lufthavnen om aftenen. Så det hele skal jo nok gå. Og det er godt for mig med sådanne perioder, for jeg  kan jo godt klare det. Jeg kan være enormt effektiv og har nok egentlig også brug for lige at blive bekræftet i, at jeg da sagtens kan klare at være alene med børnene. Og så er det jo også egentlig rart at savne og glæde sig til Nicolai igen kommer hjem. Vi har fået mere tid sammen efter mit nye arbejde, så måske det er sundt nok at være lidt væk fra hinanden også. Jeg er dog enormt dårlig til at sove uden ham. Jeg går for det første for sent i seng, og så har jeg svært ved at falde i søvn når han ikke er hjemme. Aya plejer jo dog at komme trippende allerede før midnat, og så går det bedre med at sove, når hun ligger ved siden af.

Jeg er taknemmelig for at jeg nu har et arbejde hvor jeg møder kl. 10, for det betyder at morgenerne ikke er hektiske. Jeg ville i dén grad have et problem hvis jeg skulle møde kl. 8 eller værre, kl. 7.15 ;-). I det hele taget har jeg jo faktisk ikke noget at brokke mig over. Så det vil jeg prøve at lade være med.

…. lad os se hvor længe jeg kan “holde det”. Stay turned… 😀

-Sebrina