Kærestetid #2

30 år manner!

IMG_2337 [99124]

Så fik jeg også lige fordøjet min fødselsdag. Min runde fødselsdag. Det var i fredags, og Nicolai havde taget fri på dagen. Det havde jeg så ikke. Næ, jeg havde en 10 timers arbejdsdag. Så det var lidt dumt af mig. Men har bedt om mange andre fridage her i marts, og det har egentlig ikke generet mig at arbejde på mine fødselsdage, og heller ikke denne. Bare lidt ærgerligt når Nicolai havde taget fri, da han jo ellers aldrig har fri i hverdagene. Nå skidt pyt. Om morgenen blev jeg vækket af sang, og lidt morgenbrød købt dagen forinden og friskpresset juice. Ingen wienerbrød. Ingen gaver. Vidste godt at der ikke ville være gave fra Nicolai, da jeg havde fået den på forhånd (skistøvler). Men måske bare en lillebitte ting fra børnene, en kærlig hilsen i et kort eller noget havde lunet. Så… jeg var faktisk lidt skuffet, og kørte på arbejde. Sagde ingenting for af ren erfaring har jeg lært at det er lidt godt lige at tage en slapper, og tænke tingene igennem først. Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før, men Nicolai er ikke spontan og så impulsiv som jeg, og er ikke typen der i tide og utide kommer hjem med små gaver, blomster osv. Det er dog blevet meget bedre igennem årene, og det var måske også derfor jeg blev skuffet. Nå, men blev enig med mig selv om, at det skulle ikke ødelægge en hel dag, men at hvis der ikke var noget kage el. lign når jeg kom hjem, så ville han altså få en reprimande ;-). Særligt fordi han jo havde haft fri hele dagen til at nå noget. Imens jeg holdt i kø ved folehaven kom de første opkald og hilsner fra dejlige mennesker, og da jeg mødte duften af nybagte boller på arbejdet, så blev humøret noget bedre. Og da jeg kom hjem var der så nybagt brunsviger og hjemmelavede gaver fra Aya, en masse kærlige ord og nusseri af mine fødder, og så faldt jeg i søvn et par timer efter i sofaen. Lidt fesen 30 års, men helt okay.

Kl. 6.30 lørdag morgen bliver vi så alle vækket af fødselsdagssang. Som i vækket på sengen. Jeg må have set sjov ud i ansigtet, for jeg forstod ikke helt lige hvad der foregik. Jeg kunne bare høre min mors stemme blandt andre, så var ikke bange, og hurtigt genkendte jeg flere stemmer og fødselsdagssangen og fandt ud af hvad der foregik! Og jeg hoppede lige i en morgenkåbe og hurtigt var der disket op med det lækreste morgenbord, gaver og en masse mennesker. Nicolai havde sgu arrangeret surprise for mig!! Manden der jo ikke gør sig i sådan noget. Og jeg havde absolut intet luret. INTET! Det var meget overvældende og helt fantastisk. Efter et par timer i godt selskab kunne jeg så køre på arbejde med det største smil på læben. Og derefter stod den på en hurtig 3-retters på Bella Sky og så Ellie Goulding koncert i Forum med fri drikkelse. Det var svigerfar der havde sørget for de billetter, hvor et vennepar var med. Så mega hyggeligt! Fik en lille skid på, og så søndag morgen skulle børnene hentes, da den stod på fodboldstævne i Fakse Ladeplads. Meget sjovt at trille lidt bold igen, selvom benene ikke helt ville som hovedet. Og derfra lige hjem og sidde og smålumre den en time i sofaen inden vi kørte til reception på mit arbejde. Og da vi kom hjem i aftes var vi alle brugt. Så igen faldt jeg i søvn på sofaen imens mine fødder blev nusset af verdens bedste mand. Hold nu kæft jeg er heldig, og fyldt med glæde og kærlighed. Jeg er fan af 30’erne. Helt igennem fan.

-Sebrina

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærestetid #2