Nu bliver de altså puttet sammen

Da jeg var græsenke, blev børnene puttet sammen inde i vores seng, og det gik så fint, og de var helt med på, at det var fordi far ikke var hjemme. Jeg vidste jo at de hver især alligevel ville komme ind i løbet af natten, og jeg kunne lige så godt gøre det nemt for mig selv, og få en rimelig søvn, uden at skulle ind og hente Alvin, da han stadig kaldte og ikke selv ville gå ind i vores seng.

Da Nicolai så kom hjem, og det var gået ret så godt med den der samputning dvs. ingen fjollerier eller stridigheder, spurgte vi dem om de ville sove sammen inde på Ayas værelse; “JA!”, råbte de ellevilde. Vi snakker en juniorseng, og med flere ikke så vellykkede forsøg med fællesputning. Men her sidder jeg så efter godnatlæsning. I midten af Ayas seng, og når jeg drejer nit hoved til højre ligger Alvin og snorker, og til venstre ligger Aya og giver lidt indsovningsspjæt (ligesom hendes far gør). Jeg sidder med benene bukket og under dem ligger deres ben knudret ind i hinanden. Og var det ikke fordi, der står en mælk ude på spisebordet, der gerne snart skal ind i køleren, så sad jeg gerne her i timevis. Men min røv snurre egentlig også en smule. Jeg kan ikke få nok af dem – slet ikke når de sover ;-). Det er jo livet det her, og jeg er sikker på, at mit endorfinniveau er usædvanligt høj taget sæsonen og den minimum af tid jeg har fået trænet de sidste to uger i betragtning! Mit aller dyrebareste knudret ind i hinanden. Forleden bedyrede jeg også til Nicolai, at jeg ville nyde stunder som disse meget mere. Blive endnu bedre til det.

Nå men altså, vi tænker at køre det der søskendesamsovning i håb om, at det på sigt måske gør, at de ikke allerede inden midnat kommer ind i vores seng. For selvom det kan være hyggeligt og alt det der, så får både Nicolai og jeg desværre en ret forstyrret nattesøvn ud af at de ligger i vores seng. Og det er også udfordrende at være aktive i dobbeltsengen, når der ligger to børn ved siden af, eller med en viden om, at lige om lidt vågner og kommer ind i soveværelset og måske “overrasker”.

Tænk at vi uden de store problemer, er kommet igennem de seneste efterhånden mange (!) år, hvor vi jo fik en noget mere forstyrrende nattesøvn, for nu kan vi være ret bombede efter en nat, hvor vi godt nok bliver vækket, men jo hurtigt falder i søvn igen, og måske samlet alligevel har fået 7 timers søvn. Vi har jo for pokker været igennem nætter, der var langt værre end dette, og fungeret fint med at arbejde, dyrke sport, venner, familie osv. med blot fem timers uforstyrrende søvn. Men det er måske de 30 år, der spiller ind her? 😉

Nu er det godt og vel i alt to uger de fra start er blevet puttet sammen, og en uge de så er blevet puttet i Ayas seng. Og nej de har da ikke sovet hele natten sammen i Ayas seng, men det er bestemt senere, at de på skift (!?) vågner og skal ind til os. Hver morgen er status dog, at vi alle fire vågner op sammen. Eller i nat tog Nicolai den på sofaen, fordi Aya lå meget uroligt.

Vi HÅBER at det her er vejen frem for os alle. Så vi skal nok også snart få købt en større seng til Ayas værelse, for de vil rigtig gerne sove sammen – og det er nok dét jeg er allermest glad for. Vi har jo prøvet det af før, hvor det ikke gik, men lige nu er det toppen – og så gør vi det.

– Sebrina