Altså vi passer bare en hundehvalp...

det turde jeg ikke!

dsc_0008

Sidste søndag havde Aya sin første danseoptræden. Og jeg kan sagtens huske dengang min bror og jeg var til pointturneringer. Vi dansede jitterbug sammen. Og jeg var 10 år, og dansede sammen MED min storebror, og alligevel var jeg møghamrende nervøs, og uden tvivl, jeg havde ikke gjort det som 6årig. Dét er helt sikkert! Men det er noget andet med min egen datter, og vi så det også til sidste års gymnastikoptræden. Det er ikke fordi hun er en stjerne, men hun nyder det bare og koncentrerer sig om sin optræden, og ikke lader sig slå ud af de mange mennesker, synes jeg er så mega sejt! Og det gik også rigtig godt, og at se stoltheden i hendes øjne efterfølgende, og når hun får tildelt point og medalje af dommeren, får øjnene til at løbe i vand på mor her. Og hun danser altså på et hold med drenge der lige er et par år ældre end hende, og ikke en eneste pige udover hende. For hun ville hellere gå til hiphop end MGPdans, og det holdt hun fast ved. Ligesom det med at blive klippet korthåret.  Vi håber at det fortsætter – altså det der med at turde stille sig frem og også skille sig ud. Om det så gælder at række fingeren op og svare på spørgsmål i skolen, danse foran 300 mennesker eller hvad det så end er, så er det bare så mega sejt. Hun har udviklet sig så meget det seneste år, og hverken jeg eller Nicolai havde troet, at hun allerede ville turde sådan noget med at danse foran så mange mennesker. Men når hun føler sig tryg, så er hun bestemt ikke en genert pige. I det hele taget virker det til, at hun hviler godt i sig selv og tør at sige fra og til. Hun skal stadig informeres om, hvad der skal ske, hvis vi skal til nogle forskellige arrangementer – det der med at gøre noget virkelig spontant, fungerer slet ikke for hende, og det er noget vi da selv har syntes var lidt irriterende engang imellem, indtil vi ligesom “lærte”, hvordan vi skulle tackle det, og også bare skide på, hvad andre børn gør. For vi har da hørt, eller nok bare opfattet det sådan, at det nærmest var unormalt, at hun lige skulle bruge 30 minutter på at lure situationen an. At “gode børn” er dem der bare suser rundt og uddeler krammere til højre og venstre. Aya har stadigvæk svært ved at svare når fremmede eller folk hun ikke har mødt så ofte, spørger hende om et eller andet, og det kan være svært ikke lige at sige til hende “Aya, du kan godt lige svare!”, men hun ved jo godt at hun skal svare, og det gør det ikke bedre, at vi forældre står og påpeger hendes “svaghed”.  Hvis hun bare lige får lov til at “lande”, så står mundtøjet ikke stille, og hun er efterhånden blevet en modig tøs. Vi er så stolte af hende.

-Sebrina

1 kommentar

  • Gustavo Woltmann

    Hun lyder bare dejlig. Kan godt forstå, I er stolte!

    Gustavo Woltmann

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Altså vi passer bare en hundehvalp...