en weekend med bryllup og lavt stofskifte

jeg gik allerede på weekend torsdag eftermiddag, og efter at jeg nu har “normale” arbejdstider gælder det om at få ordnet alt sådan noget med lægetider, optikerbesøg og vippeopfyldning på den ugentlige fridag. Så jeg startede fredag morgen med at få taget en blodprøve ved min læge. Sådan en “helbredspakke”.  Jeg havde skrevet, at jeg bare gerne ville have tjekket mit stofskifte og d-vitaminstatus. Fordi efter jeg er begyndt at arbejde i fertilitetsklinikken, hvor ret mange af de kvinder der går der, har stofskiftesygdomme, har jeg fået lidt mere kendskab til disse stofskiftesygdomme, og lige pludselig slog det mig, at jeg da nok havde ret mange af de symptomer tilknyttet et lavt stofskifte. Så lige pludselig blev jeg den irriterende patient der kom hos sygeplejersken og bad om diverse blodprøver uden nogen særlig grund. Men det var egentlig intet problem og jeg behøvede ikke at sidde og undskylde og fable om, at jeg for nogle år siden opdagede at jeg var i stor mangel på d-vitamin, og siden da har taget d-vitamintilskud uden at følge op på det efterfølgende, og at jeg samtidig nu også synes det havde taget noget overhånd med min kuldskærhed og muskler der krampede og syrede utroligt hurtigt til. Så jeg skulle bare lige have et tjek. Alligevel sad jeg og “undskyldte” og gjorde lidt grin med mig selv. At det var fjollet, og det jo nok bare er alderen der trykker osv. Vi fik en hurtig sygeplejesnak, sådan noget med at jeg nu arbejdede helt normale tider, fordi det for mig slet ikke hang sammen med nattevagter og generelt skiftende vagter. Og det behøver aldrig en længere forklaring, når man snakker med andre sygeplejersker. Alle ved hvad det drejer sig om. En gensidig forståelse. Jeg vidste også at hun ville elske min helt absurde synlige blodårer, som jeg nærmest misundte at jeg ikke selv stikkede i. Så jeg gik heldigvis derfra uden at have følt mig som en hypokonder, hehe.

Nå, videre hjem og klare hjemmet inden jeg kunne få fyldt vipperne op. Perfekt timing da vi skulle til bryllup lørdag.

Nå, men sådan en rar fredag, hvor jeg fik ordnet mig selv og hjemmet og hente Aya tidligt, så vi kunne komme til fernisering i Alvins børnehave. Derefter hjem og starte weekenden med disney og slik. Senere på aftenen fik jeg en besked fra min læge om, at min blodprocent var fin, og at der endnu ikke var kommet svar på de andre prøver. Jeg tænkte at han sikkert sad der, og var træt af at sidde og skulle forholde sig til alle de blodprøver, og jeg skammede mig lige hurtigt over, at jeg havde fået taget de prøver, for jeg fejlede jo sikkert ikke en skid – det er jo bare alderen og jeg må jo bare få mere gang i træningen og snart ville solen jo også komme, og så ville jeg få mere energi og sådan…

Lørdag var den vildeste dag. Helt perfekt vejr og et skønt bryllup i sigte. Lige da vi parkerede ved kirken, kom der en mail om, at der lå en besked fra lægen. Jeg sagde med det samme “ej, den gider jeg ikke tjekke nu, for tænk nu hvis tallene er skæve, så vil jeg tænke på det hele dagen, og nu skal vi sgu give den gas”. And so we did. Vi kom godt fulde hjem kl. 5 søndag morgen, og vågnede noget kvæstede op hen ad nærmest middagstid. Da jeg var nogenlunde ved bevidsthed måtte jeg da nok også hellere lige få tjekket den mail fra min læge. Og den første sætning bekræftigede desværre mine anelser. “Lavt stofskifte – ring og bestil en tid på mandag kl. 8”. Og så havde han vedhæftet svarene på prøverne. Og selvom jeg ikke har så meget forstand på endokrinologi, kunne jeg hurtigt spotte at det stofskifte var ret fucked. Og iøvrigt havde jeg også nogle andre skæve tal, som hyllede mig lidt ud. Sådan at jeg belemrede mine sygeplejeveninder, som jo ved/ikke ved det samme som jeg. Og så sad jeg og stirrede lidt. For pokker det var jo ikke en dødserklæring eller noget, men jeg har aldrig kunne acceptere når min krop har gjort ting og sager jeg ikke selv kunne kontrollere. Jeg er meget handlingsorienteret og pludselig kunne jeg ikke gøre noget ved de tal der. Ikke kvitte nogle smøger, tabe nogle kilo, spise sundt eller dyrke mere motion. Nicolai sagde; “jamen tænk på, at der faktisk ER en forklaring, og at du jo vil få det bedre med medicin, og du jo selv havde bedt om de prøver fordi du jo havde en fornemmelse af at noget var galt”. “Jamen jeg skal tage medicin og sådan…. gå til en masse kontroller og alt muligt pis!”. Jeg begyndte at tude, og flove mig over at være så bange og ked af det, for herregud, det er jo ikke det værste at deale med. Og så hentede vi børnene hos mine forældre, som kunne dele mine bekymringer.

Jeg kom til lægen mandag og jeg når lige kun at træde ind ad døren, hvor han spørger “hvordan har du kunne leve et normalt liv med sådan et lavt stofskifte? Aldrig har jeg set patienter med så lave tal, og leve et normalt liv”. Og så fortalte jeg om, at jeg da også skiftede job fordi jeg ikke tålte nattevagter. At jeg tænkte at jeg bare var i dårlig form, når mine muskler krampede, og derfor da måtte give den mere gas med træningen. Det grinte han af imens han rystede på hovedet. Jeg beklagede dog min helt vanvittige kuldskærhed og næsedrypperi jeg lider af, og at det primært var dét, der fik mig til at tænkte på at få kontrolleret mit stofskifte. “Har du virkelig kunne dit passe dit arbejde som sygeplejerske?”, spurgte han. Og ja, jeg ved det her bliver meget navlepilleriagtigt, og sådan lidt; “se, hvor sej jeg er, hvor meget jeg har kæmpet med mig selv”-agtigt. Men det er nu ikke derfor jeg har behov for at fortælle det. For faktisk piner det mig, at jeg har gået i flere år, og bare tænkt, at den der konstante træthed jo bare var en naturlig ting i det med børn, hverdagsliv osv. og at jeg bare har bidt tænderne sammen og vrisset ad mig selv. For jeg har faktisk flere gange i løbet af de sidste par år flere gange sagt til både Nicolai og min mor: “jeg føler mig syg, jeg føler mig ikke som mig selv”. Men aldrig gået til lægen med det. Bare kæmpet med mig selv, ændret på arbejdsgange, familiestruktur osv., og det ER også blevet bedre efter jeg nu har normale arbejdstider. Altså blevet bedre med overskuddet. Så inderst inde er jeg stadig naiv og håber på, at det ikke bliver nødvendigt med medicin, som jeg nu lige er startet på og langsomt skal trappe op i, og nu skal rende til blodprøvekontroller for at kontrollere om jeg får den rette dosis mm. Ih guder hvor jeg hader det. Og måske bliver det sidste gang jeg nævner noget om mit alt for lave stofskifte, men de sidste par dage har det fyldt hele min verden, og jeg har haft mareridt og malet fanden på væggen, tænkt helt absurde tanker om at alle mine organer sgu da nok snart ikke virkede mere, og at jeg da nok også ville blive fyret fra mit arbejde. Jeg har heldigvis en mand der ved, hvordan han kan jeg hjælpe mig med at være noget mere realistisk og komme på rette spor igen. Hvis I har læst med helt hertil, tager jeg hatten af for jer :-D. Men nu har i et indblik hvor crazy jeg er. At kunne gå amok over at få en diagnose, som jo er ganske fredelig og faktisk kan behandles. Jeg skammer mig helt at kunne gå så meget bananas over det. Men det gjorde jeg. I dag er allerede meget bedre, og i morgen tidlig står jeg gerne op før tid for at tage mine drugs 😉

-Sebrina