De gode glimt den seneste uge

Undskyld Aya og Alvin

dsc_0090-2

Kære børn.

I skal have vores undskyld for, at vi nærmest dagligt siger; “nej det må I ikke få”, når I som det første spørger om; “må vi få en is?” lige så snart vi er hjemme. Det er sjældent vi endda når ind ad døren, før I spørger. Og Alvin… undskyld at vi heller ikke tager det vildt seriøst, når du nu i stedet har ændret din spørgemåde, og i stedet bedyrer; “jeg er sulten i is”. Og undskyld at vi også bliver irriterede, når du så efter “nej det må I ikke”, kaster dig ned og vrider dig på gulvet. Det er jo SÅ tydeligt, at du bare virkelig gerne VIL have en is. Men vi tror jo bare, at I har forstået, at I ikke får is hver dag, nu hvor I har spurgt sådan HVER dag det seneste halve år, og at I får samme svar. Undskyld at vi også forvirrer jer. For nogle dage får I netop en is. Og da vi var på ferie, fik I mindst én is om dagen. Vi er nogle dumme forældre der troede, at I sagtens kunne forstå, hvorfor man får is hver dag på sin ferie, men ikke kan få det hver dag derhjemme. Men det er gået op for os, at I ikke kan forstå det. Så undskyld for det, og undskyld fordi I stadig ikke må få en is hver dag. Men I får stadig ikke lov. Og det kunne være rigtig rart, hvis vi nogle dage kunne få lov at overraske jer og spørge: “har I lyst til en is?”, men det sker bare ikke, nu hvor I altid er et skridt foran, og når at spørge først. Så undskyld for at vi er så langsomme. Vi vil gerne rose jer for, at I det mindste spørger og ikke bare tager en is i fryseren.

En dag kære børn. Så bestemmer I helt selv over, hvor mange is I vil spise om dagen. Men måske I en dag vil takke os for, at vi ikke lod jer spise en is hver dag, og lod jer få jeres vilje altid. For vores “nej ikke i dag”, er kun af ren og skær kærlighed, og vi håber så inderligt, at I en dag vil tilgive os for, at vi også har sagt nej uden de helt store forklaringer på hvorfor.

Vi elsker jer. Men lad nu for pokker vær med at tigge om is hver fucking eneste dag inden vi er kommet ind i hjemmet.

-far og mor 💕

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De gode glimt den seneste uge