et halvt år på medicin

I dag er det et halvt år siden, at jeg startede i Eltroxin behandling for mit alt for lave stofskifte. I kan læse lidt mere her om hvordan det blev opdaget.

Og kan jeg så mærke en forskel? Hell yeah… Det er ret vildt faktisk. Min læge har været super god, og det er egentlig kun ham der følger mig. Så længe jeg responderer godt på behandlingen, så er det ikke nødvendigt, at jeg skal følges af en endokrinolog. Og jeg bliver simpelthen nødt til at påpege, at det er jeg så glad for. Jeg er medlem af en facebookgruppe for stofskiftepatienter, og det bugner af utilfredse patienter. Helt vildt faktisk. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg har det fint på Eltroxin og har en lydhør og ansvarlig læge. Og at jeg nok også rent personligt også hellere vil fokusere på det gode frem for det dårlige.

Nu lister jeg bare op hvordan jeg har fået det bedre:

• jeg har i flere år kæmpet med træthed. Hvilket jeg har været sikker på skyldtes dét faktum, at vi jo har fået to børn, og at jeg jo i en del år havde skiftende arbejdstider. Og det påvirker i den grad trætheden, altså det med at få børn (og nok også skiftende vagter) – uanset et velfungerende stofskifte eller ej. Men det var flere gange om ugen, at jeg gik kold på sofaen nærmest lige efter at børnene var puttet. Og gjorde jeg ikke det, så var det fordi jeg kæmpede for at holde mig vågen, da jeg simpelthen anså det som en kæmpe svaghed og falliterklæring, at jeg slet ikke havde det samme energiniveau som tidligere. Ikke i nærheden deraf. De dage jeg havde fridage, kunne jeg kun tænke på, hvornår Nicolai og børnene kom afsted, så jeg lige kunne snuppe en times søvn. Sommetider spurgte jeg Nicolai, om det ikke var okay at jeg slet ikke stod med op om morgenen, fordi min søvn var livsvigtig. Altså på mine fridage. For jeg har aldrig meldt mig syg på arbejde pga. træthed, og er en af de heldige der har meget få sygedage. Nå, men i forhold til træthed, så er jeg blevet Sebrina 20 år igen! Jeg kæmper ikke med træthed længere. Jo, hvis jeg er kommet for sent i seng, har haft en travl dag osv., så er jeg da godt træt kl. 22. Men jeg vil kalde det for en helt almindelig træthet. Det er nu Nicolai der beder om at komme i seng, og han falder også nu oftere i søvn før mig. Sådan har det ikke været i maaaaaange år 😀

• mit helbred er blevet bedre. Jeg gik jo nærmest konstant med en dryppende næse, og følte mig for det meste sådan lidt svagelig. Nu må vi se hvordan det bliver her til vinter, men jeg tror mit immunforsvar er noget stærkere nu. Eller det ER det. Det var jo ikke kun mine stofskiftehormoner der var gale der for et halvt år siden. Min lever og bugspytskirtel havde det på det tidspunkt åbenbart heller ikke godt, men nu er der ingen belymring på den front. Og så fik jeg også bare gentagne svamp i underlivet. Det har jeg ikke haft siden jeg startede på Eltroxin, hvilket nok ogå tyder på at mit immunforsvar har det bedre. Jeg supplerer jo også med vitaminer og mineraler, hvilket sikkert også har en indflydelse på mit helbrd

• mit sind. Og jeg kan mærke at jeg bliver lidt berørt, når jeg nævner det, for jeg sidder med en følelse af lettelse. For jeg havde virkelig dage, hvor mit humør var helt i bund, og hvor jeg negligerede de dage. Jeg skammede mig sådan over de dage hvor jeg var sådan lidt opgivende. De dage fyldte ikke meget, men uden at lyde hellig, så er jeg bare ret positiv og livsglad, og jeg havde det fordærdeligt ved at have dage, hvor jeg var ked af det eller opgivende uden nogen særlig grund. Det var igen en indre kamp, for jeg ville ikke være en brokkerøv, og tog mig simpelthen bare sammen. Og nu er der ikke rigtigt dage jeg skal tage mig sammen, fordi jeg bare har det godt, og fordi jeg nu også bare har indset, at det faktisk ER okay, at der er dage der måske bare er øv, men dagen i morgen vil igen blive bedre. De første gange op til blodprøvekontrol blev jeg tung i sindet. Jeg har ikke kunnet acceptere at jeg har en sygdom for life, hvor jeg er afhængig af kontroller og medicin, og op til disse kontroller blev jeg jo lige mindet om det. Nu er det ikke et issue længere. Jeg kan sagtens fortælle at jeg har lavt stofskifte, men mit naive sind håber stadig på, at det blot er en fase. Så helt dealet med at jeg har det for life, har jeg nok ikke.

• de uforklarlige muskelsmerter og muskelsvækkelse har ændret sig helt markant. Jeg havde problemer med at føntørre hår, fordi mine arme syrede til. Nu kan jeg uden problemer føntørre hår. Jeg havde også problemer med svage og ømme muskler, og ja, de er jo stadig ømme, men det skyldes jo min crossfit træning. Cykelture var også hårde. Også blot bare et par kilometer…. Jeg kan mærke jeg er blevet stærkere og mere udholden, og ikke kun pga. træningen, for jeg har altid trænet meget, og kan mærke at jeg er meget mere udholden nu.

• min libido har også forandret sig – til det bedre.

• jeg har ikke kolde hænder og fødder længere.

• tør hud har altid været et problem for mig, men også her synes jeg også der er sket noget. Jeg kan dog mærke nu på hænder og læber, at det er blevet koldere i vejret. Men det kan de fleste vel?

• ingen hævede øjne. Hvor er det vildt at summe op på denne måde. Jeg havde slet ikke forestillet mig at jeg faktisk har fået det så meget bedre. Eller bare ikke troet at det kunne hænge sammen med et lavt stofskifte.

• jeg kan også se på billeder og film af mig selv fra førhen, at jeg åbenbart havde et lidt hævet ansigt. Og jeg har ikke tabt mig, men mit ansigt er blevet slankere.

jeg synes stadig at jeg er ret lysfølsom, men det har jeg jo været længe, så det giver jeg altså ikke stofskiftet skyld for, selvom det faktisk også er et symptom på lavt stofskifte. Faktisk giver jeg ikke mit stofskifte skylden for noget som helst. For min største frygt var, og er stadig, at jeg bliver sådan en “jamen det er pga. mit lave stofskifte”- type. Nope det skal ikke ske.

Og alt det her tilsammen giver jo det som jeg bare vil kalde overskud. Jeg føler overskud, og jeg nyder det virkelig. Og det smitter i den grad af herhjemme. Selvom jeg da godt kan mangle det nogle dage – ligesom alle andre 😉

 

– Sebrina