de gode glimt i november #2

December 16 vs. 17

img_6740 dsc_0006
Sidste år startede december med en tur i Tivoli. “Det har været den fedeste dag i hele mit liv“, var Ayas udtryk efter sådan en tur. Og vi har allerede også nået Tivolituren i år. Selvfølgelig et kæmpe hit. Desværre havde Alvin feber, hvorfor Nicolai måtte blive hjemme med ham. Mega ærgerligt da det var den helt store tur, med aftensmad i Grøften og turpas. Aya har nu en højde, hvor hun må prøve mange af forlystelserne, og hun fik prøvet den gamle rutchebane flere gange og var ellevild! Vi skal helt sikkert også i Tivoli til sommer, hvor vi kan bruge en hel dag derinde.


Jeg tippede sidste år på at årets julehit blev Ida Corr. Det blev i hvert fald min yndlings. I år bliver det jo nok Burhan G & Trine Brygmann med “Tinka“, som er årets julekalender, som vi naturligvis ser herhjemme. Og så vil jeg også gerne lige highlighte Joey Moes “Hey mor“. Den er nu også sød. Jeg har haft en svaghed for Joey Moe efter vores tur på Smukfest, hvor han nok var den sødeste og mest hjertelige person over for sine fans.

Det er nu også et år siden at jeg startede på Fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital, og det har været en fantastisk arbejdsår. Et helt særligt og spændende speciale, og en helt fantastisk patientgruppe og endnu vigtigere – kollegaer. Aldrig har jeg arbejdet så tæt med læger, sekretærer og bioanalytikere. Og så er det også lidt sejt, at jeg rent faktisk har været med til at gøre kvinder gravide. De første familier som jeg har mødt, er begyndt at komme forbi klinikken med deres guldklump. Hvis det ikke spreder glæde og mening, ja så ved jeg sgu ikke hvad der gør! Det er jo heldigvis en stor andel der opnår en graviditet, når de er i fertilitetsbehandling. Nogle efter år, andre ved første behandling. Gid vi i Danmark kunne poste endnu flere penge i fertilitetsbehandling, så ventelisterne kan komme helt væk, og flere kan behandles.

dsc_0069-10
Sidste år i december var det også at Bianca kom ind i familien. Hun er blevet MEGET større på det år. Hun er den gladeste hund vi kender, og hun er endelig ved at finde ud af at hun er ret stor, og derfor må beherske sig lidt når hun er glad ;-). Vi glæder os allerede til at passe hende når mine forældre skal på skiferie i uge 5.

img_6788
I december hilste børnene på Motor Mille i Fields. I år kommer hun til Waves, hvilket Ramajetterne, Eventyrteatret, Sigurd mm også gør. Tjek programmet ud her. Faktisk kan storcentrene anbefales i december, hvor der er gratis (god) underholdning for børn.

img_6436
Vi var naturligvis også til julefrokost. Jeg var i denne kjole, som virkelig gjorde det godt for en julefrokostkjole at være. Jeg regner også med at den skal på et par gange her i dette års december. Vi skal desværre ikke sammen til nogle julefrokoster i år.

dsc_0001-8
Sidste år havde jeg også den længste juleferie jeg nogensinde har haft i mine arbejdsår. Det var sådan at der var overskud på kontoen. Altså ikke den med penge på… Det var fantastisk, og det gentager sig igen i år. Jeg er vild med det!

dsc_0015-5
Og så var det jo at vi for første gang stod for juleaften. Og det gik godt! I år skal vi ned til mormor og morfar juleaften. Og vi vil igen starte tidligt, ligesom vi gjorde sidste år. Det kan virkelig anbefales til de af jer med børn! 1. juledag holder vi fri ligesom sidste år, og 2. juledag skal vi til julefrokost hos Farfar, Trine & co.

Og nytårsaften var også hjemme hos os. I år skal vi hjem til dem der var hos os. Det var en succes sidste år, og vi har meddelt, at vi bliver og overnatter, og jeg satser naturligvis på at hoppe ind i det nye år med champagne boblende rundt i kroppen.

-Sebrina

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

de gode glimt i november #2