Vores nye fællesserie - SMILF

skal I ikke have en nummer 3?

Dét er vi blevet spurgt om mange gange, og det er ikke et spørgsmål, der generer nogen af os faktisk. Måske det er fordi vi er så afklarede. For nej det skal vi ikke. Måske hvis vi rent faktisk havde forsøgt at få et barn nr. 3 og det ikke var lykkes, at dét spørgsmål ville genere os. Jeg synes det er helt fair at blive spurgt om det. Vi var unge da vi fik Aya og Alvin, og det er jo gået godt med dem, så hvorfor ikke én mere? Det er jo ret så normalt at få tre børn, og et stort ønske hos mange. Men ikke hos os.

Og hvorfor det lige er sådan, er nok bare dét at vi føler os hele sådan som vores familie er. Jeg synes ikke vi kan komme med en bedre forklaring end dét. Det føles rigtigt og helt. Dengang Aya var bette, var vi begge helt enige om, at der skulle komme en til, og dér kom Alvin jo så og fuldendte os. Og jeg ved også at en 3’er ville gøre det. Men vi går ikke med et savn eller ønske om endnu et barn. Skulle det mod forventning ske (vi passer dog godt på, da jeg har en hormonspiral), ville vi uden tvivl beholde det. I ved… “man fortryder aldrig de børn man får”. Og vi har da nogle gange snakket om, hvordan det ville være med en 3’er, da Alvin har et ret stort ønske om, at der skal komme en baby i mors mave, og det derfor har været et samtaleemne flere gange. Vi har også snakket om, hvordan det ville være noget så anderledes med et lille barn, nu hvor begge børn er ret store og vi efterhånden er nogle erfarne forældre. Så det er jo ikke fordi vi ikke har snakket om det. Og selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig. Vi er jo “kun” 31 år, og det kan da godt være vi får en skør tanke om et “nyt hold” om nogle år. Men vi tror det ikke, for så forestiller jeg mig at den tanke nok var kommet, nu Alvin fylder fem år…!?

Vi nyder vores liv som det er nu. Et travlt, udfordrende og fantastisk trygt liv. Hvor vi stadig har tid til os selv og begge børn, og vi elsker at have større børn. Jeg sukker ikke over tiden hvor de var helt små. Det var en fantastisk tid, men det er ikke fordi jeg savner den. Vi nyder at vi kan opleve sammen med børnene på en helt anden måde nu, og vi drømmer om, at vi skal rejse og opleve en masse med dem de næste mange år. Samtidig har vi jo også nogle andre “projekter” (og nej et barn skal ikke kaldes for et projekt, men kan ikke komme på bedre), som at sætte vores hjem til salg og finde et nyt og måske skulle gøre i stand, og så går vi jo også og tænker på, at Nellie skal med hvalpe. Dét vil jo bestemt også kræve noget.

Og når jeg oplyser, at der måske ikke er en forklaring på hvorfor vi ikke skal have en 3’er, så lyver jeg måske også en smule. For der er da også nogle faktorer der gør, at jeg ikke sukker efter en 3’er og det er:

  • graviditet. Dét er ikke en tilstand jeg nyder. Ved Aya var jeg plaget af kvalme og opkast i fire måneder, og jeg kunne slet ikke finde hvile i, at min krop helt automatisk ikke kunne køre i det høje tempo, som jeg var vant til. Jeg nød heller ikke udviklingen af min krop under graviditeten. Jo, de voksende bryster var okay 😉 Ved Alvin var der mindre kvalme og opkast – men det var der. Og så fik jeg bækkensmerter, og igen sagde min krop fra uden mit hoved fulgte med. Det var igen pokkers svært. Og jo ganske normalt. Men slet ikke noget jeg fandt ro ved, og det var Nicolai der gang på gang måtte fortælle at jeg skulle slappe lidt af. Jeg var også noget så plaget af halsbrand. Igen, helt almindelige graviditetssymptomer, som jo “kun” er for en stund. Men åbenbart en lidt for lang stund for mig. Jeg synes dog at gravidtetsyoga gjorde noget godt, og det anbefaler jeg til alle, som går og bliver frustrerede over, at de ikke kan så meget med deres gravide krop.
  • barsel. Er ikke rigtigt noget for mig. Og vi er sådan stillet, at rent økonomisk ville det blive alt for stramt, hvis Nicolai skulle tage barsel. Og dét med at frivilligt vælge en kortere barsel har jeg skrevet om. Og lige den her med ikke at elske at være på barsel, er noget der har taget mig flere år at hvile i. For i de omgangskredse jeg kommer i, og de medier jeg ser og læser, så kan mødrene næsten ikke få barsel nok. Så jeg har følt mig lidt “forkert” og nok også skammet mig over, at have det sådan. Fordi inden jeg fik børn tænktke jeg på, at det da måtte være bomben og bare det bedste i livet. At være sammen med sine børn 24/7, og det er noget alle stræber efter. Og jeg må sande at jeg ikke kan holde ud at være sammen med mine børn 24/7. Jeg elsker dem højere end noget andet, men jeg er måske bare ikke en “typisk mor”. Og nu, lige nu, så ved jeg jo godt at der ikke findes en “typisk mor”, og at jeg er den bedste mor jeg kan være over for Aya og Alvin. Og jeg tror på, at de får mest ud af at jeg er ærlig over for mig selv og kender mine begrænsninger og ved hvad der gør mig glad. Og min familile gør mig glad og lykkelig. Men det er ikke nok. Mit arbejde, mine venner, min sport, min lille blog her, min shopping, min alenetid med deres far, er alt noget der er livsvigtig for mig. Og jeg er glad for at det er sådan. For så har jeg flere “puljer” at tage og få af samt at give til, hvis nogle af puljerne af forskellige årsager er tomme. Tænk sig hvis børnene var det eneste der betød noget for mig. Tænk sig den dag, hvor de begge er flyttet hjemmefra, og jeg slet ikke kunne definere mig selv. Nej, det dur altså ikke i mine øjne.
  • min utålmodighed og temperament. Efter jeg har fået børn, har jeg virkelig opdaget, at jeg er utålmodig. De der konstante konflikter som starter dér i 2,5 års alderen og vil være der til nærmest evig tid. Fuck mand jeg er dårlig til det! Jeg øver og øver mig til at tælle til 100, og mit temperament kan også koge over, og jeg synes virkelig det er den største udfordring ved at være nogens mor. At jeg skal styre mit temperament og være tålmodig. Det er fedt at blive udfordret, for jeg har arbejdet med det, og gør det stadig, og det hjælper også. Men jeg kan til tider have svært ved at se fordelen i at være temperamentsfuld og utålmodig når du er nogens mor…
  • mit heldbred. Mit stofskifte er jo ikke velreguleret, og faktisk frarådes jeg en graviditet, som det er nu. Så dét i sig selv er faktisk forklaring nok. Hvis jeg var skruk, så ville jeg til enhver tid lytte til sådan et råd. Ikke at forsøge at opnå graviditet. Og så til det næste? Hvis det overhovedet er muligt for mig at blive gravid. Det er sværere for kvinder med stofskiftesygdomme, at opnå graviditet og risikoen for spontan abort er også større. Og der skal holdes ekstra øje med en under graviditeten. Så jeg er taknemmelig over at det er gået nemt og godt med de to dejlige børn vi har. Jeg synes dog ikke at det på nogen måde skal afholde andre kvinder med stofskiftesygdomme i at blive gravide, og havde jeg ingen børn nu, ville jeg uden tvivl ønske graviditet når mit stofskifte var reguleret. Men jeg kan ikke se nogen idé i at forsøge på noget, som kan have uheldige konsekvenser for mig, min familie og evt. et lille barn. Men altså min stofskiftesygdom blev jeg jo først bekendt med for lidt over et halvt år siden, så det er altså ikke forklaringen på vores ikke ønske om en 3’er ;-).

Så her var et skriv om det, som vi ofte bliver spurgt om, men som jeg faktisk ikke tror, at nogen af jer læsere har spurgt om 😉 Måske I ikke har turdet, eller måske det for jer måske har været tydeligt, at det ikke har været et ønske for os?

-Sebrina

1 kommentar

  • Malene

    Jeg er SÅ meget med dig på ikke at elske barsel! Jeg nyder mine børn, men det års barsel jeg nu har holdt har været for meget! Jeg får kuk af “kun” at være mor. Jeg får vildt dårlig samvittighed over det, men jeg er glad for mit studie, veninder osv. De definerer OGSÅ hvem jeg er..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores nye fællesserie - SMILF