Mit yndlingsudsalg

jeg synes det er frustrerende

26169833_10156017047078781_5146813703550923985_n

Jeg havde egentlig tænkt at holde kortene tæt ind til kroppen i forhold til salg af vores bolig, men lige i dag fylder frustationerne alt for meget, og ved at dette indlæg kan hjælpe med at få det ud. Ikke ændre på vores situation, men bare hjælpe til, at jeg ikke går rundt og er så frustreret og har tankemylder om aftenen, når jeg skal sove.

Nu har vores bolig været til salg i 51 dage. Og for nogen er det jo nok forventeligt, men jeg synes det har været længe. Vi har haft 9 fremvisninger og endnu en på søndag. Dagen efter vores lejlighed kom til salg, fik vi et bud til prisen. Hold nu op, skulle det være SÅ nemt for os at sælge!? Nope, den interessede kunne ikke blive godkendt af banken. 10 dage senere fik vi et bud – 500.000 kroner under udbudsprisen. Glem det. I lørdags fik vi et bud skriftligt til en pris vi gerne vil sælge til, og i mandags blev der sendt købsaftale ud til “køberne”, men i dag onsdag, er der ikke underskrevet. Og der har været en forhandling igang inden da. Så i min verden betyder det, at de så ikke er interesserede, da vi skrev under samme dag dengang vi fik en købsaftale sendt på lejligheden. Vi kunne aldrig finde på at byde på noget som vi ikke er interessrede i…. Er jeg helt forkert på den, eller er det helt normalt? Enten vil man købe eller også ikke. Der er jo seks dage til at få styr på det juridiske og alt det der. Vi ved at de interesserede er godkendt af banken, så vi tænker på, at det nok er fordi de er igang med at købe noget andet. Og det kan vi jo ligesom ikke gøre noget ved. Men i og med at vi fik budet i lørdags, så tog vi ud og kiggede på boliger i weekenden, og faldt over et hus, som viser sig, at der skal falde et bud på inden fredag. Og vi vil gerne byde, hvis vi har en underskrevet købsaftale på vores eget. Om der er en underskrevet aftale eller ej, så er vi ret realistiske omkring, at vi skal være heldige hvis huset skulle blive vores, nu da der er fire interesserede i huset. Så det er egentlig ikke dét der er det frustrerende. Det er dét her med at have vores til salg. For hvis dem som har budt ikke vil købe, så skal vi igennem hele rumlen igen. Og vores lejlighed bliver jo ikke mere attraktiv af at have ligget længe på markedet. Så i dag har vi snakket om at måske droppe alt det her salgsnoget, hvis det ikke bliver for dyrt at opsige aftalen med ejendomsmægler, for jeg synes det er længe at have boligen til salg i et halvt år for “solgt eller gratis”. Synes det er længe at skulle stå til rådighed for interesserede og eventuelle useriøse bud, og samtidig alligevel blive ramt af håb og lure lidt på eventuelle boliger til os selv. Intet ondt om vores ejendomsmægler i alt det her iøvrigt. Og vi er ikke interessede i at give et kæmpe afslag i prisen, bare fordi vi har besluttet os for at sætte til salg. For vi er glade for at bo her, og hvis vi skal flytte, så er det jo for at gå opad i forhold til hvad vi har nu. For vi har en lækker moderne og ny lejlighed, som vi sidder billigt i, og som ligger rigtig godt. Så ja… jeg er sgu på nippet til at kaste håndklæden i ringen allerede, og bare indstille mig på at vi bliver her. Det kan jeg meget bedre forholde mig til. Så kan det være at jeg inden for de næste år har taget mig en hel anden uddannelse og tjener det dobbelte af, hvad jeg gør nu, og vi så sidder i en anden situation ;-). Ønsketænkning. Ej må indrømme at det er frustrerende og faktisk demotiverende, at jeg ikke kan gøre det vilde for en lønstigning. Sommetider fortryder jeg faktisk mit valg af sygeplejeuddannelsen. Jeg havde et snit i gymnasiet på 9,2, og kunne jo have læst så meget andet, og kommet ud til nogle helt andre muligheder. Og nej, lønnen er ikke alt, men jeg ved ikke hvorfor, men de seneste år, har jeg virkelig fokuseret på det, og penge er jo ikke lykke, men jeg tror nu også jeg kunne finde glæden i et helt anden arbejde. Nå, jeg når langt ud her til aften. Tænk at salg af vores bolig har sat skub til SÅ meget. Det havde jeg fandme ikke set komme.

Jeg har ellers været ret optimistisk, men desværre ikke længere.

Fortæl mig om jeg er helt skør?

-Sebrina

1 kommentar

  • Jeg kan godt følge dig.
    Vi kiggede lidt på hus, men hvad vil man have? Hvad vil man ikke undvære? Lige nu bor vi midt på Nørrebro, vi får aldrig en lejlighed her igen. Men vil vi det? Vil vi hellere have en have?
    Så blev jeg gravid og det hele er sat på stand-by.
    Jeg er pædagog. Jeg var ellers halvvejs med en bygningsingeniøruddannelse – så havde jeg tjent tæt på 10000 mere hver måned. Det kunne man have mærket. Men havde man været lykkeligere? Og skal man være pædagog altid? Der er mange tanker!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit yndlingsudsalg