selvros for marts

det her indlæg falder på et meget passende tidspunkt, da jeg pt. i skrivende stund sidder og er helt elendig med sygdom i kroppen, og har måtte undskylde mit manglende overskud over for Aya, som ikke lige gad i seng, og jeg på ingen måde magtede nogle konflikter, når jeg er fuldstændig tappet for energi. Men det er jo ikke ligefrem hendes skyld, at jeg er sløj, og så hader jeg mig selv big time i øjeblikket. Men fik undskyldt og vi fik en god godnatlæsning. Så det er passende at reflektere lidt over, hvad der er ros værd i marts;

• jeg har fået tilbudt et job, hvor jeg har været igennem flere tests. At det lige var MIG de ville have ud af mange, er jeg stolt af.  Processen startede helt tilbage i januar, men det er først her i marts, at jeg fik tilbudt jobbet, så rosen burde ligge i dette indlæg, men der vidste jeg jo ingenting og kunne ikke fortælle om det.

•  at jeg har takket ja til det job, som er noget helt andet end det jeg laver i dag, synes jeg er modigt, og dét at være modig er noget jeg virkelig beundrer hos andre, hvorfor jeg derfor også vil rose mig selv for at være modig

•  jeg har søgt et job fordi jeg det seneste år har fået nedtur på, hver gang lønsedlen tikkede ind i e-boks, og jeg har gjort noget ved den frustration og søgt andre veje, selvom jeg er glad for det arbejde jeg har. Jeg har erkendt, at dét at hjælpe andre mennesker ikke længere kan opveje den ringe løn og et bureakratisk system, som ikke er frugtbart for mig lige nu. Og den erkendelse har været forbundet med skam og forkerthed som sygeplejerske, men jeg har erkendt det og står ved min erkendelse. Det er noget Nicolai har svært ved at forstå, altså skammen ved at gå andre veje end de fleste i faget gør, men jeg tror godt, at de af jer der er sygeplejersker, pædagoger mm., forstår hvad det handler om?

• vi har hele tiden har været optimitiske omkring huskøb, og vi roser os selv for at vi ikke har mistet håbet og heller ikke panikkøbte noget, for vi fandt jo HUSET. Vi fandt godt nok huset i februar, men har først skrevet under her i slutningen af marts, og det er stadig ret uvirkeligt.

• vi synes også at vi er modige, at vi tør kaste os ud i at rykke vores rødder op her i Solrød Strand, for at grave dem godt ned i Køge. Dét er så meget mere modigt end jobskifte og alt det der.

• at vi har undersøgt alt omkring dét at rykke børn til ny skole og ny børnehave. Undersøgt fritidsklubber mm. inden vi besluttede os. Det har betydet en del søvnlæse nætter for undertegnede, men al den research har givet mig ro i maven som smitter af på Nicolai. Min optismisme kombineret med Nicolais realisme, er virkelig gået op i en  højere enhed i denne proces, og det føles helt ægte rigtigt og for evigt-agtigt.

• jeg vil også rose os for, at vi har troen på vores børn. At de kan godt. Det har de bevist gang på gang, så selvfølgelig vil de også få det godt i ny børnehave og ny skole (og bare rolig, vi er ikke jubeloptimister, som tror at det bare vil glide frit).

• at jeg erkendte, at jeg ikke magtede at holde min fødselsdag hjemme, men inviterede den nærmeste familie ud, gjorde virkelig at jeg nød min fødselsdag. Det er ikke sidste gang, selvom vi nu får et kæmpe hus, og får plads til mange gæster 😉

• at jeg har været med Alvin til svømning. For hold nu sheisse en vandhund han er, og nu melder jeg mig gerne til svømmetjansen, som ellers har været pålagt Nicolai. Jeg har ikke været fan af det der svømning. Det er processen i det. Omklædning, badning, ventetiden i den kolde svømmehal og det at skynde sig hjem til aftensmaden bagefter. Jeg synes det har været en stressende time, men sidst var det sgu bare en succes, og jeg nåede et tur i saunauen og et koldt gys. Og fik grinet meget sammen med min søn. Godt jeg gjorde det.

Det blev til rigtig meget selvros, og jeg sidder lige nu med smil på læben trods rivejernet i halsen, snotten i panden og varmen i kroppen. Så ros og TAK til de af jer der læser med, for hvis I ikke var der, så ville jeg nok ikke få taget mig sammen til disse refleksioner, som er så gavnlige.

-Sebrina