Dét bliver jeg spurgt om #1

Så jeg lægger ud med nok dét jeg har fået allerflest gange. Og det er faktisk til mine øreringe, som I måske kan fornemme på billedet. Det er ikke såååå tydeligt igen. Men de øreringe har jeg haft i konstant de sidste mange måneder. Fordi de er blandt mine yndlings, og fordi kassen med mine andre smykker stadigvæk ikke er blevet pakket ud, ahem..

De her øreringe har jeg købt for en slik, da jeg havde en kollega som kendte én fra Pilgrim, og som skulle af med en masse smykker. Jeg har klikket hele deres hjemmeside igennem, og kan desværre ikke finde dem.

MEN nedenstående er samme “princip” og ret så fine!

Rosaguld krystal 125,-/ Sterling silver 128,-blad med sten 30,- / Rosaguld 125,- /  Lyserød marmor 64,-/

Ved slet ikke om det er til nogen hjælp, men nu har jeg da gjort et forsøg! Og spørg så endelig løs om alt eller intet, hvis der er noget I gerne vil vide. Så har jeg da materiale til bloggen!

 

-Sebrina

 

 

 

weekenden

fredag var jeg til sommerfest med mit arbejde. Det foregik på Carlsberg, hvor vi var til ølsmagning, rundvisning og en tur i hestevogn. Trods dét at jeg ikke er ølfan, så fik jeg smagt nogle øl jeg godt kunne drikke. Men jeg ville hellere drikke deres cider 😉 Det var et godt arrangement. Dog er det ikke festaber som virksomheden har ansat, så det var ikke sådan noget med vildt druk og dansen natten lang. Jeg lod mig dog fortælle, at det er anderledes til julefrokosterne, da jeg ligesom ikke kunne lade være med at spørge, om det var sådan de festede, haha. Så jeg hyggede mig, men drak mig på ingen måde fuld, og var hjemme i Køge kort efter midnat. Nicolai og børnene havde haft en klassisk fredag, og sov så dejligt da jeg kom hjem. Jeg fik alligevel vækket Nicolai, da jeg altid har et eller andet at skulle fortælle, når jeg sådan har været ude. Og han snakker utroligt nok med.

Lørdag satte vi uret til, da vi skulle have gulvmænd på besøg igen. Vores gulv trængte til mere lud, og det er heldigvis ikke noget vi skal betale ekstra for. De kom (igen!) for sent. Over en time. Og når det er så tidligt om morgenen, så er det ikke fordi de er blevet forsinket i løbet af dagen. Men simpelthen bare er for sløje til at komme afsted. Og lige lørdag morgen, hvor vi godt kunne have ligget en time ekstra i sengen… Hmpf! Men det blev ikke nævnt, og heller ikke fra deres side. Så var det ikke fordi de har behandlet vores gulve super fint, så havde de nok fået en kommentar omkring det. I stedet gik vi op i byen og fik os en tår kaffe og noget kage, og fik shoppet lidt småtteri. En tur op til byen hjælper altid på humøret, og at vi har alt hvad vi har brug for inden for rækkevidde, er så skønt – lige som vi havde forestillet os.

Imens gulvet blev behandlet opholdte vi os i Dalby. Hos mormor og morfar, hvor børnenes fætter og kusine også var. De har ikke set hinanden i et par uger, så der var glædeligt gensyn, og leg igennem hele dagen og aftenen. Nicolai og jeg så vores snit til at komme på Det Blå Marked, men fandt ikke noget til hjemmet. Vi er på jagt efter en lænestol.

Efter stegt flæsk med masser af persillesovs og en is, vendte vi snuden hjem til de flotte gulve. Og så bare i seng.

Søndag sov vi til vi vågnede, men havde en småtravl morgen, da Alvin havde fodbold kl. 10, og vi troede også at Aya skulle til spejder. Og jeg skulle til polterabend. Så stress og jag, og mig der afleverede Aya, som så ikke skulle til spejder, og så fare afsted og smide hende af i fodboldklubben og suse afsted mod Amager. Jeg nåede det hele, og var heldig med en parkeringsplads, og resten af dagen var til for at fejre den kommende brud.

En skøn dag med lege, underholdning, dans og særdeles god mad. Heller ikke noget druk her, men jeg var alligevel godt mast da jeg kom hjem. En weekend der igen fløj afsted, og vi nåede ikke at få malet den væg, vi ellers gerne ville. Men så når vi den vel her i løbet af aftenerne i denne uge.

-Sebrina

Lige nu [24.08.18]

  • sidder jeg på Roskilde Sygehus med et fantom i armene. Et mandligt røvhulsfantom (fordi prostata)
  • er min krop øm. Det har den været hver dag lige siden jeg meldte mig ind i LIFTRS gym. Og det er ikke fordi, jeg har trænet hver dag siden. Jeg har nu været der fire gange, og det er noget af det hårdeste træning jeg nogensinde har prøvet. Og noget af det hårdeste for mit ego, som ellers har haft det ok og følt sig i god form. Men det er også noget af det bedste og mest motiverende træning jeg har prøvet. Så jeg holder i.
  • drypper der vand ned fra skråvinduet på vores lille toilet derhjemme. Og med ét mistede jeg det gode fredagshumør
  • synes jeg derfor også, at der er meget lang tid til foråret hvor vi skal have skiftet tag og vinduer
  • er det positive dog at vi jo har planer (sammen med banken og entreprenør) om tagskifte og vinduesskifte (dem der er i taget), og kan blive bekræftet i, at det er en udmærket plan 😉
  • kan jeg lige så godt vænne mig til de “overraskelser” sådan et huskøb medfører. Særligt når huset er fra 1953.
  • har vi her til morgen båret vores stuemøbler ud i udestuen, da vores gulv skal behandles igen. Heldigvis uden ekstra regning.
  • betyder det at vi ikke kan være hjemme hele dagen i morgen. En dag hvor vi ellers ikke havde planer og kunne give den gas i huset. Tålmodighed, tålmodighed.
  • skal jeg til sommerfest i eftermiddag/aften med arbejdet. Og vi skal rundvises på Carlsberg og køre hestevogn und so weiter. Og det regner. Og jeg vil bare gerne være pæn.
  • håber jeg at min søde mand vil stille min cykel op ved stationen, så jeg ikke skal gå de tunge værste skridt hjem i nat.

Sebrina

hvordan går det så med ikke at være en normal sygeplejerske?

Jeg har fået mange henvendelser vedrørende mit nye job. Eller egentlig er det ikke selve mit nye job, som er det de fleste er nysgerrige på, men mere dét at arbejde væk fra, hvad en “normal” sygeplejerske arbejder med. Hvordan det mon er? Og jeg må bare indskyde, at der er mange måder at være sygeplejerske på. Men de fleste vil nok beskrive en sygeplejerske, som én der arbejder på et hospital eller i en kommune og i en uniform. Og én der har en betydelig kontakt med patienter/klienter/brugere/borgere i sit arbejde. Sådan helt kort. Til de af jer der er mest nysgerrige, og også selv er sygeplejersker – I ved hvad jeg mener.

Nu har jeg været applikations specialist (ja, det hedder det altså) i lidt over tre måneder, og kan da udtale mig mere om mit nye arbejde nu. For selvom jeg jo godt vidste, at det blev anderledes, og hvad jeg sådan nogenlunde skulle lave, så vidste jeg jo alligevel ingenting. Og jeg synes næsten kun lige at jeg har fået en fornemmelse af mine arbejdsopgaver nu. Min profil. Min betydning. Men jeg vil alligevel gerne komme med en status.

Jeg har ikke fortrudt. Tværtimod! Jeg er så glad. Og selvfølgelig savner jeg fertilitetsspecialet. Ikke hver dag. Ikke hver uge. Men til tider stejfer det mig. Men ikke med ondt i maven, men med en glæde. Det er da dejligt at kunne tænkte tilbage på det, og vide, at hvis jeg en dag vil tilbage i uniformen, så er det på fertilitetsklinikken jeg har følt mig mest “hjemme” inden for sygeplejefaget. Men det er satme også dejligt, at jeg ikke tvivler på, om det var det rigtige at søge væk, selvom det blot blev til 1,5 år på fertlitetsklinikken. Jeg er nu ikke af natur et menenske der fortryder mine valg og handlinger. Undtagen når det lige gælder nogle åndssvage morgener med børnene. Der kan jeg sagtens sidde i bilen efter børnene er afleveret, og have lyst til at spole tiden 30 minutter tilbage for at ændre på mine handlinger. Så sidder jeg og bebrejder mig selv over, at jeg hævede stemmen, at jeg ikke bevarede overblikket osv. osv.. Og jeg har ringet til SFO’en og forstyrret en travl pædagog og bedt ham/hende om at finde min datter, så jeg kunne undskylde over for Aya og glatte tingene ud. Og dermed kunne fortsætte min dag med en mere ren samvittighed, selvom at jeg kan blive enig med mig selv om, at NU skal jeg også styre mit temperament. Og så igen dunke mig i hovedet, når jeg igen står en morgen og fuldstændig koger, og ikke kan forstå, at jeg ikkE har “lært det” endnu. Men det hjælper altså med sådanne reefkleksioner og uheldige situationer, for bare dét at være bevidst om mine “fejl” gør, at jeg kan håndtere det mere hensigtsmæssigt en anden gang. Men nu skal det ikke handle om mit moderskab men mit arbejdsliv.

Der var en grund til at jeg søgte jobbet, og der var også en grund til at jeg blev så glad, da jeg fik tilbudt jobbet. Som sådan savner jeg (endnu ikke) patienter. Måske fordi jeg jo i mit nuværende job stadig interagerer med mange forskellige slagst typer mennesker. Både med kollegaer og kunder, som de jo nu hedder. Og jeg har igennem mine seneste års arbejde fået syn for, at jeg har en lidt nørdet side, og kompetence og interesse for ultralyd. Fertilitetsspecialet er i konstant i udvikling og meget påvirket af økonomi og politik. Dét synes jeg er vanvittigt spændende, og jeg følger stadigvæk med. Så jeg har som sådan ikke lukket bogen – jeg er bare begyndt på et nyt kapitel. Jeg har for nu ikke behovet for at være sygeplejersken der skal rumme og forholde sig til mange patienters store udfordringer i deres vej til at blive en familie. Men det er heller ikke grunden til at jeg søgte væk, vil jeg gerne understrege. Det giver noget. At gøre en forskel. At kunne hjælpe andre og modtage taknemmelighed. Den taknemmelighed man i hvert fald ikke kan se på lønsedlen og arbejdsbetingelser. Men taknemmelighed som går ind i hjertet, og giver mening i arbejdet. Det booster dig med energi. Men det har jeg fået lige siden jeg gik ud af 3.g i 2006, og har arbejdet med mennesker siden da. Så jeg ved, at jeg har gjort en stor forskel for mange, og dét kan jeg leve længe på, og har ikke behovet i dén grad lige nu. Og det virker så hårdt når det står sort på hvidt, men selvom jeg som sygeplejerske er enorm professionel, så kræver det sit at forholde sig til mange patienter hver evig eneste dag, og at have den fornemme opgave at sørge for at patienterne er trygge i afdelingen og til at forlade den igen – uanset hvilket menneske der sidder foran dig. Nogle gange var jeg mennesketræt, når jeg kom hjem, og kunne ikke rumme de mennesker, som betyder allermest for mig på den måde, som jeg ønsker at skulle kunne rumme dem. Jeg gjorde det jo helt fint, men jeg kan mærke en forskel nu, og det vægter højt på min trivselsskala. Jeg har mere mentalt overskud, når jeg kommer hjem. Ikke kun over for familien, men også bare dét at arrangere legeaftaler, have dialog med andre forældre, tage stilling til arrangementer, komme afsted til fritidsarrangemeneter uden det føles som et uoverskueligt projekt, få bestilt tid til lægen, komme til træning osv. Noget som i vores familie har stor værdi, som den er lige nu. Om 10 år er det jo sikkert helt ligegyldigt, der styrer de så meget selv, men lige nu, dér giver det helt mening, at det fungerer sådan.

Men tilbage til det nørdede. Det får jeg jo dyrket noget mere nu som applikations specialist i et ultralydsfirma. Og hvad laver jeg så?

Det er meget alsidigt og også sæsonbestemt, hvordan mine arbejdsopgaver er. Og så former jeg også mine opgaver selv, da jeg er den eneste applikations specialist i virksomheden i Danmark. Jeg er ikke sælger – jeg sælger ikke ultralydsmaskiner. Det ville jeg ikke egne mig til, haha, og det passer mig så glimrende, selvom jeg synes det er spændende, og mine kollegaer er super flinke og dygtige til at sætte mig lidt i deres arbejde, så jeg har en forståelse for det.

Det jeg har lavet mest af indtil videre, er at være med på kurser/uddannelser for sundhedspersonale der bruger ultralyd. Her bliver jeg selv klogere, men jeg kan så også hjælpe med brugen af ultralydsmaskinen, og så har jeg også kunne bidrage med min erfaring som sonograf, hvor jeg har scannet mange gynækologiske og obstetriske patienter. Dét er lidt ligesom at lære at køre bil med sådan noget ultralyd. Her skal man bare have en rummelig sans for at kunne navigere på og i menneskekroppen med en transducer (den som man scanner med), og selvfølgelig have en viden om dét man vil se på. Og så skal man bare øve sig. Scanne, scanne og scanne.

Så har jeg også selv været igennem træning og en del undervisning, som ikke bare er en enkelt dag. BK Ultrasounbd er førende inden for urologi og også store inden for kirurgi, så det er ligesom nogle specialer, jeg ikke kender så godt til, så jeg har skulle lære en del, og skal stadigvæk lære en del.

Jeg har været ude på afdelinger og klinikker for bare at møde dem, og få et indblik i dres arbejde, men jeg har også kunne hjælpe med brugen af ultralydmaskinerne.

Jeg har undervist personale i 3D rektalscanninger (for at gøre det meget præcist)

Jeg har overblik over alle de forskellige kurser, der ligger i efteråret, og hvilke maskiner, prober osv. vi skal have med. Dét er faktisk et større arbejde end jeg lige regnede med. Men det passer mig overraskende fint at sidde med et excelark nogle dage.

Jeg holder mig opdateret med, hvad der bare generelt sker i sundhedsvæsenet vores i lille land, ved at læse i diverse fagblade.

Jeg læser vores user guides igennem til vores mange ultralydssystemer og transducere (det man scanner med), og retter og kommer med tilføjelser eller forslag til omformuleringer mm. Det synes jeg faktisk er ret sjovt.

Inden for den næste måned skal flere urologiske afdelinger igang med et nyt system, som integrerer MR- scanninger med ultralyd, og man dermed kan skåne mændene lidt under prostatabiopsier, ved at ramme mere præcist med færre biopsier. Og måske tage lidt af presset væk fra de radiologiske afdelinger, der har rigeligt at bruge ressourcer på.  Det kommer til at tage en del af min tid her henover efteråret, og jeg synes det er vanvittigt spændende!

Jeg var ret så spændt på at komme ud i en virksomhed, hvor dét at tjene penge ligesom er omdrejningspunktet. Hvordan ville det mon blive? Ville jeg kunne se mig selv i øjnene og alt det der. Jeg var ikke klar over, at der er så mange projekter igang, at der er så meget samarbejde med læger. Men selvfølglelig er der det. Læger (primært) er interesserede i at have det bedste udstyr, så patienterne får den optimale behandling, og virksomheden er interesseret i at få lægernes erfaring og tilbagemeldinger, så de kan udvikle den bedste ultralydsmaskine og så sælge den og tjene penge. På den måde er der et afhængighedsforhold. Det giver fin mening for mig. Særligt fordi jeg jo selv har en baggrund som sonograf, og ved hvor meget det betyder for arbejdet og patienterne at have en god ultralydsmaskine. Der er bestemt forskel. Ligesom der er på det fjernsyn som er 10 år gammel, og så det du kan købe i dag. Sådan er det med teknologi, og BK Ultrasound er kendt for høj kvalitet (og dermed også høje priser), og at det er et dansk firma (tidligere Brüel & Kjær). Det har også en betydning for mig.En form for stolthed. At ingeniørerne og udviklerne sidder fysisk i huset – dét kan noget. 80% af de ansatte i virksomheden er ingeniører, og der er bare en anderledes atmosfære på arbejdspladsen, end jeg har været vant til i mine tidligere jobs. Dét har jeg ærligt skulle vænne mig til, og jeg er begyndt at kunne lide det sådan.

Jeg var også lidt spændt på, hvordan jeg ville blive modtaget ude på hospitalerne. Men nu har jeg jo selv mødt applikationsspecialister, hvor det var mig der var i uniformen, hvor de kom med en stor hjælp og viden, som blev taget meget varmt imod. Og det er jo også det jeg bidrager med selv nu. Jeg har ikke et salg i baghovedet, og anses dermed nok ikke som en “irriterende sælgertype” ;-). Selvom jeg nu vil mene at mine kollegaer ikke er irriterende. De har selv en baggrund som sygeplejersker, og er af natur bare ydmyge og med flere års erfaring som “normal” sygeplejerske end jeg har. De kender i dén grad til “gamet”, og er super professionelle, både på den ene og den anden side. Det er ret inspirerende og lærerrigt…

 

Det var lidt om arbejdet, her er lidt om rammerne:

Jeg sidder på kontor med mit “team”. Vi er seks i alt, men vi er stort set aldrig allesammen på kontoreret på samme tid. Og det skulle jeg vænne mig til. Der er til tider larmende stille, og jeg sidder dermed med mine høretelefoner i ørerne og lytter til radio. Jeg trives rigtig godt med lidt støj åbenbart. Jeg har endnu ikke nosset mig sammen til at spørge om en radio på kontoret var en idé. Alting til sin tid, og det kan være at de andre ikke trives med lidt radio i baggrunden, så måske jeg bare slet ikke skal foreslå det.

Jeg tilrettelægger i bund og grund min arbejdstid selv. Og det er lige så befriende som jeg drømte om. Det er sgu virkelig dejligt ikke at stresse over, om jeg nu kommer til tiden. Det ligger jo så dybt i én! Nu venter ingen kollegaer på at komme hjem fra nattevagten, eller der sidder ikke patienter i venteværelset når du møder ind. I dag hvor vi f.eks. havde glemt Alvins madpakke – ingen stress. Jeg kørte jo bare hjem efter den, uden at skulle ringe og fortælle, at jeg liiige kom 10 minutter senere pga en manglende madpakke.

Jeg får en god løn.

Jeg får vidunderlig mad i vores kantine. Dét betyder faktisk noget! Jeg får fikset min computer, hvis den ikke virker – samme dag! Jeg skal ikke tage stilling til om en printer mangler papirer. Om it-systemer fungerer. For det gør de sjovt nok.

Jeg har en lækker firmabil, som jeg kører privat i (og betaler skat af det!) Og jeg kører en del runt. Og det er oftest inden for normal arbejdstid. Og jeg lytter til lydbøger, podcast eller bare god musik imens jeg kører, og jeg nyder det. Trænger jeg til en kop kaffe eller frokost på turen, så er det på firmaets regning. Men jeg fråser bestemt ikke.

Jeg taler og læser en del engelsk, og det går forbløffende godt. Og så er der en del svenskere omkring mig, og det går også fremad på dén front. Sådan kan man jo nogle gange blive overrasket over sig selv. Faktisk var jeg ved slet ikke at søge jobbet, fordi det var beskrevet, at man skulle være rimelig okay med engelsk, og jeg har aldrig helt haft den største tiltro til mine engelske færdigheder, selvom jeg er helt middel. En solid 8’er i gymnasiet. Dog en højere årskarakter pga. min entusiasme;-). Og det kan noget. Motivation. Entusiasme. Gå-på-mod. Disciplin. Det kommer altid godt igen.

Mit nye arbejde ER anderledes. Men anderledes på den helt rigtige måde for mig. Og jeg fortsætter. Jeg er først lige begyndt.

-Sebrina

weekend igen!

Det er lige før, at det “kun” er weekendindlæg det bliver til herinde for tiden. Tiden flyver afsted, selvom jeg for tiden tæller lidt mere ned til weekenden end normalt. Ikke fordi jeg er træt af arbejdet og hverdagen, men fordi det er i weekenderne, vi kan rykke ifht. huset. Vi er ikke færdige med at male, og vi vil også rigtig gerne nå at få ryddet grundigt ud i haven inden det kolde vejr vil overraske os, og vi så ikke har den samme trang til det. Og flyttekasserne vil vi også gerne have tømt. Men lidt ad gangen, og hver dag når vi noget. Mere i weekenderne, selvom vi faktisk endnu ikke har haft en hel weekend i huset. Og det kunne vi nu nok godt tænke os, men må indse, at det næppe kommer til at ske i den nærmeste fremtid. De næste mange weekender frem er der planer. Af både mindre og større. Og dem vil vi gerne nyde. Ikke sidde og tænke over, at vi så ikke kan nå det og det derhjemme. Det er ikke fair over for andre og os selv, og heller ikke sådan vi gider at have det. Nok har vi købt et (gammelt) hus med have, som kræver noget knofedt. Men vi gider ikke, at vi ikke kan lave andet end at være hjemme, fordi der skal ordnes dét og dét. Så indtil videre har vi en fin balance i vores nye husejerliv, og nyder at vi indtil videre ser frem til husarbejdet derhjemme. En dag hænger det os måske langt ud af halsen….

Tilbage til weekenden!

Fredag tog vi regnjakkerne på og travede op i byen, nærmere til Arnold Busck, for at Aya kunne aflevere sin brugte skoletaske til et godt formål. Det har været på min to-do i nogle uger, og fredag skulle det så være. Efterfølgende kunne vi handle ind til aftensmaden og fredagsslikket. Jeg er vild med at vores weekend kan starte sådan. En gåtur op i byen, som i fredags bar præg af de nye (fulde) 1.g ‘ere, og så hjem og holde fredag som vanligt. Bortset fra at Aya og Alvin så det meste af Disneysjov alene, da vi de sidste fredage er gået igang med at male. Men fordi det har været Ayas værelse der har stået for skud, har vi været i rummet sammen, og alligevel været der. For det er måske fjollet, men lige dén time om fredagen, den er sat af til at sidde sammen i sofaen, og vi elsker det alle. Og den er hellig.

Lørdag måtte vi sætte vækkeuret. Nicolai skulle spille træningskamp, og Alvin skulle afleveres nede hos mormor og morfar, hvor han skulle med til byens loppemarked. En tradition, som begge børn elsker, og som Aya i år var i et stort dilemma omkring, da der samtidig var spejderopstart. Og hun fik valget -loppemarked eller spejderopstart, og hun valgte selv spejderopstart. Så vi kørte tilbage ud til Køge Ås, hvor der var samlet en masse spejdere. Og hvad der helt skulle ske, kunne jeg jo ikke fortælle så meget om, da jeg ingen erfaring som spejder har. Overhovedet. Aya har altid skulle forberedes ved forandringer, for ellers kunne hun gå i baglås. Nu er hun blevet ældre, så det var ikke et problem at jeg gik igen, og først kom tilbage efter nogle timer. Dog måtte jeg love, at jeg hentede hende FØR det var slut. Det værste ville være, hvis jeg kom senere end de andre blev hentet. Det har jeg prøvet én gang til gymnastik, hvor jeg kom ét minut senere (uden lyv) end hvad jeg havde fortalt, og der stod en meget ked af det Aya, sammen med de andre børn, der endnu ikke var hentet, og ikke lod sig bemærke af det. Men det gør hun, og jeg “bøder” nok stadigvæk for det.

Spejder var et hit, og fremover skal hun gå hveranden søndag fra 10-13. Det kan hurtigt tage om sig med diverse fritidsinteresser, men vi synes også det er vigtigt at prioritere, da børnene får en masse oplvelser og erfaringer, som vi tror, giver dem noget godt med sig. Så Aya skal fortsat gå til gymnastik 1 x om ugen og så spejder 1 x hveranden uge. Alvin er startet til fodbold, hvilket er hver søndag fra 10-11, og skal så starte til gymnastik (et drengehold) en gang om ugen og så svømning hver fredag. Det kan de og vi sagtens overskue (dog med hjælp fra en barnepige hver tirsdag pga gymnastik starter tidligt).


Mine forældre kom ind med Alvin og så fór vi afsted mod navngivningsfest i Vanløse, hvor Nicolai allerede var i forvejen. Det var super hyggeligt, og børnene slog sig løs i haven med store æbletræer, brombær og ribs. Ja, og god mad og kage naturligvis. Jeg havde sådan en dag hvor jeg bare var træt helt ind til benet. Jeg tror at det skyldes, at jeg for tiden bare ikke får sovet helt så meget, og bare er igang det meste af tiden, hvadenten det er på arbejde eller derhjemme. Men efter at have tumlet lidt med træthed i nogle uger, har jeg alligevel fået nosset mig sammen til at få kontrolleret stofskiftet. Jeg har fået klar besked om, at jeg skal få det kontrolleret, hvis jeg går og er træt i mere end bare et par dage uden en særlig grund, og efter vi er flyttet til Køge, kan jeg få det gjort på sygehuset, og dermed i et mere fleksibelt tidsrum. Win! Og lægen vil bare følge op telefonisk. Endnu mere win.

Så vi nåede faktisk ikke det helt vilde lørdag aften, men heldigvis kunne en god lang søvn hjælpe på energien, og i går søndag var der igen gang i den.

Nicolai kørte Aya ind til farmor, hvor de to skulle have nogle hyggetimer sammen, og Aya skulle lære at strikke. Jeg tog med Alvin til fodbold, og da vi kom hjem og fik spist forkost, gik jeg igang med at slibe Alvins seng, hvorefter Nicolai malede den gul. Og jeg fik tømt flere flyttekasser og handlet ind. Vi sad faktisk ikke rigtigt stille før børnene sov, og besluttede os for at vi bare gik i seng kl. 21.30 frem for at tømme endnu en flyttekasse. Og ja, derfor var det heller ikke så hårdt igen at stå op i dag kl. 6.

Sebrina