weekend igen!

Det er lige før, at det “kun” er weekendindlæg det bliver til herinde for tiden. Tiden flyver afsted, selvom jeg for tiden tæller lidt mere ned til weekenden end normalt. Ikke fordi jeg er træt af arbejdet og hverdagen, men fordi det er i weekenderne, vi kan rykke ifht. huset. Vi er ikke færdige med at male, og vi vil også rigtig gerne nå at få ryddet grundigt ud i haven inden det kolde vejr vil overraske os, og vi så ikke har den samme trang til det. Og flyttekasserne vil vi også gerne have tømt. Men lidt ad gangen, og hver dag når vi noget. Mere i weekenderne, selvom vi faktisk endnu ikke har haft en hel weekend i huset. Og det kunne vi nu nok godt tænke os, men må indse, at det næppe kommer til at ske i den nærmeste fremtid. De næste mange weekender frem er der planer. Af både mindre og større. Og dem vil vi gerne nyde. Ikke sidde og tænke over, at vi så ikke kan nå det og det derhjemme. Det er ikke fair over for andre og os selv, og heller ikke sådan vi gider at have det. Nok har vi købt et (gammelt) hus med have, som kræver noget knofedt. Men vi gider ikke, at vi ikke kan lave andet end at være hjemme, fordi der skal ordnes dét og dét. Så indtil videre har vi en fin balance i vores nye husejerliv, og nyder at vi indtil videre ser frem til husarbejdet derhjemme. En dag hænger det os måske langt ud af halsen….

Tilbage til weekenden!

Fredag tog vi regnjakkerne på og travede op i byen, nærmere til Arnold Busck, for at Aya kunne aflevere sin brugte skoletaske til et godt formål. Det har været på min to-do i nogle uger, og fredag skulle det så være. Efterfølgende kunne vi handle ind til aftensmaden og fredagsslikket. Jeg er vild med at vores weekend kan starte sådan. En gåtur op i byen, som i fredags bar præg af de nye (fulde) 1.g ‘ere, og så hjem og holde fredag som vanligt. Bortset fra at Aya og Alvin så det meste af Disneysjov alene, da vi de sidste fredage er gået igang med at male. Men fordi det har været Ayas værelse der har stået for skud, har vi været i rummet sammen, og alligevel været der. For det er måske fjollet, men lige dén time om fredagen, den er sat af til at sidde sammen i sofaen, og vi elsker det alle. Og den er hellig.

Lørdag måtte vi sætte vækkeuret. Nicolai skulle spille træningskamp, og Alvin skulle afleveres nede hos mormor og morfar, hvor han skulle med til byens loppemarked. En tradition, som begge børn elsker, og som Aya i år var i et stort dilemma omkring, da der samtidig var spejderopstart. Og hun fik valget -loppemarked eller spejderopstart, og hun valgte selv spejderopstart. Så vi kørte tilbage ud til Køge Ås, hvor der var samlet en masse spejdere. Og hvad der helt skulle ske, kunne jeg jo ikke fortælle så meget om, da jeg ingen erfaring som spejder har. Overhovedet. Aya har altid skulle forberedes ved forandringer, for ellers kunne hun gå i baglås. Nu er hun blevet ældre, så det var ikke et problem at jeg gik igen, og først kom tilbage efter nogle timer. Dog måtte jeg love, at jeg hentede hende FØR det var slut. Det værste ville være, hvis jeg kom senere end de andre blev hentet. Det har jeg prøvet én gang til gymnastik, hvor jeg kom ét minut senere (uden lyv) end hvad jeg havde fortalt, og der stod en meget ked af det Aya, sammen med de andre børn, der endnu ikke var hentet, og ikke lod sig bemærke af det. Men det gør hun, og jeg “bøder” nok stadigvæk for det.

Spejder var et hit, og fremover skal hun gå hveranden søndag fra 10-13. Det kan hurtigt tage om sig med diverse fritidsinteresser, men vi synes også det er vigtigt at prioritere, da børnene får en masse oplvelser og erfaringer, som vi tror, giver dem noget godt med sig. Så Aya skal fortsat gå til gymnastik 1 x om ugen og så spejder 1 x hveranden uge. Alvin er startet til fodbold, hvilket er hver søndag fra 10-11, og skal så starte til gymnastik (et drengehold) en gang om ugen og så svømning hver fredag. Det kan de og vi sagtens overskue (dog med hjælp fra en barnepige hver tirsdag pga gymnastik starter tidligt).


Mine forældre kom ind med Alvin og så fór vi afsted mod navngivningsfest i Vanløse, hvor Nicolai allerede var i forvejen. Det var super hyggeligt, og børnene slog sig løs i haven med store æbletræer, brombær og ribs. Ja, og god mad og kage naturligvis. Jeg havde sådan en dag hvor jeg bare var træt helt ind til benet. Jeg tror at det skyldes, at jeg for tiden bare ikke får sovet helt så meget, og bare er igang det meste af tiden, hvadenten det er på arbejde eller derhjemme. Men efter at have tumlet lidt med træthed i nogle uger, har jeg alligevel fået nosset mig sammen til at få kontrolleret stofskiftet. Jeg har fået klar besked om, at jeg skal få det kontrolleret, hvis jeg går og er træt i mere end bare et par dage uden en særlig grund, og efter vi er flyttet til Køge, kan jeg få det gjort på sygehuset, og dermed i et mere fleksibelt tidsrum. Win! Og lægen vil bare følge op telefonisk. Endnu mere win.

Så vi nåede faktisk ikke det helt vilde lørdag aften, men heldigvis kunne en god lang søvn hjælpe på energien, og i går søndag var der igen gang i den.

Nicolai kørte Aya ind til farmor, hvor de to skulle have nogle hyggetimer sammen, og Aya skulle lære at strikke. Jeg tog med Alvin til fodbold, og da vi kom hjem og fik spist forkost, gik jeg igang med at slibe Alvins seng, hvorefter Nicolai malede den gul. Og jeg fik tømt flere flyttekasser og handlet ind. Vi sad faktisk ikke rigtigt stille før børnene sov, og besluttede os for at vi bare gik i seng kl. 21.30 frem for at tømme endnu en flyttekasse. Og ja, derfor var det heller ikke så hårdt igen at stå op i dag kl. 6.

Sebrina

Hvordan er det så gået med skoleskift og børnehaveskift?

Det er ved at være rette tid til en update omkring dét at flytte børnene. Også selvom I nok kan fornemme, at det er gået over al forventning. For det har det. Og hvad årsagen har været til vores held, ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Men jeg vil godt komme ind på tankerne, bekymringer, forberedelsen og processen i det. For det har været et stort projekt, som har varet i godt og vel otte måneder, og at have sat punktum – det er så befriende.

Da tankerne kom til Køge i forbindelse med huskiggeri, gik jeg igang med en grundig research af skolen, der tilhørte det område vi var interesset i. Og der var intet negativt. En lille byskole som havde ry for at gå meget op i faglighed.

Så vi forsatte jo kiggeriet i Køge samtidig med Solrød. Og som I ved, så blev det jo så Køge. Læs om vejen hertil her, her og her. Børnene var overhovedet ikke med i den proces. De var med ude at kigge på huse i Køge, men var slet ikke klar over “konsekvenserne”, hvis vi endte med at købe et hus i Køge. Vi var enige om at vi traf beslutningen, og når alt ligesom var igennem, så fik Aya besked om skoleskifte. Og da vi kunne meddele at vi havde købt det store hus, som de også mente at vi skulle købe (det var ikke alle huse de ville bo i iøvrigt), fortalte vi også, at Aya var så heldig at hun skulle gå på en skole som er Danmarksmestre i skoleudvikling.

Bekymringerne
og som alle andre var det i starten bekymringerne, der fyldte en del. Hvad nu hvis det bare slet ikke gik godt med børnehaveskift og skoleskift? Hvad nu hvis de ville græde hver morgen og bede om at komme tilbage til det gamle. Hvordan pokker skulle vi tackle det? Og var vi bare mega egoistiske? Men sådanne bekymringer og tanker blev vi meget hurtigt enige om, at vi ikke kunne bruge til noget som helst. Slet ikke et halvt år i forvejen. Vi måtte fokusere på alt det positive og at vi har truffet et valg, og at valget på at flytte jo også netop var taget af hensyn til vores børn. At de ville vokse op i en relativ stor by med let adgang til alverdens fritidsinteresser og en masse liv. Samtidig i et stort hus med have, og med en beliggenhed tæt på byliv. Og måske vores glæde kunne smitte lidt af? Så jeg læste en del omkring skoleskift og gode råd i forhold til skoleskift, jeg læste om gode (og dårlige) erfaringer, og så fik jeg rigtig mange fantastiske råd fra følgere på instagram, og det var faktisk meget hjælpsomt. Det hjalp også at vi i forvejen havde tanker om, at Aya skulle skifte skole, også hvis vi blev i Solrød, og det nok i bund og grund var nemmere at “forklare” et skoleskift baseret på at vi flyttede til en anden by, frem for et skoleskifte til en anden skole i samme by pga. nogle forskellige negative forhold, som næsten fyldte hver dag i Ayas nuværende skole/SFOtid, og som egentlig drænede både Nicolai og jeg.

Forberedelser
Det første vi gjorde da handlen var gået igennem, var at tage til Køge. Og det har vi jo så gjort løbende indtil overtagelsen. Vi tog i Lovparken, hvor børnene legede og hyggede sig. Og så gik vi forbi Ayas skole, som jo ligger lige ved, og som bruger Lovparken rigtig meget. Dét var helt klart et plus, det med Lovparken. Det jeg så ikke lige havde styr på, var at skolens legeplads lå ved de bygninger, hvor 0.-2. klasserne hører til (og som vi ikke vidste hvor var, hvilket blot var 50 meter væk fra hovedbygningen). Så da vi stod i skolegården og Aya ikke kunne se en legeplads, ændrede hendes syn på den ellers så fantastiske skole sig til at være; “det er kedeligt!, dér vil jeg ikke gå” og “hvorfor kan jeg ikke blive på den skole jeg går på nu?”. Av. Nu gik det lige så godt, men jeg var også sikker på, at jeg altså havde læst om den nye legeplads… men det var så måske ved SFO’en?

Jeg er ikke som sådan en type der er ude i god tid, men det har jeg været ifht. skoleskift og børnehaveskift. Det er ellers Nicolai der står for meget af det praktiske, da han altid har haft bedre mulighed for det i sin arbejdstid end jeg har haft førhen. Men jeg tror ikke, at det var dét faktum at jeg nu også har tid i min arbejdstid til at kontakte diverse instanser, at jeg ligesom tog over på den del. Men det var min måde at håndtere min usikkerhed omkring skiftet – at jeg bare kunne få styr på så meget som muligt. Så kan jeg godt være ret handlekraftig. Passitivitet virker i hvert fald ikke. Så jeg fik arrangeret et møde med noget af skoleledelsen og den nye klasselærer, som blev i slutningen af maj, hvor vi havde Aya med. Dét møde gik bare så godt, og vi aftalte en dato, hvor Aya kunne komme og være med et par timer eller en hel dag, alt efter hvad Aya havde lyst til. Og hun ville gerne være med en hel dag!
Vi fik fornemmelsen af, at der var klare linjer, styr på tingene og forventninger til os. Så mavefornemmelsen var bare så god efterfølgende. Den mavefornemmelse har vi desværre ikke haft ellers i Ayas skoletid. Og til mødet blev vi bekendte med den anden skolegård, som vi skyndte os over i. Og dér var legepladsen jo! Og Aya var så glad og spændt, og har jo så været det siden. Vi fik også at vide at de i den klasse skrev med skråskrift, og derfor ville det være en god idé at bruge lidt tid på at øve det med hende. Lige før sommerferien tog Nicolai så med Aya med i den kommende nye skole. Og Aya var åben og med i timerne. Nicolai var meget positiv, ligeså Aya. Klasselæreren havde sørget for, at der ligesom var en pige der skulle tage Aya under armen, og vise hende rundt mm. De var meget velforberedte på, at Aya kom. De var også i Lovparken, så det var en rigtig spændende dag. Efterfølgende gik Aya med de andre elever over til den kommende nye SFO, hvor vi også havde aftalt med dem, at vi kom forbi. Og her snakkede Nicolai med én af pædagogerne omkring det at starte op. Vi havde den idé at Aya først skulle starte i skole og ikke starte i SFO inden, da det måske ville være lidt svært at komme i en SFO uden at kende nogen. Den SFO Aya gik i før, var meget stor og uden en egentlig struktur, og det tog lang tid for Aya at finde sig tilrette i det.

Nå, men det viste sig at vi blev anbefalet at Aya startede op i SFO inden skolestart. Så ville hun nå at kunne få nogle relationer inden skolestart, og der ville heller ikke være så mange børn mm. Ren logik, men ikke lige den logik vi åbenbart kunne finde frem til…

Ifht. Alvin, så ligger der to børnehaver tæt på vores bopæl. Den ene er en integreret institution, og en af dagene hvor vi var i Køge gik vi ind på legepladsen. En noget mindre legeplads end hvad han var vant til og bar præg af at legepladsen også blev brugt af vuggestuebørn. Så jeg ville gerne lige læse mere op på idrætsbørnehaven, som ligger meget tæt på den anden børnehave, men ikke er så “tydelig”. Da både Nicolai og jeg havde læst lidt om den, var vi begge sikre på, at det skulle være den vi skrev Alvin op til. Og han fik hurtigt en plads, og vi fik aftalt at komme forbi inden vi tog afsted på ferie. Jeg havde ikke de store forventninger, da Alvin kommer fra en helt fantastisk børnehave, så jeg havde forberedt mig på ikke at forvente det samme engagerede og venlige personale, som vi har været vant til. Og da vi kom var både min og Nicolais tanke, at det da godt nok var en lidt lille børnehave. Lige indtil vi nåede længere ind, og der så var direkte adgang til idrætshallen, som de bruger hver dag fra kl. 8-16. Og der var Alvin solgt. Og dermed også forældrene. At kunne have en hal med alverdens tilbehør, det er lige noget for Alvin.

Opstarten
Og så gik det jo løs d. 1. august. Første dag i SFO, og Aya var helt på og klar. Det kom altså lidt bag på os. Vi troede at det var sådan noget med, at vi ikke måtte gå osv., men det kørte bare. Dagen forinden ved sengetid snakkede jeg med hende omkring hendes tanker om at starte. altså det har vi gjort en del i ferien, men mere med fokus på, hvad hun følte her og nu. Hvordan hun havde det. Og hun glædede sig, men tænkte på, hvis nu ikke hun havde nogen at lege med. Og så snakkede vi om det, og jeg snakkede med hende om, hvordan hun ville tage imod en ny pige dengang hun gik i den anden SFO. At hun måske ikke som det første, ville spørge den nye pige om at lege, og at hun dermed ikke skulle blive skuffet, hvis ingen direkte spurgte om hun ville lege, da de nok også bare ville være generte, men at hun så nok dagen efter ville have nogen at lege med. Og det tror jeg gav mening og trøst hos hende.

Nicolai afleverede begge børn. Først Alvin som næsten ikke havde tid til at sige farvel, og dernæst Aya. Som også var helt cool og sagde glædeligt farvel. Pædagogen havde spurgt Aya, om hun ville hjælpe med at rengøre et akvarium, og fange fiskene op og sådan. Og sådan kan man i hvert fald vinde en del af Ayas hjerte. Så Nicolai ringede helt overrasket og fortalte om, hvor godt det var gået. YES!

Vi hentede Alvin kl. 14, og han var i fuld hopla og udbrød: “mor det er den bedste børnehave!”, og vi blev fortalt, at han bare sådan havde hygget sig og bare havde klinget med en af drengene og leget med ham hele dagen. Derefter hentede vi Aya som hyggede sig med en pædagog og flere tøser. Hun fik et farvelkram af en af pigerne, og vi kunne se og høre på Aya, at hun var meget glad og stolt. Da vi satte os i bilen fortalte hun stolt om, at hun jo havde haft flere at lege med, og bare havde haft en rigtig god dag. Det bedste var helt klart at være med til at fange fiskene, og nogle af dem skulle også slåes ihjel, og det havde hun også været med til. Hun er skabt af noget andet end jeg i hvert fald 😀

og ja, derefter er det jo bare fortsat med at gå godt. Begge børn har haft legeaftaler, og i weekenden kom én af drengene fra børnehaven forbi med sin far, for de bor 100 meter fra os. Det var så sødt, og Alvin blev rigtig glad, og mener at han skal lege med ham hver dag efter børnehave… Vi er blevet taget varmt imod fra forældre, og det er altså virkelig skønt. Det er jo ikke kun børnene der skal have nye relationer, men også os.

i mandags startede skolen jo så for Aya, og hun havde jo haft halvanden uge i SFO’en, hvor hun havde leget med nogle af pigerne fra klassen, og særligt fået en god relation til en af dem. Og da hun kom i skole, skulle hun også sidde ved siden af hende, og også sidde ved bord ved én af pigerne, som faktisk var på samme campingplads som os denne ferie. Så havde de også noget tilfælles, og Aya skal faktisk hjem og lege hos hende i morgen efter skole.  Så skolestarten er bare gledet, og ja gu’ er det åndssvagt med alle de bekymringer inden, men altså, sådan er det vel bare? Jeg tror vi har været heldige. Og så er vores børn bare mega seje. De har været åbne og modige, og særligt Aya har udviklet sig vildt meget henover sommeren. Jeg er så stolt af dem altså.

hvsi I skulle have nogle spørgsmål, så spørg endelig! Det er svært at gøre sådan et skriv kort, og jeg har sikkert alligevel glemt noget.

-Sebrina

 

 

Weekenden

Fredag eftermiddag gik vi alle op til byen for at få fat på det obligatoriske til sådan en disneyaften. Og så blev der rykket lidt rundt på Ayas værelse, så imens børnene så Disneysjov og Flashback (som  de synes er hylende morsomt), gik vi igang med at male en væg på Ayas værelse. Den berygtede glimmervæg, til de af jer der også følger med på instagram ;-). Dét projekt er endnu ikke færdigt, men skulle meget gerne blive det i løbet af ugen. Lørdag kom mormor og morfar forbi for at hjælpe til, og vi fik oprettet os i LIFTRS Gym, og shoppet endnu mere maling. Denne gang i en meget gul farve, som er tiltænkt Alvins værelse. Vi fik solgt en helt gult væg i stedet for en guldglimmervæg, som han ellers havde bedt om. Men efter glimmervæggen på Ayas værelse, ville vi prøve at tilbyde en meget gul væg i stedet, som ikke kræver flere omgange med penslen, og dét var heldigvis helt bestemt i orden. Gul er Alvins yndlingsfarve, skulle I være i tvivl 😉 og så hjem og fortsætte med alle de praktiske sysler resten af lørdagen.

Søndag var vi heldige at komme på et hold i LIFTRS gym, og det var skønt at være igang med crossfit igen. Og må sige at der er en noget mere crossfitstemning dér. Det er nogle seje bananer dér og ret råt:-D Det er nu meget fedt! Derefter drøne afsted mod Køge Boldklub, hvor Alvin havde sin første fodboldtræning. Det var vi lidt spændte på, da han jo har prøvet at gå til fodbold før, og det sagde ham intet. Men han har i flere måneder nu snakket om, at han altså gerne ville gå til fodbold, så vi gav det et skud. Og tænk sig, det var han helt vild med. Nok mest af alt fordi hans gode ven fra den nye børnehave var der. Men han var så stolt og glad bagefter, dog ikke helt tilfreds med at han ikke scorede et mål, og så snakkede vi lidt om det. Men det ser ud til at vi må sætte en time af til fodbold om søndagen. Vi kan heldigvis gå derover på fem minutter – fantastisk!

Da vi kom hjem fik vi skønt besøg til frokost af en håndboldkammerat + datter, og igen senere til eftermiddag/aften var det guldklumpen og hendes forældre + farmor der var forbi.. Så der fik vi ikke lavet noget herhjemme. Helt fint! Jeg fik pakket et par flyttekasser ud. Alt tæller, og der skal være plads til at have en “fridag” på en søndag. Så slemt står det jo ikke til, det er bare hvad vi har af tanker og ideer, som vi gerne vil føre ud i virkeligheden. Og det skal siges at de besgende var mere end villige til at hjælpe til, mendet vi har gang i lige nu, er som sådan noget ikke bare noget vi lige kan sætte nogen til. Kender i det? Det bliver nemmere når vi går igang med haven, for der er en masse der skal rives op og væk. Der er de tbare at gå igang…

Nu er vi igang med helt ægte hverdag eftersom Aya jo har haft første skoledag i dag. En fantastisk én af slagsen iøvrigt! Mere om det i løbet af ugen.. tror dagene kommer til at flyve afsted, da vi begge også er kommet godt igang på arbejde og der er aftaler hist og her – og ja, nogle vægge der skal males og flyttekasser der skal tømmes.

-Sebrina

Selvros for juli

Jeg vil ikke glemme det. At blot kigge en måned tilbage, og rose os og mig selv for, hvad der har været godt. Det er sundt for mig. Ikke at jeg går rundt og konstant dunker mig selv i hovedet for, hvad der ikke fungerer, men det føles bare godt lige at opsummere op, hvad der var rigtig godt den seneste måned. Jeg vil faktisk “gå så langt” og rose mig selv for, at jeg som udgangspunkt er positiv. Ikke kun over for mig selv, men generelt er positivt instillet og tillidsfuld. At gå rundt og fokusere på, hvad der ikke fungerer, gider jeg ikke at bruge krudt på. Faktisk synes jeg decideret, at det er en dårlig egenskab ved nogle mennesker. At skulle fremhæve og fokusere på noget der ikke spiller. Særligt når det omhandler menneskers måde at være på. Vi er jo som vi er (… og det kan ikke laves om), og hvis der er noget der virkelig går mig på og et “pyt” ikke løngere er nok, så må jeg åbne munden og fortælle det til den anden, og så må vi snakke om det.  Og dér ligger min udfordring, som jeg er blevet markant bedre til – at sige fra og til. Jeg vil så nødigt træde nogen over tæerne, og jeg vil heller ikke virke grådig. Men jeg vil heller ikke lade mine grænser blive overtrådt, og jeg er blevet så meget bedre til at sige fra uden at det hele snørre sig sammen inde i mig. Jeg blev så bevidst om det ved bare at læse et citat, som var så simpelt som når man siger nej til andre, siger man ja til sig selv“. Og det er jo så sandt.

Nå, men tilbage til rosen for juli;

  • high five til os (Nicolai og jeg) for helt reelt at kunne nyde ferien, som faldt oven i flytningen. Og at vi ligesom vidste at arbejde, nye institutioner og et hus der skulle males, og vores ting skulle have nye pladser, ventede lige så snart vi rullede ind i DK. Men at bruge sin ferie på at spekulere på dét, det gad vi ikke og vi skyldte os selv og børnene at holde ferie, og vi ventede dermed både fysisk og psykisk med at flytte til vi var hjemme i DK igen.
  • at vi festede godt igennem til bryllup, og var blandt de sidste på dansegulvet indtil Nicolai til sidst trumfede at “NU skal vi altså hjem”. Som ikke var hjem, men en  kilometer gåtur i bare ømme dansefødder til Comwell i Holte. Og ros til os selv for at have prioriteret sådan en overnatning. At kunne stå op med tømmermænd og spise brunch i ro og fred og bare som kærester. Det er luksus for os – uden tvivl.
  • at jeg stadigvæk formår at have stilletter på en hel aften nat inkl. mange timers vild dans. De røg først af omkring kl. 2. Dét er da alligevel imponerene. Hvordan? Alkohol og en storebror der altså kunne belære mig om, at “piger skal altså have hæle på, når de er i byen”. Der var jeg omkring 16 år – og jeg går aldrig i byen uden hæle. Så det er vel et… tak storebror!?
  • at jeg var oppe i Svend Svingarm da vi var i Bonbonland. Det er altså stadigvæk den vildeste forlystelse jeg har prøvet, og jeg er begge gange blevet sådan lidt utilpas den efterfølgende time. Min far var med – Nicolai sprang over denne gang, og jeg tror heller ikke at min far behøver en tur i armen en anden gang.
  • at jeg fik løbet og trænet en del. Jeg nyder det, så det behøver jeg som sådan ikke ros for, men det var rart lige at prioritere det i de to uger. For var godt klar over, at tiden de første par uger i Køge, nok ikke blev brugt på træning. Og det kan jeg så bekræfte nu. Det er ikke meget det er blevet til, og det er helt ok.
  • at have spist minimum to is om dagen i juli.

Sebrina

Older posts