hvordan går det så med ikke at være en normal sygeplejerske?

Nu har jeg været applikations specialist (ja, det hedder det altså) i lidt over tre måneder, og kan da udtale mig mere om mit nye arbejde nu. For selvom jeg jo godt vidste, at det blev anderledes, og hvad jeg sådan nogenlunde skulle lave, så vidste jeg jo alligevel ingenting. Og jeg synes næsten kun lige at jeg har fået en fornemmelse af mine arbejdsopgaver nu. Min profil. Min betydning. Men jeg vil alligevel gerne komme med en status.

Jeg har ikke fortrudt. Tværtimod! Jeg er så glad. Og selvfølgelig savner jeg fertilitetsspecialet. Ikke hver dag. Ikke hver uge. Men til tider stejfer det mig. Men ikke med ondt i maven, men med en glæde. Det er da dejligt at kunne tænkte tilbage på det, og vide, at hvis jeg en dag vil tilbage i uniformen, så er det på fertilitetsklinikken jeg har følt mig mest “hjemme” inden for sygeplejefaget. Men det er satme også dejligt, at jeg ikke tvivler på, om det var det rigtige at søge væk, selvom det blot blev til 1,5 år på fertlitetsklinikken. Jeg er nu ikke af natur et menenske der fortryder mine valg og handlinger. Undtagen når det lige gælder nogle åndssvage morgener med børnene. Der kan jeg sagtens sidde i bilen efter børnene er afleveret, og have lyst til at spole tiden 30 minutter tilbage for at ændre på mine handlinger. Så sidder jeg og bebrejder mig selv over, at jeg hævede stemmen, at jeg ikke bevarede overblikket osv. osv.. Og jeg har ringet til SFO’en og forstyrret en travl pædagog og bedt ham/hende om at finde min datter, så jeg kunne undskylde over for Aya og glatte tingene ud. Og dermed kunne fortsætte min dag med en mere ren samvittighed, selvom at jeg kan blive enig med mig selv om, at NU skal jeg også styre mit temperament. Og så igen dunke mig i hovedet, når jeg igen står en morgen og fuldstændig koger, og ikke kan forstå, at jeg ikkE har “lært det” endnu. Men det hjælper altså med sådanne reefkleksioner og uheldige situationer, for bare dét at være bevidst om mine “fejl” gør, at jeg kan håndtere det mere hensigtsmæssigt en anden gang. Men nu skal det ikke handle om mit moderskab men mit arbejdsliv.

Der var en grund til at jeg søgte jobbet, og der var også en grund til at jeg blev så glad, da jeg fik tilbudt jobbet. Som sådan savner jeg (endnu ikke) patienter. Måske fordi jeg jo i mit nuværende job stadig interagerer med mange forskellige slagst typer mennesker. Både med kollegaer og kunder, som de jo nu hedder. Og jeg har igennem mine seneste års arbejde fået syn for, at jeg har en lidt nørdet side, og kompetence og interesse for ultralyd. Fertilitetsspecialet er i konstant i udvikling og meget påvirket af økonomi og politik. Dét synes jeg er vanvittigt spændende, og jeg følger stadigvæk med. Så jeg har som sådan ikke lukket bogen – jeg er bare begyndt på et nyt kapitel. Jeg har for nu ikke behovet for at være sygeplejersken der skal rumme og forholde sig til mange patienters store udfordringer i deres vej til at blive en familie. Men det er heller ikke grunden til at jeg søgte væk, vil jeg gerne understrege. Det giver noget. At gøre en forskel. At kunne hjælpe andre og modtage taknemmelighed. Den taknemmelighed man i hvert fald ikke kan se på lønsedlen og arbejdsbetingelser. Men taknemmelighed som går ind i hjertet, og giver mening i arbejdet. Det booster dig med energi. Men det har jeg fået lige siden jeg gik ud af 3.g i 2006, og har arbejdet med mennesker siden da. Så jeg ved, at jeg har gjort en stor forskel for mange, og dét kan jeg leve længe på, og har ikke behovet i dén grad lige nu. Og det virker så hårdt når det står sort på hvidt, men selvom jeg som sygeplejerske er enorm professionel, så kræver det sit at forholde sig til mange patienter hver evig eneste dag, og at have den fornemme opgave at sørge for at patienterne er trygge i afdelingen og til at forlade den igen – uanset hvilket menneske der sidder foran dig. Nogle gange var jeg mennesketræt, når jeg kom hjem, og kunne ikke rumme de mennesker, som betyder allermest for mig på den måde, som jeg ønsker at skulle kunne rumme dem. Jeg gjorde det jo helt fint, men jeg kan mærke en forskel nu, og det vægter højt på min trivselsskala. Jeg har mere mentalt overskud, når jeg kommer hjem. Ikke kun over for familien, men også bare dét at arrangere legeaftaler, have dialog med andre forældre, tage stilling til arrangementer, komme afsted til fritidsarrangemeneter uden det føles som et uoverskueligt projekt, få bestilt tid til lægen, komme til træning osv. Noget som i vores familie har stor værdi, som den er lige nu. Om 10 år er det jo sikkert helt ligegyldigt, der styrer de så meget selv, men lige nu, dér giver det helt mening, at det fungerer sådan.

Men tilbage til det nørdede. Det får jeg jo dyrket noget mere nu som applikations specialist i et ultralydsfirma. Og hvad laver jeg så?

Det er meget alsidigt og også sæsonbestemt, hvordan mine arbejdsopgaver er. Og så former jeg også mine opgaver selv, da jeg er den eneste applikations specialist i virksomheden i Danmark. Jeg er ikke sælger – jeg sælger ikke ultralydsmaskiner. Det ville jeg ikke egne mig til, haha, og det passer mig så glimrende, selvom jeg synes det er spændende, og mine kollegaer er super flinke og dygtige til at sætte mig lidt i deres arbejde, så jeg har en forståelse for det.

Det jeg har lavet mest af indtil videre, er at være med på kurser/uddannelser for sundhedspersonale der bruger ultralyd. Her bliver jeg selv klogere, men jeg kan så også hjælpe med brugen af ultralydsmaskinen, og så har jeg også kunne bidrage med min erfaring som sonograf, hvor jeg har scannet mange gynækologiske og obstetriske patienter. Dét er lidt ligesom at lære at køre bil med sådan noget ultralyd. Her skal man bare have en rummelig sans for at kunne navigere på og i menneskekroppen med en transducer (den som man scanner med), og selvfølgelig have en viden om dét man vil se på. Og så skal man bare øve sig. Scanne, scanne og scanne.

Så har jeg også selv været igennem træning og en del undervisning, som ikke bare er en enkelt dag. BK Ultrasounbd er førende inden for urologi og også store inden for kirurgi, så det er ligesom nogle specialer, jeg ikke kender så godt til, så jeg har skulle lære en del, og skal stadigvæk lære en del.

Jeg har været ude på afdelinger og klinikker for bare at møde dem, og få et indblik i dres arbejde, men jeg har også kunne hjælpe med brugen af ultralydmaskinerne.

Jeg har undervist personale i 3D rektalscanninger (for at gøre det meget præcist)

Jeg har overblik over alle de forskellige kurser, der ligger i efteråret, og hvilke maskiner, prober osv. vi skal have med. Dét er faktisk et større arbejde end jeg lige regnede med. Men det passer mig overraskende fint at sidde med et excelark nogle dage.

Jeg holder mig opdateret med, hvad der bare generelt sker i sundhedsvæsenet vores i lille land, ved at læse i diverse fagblade.

Jeg læser vores user guides igennem til vores mange ultralydssystemer og transducere (det man scanner med), og retter og kommer med tilføjelser eller forslag til omformuleringer mm. Det synes jeg faktisk er ret sjovt.

Inden for den næste måned skal flere urologiske afdelinger igang med et nyt system, som integrerer MR- scanninger med ultralyd, og man dermed kan skåne mændene lidt under prostatabiopsier, ved at ramme mere præcist med færre biopsier. Og måske tage lidt af presset væk fra de radiologiske afdelinger, der har rigeligt at bruge ressourcer på.  Det kommer til at tage en del af min tid her henover efteråret, og jeg synes det er vanvittigt spændende!

Jeg var ret så spændt på at komme ud i en virksomhed, hvor dét at tjene penge ligesom er omdrejningspunktet. Hvordan ville det mon blive? Ville jeg kunne se mig selv i øjnene og alt det der. Jeg var ikke klar over, at der er så mange projekter igang, at der er så meget samarbejde med læger. Men selvfølglelig er der det. Læger (primært) er interesserede i at have det bedste udstyr, så patienterne får den optimale behandling, og virksomheden er interesseret i at få lægernes erfaring og tilbagemeldinger, så de kan udvikle den bedste ultralydsmaskine og så sælge den og tjene penge. På den måde er der et afhængighedsforhold. Det giver fin mening for mig. Særligt fordi jeg jo selv har en baggrund som sonograf, og ved hvor meget det betyder for arbejdet og patienterne at have en god ultralydsmaskine. Der er bestemt forskel. Ligesom der er på det fjernsyn som er 10 år gammel, og så det du kan købe i dag. Sådan er det med teknologi, og BK Ultrasound er kendt for høj kvalitet (og dermed også høje priser), og at det er et dansk firma (tidligere Brüel & Kjær). Det har også en betydning for mig.En form for stolthed. At ingeniørerne og udviklerne sidder fysisk i huset – dét kan noget. 80% af de ansatte i virksomheden er ingeniører, og der er bare en anderledes atmosfære på arbejdspladsen, end jeg har været vant til i mine tidligere jobs. Dét har jeg ærligt skulle vænne mig til, og jeg er begyndt at kunne lide det sådan.

Jeg var også lidt spændt på, hvordan jeg ville blive modtaget ude på hospitalerne. Men nu har jeg jo selv mødt applikationsspecialister, hvor det var mig der var i uniformen, hvor de kom med en stor hjælp og viden, som blev taget meget varmt imod. Og det er jo også det jeg bidrager med selv nu. Jeg har ikke et salg i baghovedet, og anses dermed nok ikke som en “irriterende sælgertype” ;-). Selvom jeg nu vil mene at mine kollegaer ikke er irriterende. De har selv en baggrund som sygeplejersker, og er af natur bare ydmyge og med flere års erfaring som “normal” sygeplejerske end jeg har. De kender i dén grad til “gamet”, og er super professionelle, både på den ene og den anden side. Det er ret inspirerende og lærerrigt…

 

Det var lidt om arbejdet, her er lidt om rammerne:

Jeg sidder på kontor med mit “team”. Vi er seks i alt, men vi er stort set aldrig allesammen på kontoreret på samme tid. Og det skulle jeg vænne mig til. Der er til tider larmende stille, og jeg sidder dermed med mine høretelefoner i ørerne og lytter til radio. Jeg trives rigtig godt med lidt støj åbenbart. Jeg har endnu ikke nosset mig sammen til at spørge om en radio på kontoret var en idé. Alting til sin tid, og det kan være at de andre ikke trives med lidt radio i baggrunden, så måske jeg bare slet ikke skal foreslå det.

Jeg tilrettelægger i bund og grund min arbejdstid selv. Og det er lige så befriende som jeg drømte om. Det er sgu virkelig dejligt ikke at stresse over, om jeg nu kommer til tiden. Det ligger jo så dybt i én! Nu venter ingen kollegaer på at komme hjem fra nattevagten, eller der sidder ikke patienter i venteværelset når du møder ind. I dag hvor vi f.eks. havde glemt Alvins madpakke – ingen stress. Jeg kørte jo bare hjem efter den, uden at skulle ringe og fortælle, at jeg liiige kom 10 minutter senere pga en manglende madpakke.

Jeg får en god løn.

Jeg får vidunderlig mad i vores kantine. Dét betyder faktisk noget! Jeg får fikset min computer, hvis den ikke virker – samme dag! Jeg skal ikke tage stilling til om en printer mangler papirer. Om it-systemer fungerer. For det gør de sjovt nok.

Jeg har en lækker firmabil, som jeg kører privat i (og betaler skat af det!) Og jeg kører en del runt. Og det er oftest inden for normal arbejdstid. Og jeg lytter til lydbøger, podcast eller bare god musik imens jeg kører, og jeg nyder det. Trænger jeg til en kop kaffe eller frokost på turen, så er det på firmaets regning. Men jeg fråser bestemt ikke.

Jeg taler og læser en del engelsk, og det går forbløffende godt. Og så er der en del svenskere omkring mig, og det går også fremad på dén front. Sådan kan man jo nogle gange blive overrasket over sig selv. Faktisk var jeg ved slet ikke at søge jobbet, fordi det var beskrevet, at man skulle være rimelig okay med engelsk, og jeg har aldrig helt haft den største tiltro til mine engelske færdigheder, selvom jeg er helt middel. En solid 8’er i gymnasiet. Dog en højere årskarakter pga. min entusiasme;-). Og det kan noget. Motivation. Entusiasme. Gå-på-mod. Disciplin. Det kommer altid godt igen.

Mit nye arbejde ER anderledes. Men anderledes på den helt rigtige måde for mig. Og jeg fortsætter. Jeg er først lige begyndt.

-Sebrina