Selvros for juli

Jeg vil ikke glemme det. At blot kigge en måned tilbage, og rose os og mig selv for, hvad der har været godt. Det er sundt for mig. Ikke at jeg går rundt og konstant dunker mig selv i hovedet for, hvad der ikke fungerer, men det føles bare godt lige at opsummere op, hvad der var rigtig godt den seneste måned. Jeg vil faktisk “gå så langt” og rose mig selv for, at jeg som udgangspunkt er positiv. Ikke kun over for mig selv, men generelt er positivt instillet og tillidsfuld. At gå rundt og fokusere på, hvad der ikke fungerer, gider jeg ikke at bruge krudt på. Faktisk synes jeg decideret, at det er en dårlig egenskab ved nogle mennesker. At skulle fremhæve og fokusere på noget der ikke spiller. Særligt når det omhandler menneskers måde at være på. Vi er jo som vi er (… og det kan ikke laves om), og hvis der er noget der virkelig går mig på og et “pyt” ikke løngere er nok, så må jeg åbne munden og fortælle det til den anden, og så må vi snakke om det.  Og dér ligger min udfordring, som jeg er blevet markant bedre til – at sige fra og til. Jeg vil så nødigt træde nogen over tæerne, og jeg vil heller ikke virke grådig. Men jeg vil heller ikke lade mine grænser blive overtrådt, og jeg er blevet så meget bedre til at sige fra uden at det hele snørre sig sammen inde i mig. Jeg blev så bevidst om det ved bare at læse et citat, som var så simpelt som “når man siger nej til andre, siger man ja til sig selv“. Og det er jo så sandt.

Nå, men tilbage til rosen for juli;

• high five til os (Nicolai og jeg) for helt reelt at kunne nyde ferien, som faldt oven i flytningen. Og at vi ligesom vidste at arbejde, nye institutioner og et hus der skulle males, og vores ting skulle have nye pladser, ventede lige så snart vi rullede ind i DK. Men at bruge sin ferie på at spekulere på dét, det gad vi ikke og vi skyldte os selv og børnene at holde ferie, og vi ventede dermed både fysisk og psykisk med at flytte til vi var hjemme i DK igen.
• at vi festede godt igennem til bryllup, og var blandt de sidste på dansegulvet indtil Nicolai til sidst trumfede at “NU skal vi altså hjem”. Som ikke var hjem, men en  kilometer gåtur i bare ømme dansefødder til Comwell i Holte. Og ros til os selv for at have prioriteret sådan en overnatning. At kunne stå op med tømmermænd og spise brunch i ro og fred og bare som kærester. Det er luksus for os – uden tvivl.
• at jeg stadigvæk formår at have stilletter på en hel aften nat inkl. mange timers vild dans. De røg først af omkring kl. 2. Dét er da alligevel imponerene. Hvordan? Alkohol og en storebror der altså kunne belære mig om, at “piger skal altså have hæle på, når de er i byen”. Der var jeg omkring 16 år – og jeg går aldrig i byen uden hæle. Så det er vel et… tak storebror!?
• at jeg var oppe i Svend Svingarm da vi var i Bonbonland. Det er altså stadigvæk den vildeste forlystelse jeg har prøvet, og jeg er begge gange blevet sådan lidt utilpas den efterfølgende time. Min far var med – Nicolai sprang over denne gang, og jeg tror heller ikke at min far behøver en tur i armen en anden gang.
• at jeg fik løbet og trænet en del. Jeg nyder det, så det behøver jeg som sådan ikke ros for, men det var rart lige at prioritere det i de to uger. For var godt klar over, at tiden de første par uger i Køge, nok ikke blev brugt på træning. Og det kan jeg så bekræfte nu. Det er ikke meget det er blevet til, og det er helt ok.
• at have spist minimum to is om dagen i juli.

–Sebrina