Er det allerede nu hun begynder at frigøre sig?

I denne weekend har jeg ikke set så meget til min datter. Min lille otteårige datter. Fordi hun har haft travlt med at være social sammen med andre. Og det har været mærkeligt! For det er fantastisk at hun bare stortrives og har veninder, men samtidig er det også noget jeg lige skal sluge, kan jeg mærke. Og dét havde jeg ikke set komme. At jeg skulle have det sådan. I går var hun til fødselsdag i svømmehallen fra 11-15, og kom hurtigt hjem med sin taske, og gav beskeden at hun tog med hjem til sin veninde, som blot bor 100 meter herfra. Da klokken var 17.30, og vi ikke havde hørt noget fra hende, ringede jeg hjem til venindens forældre og bad dem om at sende Aya hjem til aftensmad inden for en halv time. Og 30 sekunder efter ringede Aya mig op og spurgte om hun ikke måtte sove hos veninden. Det har hun spurgt om før, men der blev det et nej, da vi skulle noget dagen efter, og fordi jeg ærligt, ikke helt troede at hun ville kunne klare det. Fordi jeg ikke selv som otteårig kunne sove hos andre veninder. Men jeg har heldigvis lidt indsigt og en mand, der ret ofte påminder mig, at min datter jo ikke er en tro kopi af mig, så selvfølgelig skal hun have lov. Og hun tog sin mobil med, og jeg fulgte dem hjem og fik en snak med moren, og var fortrøstningsfuld. og da jeg ikke havde hørt fra hende kl. 21, sendte jeg hende en godnatbesked. Og der kom ingen retur. Og da jeg vågnede i morges, var der heller ingen.  Så det var altså en succes med den overnatning, og Nicolai og jeg snakkede i aftes om, at hun vil være mega stolt, hvis det lykkes med den overnatning, og derfor var jeg også glad i morges. Fordi det jo med garanti havde været en succes. Og det var det! Pigerne kom forbi og skulle med det samme afsted til biografklub, og jeg gav besked om, at jeg ville hente dem, fordi jeg kunne ikke lade være. Savnede hende sådan. Vi skulle køre hjem til farmor efterfølgende. Og det første Aya spurgte om var, om hun ikke bare kunne blive hjemme og lege med sin veninde, i stedet for at komme med hjem til Farmor!? What?. Hun elsker sin farmor, og lige dér, lige dér, måtte jeg jo bare erkende, at det sådan det er lige nu, og måske bare fremover? At livet med veninderne er sjovere og at foretrække? Av av av. Det er jeg ikke helt klar på, men det må jeg jo så bare blive. For det er også noget af det dejligste at være vidne til. At hun trives også – uden mig.

–Sebrina