Glimtende juleoutfit

1. ASOS kimono 467,-/ 2. ASOS Edition guldkjole 1576,-/ 3. COLLUSION rainbow kjole 580,-/ 4. ASOS støvler 369,-/ 5. ASOS Edition wrap kjole 1409,-/ 6. ASOS Edition mini kjole 1096,-/  7. ASOS jacquard suit 1047,-/ 8. ASOS Edition jumpsuit 2034,-/  9. Native Rose sæt (top+bukser) 1258,-/ 10. New Look sandaler 256,-

Det er ved at være julefrokosttid. Og selvom jeg faktisk har styr på mine outfits til de julefrokoster jeg skal til, så elsker jeg at sidde og kigge på potentielle outfits her i jule- og nytårssæsonen. For det er ogå outfits der kan bruges til andre anledninger. Min grønne frynsekjole jeg erhvervede mig sidste år, har været brugt flere gange i år, og den kommer også i brug til en af julefrokosterne i år, sammen med de her øreringe tror jeg.

Er I til glimmer og pang ligesom jeg? Eller hvad har I af “krav” til et julefrokostoutfit?

-Sebrina

 

 

weekenden

Det var altså lidt hårdt at stå op i morges. Sådan ret meget mandag! Vi var så trætte efter weekenden, som var en rigtig god weekend iøvrigt!

Fredag var der svømning for Alvin og gymnastik til Aya. Og Aya kom så hjem til en veninde efter dans, hvor hun hyggede og blev hentet efter Disneysjov. Jeg kørte til Dalby, hvor jeg hjalp til med at gøre klar til min svigerindes store 30 års fest. Jeg var hjemme i sengen lidt i 1, og så ringede uret kl. 7, da jeg havde lovet at jeg nok skulle tage fodboldtjansen der kl. 8 lørdag morgen. Og det gjorde jeg også.. .med en stor kop kaffe i hånden.

Jeg nåede lige hjem og kramme og kysse Aya farvel og ønske hende den bedste spejdertur, inden Nicolai kørte hende og en veninde afsted. Da han var retur mødtes jeg med min bademakker, og vi kom igen i vandet x 3. Selvom det friskede godt op, så forsøgte jeg mig med en morfar efter frokost, da der jo var en god fest i sigte om aftenen. Det blev da til 15 minutter, og psykisk gør det meget for mig. Vi tog afsted til Olivers 11 års fødselsdag, og kunne blot være der i små to timer, inden Nicolai skulle afsted til håndboldkamp, og jeg ned og gøre mig klar til fest. Alvin blev og overnattede hos Farfar og co., hvilket han havde glædet sig så meget til.

Og resten af lørdagen blev jo tilbragt i særdeles godt selskab inluderet en del shots, dans og beer pong. Vi var hjemme i seng ved 2-3tiden. Og ret så trætte dagen efter. Jeg kørte hjem og var klar til at tage imod min seje sepejderpige, og Nicolai kørte afsted for at hente Alvin. Og resten af søndagen blev brugt på et karbad, sofalur, Netflix, støvsugning, handlen og madlavning. Og ja, ikke så meget andet! Fraset Nicolai som brugte et par timer udendørs. Skøre mand. Vi var alle så trætte. Men jeg er glad for at trætheden nu er selvvalgt, og ikke fordi børnene har sovet elendigt. Det gør det mere overskueligt at komme igennem 😉

-Sebrina

Lige nu [11.11.2018]

  • Er der erklæret undtagelsestilstand herhjemme. Fordi de voksne festede i går, Aya har været på spejdertur og Alvin været hos sine idoler (Nicolais småbrødre). Dvs vi er pænt brugte.
  • Har hunkønnene herhjemme forstået det med undtagelsestilstand helt korrekt. Vi har været sammen i karbad og pt sidder vi i sofaen, imens Alvin er gået hjem til sin ven længere nede ad vejen og Nicolai går og rydder op udenfor. Slap nu af for fanden, så vi andre kan gøre det her med god samvittighed.
  • Har jeg dog for en time siden støvsuget hjemmet, så jeg har da bedrevet noget, og nu lader jeg op til at komme afsted for at handle ind til aftensmad
  • Har vi planer om homemade junk. Eller vi køber pizzadejen og laver så selv vores pizzaer. Vi prøver ikke at springe madbudgettet denne måned ved at være lidt fornuftige. Vi har flere arrangementer på martriklen denne måned, og kunne være fint hvis de ekstra madomkostninger kunne klares for vores normale madbudget. Månedens udfordring
  • Har vores ældstefødte været på tur inkl overnatning med spejder. Og det er fantastisk og hun er så stolt. Men shit det er altså gået så stærkt med hende, og jeg har suget hende til mig idag.
  • Har vi været i karbad sammen, og det var ikke bare rart for den ømme danse-druk prægede krop, men også pisse hyggeligt at have hende på tomandshånd. Og efterfølgende har jeg joinet hende i sofaen. Det er virkelig gået op for mig, at jeg skal nyde de stunder med hende og ikke tage dem for givet.
  • Må jeg hanke op i mig selv og sætte kursen mod Rema. Vi er sultne!

Sebrina

Det sker i Køge i weekenden (uge 45)

Så er det weekend igen! Og hvad mon der sker i vores skønne by? Altså selvom det ikke er noget jeg kommer til at kunne udnytte, så er der jo saunagus i Køge Svømmehal hver fredag formiddag (og mange andre af ugens dage). Men hvis nu man gik hjemme på barsel f.eks? Så kunne det kombineres med en gang Baby Massage også?

Nå, men Alvin skal i hvert fald i svømmehallen, da han går til svømning om fredagen. Og Aya skal til gymnastik. Så der er fuldt booket hos os. Men vi kan lige nå en tur ned i byen efterfølgende og få handlet fredagssnoller og et smut forbi Flying Tiger Copenhagen, for at få styr på fødselsdagskortet og gavepapir til i morgen. Og sidste fredag gik forbi VIVO Design, som var lukket på det tidspunkt, men vi faldt over flere sager igennem butiksvinduet, så vi kunne jo passende slå et smut forbi. Det er jo så nemt når vi kan gå op til byen på 5-10 minutter. Alt inden for rækkevidde. Love it.

Lørdag når vi ikke at opleve så meget i Køge. Andet end Køge Marina forhåbentlig 😉 Aya skal på spejdertur, og vi andre skal fejre Olivers (Nicolais lillebror) 11 års fødselsdag, og så bliver Alvin dér og overnatter. Nicolai smutter til håndbold, og jeg kører mod Dalby for at dulle mig op til min svigerindes 30års fødselsdag. Nicolai støder til efter håndboldkampen…

Lørdag aften kan den ældre generation (ja det tillader jeg mig at kalde den generation) skråle med til Michael Learns To Rock i Teaterbygningen. Den yngre generation kunne evt. tage i biffen? Det er jo virkelig årstid for det. Nicolai og jeg vil gerne ind og se Bohemian Rhapsody, og håber da også at vi bliver gode til at udnytte at vi har en god stor biograf i Køge, for det er ikke meget vi har være i biffen over de seneste par år…

Søndag er sat af til tømmermænd, men sidst nåede vi ikke forbi søndagsskate, så det kan være vi når det på søndag. Kan se der bliver serveret kaffe og croissanter til forældre 😉

-Sebrina

 

Selvros for oktober

Så skal vi til det igen. Hvad gjorde vi godt i oktober?

Først og fremmest fik jeg inviteret Ayas legegruppe hjem. Og det var jo noget jeg kom i tanke om på selve dagen. Men alt gik så fint.

Og så nok til det største; jeg er godt på ved til mit vinterbaderimål. Bader med en ny veninde et par gange om ugen. Fast er det lørdag formiddag, og så tager vi en dag i ugen, hvor det lige kan presses ind. Det er så godt, og jeg er så stolt over mig selv. Det havde jeg fandme aldrig troet skulle komme til at ske. Mit mål er at fortsætte hele året, selvom det altså allerede nu er pivkoldt. Og det er ikke kun dét at vinterbade jeg er stolt af, jeg er også stolt af at være åben og knapt så genert, og dermed har fået en ny veninde her i Køge. Vi kendte kun hinanden via instagram, men så går vores drenge til samme sport, og ja, vi bor i samme by, og havde begge tanken om at blive vinterbader, og nu har vi et lille fællesskab nede i Køge Marina. Og vi klinger bare, og har så skræmmende meget til fælles. Det er da dejligt at livet stadig bringer nye gode bekendtskaber.

Oktober var også måneden hvor jeg var på Bornholm sammen med mine sygeplejeveninder. Sådan en dejlig tur. Og det er sådan, at vi har en konto vi indsætter penge på hver måned, således at vi kan komme afsted på kortere ture, men også større ture når vi alle engang er på den anden side af graviditet, fødsel, barsel und so weiter. Så rosen kan ikke kun tillægges oktober, men jeg roser mig selv for at tage styringen og fik sat gang i den konto, så turen til Bornholm ikke blev så dyr endda, da rejsekontoen betalte en del af udgifterne.

Generelt er jeg blevet noget mere handlekraftig den seneste tid. Og tror egentlig bare det skyldes de nye omstændigheder med mit arbejde. Og måske også bare at der er kommet en ro over vores liv pt. med huset og børnenes trivsel. Jeg bruger ikke så megen tankevirksomhed på at bekymre mig og irritere mig. Jeg har bare mere overskud af en eller anden art. I oktober fik jeg også oprettet en begivenhed på facebook for alle mødrene i Ayas klasse, som er inviteret hjem til os næste fredag til tapas og vin. Tænkte at det kunne være en rigtig god måde at lære lidt flere at kende på. Det glæder jeg mig til!

I oktober skal vi også roses for at få styr på vores tradition med Mortens aften sammen med svigermor, og vi kommer ikke til at spise anden på lørdag, men en uge senere pga. så mange andre ting vi skal. I samme øjemed fik vi også inviteret til 2. juledag hjemme hos os, trods det at vi også holder juleaften og nytårsaften hos os. Men det er bare mere overskueligt nu, når vi har så meget mere plads. Men roser sgu os selv for at tage initiativet til at sige ”vi holder det hos os”, for selvom vi kan hjælpes ad med mad og vores børn ikke behøver vores opmærksomhed non-stop, så er vi værter, og hjemmet skal gøres rent og alt det der, og jeg er endnu ikke nået til det punkt, hvor jeg decideret nyder min værtsrolle, men vil alligevel gerne invitere, da vi elsker at vi nu har rammerne til det. Det var jo sådan noget vi drømte om…

Til slut roser jeg mig selv for at jeg ikke shoppede tøj i oktober. Det blev til to måneder uden tøjshopping. Og jeg fik endda tømt lidt ud i egen garderobe. Og nej det var jo ikke det sidste! For jeg tog jo også beslutningen om at droppe det helt blonde hår, og jeg er i stedet blevet noget mørkere på toppen, og skulle gerne opnå et sundere hår. Er så glad for det!

-Sebrina