De skæve ting til hjemmet

og det var påsken!

Wow wow wow (som I WÅW). Sikke en påske vi har haft!

Torsdag var vi til påskefrokost hos familien i Gadstrup. Vi var udenfor hele dagen! Svigerfar havde sørget for lidt konkurrence ind imellem al maden, og det var helt perfekt for store og små.

Alvin går altid helt i spåner, når han skal hjem fra Farfar og Trine, for han elsker at være der, og vil absolut ikke hjem og i torsdags var ingen undtagelse…

Men hjem kom vi og Nellie fik en dejlig tur med Aya og jeg i Åsen, hvor vi kunne få lidt mor og datter tid. Det nyder ikke kun hun, men bestemt også jeg. Da vi var retur, var det sengetid for børnene, som blev puttet med lydbog, imens Nicolai og jeg fortsatte det uendelige arbejde med efeuen….

Fredag tog jeg familien med i Marinaen, og imens jeg og min makker tog tre dyp og to gange ophold i saunaen, gik de sig en tur på stranden. Vandet er nu snart 10 grader, så vinterbadersæsonen er ved at være slut! Saunaen har åbent sidste dag d. 30. april, men vi fortsætter badningen efter det alligevel. Det er jo ikke kun badningen vi mødes for 😉

Nå, men efter frokost i haven, smed vi Nicolai og Alvin af hos mormor og morfar i Dalby, og fortsatte kursen mod Faxe, for at besøge min veninde og hendes familie.

Vi tog i Faxe Kalkbrud, hvor jeg jo er kommet mange gange i min barndom, og derfor gerne vil vise frem og også selv se igen. Jeg imponeres altid når jeg er der. Tænk sig at kalken er 63 millioner (jeg har slået det op) år gammel! Så smukt der også er med det turkisblå vand mod det hvide landskab. Det kan varmt anbefales at slå vejen forbi. Da døtrene havde leget og mødrene sludret, kørte vi retur til Dalby, hvor mine forældre diskede op med flæskesteg med hvad der dertil hører. Og til børnene var der naturligvis fredagsslik og Disney, imens jeg kunne spille Candy Crush og Nicolai læse Se & Hør. Fast herlig rutine  når vi besøger mormor og morfar. Hjem igen med de trætte børn og ditto forældre. Og vi sluttede Langfredag af med Blinkende Lygter.

Lørdag kom jeg lidt hurtigere i tøjet end jeg normalt ellers gør på en lørdag, for jeg skulle nå apoteket samt et barselskøb til en veninde inden vi kørte til Gudmindrup, hvor et vennepar har erhvervet sig er ægte sommerhus. Imens vi nød solen på solsengene, gav børnene gas i annekset og haven. Vi glæder os til at tilbringe et par dage der i sommerferien!

Sen eftermiddag tog vi mod stranden, hvor vi bestilte burgers og nok de bedste fritter jeg har fået længe fra det hippe Haveje.

Derefter var klokken blevet kør-hjem-mod-Køge-tid, og børnene faldt hurtigt i søvn, og vi fortsatte havearbejdet igen… og kunne pludselig se en snarlig ende på efeuen (i forhaven dog). Halleluja!

Søndag lagde vi hus til en påskefrokost som inkluderede æggerulning, som for første og nok eneste gang kunne foregå på en rampe lavet af stilladser 😉

efter flere omgange af påskemad og slutteligt en frugtsalat, eller råcreme med lidt frugt, tog påskegæsterne hjem, og vi forbrændte påskemaden af ved at trække i nogle efeurødder indtil gadelygterne tændte.

Og i går. Den sidste dag i påsken. Der kom vi i hus med efeuen. Hallefuckingluja! Så kan vi så bevæge udrydningen mod baghaven. Haven har stået urørt i mange år, så den trænger altså, og trods mange timers arbejde med efeuen, så har vi blod på tanden, og havearbejdet trækker i os for tiden.

Det føles så godt at smide sig på sofaen om aftenen, og føle sig kvæstet og vide at vi har bedrevet noget. Det lyder dumt, men det giver energi og glæde at rydde sådan ud i det grønne på de mange kvadratmeter vi har.

Jeg tog dermed med god samvittighed på barselsvisit på Vesterbro, hvor jeg havde en baby i armene hele tiden, da der er tre stks babyer i venindeflokken, som er kommet til de sidste par måneder. Og det er toppen sådan at have overskuddet til at dikke og skifte bleer på andres børn, nu hvor det efterhånden er en del år siden mine børn har været dér.

Fyldt op på baby- og venindekontoen tog jeg hjem til min egen familie som diskede op med lækker aftensmad, grin og store spørgsmål til livet. Jeg gjorde noget uvant og foreslog at ordne madpakkerne i samarbejde med børnene, imens Nicolai tømte traileren på gembrugsstationen. Så læste han godnathistorien imens jeg støvsugede hytten. Derefter skar jeg den sidste frugt ud og toppede det med søndagens råcremerester imens Nicolai lavede lidt arbejde, og så kunne vi slutte påsken af med Game og Thrones og kysse og takke hinanden for en fantastisk påske. For det har den været. Fraset det forfærdelige der skete på Sri Lanka.

Sebrina

 

2 kommentarer

  • Maria

    Hej
    Hvor er din datters Nike sæt fra? De er rigtige fede 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • De Normale.

      Hej Maria
      Det er købt i Sportsmaster Kids her i Køge. Bluse fra Nike og leggins fra Adidas 🙂

      Vh Sebrina

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De skæve ting til hjemmet