hvad gør jeg for at forbedre mit stofskifte

Jeg har nu været i behandling for mit lave stofskifte i snart 2,5 år, og var det ikke på grund af graviditeten, som har fucket lidt op i mit stofskifte igen, så har jeg været velbehandlet i 1,5 år nu. Jeg pynter ikke på det, men det har gjort en markant forskel i mit liv at jeg kom i behandling, og det har været en stor medspiller til lysten til et barn nr. 3, da overskuddet kom tilbage forholdsvist hurtigt efter jeg startede med de små Eltroxinpiller tilbage i maj 2017. Jeg har for længst accepteret, at jeg er afhængig af medicin, for at mit helbred har det godt. Og formentligt resten af mit liv. Jeg stiler og drømmer ikke om at blive medicinfri længere, og det er befriende, at det bare er blevet hverdag, at det er sådan det er. Huske pillerne til morgen, og derefter minimum vente 30 minutter med min morgenmad.  Jeg får ikke længere nedtur over, når jeg skal til blodprøvekontroller. Ikke at jeg fik tuder på, når jeg skulle det, men det var påmindelsen om at være syg og være afhængig af medicin og kontroller, der lige påvikede mit humør på dagen, når stofskiftet skulle have et check. Sådan er det ikke længere – heldigvis!

Jeg eller andre er ikke skyld i min sygdom, men jeg føler et ansvar for, at give min krop og sind de bedste forudsætninger for at fungere optimalt, og jeg er slet ikke i tvivl om at kost, motion, ro/søvn og kærlighed er de vigtigste elementer for mig og mit velvære. Jeg har en rigtig god fornemmelse for min krop, og den bliver bedre og bedre jo ældre jeg bliver, og jeg er altid nysgerrig efter, hvordan jeg kan få det endnu bedre, ved at justere lidt hist og her, eller prøve noget nyt, hvis jeg ikke føler mig tiptop.

Blot nogle måneder efter at jeg fik diagnosticeret mit lave stofskifte, skar jeg ned på gluten og laktose. Det kunne jeg læse mig frem til på diverse fora, at det nærmest var et must. Inden da var jeg godt bevidst om, at gluten ikke var hensigtsmæssig for min mave og krop generelt, men jeg gjorde ikke noget aktivt ved det. Det begyndte jeg så på dengang. Og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at gluten i for store mængder er usundt for mig. Jeg spiser jo af og til en croissant og en bolle, og kan godt spise en portion pasta osv, men jeg indskrænker det så meget som muligt. Jeg synes faktisk også at det bliver nemmere og nemmere at finde laktose- og glutenfri madvarer.

Jeg lever på ingen måde 100% antiinflammatorisk, men min morgenmad er stort set altid antiinflammatorisk, og når jeg spiser frokost på mit arbejde, hvor jeg er så heldig at have mange muligheder, spiser jeg nok 80% antiinflammatorisk. Men vores aftensmad bliver ikke lavet med fokus på at være antiinflammatorisk, og som min krop har det, er det ikke noget jeg har tænkt mig at pille ved nu. Jeg ønsker ikke at jeg skal blive FOR optaget af at leve antiinflammatorisk, for det tror jeg vil være begrænsende for mig selv og de mennesker jeg omgiver mig. Det kommer lige så stille og roligt, ligesom at leve og spise mere klimabevidst osv. De små ændringer gør også en stor forskel, og for mig (og min familie!) er det for voldsomt fra den ene dag til den anden at leve 100% antiinflammatorisk. Men måske vi ender der en dag? Det er ikke et mål, men det er aldrig til at vide. Såfremt min tilstand ændrer sig til det værre, så kan det sagtens være, at jeg ændrer tilgang og går endnu mere antiinflammotirsk til værks, for det er ikke et problem for mig at opnå kontrol og være standhaftig. Men jeg ønsker ikke at blive FOR kontrolleret og fokuseret, hvis det giver mening. Som sagt tror jeg ikke på at kosten alene udgør, hvordan mit helbred arter sig.

Og nu har jeg skrevet antiinflammatorisk en del gange i dette indlæg allerede, og i stedet for at jeg beskriver hvad antiinflammatorisk kost er, så vil jeg hellere henvise til de sider og bøger, hvor jeg er blevet klogere og inspireret af:

Den store antiinflammtoriske kostguide er en super guide og letforståelig for alle.

 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost er den første bog jeg fik fat på, og har inspireret til mange af mine morgenmåltider.

Stofskifteforeningen har jeg søgt og fundet en del information om lavt stofskifte

Så findes facebookgruppen Antiinflammatorisk kost – Inspiration til utålmodige køkkentyperhvor der bliver delt en masse gode og lette opskrifter.

Udover kost mærker jeg efter i min krop, og jeg er blevet meget bedre til at acceptere, hvis jeg er træt, og lægger mig så i sofaen eller går tidligt i seng. Jeg skammer mig ikke over, at det er sådan det er i perioder. Inden jeg kom i behandling og kendte til min sygdom, kæmpede jeg en brav kamp imod den udmattethed, som jeg følte stort set altid. At jeg ikke knækkede, er mig lidt en gåde, for at stå op hver morgen, var en kamp, og at holde mig vågen hver aften var en kamp. Men jeg var mor til to små børn, havde skiftende arbejdstider, trænede meget fordi min krop føltes svag og kløede bare på. Jeg vil gerne slå fast, at jeg fortsat var glad og glad for livet, men havde nogle “sorte dage”, hvor alt føltes uoverskueligt. De dage dukker nu kun op, hvis jeg bliver ramt af sygdom. Feber, influenza und so weiter. Så det er heldigvis sjældent! Så ja, jeg behandler min krop og sind med mere respekt nu. Men bruger aldrig “det er pga. stofskiftet at jeg er træt/dårlig/svag”. Det er bare MIG der har brug for at slappe af. Der er jo så mange faktorer der spiller ind på, hvorfor jeg er træt – ligesom hos alle andre. Travl periode på arbejdet, udfordringer på hjemfronten, ringe kost, sygdom osv. osv.

At motion har været en stor del af mit liv og velvære, tænker jeg ikke overrasker så mange. Og derfor er det egentlig ikke noget jeg giver den store opmærksomhed, da det bare er en del af mit liv. At svede, få pulsen op, og mærke at jeg bruger min krop. Det betyder utroligt meget for mig. Ikke kun fysisk, men næsten endnu mere mentalt. Jeg bliver træt og generelt bare i dårligt humør, hvis jeg ikke får rørt mig nok. Og hvad er nok? Egentlig blot to gange om ugen. Til tider er det tre gange om ugen, og andre tider, er det en enkelt gang. Og jeg dyrker crossfit, som gør min krop stærk over det hele. Jeg har ikke ændret motionsvaner pga. mit stofskifte, og jeg har både hørt fordele og ulemper ifht. antiinflammatoriske sygdomme og den form for motion jeg dyrker. Så igen, jeg mærker efter i min krop, og er den for træt og øm, presser jeg den ikke med endnu en træning, men vælger noget andet. Jeg er ikke kommet ind i en fast yogarytme, hvilket jeg egentligt godt gad, for dét gør altså også noget godt for mig. Jeg skal i hvert fald dyrke det noget mere under graviditeten, for det har været meget gavnligt for mig under begge fødsler. Og egentligt også bare rart, når jeg har været så langt i graviditeten, og min krop ikke har kunnet klare så meget andet.

Det første jeg gør når jeg står op om morgenen, er at tage mine Eltroxinpiller. Det er et syntetisk fremstillet stofskiftehormon, som er et af de hormononer min skjoldbruskkirtel ikke selv kan producere tilstrækkeligt af. De skal tages på tom mave, og efter indtagelsen skal jeg vente en halv time, før jeg indtager morgenmad. Eltroxin er uden tvivl det vigtigste for mit stofskifte. Men jeg supplerer også med en masse andre piller….

Til aftensmaden ser det ret voldsomt ud, med alle de mineraler og vitaminer jeg indtager;

Zink, selen, magnesium og jern er essentielle for stofskiftet. Så de tilskud tager jeg. Jern er naturligvis også vigtigt under graviditet, og jeg indtager jern inden jeg går i seng. Jeg har ikke været god nok til at huske det, og da jeg fik kontrolleret en hulens masse blodprøver i fredags, lå min hæmoglobin også for lav, så der skal jeg lige oppe mig… Magnesium skal jeg helst ikke tage sammen med et måltid, da det neutraliserer mavesyren, som kan være et issue hos en del stofskiftepatienter. Så helst indtages  det til natten.

Probiotika tager jeg for mit mave-tarm system, da det er vigtigt for tarmfunktionen, optagelsen af vitaminer og mineraler og vedligeholdelse af immunforsvaret.

Omega3 fedtsyrer er gavnligt for de fleste. Og jeg spiser ikke nok fisk, hvorfor jeg er sikker på, at jeg ikke får det min krop har behov for, hvis jeg ikke supplerer. Derfor tager jeg  omega 3 kapsler. Omega 3 fedtsyrer er også med til at påvirke blandt andet stofskiftet, så det er egentlig primært derfor. Men jeg er også vokset op med fiskeoliekapsler, så det er ligesom hængt ved, og Aya og Alvin får det også sammen med deres multivitamin.

Af vitaminer supplerer jeg med et mix af B-vitaminer og som så mange andre, har jeg også brug for tilskud af D-vitamin. Jeg ligger på et fint niveau af disse vitaminer hele året rundt, så det justerer jeg egentlig ikke ved.

Jeg har læst en del om E-vitamin, men har endnu ikke fået det ind blandt de mange kosttilskud, og jeg er samtidig også lidt påpasselig med bare at indtage diverse kosttilskud uden vejledning fra fagpersonlae. Nu skal jeg snart forbi endokrinologerne, og så kan jeg lige forhøre mig om deres holdning til det.

Så det er en del kosttilskud, og det er bestemt heller ikke billigt. Jeg synes altid at det er vigtigt med indivudel vejledning, så det her er blot hvad jeg tager, og hvad der fungerer for mig. I nogle perioder løber jeg tør for nogle mineraler og vitaminer, og så kan der gå tid før jeg lige får husket at købe nyt. Så igen, jeg er ikke fanatisk omrking det, men tror alligevel på, at det er vigtigt for mig, og det er det vigtigste. Om det er placebo eller hvad, det er ikke til at vide, men det er også ligegyldigt. Så længe det ikke er skadeligt for mig, så er det en del af, hvad jeg gør for at forbedre mit stofskifte.

Se det var lidt mere dybdegående omkring hvad jeg gør for mig selv og mit stofskifte. Det har en del efterspurgt, og hvis der skulle være yderligere spørgsmål, så må skal I bare spørge. Jeg vil dog ikke rådgive og vejlede andre, for det er jeg ikke uddannet til. Snak med din læge, endokrinolog, læs lidt rundt hos “eksperterne”, og mærk efter i dig selv. Jeg vil næsten fraråde at læse med inde på facebookgruppen “Stofskiftesuppport” , da jeg personligt synes der er for meget brok og elendighed der. Der findes også brugbare informationer, støtte og råd derinde, men det bliver desværre væk blandt hvad jeg vil kalde for brok, og det synes jeg er ærgerligt.

-Sebrina

Lige nu [14.09.2019]

  • Sidder jeg i Bilbao lufthavn og venter på at checke in. Det der selvbetjening praktiseres endnu ikke her åbenbart.
  • Var det derfor lige overkill nok at være her tre timer før afgang, men jeg vil bare virkelig meget gerne hjem nu
  • Er det også 30 grader udenfor, og det er da lækkert. Bare ikke med en stor tung kuffert og en større håndbagage på slæb. Og en nederdel der strammer… så indendørs med aircon er fint
  • Har trætheden ramt mig som et lyn. Har virkelig kløet på de sidste mange dage, og sovet for lidt, og været overrasket over  hvor frisk jeg alligevel var kl 6.30 når vækkeuret har ringet. Nu er det payback
  • Henter jeg det hjem på de to flyveture der venter, for jeg skal være frisk og sammen med min familie i morgen ❤️ Og powernaps i flyveren plejer sjældent at forstyrre min evne til at falde i søvn i egen seng, som jeg forventer at ligge i 00.45.
  • Må jeg virkelig tippe om en tur til Bilbao. Smuk smuk smuk storby med gode spise- og shoppenuligheder. Det er bare dyrt og en længere tur at komme hertil …
  • Drømte jeg om at min mor skulle prøve en af ultralydsskannerne fra mit arbejde, og så lå der fandme en baby i hendes mave. WTF!?
  • Har jeg fået rigeligt med salt hernede disse dage. Saltede mandler er bare så meget billigere i Spanien end i DK….
  • Åbnes der op for check in, så farvel igen!

Sebrina

og så var der endnu en weekend…

 Måske stedet her bare skulle hedde weekendbloggen.dk (den burde være ledig!)? Det bør overvejes… Det var utopisk for mig at tro, at sådan en arbejdstur her til Bilbao, ville frigive tid til bloggen her, så jeg rigtigt kunne gå i dybden med nogle indlæg omhandlende antiinflammatorisk kost, de mange spørgsmål vedr. graviditet, mit arbejde osv, som jeg ellers tænker skal online. Ideerne er der, men tiden/prioriteringen er så en anden sag, åbenbart. MEN weekenden, den er til at tage at føle på, for det er bare at bladre igennem mit fotoalbum.

Så. Fredag holdt vi fredag. Alvins svømning gik igang, og tiden er (heldigvis) rykket en halv time, dvs. han går nu til svømning kl. 16.30 i stedet for kl. 16, og det føles som om det er flere timer vi har vundet, men nu når vi svømning uden stress og jag dér om fredagen. Kl. 16 i bassinet er stramt at nå, når først vi skal hente i SFO, og klæde om og i bad i svømmeren. I hvert fald for os, eller Alvin er det jo. Men nu er det ikke et problem. Så meget kan 30 minutter alligevel betyde…. Der var tid til aftensmad, en gåtur for at købe snoller til disney og slutte af med Alle for 1.

Lørdag fik børnene valget om at blive hjemme foran fjerneren eller tage med Nicolai og jeg i LIFTRS. De valgte fjerneren, og vi kunne snuppe sådan en omgang partræning. Eller altså på et hold. Pisse hårdt var det, men det er simpelthen den bedste måde at starte lørdagen på. Altså for os. Derefter hjem og svede af og spise frokost, og så bestemte Nicolai, at vi skulle i fields for at finde hans fødselsdagsgave. Han har ikke kunnet komme med ønsker, og jeg har været i dårlig tid og uden fantassi denne gang, så det fandt jeg som en glimrende idé. Alle var glade for den beslutning. Undtagen børnene der var skuffede over, at der ikke faldt noget deres vej. Men det kan der ikke hver gang vi er ude at handle/shoppe, og det “arbejder” vi lidt på for tiden. Men da de kom hjem igen, kunne de alligevel godt glæde sig over det legetøj og tingeltanget de har, og holdt sig godt underholdt med det imens aftensmaden blev lavet og serveret. Herefter så vi alle en film sammen og spiste popcorn, og lørdagen viste sig alligevel ikke at være så slem, som Alvin ellers bedyrede på vej hjem i bilen fra fields; “det er den værste dag i dag”. Hvilket vi helt ud forstår og ikke laver grin med lige dér i situationen.

Søndag morgen vågnede jeg inden vækkeuret, så jeg kunne snige mig ud ad soveværelset og glæde mig over at begge børn havde sovet igennem på Ayas værelse. De var vågne ovenpå, og vi kunne derfor gøre klar til fødselsdagsbordet og vække Nicolai med sang, flag, kys og morgenmad, som efter hans ønske gerne måtte være lidt sund!? En helt rolig fødselsdag var det han ønskede sig, og det fik han. Vi tog ud forbi mit arbejde, for det kunne være at babyen i maven ville hjælpe os endnu mere på vej til et navn, men ikke 100%. Så det må I altså lige vente med at få at vide også. Denne gang kommer vi til at kende kønnet, allermest for børnenes skyld, men ogå fordi jeg er trænet i at se den slags, så det er næsten umuligt at lade være.

På vej hjem tog vi en McFlurry, så børnene fik alligevel den is, som de følte sig snydt for dagen forinden. Men der var ingen plage inden da, og det er egentlig det vi lidt struggler med for tiden. Al den plageri. Vi prøver at vende det til ønsker frem for plagen, da vi synes der er stor forskel. Og særligt på reaktionen når de får et “nej”. For et nej får de altså af os. “nej I må ikke få en is”. Og det er da nedern at få et nej, det har vi begge fuld forståelse for, men til noget er et “nej” det rigtige i vores øjne. Uden de lange forklaringer og forhandlinger.

Derefter holdt vi egentlig are rolig søndag, gik en aftenstur i vores dejlige by, bagte en lækker squashkage, og nød at weekenden havde været så rolig.

Den kommende weekend bliver blot til søndag for mit vedkommende, men det glæder jeg mig til gengæld også ret meget til. De bliver trætte af alle de kys og kram de skal have, når jeg er hjemme igen.

-Sebrina

Weekenden

Nu hvor nyheden er ude, så er det lidt nemmere at køre den normale rutine herinde igen 😉 Der skal nok komme meget mere om graviditet, men hverdagen (og weekenderne!) buldrer jo fortsat afsted, og nu omhandler det lige den sidste sommerweekend vi havde. Og hvilken én af slagsen!

Fredag stod for mit vedkommende på sommerfest med arbejdet. Jeg havde en off dag det meste af fredagen, så jeg sprang aktiviteten i Københavns gader inden selve festen over, og stødte til da middagen indtraf. I de smukkeste omgivelser i IDA konferencecenter, og den lækreste buffet jeg nogensinde har fået! Jeg havde dullet mig op, panikkøbt en kjole (hurra for mono i Køge), og tog stilletterne og læbestift på. Jeg fik snakket, grinet, danset og ømme fødder, og det endte med at blive alt andet end en off dag. Et godt arrangement UDEN tømmermænd dagen derpå. Og jeg kunne køre bil og smide en kollega af på vejen. I hele min gymnasieperiode, og også tidlige år på sygeplejestudiet, festede jeg ofte uden alkohol, så jeg “lærte” at feste uden alkohol i blodet, og jeg kan da heldigvis stadigvæk! Nicolai og børnene gik op til festugen, hvor der var gode muligheder for hurtig aftensmad og festlig stemning. De gik dog hjem derefter og så Disneysjov og Alle for 1. Hvorfor også rode ved den rutine….

Lørdag morgen blev vi vækket af vækkeuret. Nicolai skulle til kick-off og vi andre til 5års fødselsdag i Birkerød, som afsluttede på Bakken. Med hvad der føltes som resten Danmark. Hold nu op med mennesker, sol og varme!

Men et hit, naturligvis. Jeg havde heldigvis på forhånd informeret børnene om, at vi skulle hjem til Køge igen omkring kl. 17, så jeg undgik fandme “neeeej vi vil ikke hjem” scenen. Halleluja, for jeg var godt brugt dér, og det betyder altid en kortere lunte, men den var slet ikke i nærheden af at blive antændt. Alvin sad med lukkede øjne og åben mund på bagsædet, lige så snart vi var trillet væk fra p-pladsen, og Aya sørgede for at forsyne mig og hende med vand og Läkerol, og snakken om løst og fast. 30 minutters kvalitid oppe på forsæderne imens Alvin lagde an til at spolere aftenputningen ;-).

Men ganske fornuftigt med den halve times lur for hans vedkommende – ja altså jeg kunne bestemt også have brugt én, men drak mig en iskaffe fluks da jeg var hjemme, og så fik vi besøg af venner, som havde taget hele vejen fra Amager til Køge downtown for at feste. Jeg fik vist hyblen frem, blæret mig med vores grønne smukke græsplæne i baghaven, og så gik vi alle med op til den store glade fest i Køges gader. Så trætheden blev gemt væk i nogle timer. Vi fik suget lidt af den glade stemning til os, inden jeg beordrede os hjem 20.30. Det var altså sengetid. Nicolai var tidligere hjemme end jeg havde troet, så jeg sendte ham op i byen for at få lidt shots og fest, så jeg kunne have sofaen for mig selv, eller blot bare gå tidligt i seng med god samvittighed ;-). Han gjorde ingen beklagelser! På vej derop kunne lynene anes i horisonten, men det forblev desværre ikke i horisonten. Et voldsomt uvejr ramte Køge lige inden the minds of 99 skulle slutte festugen af med et brag, og koncerten måtte desværre aflyses. Det var simpelthen for farligt! Nicolai og det selskab han hyggede sig med, søgte ly på the irish, og gav den ellers op med shots und so weiter. Nicolai var dog allerede hjemme i huset igen ved en 1tiden med en lavere promille end resten af selskabet vist havde, haha.

Søndag morgen var vi også nogenlunde tidligt på pletten. Alvin kunne ikke vente med at komme i sit piratoutft, men måtte tålmodigt vente med at komme afsted til den piratfødselsdagsfest kl. 10.

Vi andre tog det lidt mere stille og roligt med Mads & Monopolet på podscast, kaffe og morgenkåbe. Det var så tiltrængt kan jeg garantere. Vi fik nosset os sammen til at komme i tøjet of få hentet Alvin, og så ind til en rolig fødselsdag i Hvidovre.

Lige efter bogen sådan en første efterårsdag. Og da min bror inviterede på mørbradgryde til aften kunne den første efterårsdag i 2019 slet ikke slutte bedre. Vi var bagud på indkøb og tøjvask, men pyt, det hele flasker sig jo alligevel, og vi var ikke længe om at falde i søvn søndag aften.

-Sebrina

 

Derfor har her været så stille

Henover de seneste par måneder har aktiviteten været dalende herinde. Altså fra min side af. For I har været trofaste, når der endeligt har været (sparsomt) nyt herinde – og tak for det iøvrigt! Jeg tænker at hovedparten også følger med inde på instagram, så I ved allerede godt, hvad der er sket af store sager herhjemme, og det har hovedsagligt været grunden til, at aktiviteten ikke har været høj på blogfronten.

Jeg er nemlig gravid.

Og det er helt officielt og ude nu, og jeg er ikke blæst omkuld hver aften længere, så nu er det tid til at berette lidt om det. For det har jeg altså været. Blæst omkuld, psykisk som fysisk. Og det er der som sådan ingen nyhedsværdi sammenlignet med de forrige graviditeter, så jeg har bare skruet ned for det jeg kunne, og koncenteret mig om arbejde og mine børn. Jeg har ikke været en speciel god kone, og min krop ønsker sig også at bevæge og løfte noget mere. Og her passer jeg meget godt med bøgerne, eller apps er det vel mere, for nu hvor jeg er i 14. uge, så er energien igen på vej tilbage, og kvalmen på vej væk. Heller ingen nyhedsværdi i det sammenlignet mine graviditeter med Aya og Alvin.

Men vi skulle jo ikke have flere børn!? Det skulle vi så alligevel. Og det laver jeg et seperat indlæg om. Hvordan vi nåede dertil, at vi gerne ville have en 3’er. For det var planlagt. Jeg fik fjernet min spiral i slutningen af maj og i slutningen af juni stod vi med de to streger. Og de mange efterfølgende dage. Jeg har aldrig taget så mange graviditetstest! Underligt nok var jeg lidt i chok. Jeg havde en forestilling om, at det ikke ville ske med det samme. Vi var jo blevet ældre og jeg en stofskiftesygdom rigere siden vi sidst forsøgte med graviditet. Og vi var begge indstillede på, at hvis det ikke lykkedes inden for et års tid, og jeg måske ville få store og smertefulde menstratuationer, så var det ikke det vi skulle alligevel. Det skulle ikke blive et “projekt”, der skulle få for meget fokus at det ville overskygge det gode liv vi har nu, men altså dejligt hvis det skete. En luksusbaby var vi så irriterende at kalde det. For det ved jeg kan være provokerende og måske sårende for nogen. Vi er begge bevidste om hvor heldige vi er, og føler os taknemmelige. Denne gang har jeg haft svært ved at forestille mig, at der kommer en baby til marts. Det var længe; “hvis alt går vel”, trods jeg har haft mange symptomer og scannet mig selv flere gange. Og også først derfor har familie og venner (fraset ganske få) først fået beskeden efter nakkefoldscanningen, som nu er en uge siden. Og så var det også vigtigt for os, at børnene skulle være de første der fik det at vide, og de har derfor fået æren at fortælle den store nyhed til familien. Denne gang er det familien der får en baby. Så nu fylder glæden og spændtheden lige som den skal, og det er simpelthen så vildt, at vi skal have en baby. Jeg mærker allerede det lille liv derinde, og glæder mig til at resten af familien kan det samme.

Jeg har fået stillet en del spørgsmål vedrørende graviditeten, og jeg kommer til at besvare dem hen ad vejen. Men spørg endelig løs, hvis I er nysgerrige på noget!

-Sebrina