Vores efterårsferie på Bornholm

Halvvejs igennem graviditeten

Jeg er i 23. uge nu, og altså over halvvejs igennem graviditeten. Og i søndags tog Nicolai det første mavebillede, som I kan se her. Under graviditeten ved Aya blev der taget ugentlige mavebilleder allerede fra uge syv eller sådan noget, og ved Alvin var det også noget oftere end det har været denne gang. Så altså, det var på tide! For det er faktisk sjovt at følge udviklingen af den voksende mave, og evt også sammenligne med de forrige graviditeter, synes jeg. Jeg må lige have fundet billederne frem fra arkivet…

Min tanke med dette indlæg er at beskrive, hvordan den første del af graviditeten er forløbet og kaster mig ud i det med det samme.

Graviditetssymptomer

Det var Nicolai der påpegede det første symptom. Min lugtesans. Det var inden jeg testede positivt, men jeg kommenterede på hans forbrug af parfume, og bad ham om ikke at sprøjte hele toilettet til, men blot sin krop, da det virkede så intenst. Det her har været et issue ved samtlige graviditeter. At jeg ikke kan fordrage duften/lugten af Nicolais parfume, som jeg normalt ellers kan. Det fremprovokerer kvalme og opkast simpelthen, og Nicolai droppede helt duftevand de første måneder. Så min forstærkede lugtesans var det første symptom på graviditet, og jeg tror den er ved at være normal igen.

Og så var der den udenbleven menstruation trods menstruationsmurren.  Og lige herefter de ømme voksende bryster, som stadig er ømme! Men det er okay, for hold nu op, hvor er jeg glad for min større barm denne gang, og jeg nyder det så længe det varer, for jeg ved hvad der venter engang efter ammeophør, ahem. Jeg har købt disse ammebh’er fra H&M, som er så bløde og gode her under graviditeten, og de er nok for små, når først mælken løber til, men indtil da bliver de brugt flittigt, da jeg ikke kan passe mine andre bh’er (selvom de er uden skål).

og så kom kvalmen… Nok fra 6. graviditetsuge. Jeg tænkte vitterligt over at spise jævnligt, nok hver 2. time i løbet af dagen, og sådan kunne jeg holde det ud og undgå opkast. I 8. uge sneg der sig opkast ind, og det har været on/off siden da. I lørdags havde jeg haft et par uger uden opkast, men den kom lige retur, formentligt pga. lidt hård træning og noget smoothie til morgenmad. Jeg synes ikke at opkasten har været den værste, snarere kvalmen, som har været en trofast følger hver morgen og et par gange i løbet af dagen. Men ikke så slemt at det har gjort mig handicappet, og jeg har kunnet passe job og familie.

Men trætheden! Ej, den har været styg de første måneder. Ligesom den også var ved de forrige graviditeter. Heldigvis var det jo sommer og vi havde ferie i den værste periode, og jeg har denne gang bare accepteret trætheden og lagt mig på sofaen og gået tidligt i seng, hvis det var sådan det var. Mit stofskifte kom også ud af balance, og det gavner heller ikke lige frem overskuddet. Men hvor jeg tidligere har god fornemmelse for om mit stofskifte er i balance, så har det været svært at skelne på graviditetssymptomer og lavt stofskifte symptomer, så det har været fint, at jeg blev kontrolleret ofte i starten af graviditeten, justeret i medicin, og nu er det stabilt og godt igen, og trætheden er også forsvundet, sådan da.

Mine spisevaner har også været lidt særlige. I starten skulle jeg gerne have en spegepølsemad med remo og ristede løg hver aften, og af netop af dén grund, tænkte jeg at der nok var en lillebror på vej. For ved min graviditet med Alvin havde jeg trang til salte ting, eller havde bare et behov for den der umamismag, som også har gjort sig gældende i starten af denne graviditet. Det er nu også forsvundet, og jeg craver mere frugt/grønt nu. Juice er det bedste, men det har fremprovokeret kvalme og opkast, så det har været en dårlig kombination, som jeg har været lidt påpasselig med.

Den øgede tissetrang kom hurtigt, og jeg er oppe minimum én gang om natten og tisse nu. Af erfaring ved jeg at det bliver værre, så det hæfter jeg mig ikke sådan ved. Jeg tisser når jeg skal tisse, og engang imellem også i buskerne, hvis det falder sammen med en opkast og en fyldt blære. Yep! jeg kan love for, at jeg er aktiv med mine knibeøvelser…

Det var alligevel en del (sunde!) symptomer, som jo bare bekræfter at graviditeten er normal. Men det værste denne gang, har altså været min psyke. For hvor jeg ved tidligere graviditeter har glædet mig og knyttet mig hurtigt, så har det denne gang taget tid. Og jeg ved ikke præcist, hvorfor det har været sådan denne gang. Måske fordi jeg på et tidspunkt var et sted, hvor jeg var helt sikker på, at vi ikke skulle have flere børn? eller måske fordi jeg tænkte, at det ikke kunne lade sig gøre, og jeg blev hurtigt gravid? jeg har også forholdt mig til de lidt kedelige statistikker med graviditet/abort jvf stofskiftesygdomme, og derfor forebredt mig på, at der var en større risiko for en abort, som jeg var igennem ved graviditeten lige inden jeg blev gravid med Aya. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der har været “skyld i det”- måske bare en blanding af det hele? Jeg har sagt det højt  og ikke lagt skjul på, at det var sådan, jeg havde det og følte. Men lige så snart børnene blev bekendt med baby, og en veloverstået nakkefoldscanning, så er alt som det skal være nu, og jeg elsker at mærke liv, snakke navne, kigge på tøj, udstyr og alt sådan noget. Og for at blive ved det ved psyken fordi jeg tror den relaterer til det, så har jeg også haft det anderledes med fysisk kontakt med mine nærmeste. Altså Nicolai og mine børn. Jeg har helst villet være fri, hvilket jeg ikke mindes har været et problem tidligere, og jeg har haft svært ved at finde ud af, hvorfor jeg har haft det sådan, men også tvunget mig selv lidt til at have den fysiske kontakt og nærhed, da jeg har været bevidst om min manglende lyst hertil, og derfor arbejdet lidt aktivt med det. Er der andre der har oplevet det? Det hænger selvfølgelig sammen med træthed og måske blot travlhed på arbejdet, men det har været ret udtalt denne gang. Sådan har jeg følt det indeni i hvert fald. Og som de andre symptomer, så er det igen (heldigvis!) blevet normalt igen, og jeg foretrækker igen fysisk kontakt.

I sidste uge var vi til gennemskanningen, og vores lillesøster har det godt <3  Vi har valgt at kende kønnet denne gang. Mine øjne er også skolet til at kigge efter den slags, og det lignede allerede en pige ved nakkefoldscanningen, og for børnenes skyld synes vi også det var en god idé. Aya havde et ønske om en lillesøster, og Alvin ville egentlig bare gerne være storebror, men da det kom til stykket, havde han et lille håb om en lillebror. Det er glemt nu, og han er simplelthen så kærlig, omsorgsfuld og nysgerrig, og det er bare en super fed fase at være i lige nu. Det bliver en forkælet og højt elsket lillesøster. Jeg nyder at være mit gamle jeg igen  – blot med en voksende mave og bryster og glæde over graviditeten og det lille (aktive!) liv i min mave. Jeg aner ikke hvad jeg har taget på. Jeg spiser fortsat sundt og varieret trods lidt udskejelser hist og her, og dyrker fortsat cross fit, og lever som jeg altid har gjort.

Det var lidt preggonews herfra.

-Sebrina

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores efterårsferie på Bornholm