Hvorfor ændrede vi mening om en 3’er?

Det spørgsmål har venner, familie, kolleger og I kære læsere spurgt os om. Det er nok det mest stillede spørgsmål vi har fået i forbindelse med nyheden om graviditeten. Med god grund! For vi har ikke lagt skjul på, at vi ikke havde et ønske om flere børn. Vi var helt sikre. Os begge to. Men som jeg lidt har nævnt her, så fik jeg et helt andet overskud dengang jeg kom i behandling for mit lave stofskifte. Jeg blev mit gode gamle jeg igen, hvor jeg også selv kunne mærke det. For tror nu ikke som sådan, at andre lige havde bidt mærke i, at jeg rendte rundt og var konstant træt, for jeg lod det ikke fylde, for det kunne sgu ikke passe. Og det er frelst at skrive, men jeg bed jo bare tænderne sammen, for jeg regnede jo heller ikke selv med, at der var en anden grund end skiftende vagter, små børn og for lidt søvn til min nærmest konstante følelse af underskud og træthed. Om det er det eller bare dét at børnene jo også blev ældre, der ligesom gjorde at mine tanker nu og da strejfede ideen om en 3’er på et tidspunkt, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg tror det. Men ikke så meget at det blev til et konkret ønske på det tidspunkt.

Men for cirka et år siden begyndte det at fylde mere i tankerne. Nok fordi vi var flyttet i et stort dejligt hus, jeg havde nyt arbejde med andre arbejdsbetingelser og luft i økonomien, så der var ligesom ikke noget i vejen for at der skulle komme en 3’er. Og så var det et meget stort ønske hos både Aya og Alvin som tiggede og bad om en lillebrøster, og det har også betydet noget for skrukheden. Så det nævnte jeg for Nicolai, og han var sikker; “vi skal ikke have flere børn!”. Men jeg sagde at han skulle vide, at jeg nok var klar, hvis han fik de samme tanker som jeg. Og i løbet af det seneste år, har vi sådan bare nævnt “at hvis der kom en 3’er” og bare snakket om det ret løst. Men også snakket om, at det liv vi har nu med to forholdsvis store børn, vitterligt også er dejligt, og Nicolai hældte mest til, at vi ikke skulle have en 3’er, og det prøvede jeg at overbevise mig selv om nok også var det jeg hældte mest til.

Men det fyldte mere og mere i mit hoved, og i maj snakkede vi mere dybt om det. At der var en lyst, et ønske og et håb i mig, som jeg nu havde brugt et år på at få til at gå væk, men som ikke skete. Hvis der kom et barn i den nærmeste fremtid ville situationen være anderledes end dengang vi fik både Aya og Alvin. At vi ikke engang ville være 40 år, når vi var dér hvor vi er nu med mere frihed, søvn mm. Så dermed ville vi stadig have mange år, hvor vi da forhåbentlig stadig er i fuld vigør. Men samtidig var det ikke noget jeg ville trumfe igennem, nu hvor Nicolai ikke havde den samme lyst, og jeg ville bestemt ikke have at han ligesom skulle give sig bare for at mit ønske skulle blive opfyldt. For omvendt kunne jeg jo også bare overholde “aftalen” om at vi ikke skulle have flere børn, som vi mange gange har kigget hinanden ind i øjnene og sagt at vi ikke skulle. Det havde jeg en idé om inden Alvin kom til verden – at vi skulle have tre børn, og Nicolai havde som sådan ikke en holdning til det. Men efter Alvin kom og flere år frem, var det ikke længere et ønske hos mig heller. Nå, men det blev det jo så. Og hvor jeg jo var sikker på, at det handlede om babyræset de første to år, der fik Nicolai til at blive ved tanken om ikke flere børn, så viste det sig at omhandle mig. Ikke om hvordan jeg ville klare mig som mor, men om hvordan mit helbred ville klare en graviditet, fødsel og barsel. For da mit lave stofskifte blev opdaget var det så skidt, at jeg blev frarådet graviditet indtil mit stofskifte var “normalt”. Og det tog nærmest et år, før jeg var på rette dosis og mit stofskifte nu var stabilt. Så dengang hvis en 3’er kom på tale blandt snakken hos os og bekendte, kunne det hurtigt blive afkræftet ved “at det har vi ikke lyst til, og desuden er det noget lægen fraråder”. Så det var i en periode egentlig helt udelukket. Men det kom bag på mig, at det var dét der ligesom holdt ham tilbage, og så kunne jeg jo fortælle om de forhold der gør sig gældende for gravide med lavt stofskifte, og samme aften sagde han; “jeg synes du skal ringe til lægen og få fjernet din spiral”.

Jeg bad ham først og fremmest tænke over det. Og fortalte at det ikke skulle fylde i vores hverdag, og såfremt at jeg ville få det skidt med menstruationer, smerter, og det ikke lykkedes efter et år, så var det nok ikke det vi skulle alligevel. Hvis der kom en 3’er, så var det dejligt, men det skulle ikke blive et projekt der skulle tage fokus fra vores nuværende gode liv. Det var han selvfølgelig helt enig i. Et luksusbarn, prikken over i’et snakkede vi om. Jeg havde baksende sommerfugle i maven, men skjulte min begejstring for hans udmeldelse, for det skulle ligesom være legalt at fortryde, og det er sgu svært over for en lalleglad kone. Men han mente det, og sagde næste dag, at han altså mente det – at jeg skulle få bestilt tid hos lægen. Så det gjorde jeg jo så, og efter tre uger fik jeg fjernet spiralen. Og vi havde ikke travlt, og jeg troede at der ville gå lang tid. Så jeg var chokeret da jeg små fire uger stod med en positiv graviditetstest.. Nicolai smilede, og jeg sagde “fuck” rætti mange gange.

Det faldt sammen med et jobtilbud jeg havde fået på arbejdet, og jeg havde sagt til Nicolai, at hvis jeg sagde ja til det job, så synes jeg vi skulle vente med en 3’er og være lidt forsigtige det næste kvarte til halve år. Ærligt, så havde jeg også en forestilling om aperols og G&T’s i løbet af sommeren ;-). Testen tog jeg aftenen forinden jeg meldte tilbage vedrørende jobtilbudet, og Nicolai mente at det var så dumt af mig at gøre, men nu var det 28 dage siden at spiralen var fjernet og ingen menstraution, og Nicolai der havde påtalt min kritik for hans parfume et par dage forinden – så jeg blev nødt til at få det ud af verdenen. Jeg var i forvejen lidt i tvivl om jeg ville det nye job, men var jeg gravid, ville jeg takke nej. Det kunne min samvittighed ikke klare. Og jeg spurgte Nicolai som selv er leder til råds, men hans svar hjalp som sådan ikke; “jeg ville da synes det var ærgerligt, men ærligt, det er jo sådan det er, og jeg ville ikke tænke noget dumt om sådan en medarbejder”. Men jeg takkede nej, og oplyste den primære årsag, graviditeten, og det blev taget meget varmt imod :-).

Det blev til et længere skriv, og selvom det gik hurtigt fra beslutningen var truffet til jeg blev gravid, så har det alligevel været en længere proces. Og denne gang har jeg været længere om at glæde mig over graviditen sammenlignet med de andre, men tænker jeg kan dele lidt om det i et andet indlæg.

Tak, hvis du læste med så langt!