Tilbageblik på weekenden

Jeg var heldig at kunne køre fra Esbjerg tidligt i fredags, så jeg kunne hente børnene tidligt, og vi sammen kunne gå op i byen og småhandle lidt, få os en kage fra Madam Eclair – vores yndlingsbager i byen, som desværre snart går på pension. Så vi støtter så længe vi kan.

Byen er blevet pyntet flot op allerede, og det elsker en julegris som jeg. Og mine børn iøvrigt også. Vores gamle smukke by i julepynt er spot on. Jeg købte en meget smuk efterårsbuket med hjem fra Binderiet, som også er blevet en favoritbutik. Så er vi ved at være ægte Køgegenserere, når vi sådan har fundet vores yndlingsbutikker, ikke sandt? De serverede endda alkoholfri æblegløgg og hjemmebagt juleknas – og det scorede de mange point hos Alvin ved (ja og mig også), som ellers var lidt “ej, ikke blomsterbutikken moar”, da jeg satte kursen den vej. Buketten var ikke til mig selv, men til de venner vi var inviteret hjem til om aftenen. Inden da nåede Alvin sin svømning, så alt klappede i fredags, som ellers jeg allerede var forpustet af inden den overhovedet var begyndt. Vi var i godt selskab, blev forkælet med god mad og drikkelse (jeg fik min debut med ginish, som godt kunne noget btw) og vendte trætte hjemad kl. 23.

Så stod vi trætte op lørdag, og Nicolai afleverede børnene hos deres farfar og co, hvor de skulle fejre deres onkel Olivers 12 års fødselsdag, og imens kørte Nicolai, jeg og en kollega mod Viborg for at fejre min kollegas 60års fødselsdag.

Hun havde inviteret hele flokken til en gåtur i Dollerup Bakker, som brillierede med storslået landskab, natur, heste og spændende historier fra min kollegas mand, som kender området meget godt. Virkelig smuk natur, som hverken jeg eller Nicolai kendte til! Derefter blev der serveret jägerthe inden middagen var klar. Trods Nicolai og jeg var med til at trække gennemsnitsalderen ned, var der løssluppen stemning, højt humør og dansen, som var publikummet jævnaldrende med os.

Faktisk måtte jeg allerede kaste håndklædet i ringen ved midnatstid, da jeg var helt færdig.

Så retur til hotellet og på hovedet i seng. Nicolai var frisk og stod op og løb en tur og trænede i træningscentret imens jeg sov videre. Jeg havde det som om jeg havde tømmermænd, selvom det var Nicolai der havde drukket espresso martinis, dark ‘n’ stormy, vin und so weiter. Og jeg havde den følelse hele søndagen igennem. Vi var hjemme og hente børnene igen lige efter frokost, og fik babybesøg af venner, som ellers var planlagt at vi skulle tage op og besøge i Birkerød. Men det viste sig at de var til barnedåb på sydsjælland, og alligevel kørte forbi Køge på hjemturen, og på den måde slap vi for endnu et par timer i bilen, og kunne diske op med en hurtig spaghetti bolo i stedet. Og jeg sad med den lille fyr på blot tre uger, og behøvede ikke at ærgre mig over at være skruk, men i stedet glæde mig over at det inden for en overskuelig fremtid, snart er os selv der har sådan et lille væsen hos os. Vi glæder os!

og ja.. så var den weekend pist borte, men heldigvis begynder en ny om lidt, hvor det er planen at gulvet i vores udestue skal lægges, og vi for alvor kan få den indrettet! Yay!

-Sebrina

Graviditetstøj der ikke er graviditetstøj

Min krop har sjovt nok forandret sig her igennem graviditeten. No big surprise dér. Og ja, på nogle punkter har mit sind nok også været lidt forandet. Men hvad der ikke har forandret sig, er min stil. Eller mit syn på hvilken stil jeg har. Og som altid, bliver det altid udfordret under en graviditet. For dels falder udvalget af graviditetstøj/ventetøj ikke helt i min smag, og noget andet er, at jeg ikke gider kaste penge efter noget tøj som jeg skal bruge i en sparsom periode, og som jeg egentlig heller ikke synes er topfedt.

Men jeg har købt to par ventebukser. Et par sorte og et par blå. Jeg har ellers trukket den længe med mine lavtaljede jeans, hvor jeg har brugt en elastik om knappen og så ind igennem knaphullet og retur på knappen. Super smart og holdbart de første 3-4 måneder. Men derefter var det ligesom om, at det ikke holdt længere, og bukserne begyndte at glide ned, og det blev noget juks, og det stillede krav til at blusen ikke skulle glide op… Så ventejeans er det fra nu og resten af graviditeten – altså hvis jeg gerne vil have jeans på. Synes egentlig at H&M, Asos og Zalando har et fint udvalg.  Jeg har derudover i gravidtetskategorien købt ventestrømpebukser og natammebh’er, som bliver anvendt flittigt. Og jeg håber egentligt at jeg kan klare mig med det i graviditetskategorien. Måske blot med tilføjelse af et par lange t-shirts/bluser, som kan bruges under hele graviditen, uden at glide op over og sætte sig på elastikstykket i ventebukserne. Jeg har genfundet kærligheden til de såkaldte “etui”kjoler, som naturligvis fremhæver maven, men også er behagelige at have på. Og så har jeg også nogle nederdele i skabet, som jeg kan bruge.

Denne blev hurtigt udsolgt online i min størrelse, og i de H&M butikker jeg har omkring mig. Men en tur til Bornholm, og så blev den min alligevel!

Denne finstrikkede kjole fandtes dog i min størrelse, og er stadig online hos H&M. Jeg vil så gerne have den i rød, men så skal jeg være heldig i en fysisk butik.

Den grå på billedet ovenover er en ældre sag fra Gina Tricot, og kan se at denne model minder om den, som jeg vil kigge på ved lejlighed.
Denne orange sag er virkelig smuk (og varm), og dermed en hitter i denne tid

Udover det mere tætsiddende tøj, som jeg nok foretrækker allermest, da det slutter så fint om babybulen, så har jeg jo også en kærlighed til oversized tøj. Så de kjoler og skjorter kan jeg stadigvæk bruge. Mine børn spørger hver gang at jeg har noget oversized på, om jeg da ikke nok vil tage noget stramt på igen, så den runde mave er mere tydelig 😉 Så ovenstående kjoler får ikke lov at ligge længe efter de er vasket, kan I måske regne ud.

-Sebrina

 

Oh du kære weekend

De næste seks weekender er der noget i kalenderen. Sådan er det altid i denne årstid, og det er alle gode ting der er i vente, men jeg ville lyve, hvis ikke jeg ønskede mig blot en enkelt weekend uden planer her frem til jul… men det er som om at hverdagene også bliver fyldt op med aktiviteter og møder. På sin vis er det ganske fint, at der sker så meget i en mørk og kold tid, men for tiden fylder det en del, at Nicolai er startet nyt arbejde, og skal bruge en masse tid og energi på det, så derfor kan det godt virke en smule uoverskueligt med bookede weekender så langt frem, når det bestemt er dér vi allesammen er sammen og tager det hele lidt roligt. Men i takt med at vi egentlig begge er travle med arbejdet for tiden, så er vi blevet mere opmærksomme på at lægge arbejdet til side indtil børnene sover, og være til stede med dem i de få timer vi egentlig har sammen, og så må der arbejdes om aftenen (primært Nicolai). Vi går dog en halv time tidligere i seng end vanligt, for lige at få mærket og prioriteret hinanden. Opmærksomheden omkring at være tilstede med børnene og hinanden kan vitterligt noget, og jeg håber at det kan fortsætte også, når Nicolai er mere inde i sit nye arbejde, og (forhåbentligt) får frigjort mere tid.

Den forgangne weekend lagde ud med en sløj Aya. Så hun blev hjemme fra skole, og jeg kunne blive hjemme indtil middagstid, hvor hun kunne komme ud og være 1,5 time på morfars arbejde. Hun havde ikke feber, dårlig mave, opkast eller andet håndgribeligt. “Blot” bleg og sløj.  I forvejen var det planlagt at børnene skulle hjem til mine forældre, da jeg ville komme lidt sen hjem fra arbejde, og Nicolai var inviteret til ølsmagning med sin far. Så på den måde flaskede det sig fint. Jeg fik derfor serveret god aftensmad, is og vild med dans hos mine forældre, og kørte hjem med to trætte børn derefter. Nicolai nåede allerede hjem inden jeg gik i seng, så han var ikke presset lørdag morgen, som man nu kan være efter sådan et arrangement… Det var jeg tilgengæld da jeg meget naivt havde stillet mit vækkeur til kl. 6.45 i håb om, at jeg da lige var klar på at tage til cross fit endurance . Det var jeg ikke og jeg fik hurtigt slukket alarmen og afmeldt mig holdet, og sov videre i halvanden time. Aya var desværre stadigvæk sløj, så Alvin og jeg tog alene til barnedåb på Amager, for at fejre tvillingerne Ella & Agnes. Så Alvin og jeg var fyldt op med god mad, kage og godt selskab da vi kom hjem til dem i hulen, der havde taget dagen i langsomt gear. Jeg joinede det langsomme tempo, og fik mig en lille morfar, og Nicolai klarede indkøb og madlavning. Efter aftensmad var det tid til at kigge på dyr i fjerneren efterfulgt af bagedysten. Det er hvad vi nok vil kalde for ægte lørdag aften. Det er sååå hyggeligt at have det sammen som familie, og vi ligger hver med et barn og putter i hver vores sofa. Og når børnene så er puttet, ligger vi os sammen i en sofa og ser en film eller serie. Det spiller!

 

 

Søndag tog vi sammen til cross fit og kølede efterfølgende af i Køge Marina. Imens hyggede vores børn derhjemme og med mulighed for at kontakte os via mobilen. Det ender altid med at det er os der kontakter dem, da de vist nyder at have huset, okay fjernsynet, for sig selv. Og vi nyder at vi kan være på egen hånd… lidt endnu i hvert fald.

kl. 13 var der et udendørs arrangement med Alvins klasse i Byrummet, som altså er et genialt sted her i Køge. Vi fik minglet lidt og børnene leget imens solen tittede frem. Et par timer med 0.A og forældre, og derefter hjem og lufte Nellie, og så gik turen til Roskilde, da jeg havde fundet en Bugaboo til en særdeles god pris, så vi slog altså til. Også selvom der er fire måneder til forventet ankomst af lillesøster. Men det passer os glimrende at få fordelt udgifterne lidt, og børnene jubler over, hver gang der er nyt babylir i huset. Så en fin måde at tackle den lange ventetid på også. Jeg sørgede for en nem aftensmad (restetærte) som faldt i god jord, og derefter lakkede weekenden så småt mod enden.

Der er fire minutter til at Nicolai har oplyst at han lukker for computeren, så jeg har tænkt mig at gøre det samme 😉

Vi skrives ved!

-Sebrina