mit nye arbejde på fertilitetsklinik

thumbnail_img_6481

Jeg teasede jo lidt om det i dette indlæg, og den er god nok. Den 1. december vil min primære arbejdsplads være på fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital. Så jeg kaster mig ud i lidt nye eventyr, og jeg glæder mig meget! Og foruden at jeg synes det er et meget spændende speciale, så betyder det også  skønne arbejdstider for mig, for os alle herhjemme. Ganske almindelige arbejdstider, hvilket jeg aldrig har prøvet i min tid som sygeplejerske. Hvilket er (skræmmende) en del år nu. Jeg blev færdiguddannet i januar 2010, så snart 7 år har jeg haft den fornemme titel, og jeg er stadig en meget stolt sygeplejerske. Jeg har som årene er gået, også fået mig et fint CV, hvilket også har gjort, at jobs som nærmest førhen var utopi, nu er virkelighed – og det er jeg stolt af. Jeg har en særlig interesse for alt med graviditet, fødsel og nyfødte, og nu skal jeg arbejde med fertilitet. Jeg er heldig….. og arbejdssom. For det handler ikke kun om held. Det handler også om at knokle for det man virkelig vil og brænder for, og mærke efter i maven og aldrig lade sig nøje.

Om jeg ikke er glad for at scanne gravide maver? JO SGU! Og jeg kommer også til at tage nogle vagter af og til hos LilleLiv. At arbejde 30 timer som sygeplejerske i ren dagstid kommer helt sikkert til at blive mærket på pengepungen. Sygeplejerskers løn er generelt til grin og det HADER jeg. Det har førhen ikke haft den store betydning for mig, det var arbejdets kerne der betød noget, og lønnen var jo også fin pga. tillæg for aften- og natarbejde, weekend- og helligdagsarbejde. Og masser af overarbejde og mistede fridage. Og ansvarstillæg mm. Men nu… ja så ligger der også en stolthed i det med lønnen for mit vedkommende, og det er overfladisk, men jeg har det altså stramt med at andre professioner med samme længde uddannelse, som minimum starter på en løn der ligger 10.000 kroner over min løn uden at have snerten af det ansvar en sygeplejerske har. Mange er ikke klar over hvor lav løn sygeplejersker har – men mange er egentlig godt klar over, hvor stort et ansvar sygeplejersker har, og måske også lidt bevidste om, hvilke pressede arbejdsvilkår vi har. Men nu skal det her ikke blive et brokindlæg og handle om ligeløn eller mangel derpå. For jeg glæder mig herremeget til at komme retur i den hvide uniform, og hvis lønnen betød SÅ meget for mig, så havde jeg for længst valgt en anden levevej. Men det er noget helt særligt ved at være sygeplejerske og have en stor betydning i menneskers liv, og så længe det ikke kommer til at påvirke de vigtigste mennesker i mit liv, hvilket de til tider sindssyge arbejdstider førhen har gjort, så er jeg all in på den hvide uniform. Og jeg har mange tanker for fremtiden…. og jeg har mange jern i ilden, og er også lige gået igang med en ekstra (kort) uddannelse, som jeg skriver om i et andet indlæg.

Jeg har iøvrigt skrevet om mit valg om at blive sygeplejerske, og arbejde som sygeplejerske, og også lidt om at arbejde som sonograf, og da jeg i sin tid droppede RUC for at arbejde fuldtid som sygeplejerske, og om at juble over at have fri fire dage henover julen og da jeg sagde farvel til den offentlige sektor. Ja jeg har også skrevet om kun én friweekend i juli måned og dét at kunne sige ja til sig selv. Og også et indlæg om mit arbejde som sygeplejerske på barselsgangen. Så der er masser at gå i krig med, hvis det har intereesse for nogen!

Nu vil jeg nyde resten af denne lørdag 🙂

-Sebrina

lidt fra San Fransisco og om at være væk fra familien

san

Jeg var i San Francisco området for en uge siden med arbejdet, og heldigvis var det ikke fulde 5 dage med arbejde. Jeg nåede at lege turist i 24 timer inden vores fly gik hjem igen. Så en kollega og jeg tog hurtigt ind til San Francisco efter et par faglige dage med arbejdet, for at bevise at vi ligesom havde været i San Francisco. Vi kørte i godt 2 timer for lige præcist at nå til Golden Gate Bridge inden solen gik ned, og fik sammen med en masse andre turister skudt et par billeder lige på den anden side af broen. Men stadig fantastisk udsigt inde over San Francisco og ud til Alcatraz fængslet.

Derefter tog vi ind til byen og havde fået af vide at vi skulle gå ned i China Town. Tror jeg havde oversolgt det til mig selv, for det var en lidt flad fornemmelse da vi kom derind og alle butikker var igang med at blive lukket. Klokken var også allerede 21, men vi fandt en kinesisk restaurant, hvor alle de kinesiske familier spiste. Der blev seriøst skovlet mad ind på de store familieborde! Så gik det hjem til vores hotel, som lå klods op af togbanen forresten! Det rystede seriøst inde på hotelværelset når toget kørte forbi! Aldrig oplevet noget lignende og jeg overlevede lige ved at jeg havde ørepropper med hjemmefra. Godt forberedt 😉

Dagen efter skulle vi flyve om eftermiddagen hjem til DK, så vi havde lidt timer at slå ihjel som vi brugte til at tage ind til Fishermanns Wharf, som ligger i San Franciscos havneområde. Der er små madboder og store moler med restauranter og forlystelser, og fantastisk anderledes stemning.

Derudover vil jeg virkelig anbefale bare at komme til byen og opleve den fede stemning med de stejle gader, sporvogne og gamle busser som man finder overalt i gaderne. Det er en super charmerende by som jeg håber at jeg kan vise Sebrina og børnene en dag. Det er bare ikke helt det samme uden sin familie at dele det med. Når jeg er afsted på disse rejser, så går det maksimalt to dage før jeg savner de 3 derhjemme og egentligt bare glæder mig til at være hjemme hos dem igen.

san2 san3 san4 san5 san6 san7 san8 san9 san10 san11

 

san13

San12

san15

san16

-Nicolai

mor på 30t/ugentligt

momm

eller jeg er gået ned i tid på arbejdet her i april. Bare lige til en start for at se hvordan det fungerer. Indtil videre fungerer det godt ;-). Så jeg synes faktisk, at jeg er blevet lidt mere mor end tidligere. Altså… jeg har jo hele tiden været mor, men jeg er nok bare lidt mere den mor jeg virkelig godt kan lide at være i øjeblikket. Og hende Sebrina jeg rigtig godt kan lide og trives allerbedst sammen med. Pludselig kan vi få det hele til at løbe rundt, uden at jeg kapitulerer på sofaen kl. 20.30, og morgenerne er sjovt nok uden de store konflikter i øjeblikket. Altså vi har stadig konflikter. Sådan skal det bare være med børn i den alder vi har, men om det er tilfældigt at Nicolai og jeg er blevet bedre til at “løse dem” eller rumme dem hænger i hvert fald sammen med to stks forældre som er lidt mere i balance. Det behøver ikke de store videnskabelige undersøgelser eller refleksioner til at drage den konklusion. Det føles godt i maven. Nu må vi se hvordan det kommer til at se ud på diverse bankkonti ;-). Andre der bevidst har valgt at gå ned i tid for at få hverdagen med børn til at fungere bedre?

-Sebrina

“jeg er sygepleje…. nej blogger!”

I tirsdags var jeg så heldig at være inviteret med til AllergyAward i samarbejde med Allergy Certified (det internationale allergimærke), sammen med en masse seje mennesker. På deltagerlisten stod der “Sebrina Petersen, www.denormale.dk”, og jeg bandede langt væk, at jeg endnu engang havde glemt vores ellers ret seje visitkort. For jeg kom jo i tale med mange forskellige mennesker/kontakter, som var nysgerrige på mig og bloggen – og jeg dur bare ikke til det. Når jeg skal præsentere mig selv tager jeg mig selv i at sige “jeg er sygeplejerske…. nej… eller jo.. jeg er blogger. Bare sådan en lille familieblog, for jeg arbejder som sygeplejerske, og bloggen er kun i fritiden…..”. Men det er præcis sådan jeg ser mig selv. Altså Sebrina først og fremmest. Men mit hverv er sygeplejerske og det er dér min passion ligger. Bloggen er og bliver en fritidsbeskæftigelse, og for en kort stund var jeg da nysgerrig på at gå mere i den retning, men når jeg mærker helt efter, så er det bare ikke en “verden” som jeg har lyst til at beskæftige mig med mere, end hvad jeg i forvejen gør. Det er mit arbejde som sygeplejerske som giver mening for mig og vores familie, og jeg har bestemt planer om at skulle uddanne mig mere og blive klogere inden for det felt jeg beskæftiger mig med nu. Jeg har bemærket at mange af de bloggere som jeg (en sjælden gang) er til events med er deltidsbloggere (nogle fuldtid!), arbejder med noget PR-halløj eller sociale medier af en eller anden art. Og det er der bestemt ikke noget galt med, men jeg kan ofte føle mig ret malplaceret på en eller anden måde. At det er en verden jeg ikke helt hører til og forstår – og heller ikke har lyst til at være en større del af. Når det så er sagt, har jeg mødt nogle søde søde bloggere (primært mødre), som jeg klinger godt med og kan falde i snak med. Og jeg går jo op i mig selv, hvad jeg og mine børn har på, hvordan vores hjem er indrettet osv., og det får jo også ret meget plads her på bloggen. Men det er fordi det er MIN interesse/hobby og noget jeg bruger tid på og også nyder at bruge tid på. Og selvom bloggen bidrager med lidt håndøre, så er det bestemt ikke en drøm at skulle leve af det, eller at det skal føre mig til et andet arbejde. Eller det kan da godt være at jeg en dag får en lille “netbrevkasse” som sundhedsplejerske eller lign., og jeg skal jo aldrig sige aldrig, men det er altså ikke drøm at leve af at blogge, skrive en bog, være med i et tv-program (hvilket vi får ret mange tilbud om!?). Meningen er jo at vores blog netop som den gør, skal afspejle vores helt ‘normale’ måske i nogen øjnes kedelige familie, som laver madplaner, har fuldtidsjobs, handler ind i Rema1000, køber børnenes undertøj i Føtex, rejser og sparer op til charterferier, har hund vi elsker meget højt, køber havemøbler i jysk, spiser Stryhns leverpostej (fordi den bare smager bedst), bor i provinsen, har et ønske om en større rummelig bil, og har to børn som styrer dagsordnen herhjemme, og som vi elsker uendeligt højt, men også kan drive os til vanvid mange dage. En god blanding af alt muligt.

Nå, ved ikke helt hvad jeg ville sige med dette faktisk, men det var rart at en sød dame fra Decubal (nok en marketingansvarlig) påpegede, at det var rart at snakke med en blogger, som havde en anden faglig baggrund end de bloggere hun ofte havde kontakt med ;-). Jeg valgte selv at tage det som et kompliment kan I forstå…. haha.

Nå, tilbage til AllergyAward. Jeg takkede meget pænt ja tak, da jeg fik invitationen, fordi det er noget jeg har stor interesse for og synes det er et fantastisk og mangelfuldt initiativ de to seje damer Ewa Daniél og Lene Stiil har stablet på benene. De produkter der vandt, er også produkter vi bruger herhjemme, så jeg sad dér og jublede lidt inden i mig selv. Og til nogens interesse så løb Nopa Nordic og Derma med priserne. Vil anbefale at læse mere om AllergyCertified her eller, som jeg, følge dem på facebook lige her.

og nu driller det billedprogram jeg bruger, hvilket irriterer mig, da jeg havde fået tilsendt nogle fine billeder af en fotograf fra selve dagen… måske det i bund og grund er derfor jeg ikke gider at leve af det her bloggeri. Det tager aaaaaalt for lang tid! eller nåååååh nej… det er også min hverdag som sygeplejerske. IT-systemer som bare ikke fungerer. Hate it.

– Sebrina

Lidt om at arbejde på barselsgangen

Det her indlæg har været noget længe undervejs. Fordi jeg har så meget på hjerte, så det har været svært for mig at begynde et sted, og begrænse mig. Hvor skal jeg starte og slutte? Hvor meget skal jeg fortælle? Bare jeg sidder her ved tasterne sker der noget i mig, for jeg har sådan en iver omkring det speciale, som er meget svært at beskrive. Og en masse blandede følelser som heller ikke skal tage al for meget over. Skulle det være rent faktuelt, rene erfaringer, følelser eller frustatrioner der skulle styre indlægget? Og konklusionen er, det bliver en god blanding, selvom jeg gerne vil indrømme, at min sidste tid i arbejdet på barselsgangen nok primært var styret af frustationer – desværre. Noget jeg egentlig først sådan helt har indset her efter jeg er startet på en anden afdeling.

Som beskrevet i mit indlæg om valget om at blive sygeplejerske, så har jeg “kun” arbejdet som sygeplejerske på barselsgangen (obstetrisk afdeling). Pr. 31. januar 2015 har jeg været uddannet sygeplejerske i fem år, og anser mig selv efterhånden som en lettere erfaren sygeplejerske omend jeg ikke altid har arbejdet fuldtid og også har været på to barsler. Men jeg er erfaren inden for obstetrisk sygepleje, og det er jeg stolt over. Det tog mig år at nå dertil, og det har jeg tænkt lidt over. De flestes reaktion på, når jeg fortalte at jeg arbejdede på barselsgangen var naturligvis: “ejjjjjj hvor hyggeligt!”. Nu er det her min helt egen subjektive holdning og husk nu på det, når I læser dette indlæg ik ;-). Jeg oplever ikke den samme respekt/anerkendelse for dette speciale, som andre specialer, for ja, hvor meget sygepleje kan der være for en nybagt familie. Det er vel bare sådan en hyggetjans ik!? For der er jo ingen syge, set i forhold til andre specialer.
På barselsgangen ligger familier, hvor der har været komplikationer under graviditet, fødsel og/eller efter fødslen. Det kan være hos kvinden eller det nyfødte barn. Eksempler herpå er kejsersnit, mødre der har blødt meget under fødslen eller efter fødslen, mødre der er ramt af svær svangerskabsforgiftning, familier med misbrugsproblematikker, psykiske sårbare mødre, mødre med infektioner, mødre med komplicerede bristninger efter fødsel, mødre med tidl. dårlig ammeerfaring og mange flere! Så kan der være nyfødte som af en særlig årsag kræver indlæggelse på barselsgangen i stedet for patienthotel fordi deres blodsukker skal observeres, præmature som har behov for sondeernæring, nyfødte med smerter typisk pga. en hård cup som kræver smertestillende behandling og observation for blødninger, væksthæmmede nyfødte, børn af HIV positive mødre som skal opstarte i forebyggende behandling lige efter fødslen, børn med gulsot osv. osv. Listen er LANG, og det som er allersværest at forklare, er nok den største rolle jeg oplevede som sygeplejerske på barselsgangen, nemlig den fornemme opgave, at hjælpe den nye familie til at føle sig trygge til at komme hjem med deres nyfødte barn. Det at blive forældre er en kæmpe omvæltning for de fleste vil jeg vove at påstå uanset hvor længe man har forberedt sig på det. Ammevejledning er en stor del af arbejdet på barselsgangen og for nogen er der ingen problemer, men for de fleste er amning ikke bare så ligetil og enormt sårbart, og mange af årsagerne kan helt sikkert kædes sammen med ovenstående komplikationer før, under eller efter fødsel. Men der må sidde nogle læsere, som selv eller kender nogen der har født helt ukompliceret men alligevel har kæmpet med amningen, særligt den første tid. Der er en masse viden omkring amning, men at kunne vejlede og rådgive om amning kræver ikke kun at have læst i en masse bøger – det kræver erfaring og jeg anser det i dén grad også som et håndværk. Og selvom jeg har set og rørt mange bryster og børn, og vejledt mange omkring amning, kan jeg stadigvæk blive bedre.

Når jeg skriver at min sidste tid på barselsgangen var plaget af frustrationer, så skyldes det de betingelser og rammer jeg arbejdede under. Barselsgangen har som alle andre afdelinger landet over jo været igennem sparerunder på sparerunder på sparerunder, og på de fem år jeg har været i afdelingen er der sket meget – både til fordel og ulempe for patienter og personale. Jeg er nået dertil at arbejdet snart ikke kan blive mere effektivt medmindre der er hænder til at sætte nye processer igang. Personalet var/er meget presset og der var mange dage hvor frokost var en by i Rusland og dagligt sygdom blandt personale. Jeg havde mange dage, hvor jeg kom hjem fuldstændig drænet, og mange dage hvor overarbejde eller dobbeltvagter efterhånden bare blev normen – og alligevel følte jeg ikke at jeg havde ydet det bedste for familierne.

Et andet aspekt er de nye familier. Der er også sket noget, endda bare på de fem år hvor jeg  har været sygeplejerske. Vi kræver mere som patienter, og det er bare ikke altid det hænger sammen med de massive sparerunder sundhedsvæsenet lider under. De to ting clasher sammen. Klager over det ikke var muligt med enestue, klager over der ikke var en fjernbetjening på stuen (for det er jo vigtigt når man har fået en baby), et madsystem som oftest var forsinket (som personalet på barselsgangen intet har at gøre med), klager over manglende ammehjælp, selvom personale har gjort opmærksom på, at de gerne vil se en amning, men at familien selv må være opsøgende (pga. travlheden) – og når en familie så tager hjem, fortæller at de slet ikke har fået hjælp eller tilbudt hjælp, selvom personale har været på stuen x antal gange, hvor familien hellere ville prioritere besøgende hele dagen, og barnet så ikke har ligget hud mod hud hos sine forældre. Det kommer til at lyde enormt negativt, og det er ikke meningen, for det er jo bare sådan samfundet er blevet, og er udmærket klar over at nogle familier også blev syltet netop pga. travlhed. Jeg har selv været en del af det jo. Nå men vi er centreret om os selv, vil gerne tage ansvar, men mange familier fralægger sig faktisk et ansvar for deres nyfødte barn enten af den ene eller anden årsag og tillægger plejepersonalet skylden for at deres barn ikke har fået mad, tør numse, ikke har nok tøj på, ikke sover om natten osv. osv. Det er ret underligt faktisk. Mange børn er jo i dag ønskebørn, som mange har planlagt igennem flere år, og når deres barn så er der, og pludselig kræver at ligge hos sin mor dagen og natten lang, fordi det er naturens gang, så er forældrenes behov der kommer i første række. På Hvidovre Hospital er det meningen at far/medmor/pårørende skal være medindlagt, og det er for at kunne hjælpe til at tage sig af praktiske opgaver, såsom at hente mad, hjælpe med at skifte barnet, redde seng, gå rundt med et barn som gerne bare vil være på arm og have kontakt mm. Men det er ikke alle hvor det falder dem naturligt. Det er mere en belastning. Og vi har desværre også bare et sundhedssystem som stadigvæk ikke kan rumme alle kulturer. Det er pinligt og det clasher bare så meget sammen.

I kan nok fornemme en bestemt tone, så indlægget blev nok alligevel baseret på mange følelser. Jeg elsker barselsspecialet, men når man konstant er presset i sit arbejde, så kan ovenstående blive irritationsmomenter, hvilket jeg til sidst havde svært ved at bare tage med et smil og rumme. Når det så er sagt, så er det netop samspillet, relationerne med disse familier som gør arbejdet så spændende og skønt. For arbejdet i sig selv er fantastisk! Men når jeg pga. rammer og manglende ressourcer bliver begrænset i at udøve kernen i hvad jeg opfatter er det vigtigste af sygeplejen på en barselsgang, og jeg i forvejen vidste at jeg gerne ville prøve den neonatale sygepleje, så var det tid at søge andre veje. Og jeg har ikke fortrudt. Jeg har meget med mig i min rygsæk, som jeg kan bruge i mit nuværende arbejde på neonatalafdelingen, og det er jeg så glad for.

Det her indlæg giver ikke et objektivt eller fyldestgørende indblik i arbejdet på barselsgangen. Jeg har intet nævnt om dokumentation, ambulante henvendelser, medicinering, kurser, udvikling osv., men I er flere kommende sygeplejersker, som har spurgt ind til arbejdet, og jeg ved rent erfaringsmæssigt, at det et er hårdt at være helt nyuddannet og starte på en barselsgang, hvis man ingen erfaring har. Jeg tror heller ikke at man i øjeblikket ansætter nyuddannede sygeplejersker uden erfaring fordi det nemlig, som mange andre specialer, er komplekst 🙂 For det er langt fra en hyggetjans….

– Sebrina