Hov, så blev det weekend i Køge

Jeg er allerede gået på forlænget weekend. Faktisk har jeg blot arbejdet i tirsdags. Så det er en lille miniferie jeg har mig her. Og jeg må også sande, at det nok var veltrængt. Og det glæder jeg mig over. At jeg nu efter et år er godt inde i mit arbejde, og har en fyldt kalender. Det første halve år kunne jeg have dage, hvor jeg var nervøs for, om der ville være arbejde til mig. For travlt det havde jeg nu ikke. Kun travlt med at lære hvordan en applications specialist arbejder. Hvordan jeg arbejder som applications specialist, som det så fornemt hedder. Hvad er jeg god til, hvad skal jeg lære mig. Jeg har selv formet meget af min rolle, da jeg er ene om lige den titel, og det har været lige dele svært og lige dele fedt. Som sygeplejerske på en afdeling, er der jo nogle helt klare arbejdsopgaver, og det er nemt at vide, hvad man kan- og ikke kan. Fraset intutionen og kundskaben at skabe gode relationer til patienterne. Selvom det nok kan tillæres til en vis grad, så vil jeg mene, at det er en kundskab som nogen mestrer – og andre ikke gør. Og dét der for mig gør sygeplejen til noget helt specielt. At kunne skabe en tillidsfuld relation til mennesker, der er i en svær situation. Det er noget helt særligt. Og noget jeg heldigvis stadigvæk af og til skal mestre i mit arbejde.

Men måske jeg skal skrive lidt om det at føle at jeg er “landet”. Det er et stort succeskriterium, at jeg ikke har kigget på ledige stillinger inden for det sidste år, da det er sket for mig på de sidste tre arbejdspladser jeg har været på. At jeg efter et år begyndte at søge andre veje af forskellige årsager. Og jeg blev i tvivl om, om jeg måske bare aldrig ville finde rodfæste. Så der er en særlig ro i mig nu, som nok egentlig klæder mig 😉

Men, tilbage til den kommende pinse. I dag fredag skal jeg simpelthen noget så kedeligt, som at gøre rent. Og ud at have fundet en fødselsdagsgave til Nora, som i går fyldte et år. I morgen skal hun fejres herhjemme, og I aner ikke, hvor stolt jeg er over, at hendes forældre vil holde fødselsdagen herhjemme. Og I aner heller ikke, at jeg er helt euforisk over, at det er dér vi er. At vi har pladsen til det. Det er SÅ fedt, og jo som tidligere nævnt, dét vi drømte om, da vi kiggede på hus. At få så meget plads, at arrangementer og fester ville blive “nemt”. Det er det altså nu. Endda i byggerod!

Jeg kan jo bare heldigvis finde en gave her i Køge, og tænker at KiDS Coolshop ligger inde med nogle af hendes ønsker. Jeg har lige set Rikke tippe om denne megafine kaffemaskine, som jeg synes hun burde have, men tror ikke jeg kan finde den i fysiske butikker, og fødselsdagen er jo i morgen….

I morgen står den jo så på fødsedag her på adressen. Jeg tror vi starter med morgenbrød fra vores yndlingsbageri Madam eclair, som heldigt nok, også er det bageri, der er tættest på os. De har haft lukket, men åbner op igen i morgen. Så bor I i omegnen eller kommer forbi Køge og trænger til godt bagværk, så vil jeg på det kraftigste opfordre at snuppe det her. Vi har fået et Lagkagehuset her i Køge også, men vi foretrækker nu stadigvæk vores lille lokale bageri, selvom Lagkagehuset nu også gør det godt.

Søndag ser det ud til at vi får sol, og vi har hørt at starnden ude i Køge Nord altså er et besøg (eller flere i løbet af sommeren) værd. Der bliver arrangenret alt muligt kulturelt, og på søndag kl. 11 er der børnegymnastik. Så det passer perfekt at hoppe på cyklerne efter morgenmaden og cykle de 4,5 km vi har derud. Mon børnene ikke godt kan klare det? Læs mere om Kulturfuglen her.

På mandag har vi jo også fri. Og vi skal til et årligt traditionelt familiearrangment i Hvidovre og bruger vores tid dér. Tror ikke vejret bliver fremragende, så få gjort de sure pligter derhjemme, og start den nye uge med et rent og ryddet have, er min opfordring ;-). Evt. slut mandagen af med et bankospil i teaterbygningen. Det kunne jeg godt finde på at prøve en dag. Overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse.

Og skal vi til det? JA det skal vi. Huskiggeriet her i Køge og omegn.

Central murstensvilla til 3,795.000. Ligger blot fem minutters gang fra vores hus. Det ligger ud til trafikerede veje, men til gengæld også helt centralt. Og det er ikke til at få en så fin villa så centralt til sådan en pris, og kan se, at ejerne har formået at udnytte baghaven, hvor støjen er noget mindre end lige ud til vejen. Ligesom vi gør ved vores forhave.

På Søndre Allé, som også ligger helt centralt, er denne villa sat til salg for 4.999.999. Også en super fin murermestervilla.

Ude i det populære Strøby Egede er dette fine rækkehus sat til salg for 2.745.000. Det ser ud til at det er muligt at smække en væg op, så der er plads til en familie på fire.

Og er det i det prisleje man kigger efter, og gerne vil have et hus og i tæt belligenhed til centrum, er denne villa til salg for 2.695.000. Tænker der er potentiale for at have værelser i kælderen.

Og så bliver jeg simpelthen nødt til at vise det her fine lille skæve byhus lige kommet til salg for 5.750.000.

Og det vildeste. Denne her tidligere borgmesterbolig med plads til tre familier, på én af de bedste belliggenheder her i Køge. Seriøst, havde den været til salg for 1,5 år siden tror jeg fandme at jeg havde prøvet at overtale min familie til at rykke med os til Køge. Den koster 8.498.000. Men det kan jo splittes imellem tre familier. Jeg er fan!

God pinse allesammen!

-Sebrina

hvordan går det så med ikke at være en normal sygeplejerske?

Jeg har fået mange henvendelser vedrørende mit nye job. Eller egentlig er det ikke selve mit nye job, som er det de fleste er nysgerrige på, men mere dét at arbejde væk fra, hvad en “normal” sygeplejerske arbejder med. Hvordan det mon er? Og jeg må bare indskyde, at der er mange måder at være sygeplejerske på. Men de fleste vil nok beskrive en sygeplejerske, som én der arbejder på et hospital eller i en kommune og i en uniform. Og én der har en betydelig kontakt med patienter/klienter/brugere/borgere i sit arbejde. Sådan helt kort. Til de af jer der er mest nysgerrige, og også selv er sygeplejersker – I ved hvad jeg mener.

Nu har jeg været applikations specialist (ja, det hedder det altså) i lidt over tre måneder, og kan da udtale mig mere om mit nye arbejde nu. For selvom jeg jo godt vidste, at det blev anderledes, og hvad jeg sådan nogenlunde skulle lave, så vidste jeg jo alligevel ingenting. Og jeg synes næsten kun lige at jeg har fået en fornemmelse af mine arbejdsopgaver nu. Min profil. Min betydning. Men jeg vil alligevel gerne komme med en status.

Jeg har ikke fortrudt. Tværtimod! Jeg er så glad. Og selvfølgelig savner jeg fertilitetsspecialet. Ikke hver dag. Ikke hver uge. Men til tider stejfer det mig. Men ikke med ondt i maven, men med en glæde. Det er da dejligt at kunne tænkte tilbage på det, og vide, at hvis jeg en dag vil tilbage i uniformen, så er det på fertilitetsklinikken jeg har følt mig mest “hjemme” inden for sygeplejefaget. Men det er satme også dejligt, at jeg ikke tvivler på, om det var det rigtige at søge væk, selvom det blot blev til 1,5 år på fertlitetsklinikken. Jeg er nu ikke af natur et menenske der fortryder mine valg og handlinger. Undtagen når det lige gælder nogle åndssvage morgener med børnene. Der kan jeg sagtens sidde i bilen efter børnene er afleveret, og have lyst til at spole tiden 30 minutter tilbage for at ændre på mine handlinger. Så sidder jeg og bebrejder mig selv over, at jeg hævede stemmen, at jeg ikke bevarede overblikket osv. osv.. Og jeg har ringet til SFO’en og forstyrret en travl pædagog og bedt ham/hende om at finde min datter, så jeg kunne undskylde over for Aya og glatte tingene ud. Og dermed kunne fortsætte min dag med en mere ren samvittighed, selvom at jeg kan blive enig med mig selv om, at NU skal jeg også styre mit temperament. Og så igen dunke mig i hovedet, når jeg igen står en morgen og fuldstændig koger, og ikke kan forstå, at jeg ikkE har “lært det” endnu. Men det hjælper altså med sådanne reefkleksioner og uheldige situationer, for bare dét at være bevidst om mine “fejl” gør, at jeg kan håndtere det mere hensigtsmæssigt en anden gang. Men nu skal det ikke handle om mit moderskab men mit arbejdsliv.

Der var en grund til at jeg søgte jobbet, og der var også en grund til at jeg blev så glad, da jeg fik tilbudt jobbet. Som sådan savner jeg (endnu ikke) patienter. Måske fordi jeg jo i mit nuværende job stadig interagerer med mange forskellige slagst typer mennesker. Både med kollegaer og kunder, som de jo nu hedder. Og jeg har igennem mine seneste års arbejde fået syn for, at jeg har en lidt nørdet side, og kompetence og interesse for ultralyd. Fertilitetsspecialet er i konstant i udvikling og meget påvirket af økonomi og politik. Dét synes jeg er vanvittigt spændende, og jeg følger stadigvæk med. Så jeg har som sådan ikke lukket bogen – jeg er bare begyndt på et nyt kapitel. Jeg har for nu ikke behovet for at være sygeplejersken der skal rumme og forholde sig til mange patienters store udfordringer i deres vej til at blive en familie. Men det er heller ikke grunden til at jeg søgte væk, vil jeg gerne understrege. Det giver noget. At gøre en forskel. At kunne hjælpe andre og modtage taknemmelighed. Den taknemmelighed man i hvert fald ikke kan se på lønsedlen og arbejdsbetingelser. Men taknemmelighed som går ind i hjertet, og giver mening i arbejdet. Det booster dig med energi. Men det har jeg fået lige siden jeg gik ud af 3.g i 2006, og har arbejdet med mennesker siden da. Så jeg ved, at jeg har gjort en stor forskel for mange, og dét kan jeg leve længe på, og har ikke behovet i dén grad lige nu. Og det virker så hårdt når det står sort på hvidt, men selvom jeg som sygeplejerske er enorm professionel, så kræver det sit at forholde sig til mange patienter hver evig eneste dag, og at have den fornemme opgave at sørge for at patienterne er trygge i afdelingen og til at forlade den igen – uanset hvilket menneske der sidder foran dig. Nogle gange var jeg mennesketræt, når jeg kom hjem, og kunne ikke rumme de mennesker, som betyder allermest for mig på den måde, som jeg ønsker at skulle kunne rumme dem. Jeg gjorde det jo helt fint, men jeg kan mærke en forskel nu, og det vægter højt på min trivselsskala. Jeg har mere mentalt overskud, når jeg kommer hjem. Ikke kun over for familien, men også bare dét at arrangere legeaftaler, have dialog med andre forældre, tage stilling til arrangementer, komme afsted til fritidsarrangemeneter uden det føles som et uoverskueligt projekt, få bestilt tid til lægen, komme til træning osv. Noget som i vores familie har stor værdi, som den er lige nu. Om 10 år er det jo sikkert helt ligegyldigt, der styrer de så meget selv, men lige nu, dér giver det helt mening, at det fungerer sådan.

Men tilbage til det nørdede. Det får jeg jo dyrket noget mere nu som applikations specialist i et ultralydsfirma. Og hvad laver jeg så?

Det er meget alsidigt og også sæsonbestemt, hvordan mine arbejdsopgaver er. Og så former jeg også mine opgaver selv, da jeg er den eneste applikations specialist i virksomheden i Danmark. Jeg er ikke sælger – jeg sælger ikke ultralydsmaskiner. Det ville jeg ikke egne mig til, haha, og det passer mig så glimrende, selvom jeg synes det er spændende, og mine kollegaer er super flinke og dygtige til at sætte mig lidt i deres arbejde, så jeg har en forståelse for det.

Det jeg har lavet mest af indtil videre, er at være med på kurser/uddannelser for sundhedspersonale der bruger ultralyd. Her bliver jeg selv klogere, men jeg kan så også hjælpe med brugen af ultralydsmaskinen, og så har jeg også kunne bidrage med min erfaring som sonograf, hvor jeg har scannet mange gynækologiske og obstetriske patienter. Dét er lidt ligesom at lære at køre bil med sådan noget ultralyd. Her skal man bare have en rummelig sans for at kunne navigere på og i menneskekroppen med en transducer (den som man scanner med), og selvfølgelig have en viden om dét man vil se på. Og så skal man bare øve sig. Scanne, scanne og scanne.

Så har jeg også selv været igennem træning og en del undervisning, som ikke bare er en enkelt dag. BK Ultrasounbd er førende inden for urologi og også store inden for kirurgi, så det er ligesom nogle specialer, jeg ikke kender så godt til, så jeg har skulle lære en del, og skal stadigvæk lære en del.

Jeg har været ude på afdelinger og klinikker for bare at møde dem, og få et indblik i dres arbejde, men jeg har også kunne hjælpe med brugen af ultralydmaskinerne.

Jeg har undervist personale i 3D rektalscanninger (for at gøre det meget præcist)

Jeg har overblik over alle de forskellige kurser, der ligger i efteråret, og hvilke maskiner, prober osv. vi skal have med. Dét er faktisk et større arbejde end jeg lige regnede med. Men det passer mig overraskende fint at sidde med et excelark nogle dage.

Jeg holder mig opdateret med, hvad der bare generelt sker i sundhedsvæsenet vores i lille land, ved at læse i diverse fagblade.

Jeg læser vores user guides igennem til vores mange ultralydssystemer og transducere (det man scanner med), og retter og kommer med tilføjelser eller forslag til omformuleringer mm. Det synes jeg faktisk er ret sjovt.

Inden for den næste måned skal flere urologiske afdelinger igang med et nyt system, som integrerer MR- scanninger med ultralyd, og man dermed kan skåne mændene lidt under prostatabiopsier, ved at ramme mere præcist med færre biopsier. Og måske tage lidt af presset væk fra de radiologiske afdelinger, der har rigeligt at bruge ressourcer på.  Det kommer til at tage en del af min tid her henover efteråret, og jeg synes det er vanvittigt spændende!

Jeg var ret så spændt på at komme ud i en virksomhed, hvor dét at tjene penge ligesom er omdrejningspunktet. Hvordan ville det mon blive? Ville jeg kunne se mig selv i øjnene og alt det der. Jeg var ikke klar over, at der er så mange projekter igang, at der er så meget samarbejde med læger. Men selvfølglelig er der det. Læger (primært) er interesserede i at have det bedste udstyr, så patienterne får den optimale behandling, og virksomheden er interesseret i at få lægernes erfaring og tilbagemeldinger, så de kan udvikle den bedste ultralydsmaskine og så sælge den og tjene penge. På den måde er der et afhængighedsforhold. Det giver fin mening for mig. Særligt fordi jeg jo selv har en baggrund som sonograf, og ved hvor meget det betyder for arbejdet og patienterne at have en god ultralydsmaskine. Der er bestemt forskel. Ligesom der er på det fjernsyn som er 10 år gammel, og så det du kan købe i dag. Sådan er det med teknologi, og BK Ultrasound er kendt for høj kvalitet (og dermed også høje priser), og at det er et dansk firma (tidligere Brüel & Kjær). Det har også en betydning for mig.En form for stolthed. At ingeniørerne og udviklerne sidder fysisk i huset – dét kan noget. 80% af de ansatte i virksomheden er ingeniører, og der er bare en anderledes atmosfære på arbejdspladsen, end jeg har været vant til i mine tidligere jobs. Dét har jeg ærligt skulle vænne mig til, og jeg er begyndt at kunne lide det sådan.

Jeg var også lidt spændt på, hvordan jeg ville blive modtaget ude på hospitalerne. Men nu har jeg jo selv mødt applikationsspecialister, hvor det var mig der var i uniformen, hvor de kom med en stor hjælp og viden, som blev taget meget varmt imod. Og det er jo også det jeg bidrager med selv nu. Jeg har ikke et salg i baghovedet, og anses dermed nok ikke som en “irriterende sælgertype” ;-). Selvom jeg nu vil mene at mine kollegaer ikke er irriterende. De har selv en baggrund som sygeplejersker, og er af natur bare ydmyge og med flere års erfaring som “normal” sygeplejerske end jeg har. De kender i dén grad til “gamet”, og er super professionelle, både på den ene og den anden side. Det er ret inspirerende og lærerrigt…

 

Det var lidt om arbejdet, her er lidt om rammerne:

Jeg sidder på kontor med mit “team”. Vi er seks i alt, men vi er stort set aldrig allesammen på kontoreret på samme tid. Og det skulle jeg vænne mig til. Der er til tider larmende stille, og jeg sidder dermed med mine høretelefoner i ørerne og lytter til radio. Jeg trives rigtig godt med lidt støj åbenbart. Jeg har endnu ikke nosset mig sammen til at spørge om en radio på kontoret var en idé. Alting til sin tid, og det kan være at de andre ikke trives med lidt radio i baggrunden, så måske jeg bare slet ikke skal foreslå det.

Jeg tilrettelægger i bund og grund min arbejdstid selv. Og det er lige så befriende som jeg drømte om. Det er sgu virkelig dejligt ikke at stresse over, om jeg nu kommer til tiden. Det ligger jo så dybt i én! Nu venter ingen kollegaer på at komme hjem fra nattevagten, eller der sidder ikke patienter i venteværelset når du møder ind. I dag hvor vi f.eks. havde glemt Alvins madpakke – ingen stress. Jeg kørte jo bare hjem efter den, uden at skulle ringe og fortælle, at jeg liiige kom 10 minutter senere pga en manglende madpakke.

Jeg får en god løn.

Jeg får vidunderlig mad i vores kantine. Dét betyder faktisk noget! Jeg får fikset min computer, hvis den ikke virker – samme dag! Jeg skal ikke tage stilling til om en printer mangler papirer. Om it-systemer fungerer. For det gør de sjovt nok.

Jeg har en lækker firmabil, som jeg kører privat i (og betaler skat af det!) Og jeg kører en del runt. Og det er oftest inden for normal arbejdstid. Og jeg lytter til lydbøger, podcast eller bare god musik imens jeg kører, og jeg nyder det. Trænger jeg til en kop kaffe eller frokost på turen, så er det på firmaets regning. Men jeg fråser bestemt ikke.

Jeg taler og læser en del engelsk, og det går forbløffende godt. Og så er der en del svenskere omkring mig, og det går også fremad på dén front. Sådan kan man jo nogle gange blive overrasket over sig selv. Faktisk var jeg ved slet ikke at søge jobbet, fordi det var beskrevet, at man skulle være rimelig okay med engelsk, og jeg har aldrig helt haft den største tiltro til mine engelske færdigheder, selvom jeg er helt middel. En solid 8’er i gymnasiet. Dog en højere årskarakter pga. min entusiasme;-). Og det kan noget. Motivation. Entusiasme. Gå-på-mod. Disciplin. Det kommer altid godt igen.

Mit nye arbejde ER anderledes. Men anderledes på den helt rigtige måde for mig. Og jeg fortsætter. Jeg er først lige begyndt.

-Sebrina

mit nye arbejde på fertilitetsklinik

thumbnail_img_6481

Jeg teasede jo lidt om det i dette indlæg, og den er god nok. Den 1. december vil min primære arbejdsplads være på fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital. Så jeg kaster mig ud i lidt nye eventyr, og jeg glæder mig meget! Og foruden at jeg synes det er et meget spændende speciale, så betyder det også  skønne arbejdstider for mig, for os alle herhjemme. Ganske almindelige arbejdstider, hvilket jeg aldrig har prøvet i min tid som sygeplejerske. Hvilket er (skræmmende) en del år nu. Jeg blev færdiguddannet i januar 2010, så snart 7 år har jeg haft den fornemme titel, og jeg er stadig en meget stolt sygeplejerske. Jeg har som årene er gået, også fået mig et fint CV, hvilket også har gjort, at jobs som nærmest førhen var utopi, nu er virkelighed – og det er jeg stolt af. Jeg har en særlig interesse for alt med graviditet, fødsel og nyfødte, og nu skal jeg arbejde med fertilitet. Jeg er heldig….. og arbejdssom. For det handler ikke kun om held. Det handler også om at knokle for det man virkelig vil og brænder for, og mærke efter i maven og aldrig lade sig nøje.

Om jeg ikke er glad for at scanne gravide maver? JO SGU! Og jeg kommer også til at tage nogle vagter af og til hos LilleLiv. At arbejde 30 timer som sygeplejerske i ren dagstid kommer helt sikkert til at blive mærket på pengepungen. Sygeplejerskers løn er generelt til grin og det HADER jeg. Det har førhen ikke haft den store betydning for mig, det var arbejdets kerne der betød noget, og lønnen var jo også fin pga. tillæg for aften- og natarbejde, weekend- og helligdagsarbejde. Og masser af overarbejde og mistede fridage. Og ansvarstillæg mm. Men nu… ja så ligger der også en stolthed i det med lønnen for mit vedkommende, og det er overfladisk, men jeg har det altså stramt med at andre professioner med samme længde uddannelse, som minimum starter på en løn der ligger 10.000 kroner over min løn uden at have snerten af det ansvar en sygeplejerske har. Mange er ikke klar over hvor lav løn sygeplejersker har – men mange er egentlig godt klar over, hvor stort et ansvar sygeplejersker har, og måske også lidt bevidste om, hvilke pressede arbejdsvilkår vi har. Men nu skal det her ikke blive et brokindlæg og handle om ligeløn eller mangel derpå. For jeg glæder mig herremeget til at komme retur i den hvide uniform, og hvis lønnen betød SÅ meget for mig, så havde jeg for længst valgt en anden levevej. Men det er noget helt særligt ved at være sygeplejerske og have en stor betydning i menneskers liv, og så længe det ikke kommer til at påvirke de vigtigste mennesker i mit liv, hvilket de til tider sindssyge arbejdstider førhen har gjort, så er jeg all in på den hvide uniform. Og jeg har mange tanker for fremtiden…. og jeg har mange jern i ilden, og er også lige gået igang med en ekstra (kort) uddannelse, som jeg skriver om i et andet indlæg.

Jeg har iøvrigt skrevet om mit valg om at blive sygeplejerske, og arbejde som sygeplejerske, og også lidt om at arbejde som sonograf, og da jeg i sin tid droppede RUC for at arbejde fuldtid som sygeplejerske, og om at juble over at have fri fire dage henover julen og da jeg sagde farvel til den offentlige sektor. Ja jeg har også skrevet om kun én friweekend i juli måned og dét at kunne sige ja til sig selv. Og også et indlæg om mit arbejde som sygeplejerske på barselsgangen. Så der er masser at gå i krig med, hvis det har intereesse for nogen!

Nu vil jeg nyde resten af denne lørdag 🙂

-Sebrina

lidt fra San Fransisco og om at være væk fra familien

san

Jeg var i San Francisco området for en uge siden med arbejdet, og heldigvis var det ikke fulde 5 dage med arbejde. Jeg nåede at lege turist i 24 timer inden vores fly gik hjem igen. Så en kollega og jeg tog hurtigt ind til San Francisco efter et par faglige dage med arbejdet, for at bevise at vi ligesom havde været i San Francisco. Vi kørte i godt 2 timer for lige præcist at nå til Golden Gate Bridge inden solen gik ned, og fik sammen med en masse andre turister skudt et par billeder lige på den anden side af broen. Men stadig fantastisk udsigt inde over San Francisco og ud til Alcatraz fængslet.

Derefter tog vi ind til byen og havde fået af vide at vi skulle gå ned i China Town. Tror jeg havde oversolgt det til mig selv, for det var en lidt flad fornemmelse da vi kom derind og alle butikker var igang med at blive lukket. Klokken var også allerede 21, men vi fandt en kinesisk restaurant, hvor alle de kinesiske familier spiste. Der blev seriøst skovlet mad ind på de store familieborde! Så gik det hjem til vores hotel, som lå klods op af togbanen forresten! Det rystede seriøst inde på hotelværelset når toget kørte forbi! Aldrig oplevet noget lignende og jeg overlevede lige ved at jeg havde ørepropper med hjemmefra. Godt forberedt 😉

Dagen efter skulle vi flyve om eftermiddagen hjem til DK, så vi havde lidt timer at slå ihjel som vi brugte til at tage ind til Fishermanns Wharf, som ligger i San Franciscos havneområde. Der er små madboder og store moler med restauranter og forlystelser, og fantastisk anderledes stemning.

Derudover vil jeg virkelig anbefale bare at komme til byen og opleve den fede stemning med de stejle gader, sporvogne og gamle busser som man finder overalt i gaderne. Det er en super charmerende by som jeg håber at jeg kan vise Sebrina og børnene en dag. Det er bare ikke helt det samme uden sin familie at dele det med. Når jeg er afsted på disse rejser, så går det maksimalt to dage før jeg savner de 3 derhjemme og egentligt bare glæder mig til at være hjemme hos dem igen.

san2 san3 san4 san5 san6 san7 san8 san9 san10 san11

 

san13

San12

san15

san16

-Nicolai

mor på 30t/ugentligt

momm

eller jeg er gået ned i tid på arbejdet her i april. Bare lige til en start for at se hvordan det fungerer. Indtil videre fungerer det godt ;-). Så jeg synes faktisk, at jeg er blevet lidt mere mor end tidligere. Altså… jeg har jo hele tiden været mor, men jeg er nok bare lidt mere den mor jeg virkelig godt kan lide at være i øjeblikket. Og hende Sebrina jeg rigtig godt kan lide og trives allerbedst sammen med. Pludselig kan vi få det hele til at løbe rundt, uden at jeg kapitulerer på sofaen kl. 20.30, og morgenerne er sjovt nok uden de store konflikter i øjeblikket. Altså vi har stadig konflikter. Sådan skal det bare være med børn i den alder vi har, men om det er tilfældigt at Nicolai og jeg er blevet bedre til at “løse dem” eller rumme dem hænger i hvert fald sammen med to stks forældre som er lidt mere i balance. Det behøver ikke de store videnskabelige undersøgelser eller refleksioner til at drage den konklusion. Det føles godt i maven. Nu må vi se hvordan det kommer til at se ud på diverse bankkonti ;-). Andre der bevidst har valgt at gå ned i tid for at få hverdagen med børn til at fungere bedre?

-Sebrina