aldrig mere en baby til os?

 photo 2fbe49d8-b32d-482e-b75c-598422462899_zps0mxlivgd.jpg

 

Hov hva… Så var der lige en masse hud. Billedet er taget af dygtige Shøle B Offenbach i forbindelse med et projekt (som lige nu er på standby), og er to år gammelt. Alvin var en lille måned gammel på billedet, og ammedebatten rasede. Så billedet er faktisk taget lidt i dén forbindelse, og betyder en del for mig, og ligger allerede offenligt, hvorfor jeg heller ikke har kvaler med at vise billedet her på bloggen. Indlægget skal egentlig ikke omhandle amning. Dét har jeg nemlig alt for meget og alt for lidt at sige om.

Men det skal handle lidt om det spørgsmål som vi får ret ofte: “nå, men skal I så snart have en 3’er?”. Og nej. Nej det skal vi ikke. Vi føler vores familie er fuldendt nu, og jeg er på ingen måde skruk. Selvom det boomer med babyer og gravide omkring os (ja, og på mit arbejde). Og det er egentlig rart at vi føler vores familie er fuldendt, og der nu venter en hel masse andre kapitler i vores liv – med de to børn vi har. Om jeg så ikke savner at have en baby? Njahhh… egentlig ikke. MEN… for ja der er vel altid et men. Jeg kunne snildt godt føde én gang til. Det er det fedeste jeg har og nogensinde kommer til at opleve, og jeg er sikker på at INTET nogensinde vil kunne måle sig med de to helt særlige oplevelser Nicolai og jeg har haft sammen under de to forskellige fødsler, og hvordan jeg følte mig som den sejeste kvinde da Aya og nogle år efter Alvin kom ud, og blev lagt i mine arme, og samtidig kunne se i Nicolais øjne, at han var så stolt. Det er det vildeste og jeg kan sommetider godt savne det, længes efter det. Inden jeg fik mine egne børn troede jeg, at jeg var “typen” der aldrig ville kunne få nok børn. Well… jeg er blevet meget klogere på sig selv siden da, og jeg har ikke lyst til flere børn. Og det er da spændende at se om venner, familie, kollegaer og andre bekendtskaber får ret med deres kommentar “ja ja… bare vent… I får et nyt “hold” om seks-syv år… I er jo så unge!”. For det tror vi bestemt ikke at de gør.

jeg er lidt nysgerrig… Hvor mange børn har I derude? Eller hvor mange børn ønsker I?

– Sebrina

 

de normales historie #18 (ammeophør)

 photo nytaringr_zpsa0ad86cc.jpgnytårsaften blev den sidste dag Aya blev ammet. Hun havde i et par uger ikke vist den store interesse for brystet, og lå og drejede hovedet den anden vej, og ville egentlig ikke det der amning længere. Det kom lidt bag på mig, for troede faktisk at det ville blive en længere kamp, den dag jeg ikke ville amme længere. Men hun sagde selv stop. Og jeg tror simplethen det var fordi, jeg ikke havde særlig meget mælk tilbage. Jeg var godt igang med løbetræningen, og tror det gik ud over mælkeproduktionen, for jeg tabte mig lige i overkanten, og samtidig var hun jo allerede godt igang med at spise grød og mos og fik også flaske om aftenen. Så hun var et halvt år gammel da den “leg” stoppede. Så nytårsaften blev der festet (og drukket) igennem…
 photo aya_zps85ae950e.jpg

^Aya 6 mdr.

I januar 2011 begyndte jeg godt nok også at køre en smule surt i at være på barsel. Jeg mærkede godt efter, og selvom jeg prøvede at have aftaler, gik til babyrytmik, mor/barn hold, løb osv., så savnede jeg at arbejde og have noget mere voksenkontakt. Jeg kunne ikke helt genkende mig selv. Blev usikker på mig selv og havde svært ved at Nicolai kunne fortsætte sit studie, arbejde og sport uændret, imens jeg skulle bruge min dag på at putte klodser i en boks og “klappe kage”.  Jeg kontaktede min daværende afdelingssygeplejerske og spurgte om der ikke kunne blive en 20 timers stilling til mig, således af jeg skulle arbejde fast aftenvagt hver 2. weekend, samt et par aftenvagter i hverdagene. Det var der bestemt, og jeg skulle bare beslutte mig for, hvornår jeg ville starte. Det fik jeg sat i værk en aften hvor Nicolai var til træning. Så han blev lidt overrasket da han kom hjem og jeg fortalte, at jeg altså havde besluttet mig for at jeg skulle arbejde om et par måneder. Det var ikke lige dét vi havde snakket om, eller vi havde ikke lige snakket om det, og vi plejede jo at snakke om alt sammen…. Det var nemlig ikke nødvendigt rent økonomisk, og hvordan skulle det ikke gå når jeg skulle tilbage til RUC og han skulle skrive speciale plus det faktum, at der ville være lange udsigter til Aya skulle i institution? Nicolai havde fuld forståelse for at jeg havde behov for at arbejde, så vi aftalte det blev midt marts, hvor Nicolai skulle igang med sit speciale. Til februar startede jeg ude på RUC, men skulle indsluse på et fag, hvor jeg ikke skulle skrive projekt og heller ej have så meget undervisning, så det krævede ikke så meget. Vi havde skrevet Aya op til en lille hyggelig institution i Valby, men der var laaange udsigter til en vuggestueplads, men vi tog det egnetlig ikke så tungt. De dage jeg var til undervisning var Nicolai hjemme, hvor han godt kunne arbejde på sit speciale. Imens alt dette står på havde vi sat lejligheden til salg. I takt med at Aya blev ældre og bevægede sig mere rundt, og vi egentlig også gerne ville have et værelse til hende, tænkte vi, at det var en god idé. Vi startede bare stille ud og satte opslag op og lagde den på dba.dk. Der var ret meget interesse for den, og det kom lidt bag på os. Det var ikke helt tiden til at sælge andelslejligheder, så vi skulle finde en løsning, hvis den nu blev solgt. Og det gjorde den så i marts 2011, imens vi var i London! Så til maj skulle vi være ude af lejligheden…
 photo 79a30d4b-ba42-421b-b079-0e9d83b32f05_zpscd58c499.jpg
Heldigvis havde Nicolai været skrevet op til lejligheder i Hvidovre igennem DAB siden han var 15 år gammel, og da han meldte sig aktiv fik vi flere tilbud på lejligheder, og endte med at sige ja til en lejlighed, som Nicolai ikke havde set. Jeg så den sammen med min storebror, og da vi jo havde solgt den anden lejlighed var der heller ikke så mange andre muligheder, end at takke ja! Men det var en fin stor 3 værelses lejlighed, som i dén grad trængte til en kærlig hånd inden vi kunne flytte ind. Så påsken blev det år brugt at forberede lejligheden og slut april blev denormale.com født 🙂

– Sebrina

Et sløjt barn og en træt baby

 photo 43bde867-0796-4286-a486-e5e277d427a3_zps18e38d96.jpgDet illustrerer dette billede nok meget godt. Alvin vågnede allerede fra sin middagslur i vuggeren kl. 12.40, så dér blev der ringet efter mig. Så det var en meget træt og pylret dreng til eftermiddag, og her bliver han lagt til brystet og kommer en tur ud i vognen direkte bagefter, hvor han fik 40 minutter ekstra. Han har brug for sin mor i denne tid, og det er nok en blanding af vuggestuestart og den normale periode med seperationsangst. Det er en hård tid for ham, hvorfor jeg heller ikke trapper ud af amningen lige nu og her. Det var egentlig planen at han skulle være “afvænnet” inden jeg starter på arbejde, men det kan jeg godt glemme. Men det kommer nok helt af sig selv, når jeg har min første arbejdsweekend… Det er kun et par amninger i løbet af en hel dag, og ikke noget han efterspørger, hvis jeg ikke er der. Hvordan har I andre sat en stopper for amningen? Aya droppede selv brystet da hun var 6 mdr, så det var ikke noget jeg nåede at tænke over…

Aya har været hjemme pga. sygdom, og på billedet ser hun ikke så frisk ud, men udtrykket skyldes nu mere at Alvin lige havde grædt, hvilket hun aldrig har brudt sig om. Specielt ikke hvis der er tændt for Ramasjang… det kan jeg nu godt forstå ;-).

– Sebrina

 

Året der gik #4 (den første tid med Alvin)

Havde forestillet mig at disse indlæg skulle komme lidt mere i rap, men de tager alligevel noget tid 😉 Men er ret vild med at lave dem, måske fordi jeg netop har været på barsel, og har brug for at få opsummeret de mange skønne ting der er sket!? Har da i hvert fald nok haft episoder med ammehjerne, søvnmangel og zombietilstande, som har gjort, at jeg har glemt nogle gode stunder!

Vi tager sommeren i dette indlæg, for der skete egentlig ret meget, og vi havde jo en fantastisk sommer!

Juni: Nicolai skulle tilbage på arbejde efter nogle dejlige uger, hvor vi var i ren babybobbel/familiebobbel. Det var og er bare en fantastisk tid med sådan en nyfødt, og adrenalin og endorfiner fyrer rundt i kroppen samtidig med en masse dejlige besøg. Der var ikke det vi ikke kunne klare. Vi havde også en søn der på det tidspunkt sov 20 timer i døgnet, og en storesøster som bare klarede det hele til ug ;-). Alvin var dog meget ked af det i sine vågne få timer – medmindre han spiste. Da de første 2-3 uger var gået, kunne vi ligesom godt se et mønster i det. Han skreg stadigvæk HVER gang han blev lagt på puslebordet, og skulle svøbes stramt og vugges og hoppes med. Da vi stod midt i det føltes det egentlig ikke så hårdt, og jeg blev ved med at sige “vi skal ikke klage, for hvis han havde kolik, så ville han ikke sove så meget”. Men når jeg tænker tilbage, så var jeg i alarmberedskab hele tiden. Hver gang jeg var ude at gå med ham tænkte jeg hele tiden frem, for hvis han nu vågnede, så var det med skrig og skrål, og jeg skulle hele tiden være på forkant. Jeg nåede ikke til at aflyse aftaler pga. dét, for det nægtede jeg simpelthen. Men jeg var meget tæt på. Kan særligt huske dagen før jeg skulle mødes med min mødregruppe for første gang, hvor Alvin ikke havde sovet så meget, og bare græd og græd og nærmest var utrøstelig. Jeg kan huske at jeg til sidst lagde ham skrigende og gik i lynbad tudende, fordi han græd uanset hvad, og jeg bare havde fået nok! Følte mig som verdens dårligste mor og undskyldte og undskyldte over for Alvin og lovede, at jeg aldrig ville forlade ham igen. Jeg ringede til Nicolai (nok igen tudende), og sagde at nu kunne jeg jo ikke komme i mødregruppe, for lige den dag sov han ikke så meget, men græd og græd. Nicolai fik mig dog heldigvis overbevist om, at det ville være en god idé, og den dag sov han så det meste af tide
 photo slynge_zps62d3600c.jpgJeg sad på en bold og “schhhy”‘ede eller havde ham i bæresele eller slynge meget af dagen, og havde hele tiden på fornemmelsen, at noget var galt, uden at kunne sætte en finger på, hvad det skulle være. Han sked uden at lyve 10 gange om dagen, tog 400 gram på om ugen, så han trivedes på dén front. Men hverken Nicolai eller jeg syntes at det var normalt at han skulle sove SÅ meget, og så være SÅ ked af det, når han så var vågen. Jeg kan huske, at jeg synes han var lææænge om at smile, og slog op, hvornår Aya smilede til os, fordi jeg sådan manglede dét signal. Signalet på at “jeg har det godt mor, og du gør det godt”. Det kom allerede da han var 17 dage gammel, så det var jo slet ikke sent, men jeg har åbenbart allerede dér haft på fornemmelsen, at der var noget galt og ligesom haft særligt brug for det smil.
 photo smil_zpsdd2fdf8b.jpgvi blev dog enige om, at vi bare havde fået et barn, der havde brug for trygheden, og så skulle vi give ham den! Der var nemlig ikke noget der ligesom indikerede at noget var galt.
 photo aya_zps7af6614f.jpgAya kunne ikke lide når han græd, og kan det stadigvæk ikke ;-). Hun var under tre år da hun blev storesøster, og har bare klaret det så godt. Meget bedre end vi havde turde håbe på. Hun har været omsorgsfuld over for ham siden dag 1 og er det stadigvæk.
 photo kram_zps4b82edd8.jpgJuni var jo også måneden, hvor ammedebatten rasede, og takket være Lortemor, blev der demonstreret og råbt højt i medierne. Jeg selv blev også enormt provokeret, og da Shøle gik igang med Working Mama Projektet, var der ingen tvivl om, at jeg skulle være med. Det blev til nogle fantastiske billeder, hvor Aya er med, og jeg kan slet ikke vente med at se det færdige resultat!
 photo amme_zpsf169cf5d.jpgJuli kom og Nicolai havde igen ferie. Vi havde en uge hjemme, hvor vi kom godt rundt, så vi fik oplevet noget. photo ferie_zps10b85227.jpgog så havde vi en uge i et skønt sommerhus i Dronningmølle. photo sommerhus2_zpse10bf9df.jpgLige inden afgang anskaffede vi også en slyngevugge, og dét var bare vores redning. Kan simpelthen ikke få mig selv til at komme af med den, da den seriøst reddede vores dage. Alvin faldt altid så hurtigt til ro i den, og sov faktisk i slyngevuggen hele ugen i Dronningmølle. Pga. Alvins tiltagende skrigeture og lidt flere vågne timer, blev det ikke til så mange strandture, men vi isolerede os bare i sommerhuset, og det var helt perfekt. Aya havde en dejlig uge, hvor hun også var et smut i Cirkus Summarum, som hun stadigvæk snakker om 🙂 photo cirkus4_zps87599c79.jpgVi var egentlig ikke så meget på stranden, eller det var vi nærmest ikke, for efter første gang, hvor Alvin igen bare var utrøstelig, og kun slyngevuggen kunne få ham til ro, blev vi enige om, at vi blev i sommerhuset, hvor vi bare var os selv, og kunne hygge sammen. Jeg kunne ikke klare flere offentlige skrigeture og følelsen af at være magtesløs, og jeg ville bare have, at Alvin var rolig og ikke ked af det. Jeg begyndte også at lægge mærke til, at han trak lidt til den ene side, og jeg masserede ham og ‘pressede’ ham til at kigge til den anden side. Jeg tjekkede faktisk muligheden for kiropraktor i nærheden af sommerhuset, men Nicolai fik talt mig fra det, da det faktisk var begyndt at gå lidt bedre med Alvin.

Da vi kom hjem holdte vi Ayas 3års fødselsdag dagen efter, og jeg kan huske at jeg var helt smadret bagefter. Dels forberedelserne til fødselsdagen, at være på når der kom gæster, og nok alleremest fordi jeg bekymrede mig om, hvordan det skulle gå med Alvin. Da gæsterne gik sagde jeg til Nicolai “jeg ringer til kiropraktoren i morgen, jeg bliver nødt til at få bekræftet at der ikke er noget galt”. “Okay, det gør du bare skat” var hans ord. Jeg havde ellers lige forberedt på en lang argumentation på, hvorfor jeg ville gøre det, men Nicolai kunne godt fornemme, at jeg havde brug for at få noget hjælp af en eller anden art. Om ikke andet, så bare for at vide, at der ikke var noget der nagede Alvin.
Jeg ringede mandag før de åbnede og lagde en besked. Fem minutter efter blev jeg ringet op, selvom de ikke havde åbent. Der var allerede tid til mig et par timer efter, og min mor tog med. Jeg var én stor undskyldning: “jeg er nok for pylret, men har bare behov for at vide at der ikke er noget galt med hans nakke”, sagde jeg til min mor, og min mor anerkendte mit behov og sagde “du er bare en bekymret mor, og du gør det helt rigtige, det er helt okay Sebrina”. Det gav mig ro. Jeg kunne nemlig godt føle at det var lidt ‘forkert’, for han var jo ikke et kolikbarn, og der var nok andre der havde meget mere behov for at søge “hjælp” end mig.
Vi kom op til den mest fantastiske dame og ro, som lyttede meget og jeg husker tydeligt hendes ord efter jeg igen fortalte: “jeg ved godt at han ikke har kolik, og jeg er nok bare pylret, for han sover jo meget i løbet af dagen, og jeg skal jo ikke klage…”. Hun sagde helt præcist: “sommetider er det jo nemmere bare at ligge sig til at sove, hvis verden er svær at overskue pga. smerter”. Hvorfor pokker havde jeg slet ikke overvejet det? At min lille dreng nok bare lagde sig til at sove, fordi han ikke kunne overskue smerterne/ubehaget? Det stikker stadig i mit hjerte, når jeg tænker på, at han var hele 8 uger gammel, da han kom op til første behandling, og altså hele tiden har haft ondt efter han blev født. For der var nemlig noget galt. Både med nakke, skulderblade og et fastlåst bækken. Og allerede efter første behandling havde vi en anden dreng. Det var seriøst vildt at opleve, og jeg følte og føler stadigvæk en stor taknemmelighed for denne fantastiske og dygtige dame. Selvom Alvin har været en trygheds- og temperamentsfuld herre også efter behandlingerne, så gjorde hun en markant forskel for ham og os. Det er helt klart! Og jeg vil anbefale jer at læse Cecilies oplevelse med børn og kiropraktik, som har været igennem et hårdere forløb end os.

Han var i behandling mandag og torsdag, og lørdag holdte vi så housewarming for en masse mennesker. Dem som havde mødt Alvin før, bemærkede også forskellen på ham bare efter to behandlinger. Det var en lettelse.
 photo house_zps17ee6438.jpgAugust kom hurtigere end regnet efter en dejlig juli, og jeg og børnene fik en ekstra miniferie i Løkken
 photo loslashkken_zps1328edd6.jpgog det var så den sommer 🙂

– Sebrina

Alvin 8 måneder – den vildeste måned!

 photo df6ca89b-4cfe-46d1-93ac-d9bf0bb0528d_zps5a178315.jpg  photo 7dc004f5-7285-4e3c-8ff8-d2f27cea3c44_zpsf3bf9c51.jpgDen 20. januar blev Alvin otte måneder! Og der er virkelig sket noget med ham. På instagram ligger jeg jo ugebilleder op (er ret stolt over at huske det stadigvæk ;-)), og der er jo sket noget for hver uge den seneste tid! For to uger siden var sundhedsplejersken også på sidste besøg, og da vejede han 9,6 kilo og var 73 cm lang. Boeltest bestod han naturligvis, og nu er næste kapitel for ham og os altså vuggestuen. Og han er klar.

– han kravler nu

– og rejser sig op af (ad?) ting

– og er begyndt at tage små skridt, når han vel og mærke støtter sig til noget

– er rundt i hele lejligheden

– han har styr på pincetgrebet, og til de af jer som ikke har børn, og tænker “hvad fuck er det!?”, så betyder det bare, at han ligesom kan tage små hapsere med sine tykke pølsefingre og proppe maden i munden selv. Det betyder også, at han kan blive stiktosset, hvis han ikke får lov selv. Det svinger dog alt efter trætheds- og sulthedsgraden, fordi nogle dage skal vi give ham mad… Men jeg lover jer et svineri vi har herhjemme. Det havde jeg faktisk lykkeligt glemt alt om fra dengang Aya var i samme alder 😉

– han er begyndt at kommunikere endnu mere med bestemte lyde og fakter, og rokker også med til musik/sang

– han sover en længere formiddagslur, kort middags/eftermiddagslur og sover endnu ikke igennem om natten. I hvert fald ikke i et mønster eller noget. Vi er trætte nu, så det må gerne snart komme… Men det kommer nok først i takt med, at vi får trappet ud med vællingen, men det er vi og han ikke klar til. Han sluger sådan en flaske inden sengetid OG én gang om natten, og sundhedsplejerskens ord om, “at det har han ikke behov for, og I burde droppe flasken, han mangler jo ikke noget osv.”, tager jeg ikke helt til mig. Mavefornemmelsen er der bare ikke endnu, og mavefornemmelsen har aldrig slået fejl. Okay, selvfølgelig kan den da slå fejl, men oftest, ja, så er der sgu noget om det dér intuition, som aldrig slår fejl hos mødre. Det har jeg efterhånden fået bekræftet mange gange som mor til to (klogeåge!). Nu har jeg også en uddannelse og arbejdserfaring, som hjælper godt til, men hvor er jeg glad for at være så bevidst om min egen intuition i forhold til mine børn og kundskaber som mor for dem. Ellers kunne jeg godt stå dér og blive helt i tvivl, når der kommer nogen og fortæller mig om “en kold tyrker”. Jeg har fuldt ud respekt for sundhedsplejersker, men desværre synes jeg også bare, at jeg hører og læser om mange mødre, der bliver helt usikre på sig selv efter et besøg af sundhedsplejersken. Sådan skal det jo ikke være – tværtimod. Det her skal ikke være en kritik af sundhedsplejersker generelt, for jeg har da heldigvis mødt mange dygtige sundhedsplejersker, og drømmer også selv om en dag at blive sådan én… Men i mine øjne er den fornemeste opgave en sundhedsplejerske har, at styrke moderens tro på sig selv som mor. Og naturligvis observere om barn og mor trives.

– nå, tilbage til hovedpersonen! Han er helt 100 bevidst om mors bryster, og vi trapper laaaangsomt ned, og er nu nede på to-tre amninger i løbet af dagen. Det går fint på den måde.

– han kan nu være længere for sig end nogensinde før. Han elsker at udforske verdenen, og hvor er det bare en befrielse – specielt for mig. Det kommer jo nok ikke som en overraskelse, at han nærmest har hængt på mig i 7,5 måned og været et krævende barn, og ellers har brokket sig, hvis han ikke var på arm. Krydret med at han ikke har sovet så meget (med de første 8 uger som undtagelse, hvor han sov 18-20 timer i døgnet!). Det har været hårdt, det har det altså. For det er ikke bare lidt klynk, nej det er med skrig og råb, hvis han ikke blev taget op. Nu er det anderledes. Bevares, hvis han er træt, sulten eller ikke lige ved hvor mor er, så brokker han sig naturligvis, men det er virkelig en ændring, som jeg særligt har bemærket og nyder… okay VIRKELIG nyder 😀 Han er jo tung, og jeg har også bare brug for at kunne gøre nogle ting for mig selv, såsom at børste tænder, sætte hår uden at have en baby på armen eller med skrig og skrål som heppekor, fordi han ikke blev taget op. Fik jo “råd” om (ikke af sundhedsplejersken!) at lade ham ligge, “han skal jo lære det”, “pas på med ikke at adlyde ham”, “han skal jo lære det”, … og jeg skal komme efter dig. NEJ et spædbarn kan ikke forkæles. Og børn ER forskellige. Søskende er forskellige. Drenge og piger er forskellige. Jeg kan blive ved. Nu er der sket så meget med ham, at han ikke skal være på arm konstant, og sagtens kan underholde sig selv. Så selvom det her ikke skulle blive sådan et indlæg, så bliver det også lige sådan et ‘FUCK’ til dem, som siger sådan noget l-o-r-t til andre mødre. Børn er forskellige, og vi kan snakke om forkælelse, når de når en anden alder.

– hans personlighed former sig mere og mere, og der er krudt i ham. Derfor slår han sig også flere gange dagligt, og har blå mærker og buler i panden.

– Hånden på hjertet – jeg har ingen besvær med snart at skulle aflevere ham i institution. Hvilket der er små to uger til. Han har brug for stimulering og ELSKER når Aya kommer hjem så der er godt gang i den, særligt hvis hun har en veninde med 😉 (det starter åbenbart tidligt).

– han har for længst opdaget sin tissemand iøvrigt… haha 😀

– han er sød. Pissehamrende sød og jeg kan slet ikke lade være med at kramme ham og sige til ham flere gange dagligt, at han er den lækreste dreng der findes. Han er gået lige ind. Ligesom hans søster gjorde og stadig gør. Og jeg siger jer, de to er så gode sammen. Det er helt vildt! Han får ikke en bedre storesøster. Punktum. Dét kan og skal ikke diskuteres. Selvom jeg også er klar til at forlade vores lille bobbel herhjemme og tage hul på et nyt kapitel, så har jeg nydt vores barsel sammen. Den har været fysisk hård, til tider også psykisk, men den har været god med få dage til undtagelse 😉
 photo 2a12c00d-bfcc-4fa3-85f4-014e9ab607db_zps2e91bfeb.jpg

Older posts