Lige nu [02.12.2018]

  • vil 1. søndag i advent 2018 blive én af de bedste dage i Ayas liv, idet hendes største ønske går i opfyldelse
  • er Nicolai nemlig på vej til den sødeste familie i Odense, for at adoptere deres lille kanin Ella, for hun skal nemlig hjem og bo hos os
  • er det nok ikke helt gået op for mig, at vi rent faktisk også skal til at have en kanin, for jeg er alt for rolig omkring det
  •  aner jeg det værste jeg ved i mine børn. Utaknemmelighed. Det er blot d. 2. december og der er allerde blevet ytret “får vi kun slik i kalendergaver?”. Jeg er ikke fan. Sidste år var de skuffede, hvis der ikke var slik i kalenderen… så det er svært at være nisse herhjemme, eller mormor, som er hende der har sørget for at skaffe kalendergaver til alle børnebørnene.
  • har jeg derfor også kommet med det man ikke må, trusler. Truet om at såfremt jeg hørte mere brok vedrørende kalendergaver, så piller jeg kalenderne ned og afleverer  dem til børn, som intet får til jul. Det virkede som om at det hjalp, men det finder vi ud af i morgen.
  • mener jeg faktisk overstående. Jeg. kan. slet. ikke. have. utaknemmelighed.
  • var klatkager i Alvins øjne, iøvrigt heller ikke godt nok her til morgen. jvf. utaknemmelighed/forkælethed
  •  kan i nok fornemme irritationen i min krop? Jeg mærker den selv, og jeg mærker ogå en murren i mit underliv. PMS er altå ægte. Det er egentlig ret så irriterende!!
  • har jeg altså badet i 4,1 grader koldt vand. Altså i går, men det er stadig sejt, og koldt! Målet er fortsat at komme i, når der er is på vandet.
  • har vi endeligt fået lys over vores spisebord, og det føles næsten som om, at stuen har fået en makeover. Dét er jeg ret så meget fan af. Nu ser vi rent faktisk at vores spisebord har den smukkeste grønne farve.
  • apropos grøn, så vil jeg med det samme huske at få klikket noget grøn tavlemaling hjem, for NU skal vi have malet den væg oppe i gangen ved børnenes værelser. Det skal vi nå inden juleaften.
  • er der en pige der skal køres til spejder, og jeg kan næsten ikke vente med at hente hende igen og se hendes reaktion <3

-Sebrina

Lige nu [11.11.2018]

  • Er der erklæret undtagelsestilstand herhjemme. Fordi de voksne festede i går, Aya har været på spejdertur og Alvin været hos sine idoler (Nicolais småbrødre). Dvs vi er pænt brugte.
  • Har hunkønnene herhjemme forstået det med undtagelsestilstand helt korrekt. Vi har været sammen i karbad og pt sidder vi i sofaen, imens Alvin er gået hjem til sin ven længere nede ad vejen og Nicolai går og rydder op udenfor. Slap nu af for fanden, så vi andre kan gøre det her med god samvittighed.
  • Har jeg dog for en time siden støvsuget hjemmet, så jeg har da bedrevet noget, og nu lader jeg op til at komme afsted for at handle ind til aftensmad
  • Har vi planer om homemade junk. Eller vi køber pizzadejen og laver så selv vores pizzaer. Vi prøver ikke at springe madbudgettet denne måned ved at være lidt fornuftige. Vi har flere arrangementer på martriklen denne måned, og kunne være fint hvis de ekstra madomkostninger kunne klares for vores normale madbudget. Månedens udfordring
  • Har vores ældstefødte været på tur inkl overnatning med spejder. Og det er fantastisk og hun er så stolt. Men shit det er altså gået så stærkt med hende, og jeg har suget hende til mig idag.
  • Har vi været i karbad sammen, og det var ikke bare rart for den ømme danse-druk prægede krop, men også pisse hyggeligt at have hende på tomandshånd. Og efterfølgende har jeg joinet hende i sofaen. Det er virkelig gået op for mig, at jeg skal nyde de stunder med hende og ikke tage dem for givet.
  • Må jeg hanke op i mig selv og sætte kursen mod Rema. Vi er sultne!

Sebrina

Er det allerede nu hun begynder at frigøre sig?

I denne weekend har jeg ikke set så meget til min datter. Min lille otteårige datter. Fordi hun har haft travlt med at være social sammen med andre. Og det har været mærkeligt! For det er fantastisk at hun bare stortrives og har veninder, men samtidig er det også noget jeg lige skal sluge, kan jeg mærke. Og dét havde jeg ikke set komme. At jeg skulle have det sådan. I går var hun til fødselsdag i svømmehallen fra 11-15, og kom hurtigt hjem med sin taske, og gav beskeden at hun tog med hjem til sin veninde, som blot bor 100 meter herfra. Da klokken var 17.30, og vi ikke havde hørt noget fra hende, ringede jeg hjem til venindens forældre og bad dem om at sende Aya hjem til aftensmad inden for en halv time. Og 30 sekunder efter ringede Aya mig op og spurgte om hun ikke måtte sove hos veninden. Det har hun spurgt om før, men der blev det et nej, da vi skulle noget dagen efter, og fordi jeg ærligt, ikke helt troede at hun ville kunne klare det. Fordi jeg ikke selv som otteårig kunne sove hos andre veninder. Men jeg har heldigvis lidt indsigt og en mand, der ret ofte påminder mig, at min datter jo ikke er en tro kopi af mig, så selvfølgelig skal hun have lov. Og hun tog sin mobil med, og jeg fulgte dem hjem og fik en snak med moren, og var fortrøstningsfuld. og da jeg ikke havde hørt fra hende kl. 21, sendte jeg hende en godnatbesked. Og der kom ingen retur. Og da jeg vågnede i morges, var der heller ingen.  Så det var altså en succes med den overnatning, og Nicolai og jeg snakkede i aftes om, at hun vil være mega stolt, hvis det lykkes med den overnatning, og derfor var jeg også glad i morges. Fordi det jo med garanti havde været en succes. Og det var det! Pigerne kom forbi og skulle med det samme afsted til biografklub, og jeg gav besked om, at jeg ville hente dem, fordi jeg kunne ikke lade være. Savnede hende sådan. Vi skulle køre hjem til farmor efterfølgende. Og det første Aya spurgte om var, om hun ikke bare kunne blive hjemme og lege med sin veninde, i stedet for at komme med hjem til Farmor!? What?. Hun elsker sin farmor, og lige dér, lige dér, måtte jeg jo bare erkende, at det sådan det er lige nu, og måske bare fremover? At livet med veninderne er sjovere og at foretrække? Av av av. Det er jeg ikke helt klar på, men det må jeg jo så bare blive. For det er også noget af det dejligste at være vidne til. At hun trives også – uden mig.

Sebrina

“Fuck det er i dag der er legegruppe!”

Det hørte jeg mig selv sige i morges, da jeg stod og nettede mig inden jeg skulle afsted, og kom i tanke om at der var noget med den 8. oktober, udover at det altså er Nellies 4 års fødselsdag. Og så kom jeg i tanke om det. Legegruppe! Som i at jeg havde informeret om, at jeg ville hente børnene lige efter skole og de så ville være her til kl. 17. Så jeg måtte jo smutte tidligt fra arbejdet i dag, for at køre forbi Rema 1000 og panikhandle inden jeg løb afsted sammen med Nellie op mod skolen. Jeg har hele tiden troet, at de har fri kl. 14, men jeg ville lige være der 10 minutter før, såfremt de fik tidligere fri. Jeg endte med at være der 10 minutter for sent, da deres søde klasselærer kunne informere mig om, at de altid har fri kl. 13.40. Og sådan blev min midlertidige opfattelse af mine supermomkræfter begravet dybt. Tænkte på vejen, at jeg da var mega power sådan at nå at få styr på snacks og være rolig omkring den lidt glemte legegruppe, som jeg af en eller anden årsag kun havde fået skrevet i min arbejdskalender, som jeg jo har været væk fra siden i torsdags. Men den søde klasselærer var blevet, og ville dog ringe hvis jeg ikke var kommet inden for nogle minutter. Jeg bukkede og takkede, og skyndte mig afsted med flokken og Nellie.

Turen hjem gik så fint! Synes altid hjemturen kan give en føler på, hvordan de næste par timer nu skal blive. Drengene som skulle med, kendte jeg ikke, så det kunne jo være en af de dage, hvor jeg ville ringe og meget bestemt bede Nicolai om at komme hjem med det samme. Men gruppen havde en god dynamik, og var selvfølgelig i et godt gear, men med respekt, hvilket vi jo af erfaring ved, ikke er en selvfølge længere. De løb i haven, legede med Nellie, og gik bagefter igang med en fælles leg oppe på Ayas værelse. Imens kunne jeg smide frosne kanelsnegle (Tak Rema1000) i ovnen, rydde op efter morgenrodet, tømme opvaskeren, og bare nyde deres grin ovenpå. Efter 20 minutter blev der serveret lune kanelsnegle med en for tynd glasur og lidt krymmel, samt bryg-din-egen-kakao og lidt æblebåde for synets skyld… 😉 Pigerne bandt bind for drengenes øjne, og førte dem hen til bordet for at overraske dem. De kender i hvert fald vejen til drengenes hjerter allerede ;-). Vi fik en hyggelig snak om diverse dyr, ubåde, Fortnite, kærester, og jeg slubrede deres selskab og iver i mig lige indtil de ville op på værelset og fortsætte deres bryllupsleg til Markus & Martinus bragende i Sonos’en på Ayas værelse. Så læste jeg lidt blogindlæg, drak min kaffe og nu er de alle fire gået sig en tur med Nellie, og jeg vil lynstøvsuge vores entré, inden deres forældre kommer. Når de kommer hjem efter en gåtur, kan jeg igen imponere med popcorn og en smoothie, og ja, så er tiden allerede gået og alle er glade. Jeg har hverken skulle bage selv, eller stå for at aktivere legegruppen i dag, så I kan godt gætte jer til, at jeg er lettet og den træthed jeg har, skyldes ikke legegruppen, men bare ganske almindelig mandagstræthed. Yay! Legegruppe FTW!

-Sebrina

Hvordan er det så gået med skoleskift og børnehaveskift?

Det er ved at være rette tid til en update omkring dét at flytte børnene. Også selvom I nok kan fornemme, at det er gået over al forventning. For det har det. Og hvad årsagen har været til vores held, ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Men jeg vil godt komme ind på tankerne, bekymringer, forberedelsen og processen i det. For det har været et stort projekt, som har varet i godt og vel otte måneder, og at have sat punktum – det er så befriende.

Da tankerne kom til Køge i forbindelse med huskiggeri, gik jeg igang med en grundig research af skolen, der tilhørte det område vi var interesset i. Og der var intet negativt. En lille byskole som havde ry for at gå meget op i faglighed.

Så vi forsatte jo kiggeriet i Køge samtidig med Solrød. Og som I ved, så blev det jo så Køge. Læs om vejen hertil her, her og her. Børnene var overhovedet ikke med i den proces. De var med ude at kigge på huse i Køge, men var slet ikke klar over “konsekvenserne”, hvis vi endte med at købe et hus i Køge. Vi var enige om at vi traf beslutningen, og når alt ligesom var igennem, så fik Aya besked om skoleskifte. Og da vi kunne meddele at vi havde købt det store hus, som de også mente at vi skulle købe (det var ikke alle huse de ville bo i iøvrigt), fortalte vi også, at Aya var så heldig at hun skulle gå på en skole som er Danmarksmestre i skoleudvikling.

Bekymringerne
og som alle andre var det i starten bekymringerne, der fyldte en del. Hvad nu hvis det bare slet ikke gik godt med børnehaveskift og skoleskift? Hvad nu hvis de ville græde hver morgen og bede om at komme tilbage til det gamle. Hvordan pokker skulle vi tackle det? Og var vi bare mega egoistiske? Men sådanne bekymringer og tanker blev vi meget hurtigt enige om, at vi ikke kunne bruge til noget som helst. Slet ikke et halvt år i forvejen. Vi måtte fokusere på alt det positive og at vi har truffet et valg, og at valget på at flytte jo også netop var taget af hensyn til vores børn. At de ville vokse op i en relativ stor by med let adgang til alverdens fritidsinteresser og en masse liv. Samtidig i et stort hus med have, og med en beliggenhed tæt på byliv. Og måske vores glæde kunne smitte lidt af? Så jeg læste en del omkring skoleskift og gode råd i forhold til skoleskift, jeg læste om gode (og dårlige) erfaringer, og så fik jeg rigtig mange fantastiske råd fra følgere på instagram, og det var faktisk meget hjælpsomt. Det hjalp også at vi i forvejen havde tanker om, at Aya skulle skifte skole, også hvis vi blev i Solrød, og det nok i bund og grund var nemmere at “forklare” et skoleskift baseret på at vi flyttede til en anden by, frem for et skoleskifte til en anden skole i samme by pga. nogle forskellige negative forhold, som næsten fyldte hver dag i Ayas nuværende skole/SFOtid, og som egentlig drænede både Nicolai og jeg.

Forberedelser
Det første vi gjorde da handlen var gået igennem, var at tage til Køge. Og det har vi jo så gjort løbende indtil overtagelsen. Vi tog i Lovparken, hvor børnene legede og hyggede sig. Og så gik vi forbi Ayas skole, som jo ligger lige ved, og som bruger Lovparken rigtig meget. Dét var helt klart et plus, det med Lovparken. Det jeg så ikke lige havde styr på, var at skolens legeplads lå ved de bygninger, hvor 0.-2. klasserne hører til (og som vi ikke vidste hvor var, hvilket blot var 50 meter væk fra hovedbygningen). Så da vi stod i skolegården og Aya ikke kunne se en legeplads, ændrede hendes syn på den ellers så fantastiske skole sig til at være; “det er kedeligt!, dér vil jeg ikke gå” og “hvorfor kan jeg ikke blive på den skole jeg går på nu?”. Av. Nu gik det lige så godt, men jeg var også sikker på, at jeg altså havde læst om den nye legeplads… men det var så måske ved SFO’en?

Jeg er ikke som sådan en type der er ude i god tid, men det har jeg været ifht. skoleskift og børnehaveskift. Det er ellers Nicolai der står for meget af det praktiske, da han altid har haft bedre mulighed for det i sin arbejdstid end jeg har haft førhen. Men jeg tror ikke, at det var dét faktum at jeg nu også har tid i min arbejdstid til at kontakte diverse instanser, at jeg ligesom tog over på den del. Men det var min måde at håndtere min usikkerhed omkring skiftet – at jeg bare kunne få styr på så meget som muligt. Så kan jeg godt være ret handlekraftig. Passitivitet virker i hvert fald ikke. Så jeg fik arrangeret et møde med noget af skoleledelsen og den nye klasselærer, som blev i slutningen af maj, hvor vi havde Aya med. Dét møde gik bare så godt, og vi aftalte en dato, hvor Aya kunne komme og være med et par timer eller en hel dag, alt efter hvad Aya havde lyst til. Og hun ville gerne være med en hel dag!
Vi fik fornemmelsen af, at der var klare linjer, styr på tingene og forventninger til os. Så mavefornemmelsen var bare så god efterfølgende. Den mavefornemmelse har vi desværre ikke haft ellers i Ayas skoletid. Og til mødet blev vi bekendte med den anden skolegård, som vi skyndte os over i. Og dér var legepladsen jo! Og Aya var så glad og spændt, og har jo så været det siden. Vi fik også at vide at de i den klasse skrev med skråskrift, og derfor ville det være en god idé at bruge lidt tid på at øve det med hende. Lige før sommerferien tog Nicolai så med Aya med i den kommende nye skole. Og Aya var åben og med i timerne. Nicolai var meget positiv, ligeså Aya. Klasselæreren havde sørget for, at der ligesom var en pige der skulle tage Aya under armen, og vise hende rundt mm. De var meget velforberedte på, at Aya kom. De var også i Lovparken, så det var en rigtig spændende dag. Efterfølgende gik Aya med de andre elever over til den kommende nye SFO, hvor vi også havde aftalt med dem, at vi kom forbi. Og her snakkede Nicolai med én af pædagogerne omkring det at starte op. Vi havde den idé at Aya først skulle starte i skole og ikke starte i SFO inden, da det måske ville være lidt svært at komme i en SFO uden at kende nogen. Den SFO Aya gik i før, var meget stor og uden en egentlig struktur, og det tog lang tid for Aya at finde sig tilrette i det.

Nå, men det viste sig at vi blev anbefalet at Aya startede op i SFO inden skolestart. Så ville hun nå at kunne få nogle relationer inden skolestart, og der ville heller ikke være så mange børn mm. Ren logik, men ikke lige den logik vi åbenbart kunne finde frem til…

Ifht. Alvin, så ligger der to børnehaver tæt på vores bopæl. Den ene er en integreret institution, og en af dagene hvor vi var i Køge gik vi ind på legepladsen. En noget mindre legeplads end hvad han var vant til og bar præg af at legepladsen også blev brugt af vuggestuebørn. Så jeg ville gerne lige læse mere op på idrætsbørnehaven, som ligger meget tæt på den anden børnehave, men ikke er så “tydelig”. Da både Nicolai og jeg havde læst lidt om den, var vi begge sikre på, at det skulle være den vi skrev Alvin op til. Og han fik hurtigt en plads, og vi fik aftalt at komme forbi inden vi tog afsted på ferie. Jeg havde ikke de store forventninger, da Alvin kommer fra en helt fantastisk børnehave, så jeg havde forberedt mig på ikke at forvente det samme engagerede og venlige personale, som vi har været vant til. Og da vi kom var både min og Nicolais tanke, at det da godt nok var en lidt lille børnehave. Lige indtil vi nåede længere ind, og der så var direkte adgang til idrætshallen, som de bruger hver dag fra kl. 8-16. Og der var Alvin solgt. Og dermed også forældrene. At kunne have en hal med alverdens tilbehør, det er lige noget for Alvin.

Opstarten
Og så gik det jo løs d. 1. august. Første dag i SFO, og Aya var helt på og klar. Det kom altså lidt bag på os. Vi troede at det var sådan noget med, at vi ikke måtte gå osv., men det kørte bare. Dagen forinden ved sengetid snakkede jeg med hende omkring hendes tanker om at starte. altså det har vi gjort en del i ferien, men mere med fokus på, hvad hun følte her og nu. Hvordan hun havde det. Og hun glædede sig, men tænkte på, hvis nu ikke hun havde nogen at lege med. Og så snakkede vi om det, og jeg snakkede med hende om, hvordan hun ville tage imod en ny pige dengang hun gik i den anden SFO. At hun måske ikke som det første, ville spørge den nye pige om at lege, og at hun dermed ikke skulle blive skuffet, hvis ingen direkte spurgte om hun ville lege, da de nok også bare ville være generte, men at hun så nok dagen efter ville have nogen at lege med. Og det tror jeg gav mening og trøst hos hende.

Nicolai afleverede begge børn. Først Alvin som næsten ikke havde tid til at sige farvel, og dernæst Aya. Som også var helt cool og sagde glædeligt farvel. Pædagogen havde spurgt Aya, om hun ville hjælpe med at rengøre et akvarium, og fange fiskene op og sådan. Og sådan kan man i hvert fald vinde en del af Ayas hjerte. Så Nicolai ringede helt overrasket og fortalte om, hvor godt det var gået. YES!

Vi hentede Alvin kl. 14, og han var i fuld hopla og udbrød: “mor det er den bedste børnehave!”, og vi blev fortalt, at han bare sådan havde hygget sig og bare havde klinget med en af drengene og leget med ham hele dagen. Derefter hentede vi Aya som hyggede sig med en pædagog og flere tøser. Hun fik et farvelkram af en af pigerne, og vi kunne se og høre på Aya, at hun var meget glad og stolt. Da vi satte os i bilen fortalte hun stolt om, at hun jo havde haft flere at lege med, og bare havde haft en rigtig god dag. Det bedste var helt klart at være med til at fange fiskene, og nogle af dem skulle også slåes ihjel, og det havde hun også været med til. Hun er skabt af noget andet end jeg i hvert fald 😀

og ja, derefter er det jo bare fortsat med at gå godt. Begge børn har haft legeaftaler, og i weekenden kom én af drengene fra børnehaven forbi med sin far, for de bor 100 meter fra os. Det var så sødt, og Alvin blev rigtig glad, og mener at han skal lege med ham hver dag efter børnehave… Vi er blevet taget varmt imod fra forældre, og det er altså virkelig skønt. Det er jo ikke kun børnene der skal have nye relationer, men også os.

i mandags startede skolen jo så for Aya, og hun havde jo haft halvanden uge i SFO’en, hvor hun havde leget med nogle af pigerne fra klassen, og særligt fået en god relation til en af dem. Og da hun kom i skole, skulle hun også sidde ved siden af hende, og også sidde ved bord ved én af pigerne, som faktisk var på samme campingplads som os denne ferie. Så havde de også noget tilfælles, og Aya skal faktisk hjem og lege hos hende i morgen efter skole.  Så skolestarten er bare gledet, og ja gu’ er det åndssvagt med alle de bekymringer inden, men altså, sådan er det vel bare? Jeg tror vi har været heldige. Og så er vores børn bare mega seje. De har været åbne og modige, og særligt Aya har udviklet sig vildt meget henover sommeren. Jeg er så stolt af dem altså.

hvsi I skulle have nogle spørgsmål, så spørg endelig! Det er svært at gøre sådan et skriv kort, og jeg har sikkert alligevel glemt noget.

-Sebrina