ENDELIG kom der lidt ro på!

img_7445

I sidste uge fik jeg styr på en masse af det mylder der foregik oppe i mit hoved. Det har været så dejligt! Jeg har i løbet af det sidste halve år taget moduler på ammekonsulentuddannelsen, og det sidste modul på uddannelsen, blev jeg færdig med i torsdags. Så det er SÅ rart.

Udover dét fik jeg i fredags tilbudt en fast stilling på fertilitetsklinikken. Mit vikariat ville ellers udløbe til juni, og da det er en lille klinik med få sygeplejersker, er det ikke bare lige sådan at få en opnormering. Så jeg var jo begyndt at tænke på, hvad jeg dog så skulle finde på. Havde dog lidt forskelligt på hånden, men for første gang, var det så mærkeligt at skulle søge stillinger et andet sted, nu hvor jeg var et sted, hvor jeg trives både rent personligt og fagligt og kunne se mig selv arbejde i flere år. Når jeg tidligere har skiftet job, har det jo været på eget initiativ. Men jeg kunne jo ikke blive ved med at trække den, og den dag hvor der var ansøgningsfrist på en stilling jeg havde overvejet at søge, fik jeg at vide fra oversygeplejersken om, at jeg endelig ikke måtte søge en anden stilling. Så det var ret befriende, selvom jeg først turde sige det til nogen og også endelig tro på det, når det blev officielt. Og det blev det så i fredags. Det er en fantastisk klinik med ansatte som er søde, sjove, skøre og ikke mindst dygtige. Jeg har savnet sådan en tværfaglig arbejdsplads, hvor alle er meget motiveret og interesseret i at udvikle sig selv og specialet. Og også med “gode” arbejdsvilkår sammenlignet med så mange andre afdelinger i det offentlige. Så ja, jeg er meget glad!

Så det var lige to større “ting” der blev afsluttet i sidste uge, og derfor var weekenden bare ekstra god, og jeg glæder mig til at skulle have en hverdag, hvor der er nogenlunde ro oppe i kasketten.

Så måske der også kommer lidt mere på bloggen igen 😀

-Sebrina

“In your face”

img_7507 img_7550

jeg synes for tiden, at der er ret mange “in your face” lignende situationer. Sådan hvor jeg lige står lidt mundlam og tænker: “skete det der lige?” eller “sagde hun lige det?”. Vi, eller jeg, skriver om Aya nu. Det ER jo bare en kliché, men for fanden da… det går jo bare så stærkt med de børn. Og selvom vi ligesom burde være “skolet” nu i forhold til børns udvikling, så bliver jeg stadig taget med bukserne nede. F.eks. da hun for et par uger siger begyndte at læse rigtigt og spontant. “So-nos…. mor der står sonos, hvad betyder det?” spurgte hun da hun sad og kiggede på vores bogreol, hvor vores ene højtaler står blandt bøger (og lidt nibsrod iøvrigt). Og nu læser hun så altså. I går løb hun ud ad døren for at kigge på husnumre, da vi havde fået sådan en “skal vi sælge din bolig?”-reklame ind ad døren, hvor der var billede af naboens solgte bolig på, og der med stor fed skrift stod SOLGT på. Jeg synes altså at det er en vild udvikling at have en datter, der kan læse. For et år siden stoppede hun i børnehaven, og nu læser hun, regner og kan engelsk. Og selvom hun jo uden tvivl og helt objektivt er et geni, så må jeg også bare sige, at jeg er imponeret over hvor dygtige hendes lærere er. Stor respekt herfra.

nå, men det er jo ikke kun rent “fagligt” hun udvikler sig. I søndags blev Aya og Alvin afleveret hos mormor og morfar, da de jo har påskeferie, og Nicolai og jeg ikke havde fri mandag og tirsdag. Og der skulle Aya også lige forsikre sig om, at hun og Alvin skulle have mormor og morfar for sig selv; “mor i kører hjem efter aftensmad ik?”. Av. Eller yay. Ved det ikke. Men for pokker altså. Slap nu af Aya <3. Dine forældre kan næsten ikke følge med mere.

Sebrina 

1/2 års bryllupsdag og 31. fødselsdag

img_7293

En frisk hilsen her fra New York. I fredags havde vi 1/2års bryllupsdag, og den blev fejret med en tur til New York ;-). Vores første rejse/ getaway som mand og kone uden børn. Tre overnatninger har vi herovre, og vi er lige vågnet efter den 2. overnatning, og kl. er 7. Vi har jo ikke for meget tid at gøre godt med, så det er om at udnytte tiden bedst muligt! Og det gør vi. I går vågnede jeg på min fødselsdag og selvom jeg ikke havde tænkt så meget over det med at fylde 31 år, så bliver det i hvert fald en fødselsdag jeg ikke glemmer. For mig har det altid været en kæmpe drøm at komme til NYC, og byen lever helt op til mine forventninger og mere til, og jeg tror ikke der kommer til at gå mange år, før vi kommer retur igen – sikkert med børnene, fordi de jo sagtens kan komme med, men den her tur er for Nicolai og mig, og det har vi ikke ondt i maven over. Det er den én årsag til – at vi ved de har det dejligt hos mormor og morfar. Det er nu vores 4. tur væk sammen som kærester/mand og kone uden børn, og har nævnt det før – det gør altså godt for os at komme afsted uden børn, og tre/fire overnatninger har været passende for os og dem.

Nå, men har jo slet ikke tid til at sidde her og skrive – den står på sightseeing i dag på turistmåden! Det var bare en hilsen fra solrige men utroligt kolde (som i koldere end DK) NYC. Der kommer helt sikkert mere skriv og billeder fra turen, når vi er hjemme igen 🙂

Sebrina

det turde jeg ikke!

dsc_0008

Sidste søndag havde Aya sin første danseoptræden. Og jeg kan sagtens huske dengang min bror og jeg var til pointturneringer. Vi dansede jitterbug sammen. Og jeg var 10 år, og dansede sammen MED min storebror, og alligevel var jeg møghamrende nervøs, og uden tvivl, jeg havde ikke gjort det som 6årig. Dét er helt sikkert! Men det er noget andet med min egen datter, og vi så det også til sidste års gymnastikoptræden. Det er ikke fordi hun er en stjerne, men hun nyder det bare og koncentrerer sig om sin optræden, og ikke lader sig slå ud af de mange mennesker, synes jeg er så mega sejt! Og det gik også rigtig godt, og at se stoltheden i hendes øjne efterfølgende, og når hun får tildelt point og medalje af dommeren, får øjnene til at løbe i vand på mor her. Og hun danser altså på et hold med drenge der lige er et par år ældre end hende, og ikke en eneste pige udover hende. For hun ville hellere gå til hiphop end MGPdans, og det holdt hun fast ved. Ligesom det med at blive klippet korthåret.  Vi håber at det fortsætter – altså det der med at turde stille sig frem og også skille sig ud. Om det så gælder at række fingeren op og svare på spørgsmål i skolen, danse foran 300 mennesker eller hvad det så end er, så er det bare så mega sejt. Hun har udviklet sig så meget det seneste år, og hverken jeg eller Nicolai havde troet, at hun allerede ville turde sådan noget med at danse foran så mange mennesker. Men når hun føler sig tryg, så er hun bestemt ikke en genert pige. I det hele taget virker det til, at hun hviler godt i sig selv og tør at sige fra og til. Hun skal stadig informeres om, hvad der skal ske, hvis vi skal til nogle forskellige arrangementer – det der med at gøre noget virkelig spontant, fungerer slet ikke for hende, og det er noget vi da selv har syntes var lidt irriterende engang imellem, indtil vi ligesom “lærte”, hvordan vi skulle tackle det, og også bare skide på, hvad andre børn gør. For vi har da hørt, eller nok bare opfattet det sådan, at det nærmest var unormalt, at hun lige skulle bruge 30 minutter på at lure situationen an. At “gode børn” er dem der bare suser rundt og uddeler krammere til højre og venstre. Aya har stadigvæk svært ved at svare når fremmede eller folk hun ikke har mødt så ofte, spørger hende om et eller andet, og det kan være svært ikke lige at sige til hende “Aya, du kan godt lige svare!”, men hun ved jo godt at hun skal svare, og det gør det ikke bedre, at vi forældre står og påpeger hendes “svaghed”.  Hvis hun bare lige får lov til at “lande”, så står mundtøjet ikke stille, og hun er efterhånden blevet en modig tøs. Vi er så stolte af hende.

-Sebrina

Older posts