det turde jeg ikke!

dsc_0008

Sidste søndag havde Aya sin første danseoptræden. Og jeg kan sagtens huske dengang min bror og jeg var til pointturneringer. Vi dansede jitterbug sammen. Og jeg var 10 år, og dansede sammen MED min storebror, og alligevel var jeg møghamrende nervøs, og uden tvivl, jeg havde ikke gjort det som 6årig. Dét er helt sikkert! Men det er noget andet med min egen datter, og vi så det også til sidste års gymnastikoptræden. Det er ikke fordi hun er en stjerne, men hun nyder det bare og koncentrerer sig om sin optræden, og ikke lader sig slå ud af de mange mennesker, synes jeg er så mega sejt! Og det gik også rigtig godt, og at se stoltheden i hendes øjne efterfølgende, og når hun får tildelt point og medalje af dommeren, får øjnene til at løbe i vand på mor her. Og hun danser altså på et hold med drenge der lige er et par år ældre end hende, og ikke en eneste pige udover hende. For hun ville hellere gå til hiphop end MGPdans, og det holdt hun fast ved. Ligesom det med at blive klippet korthåret.  Vi håber at det fortsætter – altså det der med at turde stille sig frem og også skille sig ud. Om det så gælder at række fingeren op og svare på spørgsmål i skolen, danse foran 300 mennesker eller hvad det så end er, så er det bare så mega sejt. Hun har udviklet sig så meget det seneste år, og hverken jeg eller Nicolai havde troet, at hun allerede ville turde sådan noget med at danse foran så mange mennesker. Men når hun føler sig tryg, så er hun bestemt ikke en genert pige. I det hele taget virker det til, at hun hviler godt i sig selv og tør at sige fra og til. Hun skal stadig informeres om, hvad der skal ske, hvis vi skal til nogle forskellige arrangementer – det der med at gøre noget virkelig spontant, fungerer slet ikke for hende, og det er noget vi da selv har syntes var lidt irriterende engang imellem, indtil vi ligesom “lærte”, hvordan vi skulle tackle det, og også bare skide på, hvad andre børn gør. For vi har da hørt, eller nok bare opfattet det sådan, at det nærmest var unormalt, at hun lige skulle bruge 30 minutter på at lure situationen an. At “gode børn” er dem der bare suser rundt og uddeler krammere til højre og venstre. Aya har stadigvæk svært ved at svare når fremmede eller folk hun ikke har mødt så ofte, spørger hende om et eller andet, og det kan være svært ikke lige at sige til hende “Aya, du kan godt lige svare!”, men hun ved jo godt at hun skal svare, og det gør det ikke bedre, at vi forældre står og påpeger hendes “svaghed”.  Hvis hun bare lige får lov til at “lande”, så står mundtøjet ikke stille, og hun er efterhånden blevet en modig tøs. Vi er så stolte af hende.

-Sebrina

Altså vi passer bare en hundehvalp…

img_6778 img_6784

så blev der lidt stille herinde! Og det er ikke kun fordi vi i denne uge passer en hundehvalp, for det er jo faktisk allermest Nellie der gør det, men der har desværre ikke være så meget tid til at skrible lidt herinde, selvom der er masser at skrive og berette om…

men intet nyt er godt nyt, og vi har det alle godt! Her til aften fik vi styr på hotel og visum til vores tur til New York (om en måned sgu!). Lommepengene ved jeg ikke helt hvor skal komme fra, for det kan mærkes, at jeg er gået ned i løn. Jeg stopper aldrig nogensinde med at påpege, at det er dybt latterligt at min løn (fordi jeg nu nærmest kun arbejder dagstid og i det offentlige) svarer nærmest til det samme, som var jeg på dagpenge. Jeg mener.. det er trods alt en mellemlang videregående uddannelse jeg har mig… Det synes jeg sgu ikke er okay. Til gengæld fungerer det bare big time at have et arbejde fra 8-15.30 og et meget spændende og meningsfuldt et af slagsen. Så fuck det, at vi ikke lige får nyt fjernsyn denne måned (eller næste), for det kan noget det der med at have en fast dagsrytme og et meget spændende arbejde. Og tid og overskud med dem der betyder allermest for mig.

Nå… men bare et hurtigt hej her inden sengetid. Er nemlig også blevet bedre til at gå i seng før kl 23! Nok mest for lige at nå en time i sengen inden børnene indtager 80% af vores seng. Samsovning kan være hyggeligt ja… men for tiden er de voksne herhjemme pt en smule trætte af det. Gode råd? De sover sammen i Aya’s seng, men kommer alligevel ind til os i løbet af natten, og er med på, at det er tryghed osv, men er lidt i tvivl om vi snart nærmer os, at det bare er en rutine at suse ind i vores seng og vi måske kan tillade os at tage en lille kamp. For det er hver nat nu, og jeg især bliver flere gange vækket af, at de ligger oven på mig, eller sparker osv. og overskud er ikke eksisterende om natten… og heller ikke en morgen efter en nat med mange opvågninger.

Sebrina

veloverstået operation!

dsc_0005-1

I går fik Aya lagt nye dræn og fjernet polypper. Jeg var der ikke. Helt bevidst faktisk. Men Nicolai og min mor var der. Men lige så snart jeg kom hjem fra arbejde sad vi sådan i sofaen i et par timer. Det er godt det er overstået og gik så fint! Selvom jeg selv synes jeg er ret hardcore, så er der bare nogle situationer, hvor jeg ikke helt tror det er en fordel at være sygeplejerske 😉 eller også er det bare sådan jeg er. Det er jo ikke helt til at vide. Men jeg ville simpelthen være for nervøs, og det ville smitte af på Aya. Og det ville ikke være godt. Jeg synes det var forfærdeligt at se hende vågne op fra narkosen sidste gang hun fik lagt dræn, også selvom det gik lige som det skulle.

Hun skulle naturligvis dækkes ind med panodil, men der var intet i nat, og hun har været hjemme i dag uden at beklage sig, og ville bare SÅ gerne til gymnastik. Så det har hun været her til aften, og hun glæder sig til at komme i skole igen i morgen efter at skulle være hjemme fra skole i to dage. I morgen bliver hun hentet af hendes yndlingsvoksenven (som også er min yndlingsvoksenven) efter skole, og glæder sig for vildt til det. Det kan jeg godt forstå. Det er vildt hvad hun betyder for Aya, og samtidig også se, hvad Aya betyder for moster Nicoline. Det varmer mit moderhjerte big time! Det er en kæmpe gave at have venner, der har overskud, tid og lyst til at være sammen med vores børn.

img_7148

fik iøvrigt fejret den smukke dames 30 års fødselsdag i lørdags, og den fik ikke for lidt. Faktisk alt for meget! Det er dumt at drikke grøn gajol med sugerør. Lad endelig vær med det.

-Sebrina

 

Nu bliver de altså puttet sammen

img_7105

Da jeg var græsenke, blev børnene puttet sammen inde i vores seng, og det gik så fint, og de var helt med på, at det var fordi far ikke var hjemme. Jeg vidste jo at de hver især alligevel ville komme ind i løbet af natten, og jeg kunne lige så godt gøre det nemt for mig selv, og få en rimelig søvn, uden at skulle ind og hente Alvin, da han stadig kaldte og ikke selv ville gå ind i vores seng.

Da Nicolai så kom hjem, og det var gået ret så godt med den der samputning dvs. ingen fjollerier eller stridigheder, spurgte vi dem om de ville sove sammen inde på Ayas værelse; “JA!”, råbte de ellevilde. Vi snakker en juniorseng, og med flere ikke så vellykkede forsøg med fællesputning. Men her sidder jeg så efter godnatlæsning. I midten af Ayas seng, og når jeg drejer nit hoved til højre ligger Alvin og snorker, og til venstre ligger Aya og giver lidt indsovningsspjæt (ligesom hendes far gør). Jeg sidder med benene bukket og under dem ligger deres ben knudret ind i hinanden. Og var det ikke fordi, der står en mælk ude på spisebordet, der gerne snart skal ind i køleren, så sad jeg gerne her i timevis. Men min røv snurre egentlig også en smule. Jeg kan ikke få nok af dem – slet ikke når de sover ;-). Det er jo livet det her, og jeg er sikker på, at mit endorfinniveau er usædvanligt høj taget sæsonen og den minimum af tid jeg har fået trænet de sidste to uger i betragtning! Mit aller dyrebareste knudret ind i hinanden. Forleden bedyrede jeg også til Nicolai, at jeg ville nyde stunder som disse meget mere. Blive endnu bedre til det.

Nå men altså, vi tænker at køre det der søskendesamsovning i håb om, at det på sigt måske gør, at de ikke allerede inden midnat kommer ind i vores seng. For selvom det kan være hyggeligt og alt det der, så får både Nicolai og jeg desværre en ret forstyrret nattesøvn ud af at de ligger i vores seng. Og det er også udfordrende at være aktive i dobbeltsengen, når der ligger to børn ved siden af, eller med en viden om, at lige om lidt vågner og kommer ind i soveværelset og måske “overrasker”.

Tænk at vi uden de store problemer, er kommet igennem de seneste efterhånden mange (!) år, hvor vi jo fik en noget mere forstyrrende nattesøvn, for nu kan vi være ret bombede efter en nat, hvor vi godt nok bliver vækket, men jo hurtigt falder i søvn igen, og måske samlet alligevel har fået 7 timers søvn. Vi har jo for pokker været igennem nætter, der var langt værre end dette, og fungeret fint med at arbejde, dyrke sport, venner, familie osv. med blot fem timers uforstyrrende søvn. Men det er måske de 30 år, der spiller ind her? 😉

Nu er det godt og vel i alt to uger de fra start er blevet puttet sammen, og en uge de så er blevet puttet i Ayas seng. Og nej de har da ikke sovet hele natten sammen i Ayas seng, men det er bestemt senere, at de på skift (!?) vågner og skal ind til os. Hver morgen er status dog, at vi alle fire vågner op sammen. Eller i nat tog Nicolai den på sofaen, fordi Aya lå meget uroligt.

Vi HÅBER at det her er vejen frem for os alle. Så vi skal nok også snart få købt en større seng til Ayas værelse, for de vil rigtig gerne sove sammen – og det er nok dét jeg er allermest glad for. Vi har jo prøvet det af før, hvor det ikke gik, men lige nu er det toppen – og så gør vi det.

– Sebrina

Vi gjorde det altså!

img_7052

Søndag og jeg har lige noget tøj der skal lægges sammen, og tre madpakker der skal klares, og nogle børn der skal overgive sig til søvnen, og så vil jeg bruge de sidste par timer af weekenden på at se TV og bare lade den her good feeling jeg har i kroppen lige nu få lov til at flyde. For jeg var nærmest sikker på, at jeg ville sidde her i dag søndag, den sidste ægte dag som græsenke, og være fuldstændigt kvæstet og fyldt med dårlig samvittighed over at have vrisset for meget af Aya og Alvin, og at hjemmet ville rode voldsomt, og at jeg også ville have sendt vrissende sms’er til Nicolai.  MEN… jeg må skuffe…. 😉 og overraske mig selv. DET ER IKKE TILFÆLDET. Det er gået overraskende godt den sidste lille uge. Det skyldes, at jeg har haft fri og at vi i weekenden har været hos mine forældre. Det er jeg udmærket klar over, og det er jeg slet ikke bleg for at indrømme. Men hvor er det rart at blive overrasket på den måde. Vi er fandme seje børnene og jeg. Men vi savner Nicolai vanvittigt meget og glæder os virkelig meget til i morgen aften, hvor vi får ham hjem igen <3

-Sebrina

Older posts