Hvordan er det så gået med skoleskift og børnehaveskift?

Det er ved at være rette tid til en update omkring dét at flytte børnene. Også selvom I nok kan fornemme, at det er gået over al forventning. For det har det. Og hvad årsagen har været til vores held, ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Men jeg vil godt komme ind på tankerne, bekymringer, forberedelsen og processen i det. For det har været et stort projekt, som har varet i godt og vel otte måneder, og at have sat punktum – det er så befriende.

Da tankerne kom til Køge i forbindelse med huskiggeri, gik jeg igang med en grundig research af skolen, der tilhørte det område vi var interesset i. Og der var intet negativt. En lille byskole som havde ry for at gå meget op i faglighed.

Så vi forsatte jo kiggeriet i Køge samtidig med Solrød. Og som I ved, så blev det jo så Køge. Læs om vejen hertil her, her og her. Børnene var overhovedet ikke med i den proces. De var med ude at kigge på huse i Køge, men var slet ikke klar over “konsekvenserne”, hvis vi endte med at købe et hus i Køge. Vi var enige om at vi traf beslutningen, og når alt ligesom var igennem, så fik Aya besked om skoleskifte. Og da vi kunne meddele at vi havde købt det store hus, som de også mente at vi skulle købe (det var ikke alle huse de ville bo i iøvrigt), fortalte vi også, at Aya var så heldig at hun skulle gå på en skole som er Danmarksmestre i skoleudvikling.

Bekymringerne
og som alle andre var det i starten bekymringerne, der fyldte en del. Hvad nu hvis det bare slet ikke gik godt med børnehaveskift og skoleskift? Hvad nu hvis de ville græde hver morgen og bede om at komme tilbage til det gamle. Hvordan pokker skulle vi tackle det? Og var vi bare mega egoistiske? Men sådanne bekymringer og tanker blev vi meget hurtigt enige om, at vi ikke kunne bruge til noget som helst. Slet ikke et halvt år i forvejen. Vi måtte fokusere på alt det positive og at vi har truffet et valg, og at valget på at flytte jo også netop var taget af hensyn til vores børn. At de ville vokse op i en relativ stor by med let adgang til alverdens fritidsinteresser og en masse liv. Samtidig i et stort hus med have, og med en beliggenhed tæt på byliv. Og måske vores glæde kunne smitte lidt af? Så jeg læste en del omkring skoleskift og gode råd i forhold til skoleskift, jeg læste om gode (og dårlige) erfaringer, og så fik jeg rigtig mange fantastiske råd fra følgere på instagram, og det var faktisk meget hjælpsomt. Det hjalp også at vi i forvejen havde tanker om, at Aya skulle skifte skole, også hvis vi blev i Solrød, og det nok i bund og grund var nemmere at “forklare” et skoleskift baseret på at vi flyttede til en anden by, frem for et skoleskifte til en anden skole i samme by pga. nogle forskellige negative forhold, som næsten fyldte hver dag i Ayas nuværende skole/SFOtid, og som egentlig drænede både Nicolai og jeg.

Forberedelser
Det første vi gjorde da handlen var gået igennem, var at tage til Køge. Og det har vi jo så gjort løbende indtil overtagelsen. Vi tog i Lovparken, hvor børnene legede og hyggede sig. Og så gik vi forbi Ayas skole, som jo ligger lige ved, og som bruger Lovparken rigtig meget. Dét var helt klart et plus, det med Lovparken. Det jeg så ikke lige havde styr på, var at skolens legeplads lå ved de bygninger, hvor 0.-2. klasserne hører til (og som vi ikke vidste hvor var, hvilket blot var 50 meter væk fra hovedbygningen). Så da vi stod i skolegården og Aya ikke kunne se en legeplads, ændrede hendes syn på den ellers så fantastiske skole sig til at være; “det er kedeligt!, dér vil jeg ikke gå” og “hvorfor kan jeg ikke blive på den skole jeg går på nu?”. Av. Nu gik det lige så godt, men jeg var også sikker på, at jeg altså havde læst om den nye legeplads… men det var så måske ved SFO’en?

Jeg er ikke som sådan en type der er ude i god tid, men det har jeg været ifht. skoleskift og børnehaveskift. Det er ellers Nicolai der står for meget af det praktiske, da han altid har haft bedre mulighed for det i sin arbejdstid end jeg har haft førhen. Men jeg tror ikke, at det var dét faktum at jeg nu også har tid i min arbejdstid til at kontakte diverse instanser, at jeg ligesom tog over på den del. Men det var min måde at håndtere min usikkerhed omkring skiftet – at jeg bare kunne få styr på så meget som muligt. Så kan jeg godt være ret handlekraftig. Passitivitet virker i hvert fald ikke. Så jeg fik arrangeret et møde med noget af skoleledelsen og den nye klasselærer, som blev i slutningen af maj, hvor vi havde Aya med. Dét møde gik bare så godt, og vi aftalte en dato, hvor Aya kunne komme og være med et par timer eller en hel dag, alt efter hvad Aya havde lyst til. Og hun ville gerne være med en hel dag!
Vi fik fornemmelsen af, at der var klare linjer, styr på tingene og forventninger til os. Så mavefornemmelsen var bare så god efterfølgende. Den mavefornemmelse har vi desværre ikke haft ellers i Ayas skoletid. Og til mødet blev vi bekendte med den anden skolegård, som vi skyndte os over i. Og dér var legepladsen jo! Og Aya var så glad og spændt, og har jo så været det siden. Vi fik også at vide at de i den klasse skrev med skråskrift, og derfor ville det være en god idé at bruge lidt tid på at øve det med hende. Lige før sommerferien tog Nicolai så med Aya med i den kommende nye skole. Og Aya var åben og med i timerne. Nicolai var meget positiv, ligeså Aya. Klasselæreren havde sørget for, at der ligesom var en pige der skulle tage Aya under armen, og vise hende rundt mm. De var meget velforberedte på, at Aya kom. De var også i Lovparken, så det var en rigtig spændende dag. Efterfølgende gik Aya med de andre elever over til den kommende nye SFO, hvor vi også havde aftalt med dem, at vi kom forbi. Og her snakkede Nicolai med én af pædagogerne omkring det at starte op. Vi havde den idé at Aya først skulle starte i skole og ikke starte i SFO inden, da det måske ville være lidt svært at komme i en SFO uden at kende nogen. Den SFO Aya gik i før, var meget stor og uden en egentlig struktur, og det tog lang tid for Aya at finde sig tilrette i det.

Nå, men det viste sig at vi blev anbefalet at Aya startede op i SFO inden skolestart. Så ville hun nå at kunne få nogle relationer inden skolestart, og der ville heller ikke være så mange børn mm. Ren logik, men ikke lige den logik vi åbenbart kunne finde frem til…

Ifht. Alvin, så ligger der to børnehaver tæt på vores bopæl. Den ene er en integreret institution, og en af dagene hvor vi var i Køge gik vi ind på legepladsen. En noget mindre legeplads end hvad han var vant til og bar præg af at legepladsen også blev brugt af vuggestuebørn. Så jeg ville gerne lige læse mere op på idrætsbørnehaven, som ligger meget tæt på den anden børnehave, men ikke er så “tydelig”. Da både Nicolai og jeg havde læst lidt om den, var vi begge sikre på, at det skulle være den vi skrev Alvin op til. Og han fik hurtigt en plads, og vi fik aftalt at komme forbi inden vi tog afsted på ferie. Jeg havde ikke de store forventninger, da Alvin kommer fra en helt fantastisk børnehave, så jeg havde forberedt mig på ikke at forvente det samme engagerede og venlige personale, som vi har været vant til. Og da vi kom var både min og Nicolais tanke, at det da godt nok var en lidt lille børnehave. Lige indtil vi nåede længere ind, og der så var direkte adgang til idrætshallen, som de bruger hver dag fra kl. 8-16. Og der var Alvin solgt. Og dermed også forældrene. At kunne have en hal med alverdens tilbehør, det er lige noget for Alvin.

Opstarten
Og så gik det jo løs d. 1. august. Første dag i SFO, og Aya var helt på og klar. Det kom altså lidt bag på os. Vi troede at det var sådan noget med, at vi ikke måtte gå osv., men det kørte bare. Dagen forinden ved sengetid snakkede jeg med hende omkring hendes tanker om at starte. altså det har vi gjort en del i ferien, men mere med fokus på, hvad hun følte her og nu. Hvordan hun havde det. Og hun glædede sig, men tænkte på, hvis nu ikke hun havde nogen at lege med. Og så snakkede vi om det, og jeg snakkede med hende om, hvordan hun ville tage imod en ny pige dengang hun gik i den anden SFO. At hun måske ikke som det første, ville spørge den nye pige om at lege, og at hun dermed ikke skulle blive skuffet, hvis ingen direkte spurgte om hun ville lege, da de nok også bare ville være generte, men at hun så nok dagen efter ville have nogen at lege med. Og det tror jeg gav mening og trøst hos hende.

Nicolai afleverede begge børn. Først Alvin som næsten ikke havde tid til at sige farvel, og dernæst Aya. Som også var helt cool og sagde glædeligt farvel. Pædagogen havde spurgt Aya, om hun ville hjælpe med at rengøre et akvarium, og fange fiskene op og sådan. Og sådan kan man i hvert fald vinde en del af Ayas hjerte. Så Nicolai ringede helt overrasket og fortalte om, hvor godt det var gået. YES!

Vi hentede Alvin kl. 14, og han var i fuld hopla og udbrød: “mor det er den bedste børnehave!”, og vi blev fortalt, at han bare sådan havde hygget sig og bare havde klinget med en af drengene og leget med ham hele dagen. Derefter hentede vi Aya som hyggede sig med en pædagog og flere tøser. Hun fik et farvelkram af en af pigerne, og vi kunne se og høre på Aya, at hun var meget glad og stolt. Da vi satte os i bilen fortalte hun stolt om, at hun jo havde haft flere at lege med, og bare havde haft en rigtig god dag. Det bedste var helt klart at være med til at fange fiskene, og nogle af dem skulle også slåes ihjel, og det havde hun også været med til. Hun er skabt af noget andet end jeg i hvert fald 😀

og ja, derefter er det jo bare fortsat med at gå godt. Begge børn har haft legeaftaler, og i weekenden kom én af drengene fra børnehaven forbi med sin far, for de bor 100 meter fra os. Det var så sødt, og Alvin blev rigtig glad, og mener at han skal lege med ham hver dag efter børnehave… Vi er blevet taget varmt imod fra forældre, og det er altså virkelig skønt. Det er jo ikke kun børnene der skal have nye relationer, men også os.

i mandags startede skolen jo så for Aya, og hun havde jo haft halvanden uge i SFO’en, hvor hun havde leget med nogle af pigerne fra klassen, og særligt fået en god relation til en af dem. Og da hun kom i skole, skulle hun også sidde ved siden af hende, og også sidde ved bord ved én af pigerne, som faktisk var på samme campingplads som os denne ferie. Så havde de også noget tilfælles, og Aya skal faktisk hjem og lege hos hende i morgen efter skole.  Så skolestarten er bare gledet, og ja gu’ er det åndssvagt med alle de bekymringer inden, men altså, sådan er det vel bare? Jeg tror vi har været heldige. Og så er vores børn bare mega seje. De har været åbne og modige, og særligt Aya har udviklet sig vildt meget henover sommeren. Jeg er så stolt af dem altså.

hvsi I skulle have nogle spørgsmål, så spørg endelig! Det er svært at gøre sådan et skriv kort, og jeg har sikkert alligevel glemt noget.

-Sebrina

 

 

Ferievenner giver plus på selvtillidskontoen

At der er pool, is en masse, og mere tid med mor og far (og mormor og morfar) er naturligvis noget af det allerbedste børnene forbinder med denne ferie. Men jeg er sikker på, at hvis Aya bliver spurgt om, hvad der har været rigtig godt ved ferien, så er det, at hun har fået en ny veninde. Ja nok veninder, da vi stadig har en uge tilbage her, og der allerede er lagt billetter ind til nye relationer. Og det er ikke alene dét at have fået en ny veninde, men vejen dertil som bestemt tæller. Dét at have mod til at skabe nye relationer og spørge om et navn og få et “ja” ved spørgsmålet; “skal vi dykke sammen?”, der giver mere end hun nu er bevidst om og noget der går lige ind i moderhjertet. At ferie for børnene nu også er andet end afslapning, forkælelse og samvær, men også giver dem gode minder og erfaringer med nye bekendtskaber er altså toppen. Troen på at ny børnehave og ny skole nok skal gå godt hersker stadigvæk.

Sebrina

juni 2017 vs. juni 2018

hvad havde vi så gang i på samme tid sidste år? Det må jeg lige have hjælp til ved at kigge tilbage i arkivet 😉

men jeg kan faktisk godt huske, at jeg havde min første kontrol ifht. mit dengang nyopdaget hashimotos. Og behandlingen hjalp, og jeg kunne også mærke en forskel. Men mit stofskifte var stadigvæk ikke inden for normalområdet, og jeg knoklede noget med mig selv med at acceptere at have en kronisk sygdom og skulle indtage medicin hver morgen. Men samtidig var det også helt uvant for mig at være så frisk, og at det ikke kun gjaldt en dag eller to at jeg var ovenpå, men at det var hele tiden nærmest. Min livskvalitet, for lige at smøre tykt på, er virkelig blevet meget bedre. Jeg tænkte at det var for godt til at være sandt, og nød bare den ekstra energi, for jeg var sikker på, at det nok ikke varede længe før det forsvandt igen. Men her et år efter kan jeg helt seriøst ikke selv forstå, at jeg har kunnet leve sådan i mange år. Og når jeg ser billeder af mig selv – ih guder altså. Et hævet ansigt, bleg som et lig og trætte øjne. Og min indre kamp med følelsen af utilstrækkelighed på så mange planer. Jeg bruger ikke krudt på at tænke over, hvad det har haft af konsekvenser for familien og mig selv, for det kan jeg ikke bruge til noget som helst, og vi har jo også haft det dejligt inden jeg kom i behandling. Men jeg må bare sige, at jeg både fysisk og mentalt er forandret – til det bedre (fraset rynkerne). Jeg er bare taknemmelig over, at jeg har fået det så meget bedre, og så gør jeg mit ypperste for at spise hensigtsmæssigt og få de vigtige vitaminer og mineraler, således at jeg føler at jeg gør alt hvad jeg kan for at min krop får de bedste betingelser, det fortjener den og jeg. Jeg har også tænkt mig at prøve akupunktur, da jeg igennem en længere periode i mine meget unge år gik til akupunktur, som havde en stor virkning på mig. Og min (dengang) akupunktør holder til i Køge, så det er oplagt at forhøre mig, om hun kan gøre en forskel for mig – særligt når jeg kan komme derhen på fem minutter på cykel. Wehuu!

Vi fik også fejret tvillingernes fødselsdag, og på lørdag skal vi fejre deres 8 års fødselsdag inden vi alle suser afsted på ferie osv. Deres fødselsdag er begyndt at symbolisere starten af sommerferien, og det er virkelig herligt. Her får vi ønsket alle en god ferie, og på lødag bliver den også krydret med Sankt Hans. Aya og Alvin skal allerede derhjem og sove i morgen, da Nicolai og jeg skal til 18 års fødselsdag uden børn. Så det er især Alvin helt oppe at køre over, da hans to onkler er stjernerne i hans liv. Jeg tror ikke de får en større fan end ham!

Og så var vi til Havnefest i Køge. Og tænk sig, på det tidspunkt havde vi ingen anelse om, at vi et år efter ville flytte dertil eller i det hele taget sætte vores hjem til salg. Det er altså vildt at tænke på. Og lige præcis i dag har vi fået besked på, at vi kan overtage huset tidligere. Formentlig allerede inden vi tager på sommerferie. Vi er så glade!

d. 2. søndag i juni er vi traditionens tro på familieskovtur sammen med min svigerfars side af familien. Sidste år var vi her i trylleskoven, og i år var vi i en lækker have i Hvidovre med pool og ja 25 grader. Perfekt! Dengang var der ingen baby i faster Camillas mave. I år kom den lille ny familie forbi, da de fik orlov fra Hvidovre Hospital. Det’ så vildt!

jeg skrev det her indlæg om det at juni altid er pakket med arrangementer. Det blev lidt for meget til sidst, og i år er det magen til. En hulens masse arrangementer. I går var det den fantastiske årlige sommerfest i Tryllehytten, og sidste år var Alvin Pjerrot, og i år optrædte han som stærk mand, som løftede en stor tung sten. Han har virkelig glædet sig og fortalt og fortalt, og ja, det ER jo bare rørende at se ham være så spændt og glad, og rent faktisk “optræde” foran så mange mennesker.

sidste år blev hyldeblomstsaften brygget fjorten dage senere end den blev i år. Men det er klart med det skønne vejr vi allerede har haft! Der er ikke så mange hyldeblomster at komme efter nu, men ribsene er ved at være klar, og sidste år lavede Nicolai en god ribssaft, så det må gentages…

jeg gav også lige et shout out til disse læbestifter, som jeg stadigvæk bruger og virkelig er glad for.

Nicolai tog alene med børnene afsted til et bloggerarrangment på Gartneri Toftegård. Det var Den Gamle Fabrik der stod for det, og de kom hjem med en masse marmelade, som vi i lang tid havde glæde af. Nicolai har siden da flere gange nævnt, at vi altså skal forbi Gartneri Toftegård, men det har jeg stadigvæk til gode. Det flytter vi jo også tættere på – sikke mange ting vi skal, når vi flytter til Køge :-D. Vi skal i hvert fald have fat i nogle af deres økologise spiselige planter.

det var åbenbart også i juni at jeg anskaffede mig et pissenemt krøllejern. Og det var et impulskøb af de bedre, for det har jeg virkelig haft glæde af. Ikke at jeg bruger det dagligt, ikke engang ugentligt, men det er nemt når det endelig er.

 

og så er det også et år siden at jeg meldte min ind i Solrød Gymnastikforening, så jeg kunne starte til CrossGym efter sommerferien, og det gjorde jeg, og det går jeg stadig til. Når vi flytter, regner jeg med at melde mig ind i LIFTRS GYM i Køge, fordi jeg er blevet ret bidt af crossfit.

vi er jo over halvvejs igennem juni 2018 nu, og vi har en 18 års fødselsdag og 2x 8 års fødseldag i sigte de næste par dage. Og søndag skal jeg hygge med mine yndlingssygeplejersker. I næste uge er der et morgenmadsarrangment i Ayas klasse, og afsked med børnehave og skole, en barnedåb, en 80 års fødselsdag samt Ayas fødselsdag for klassen. Og en masse flyttekasser der skal pakkes ned. Vi når det hele….

-Sebrina

 

 

De gode glimt og noget om tanker om barnepiger og lettelse

det er ikke fordi jeg bombarderer med indlæg herinde længere, og sådan bliver det nok for en længere periode. Dagene er her i sommerperioden fyldt til randen både med arbejde, arrangementer, godt selskab, VM, et hjem der skal pakkes ned, fødselsdage osv. osv.

Men alt er godt. Rigtig godt endda! Og her er lidt af de ekstra gode glimt fra den seneste tid.

vores lille kusine kan vi ikke få nok af, og hvor er det heldigt, at vi virkelig kan følge hende dagligt på instagram. Børnene og jeg havde besøg af hende og hendes forældre i fredags, imens Nicolai var til polterabend. Virkelig hyggeligt, og jeg nyder at kunne sidde med sådan en lille lækker sag. Er blevet sådan lidt småskruk, hvilket jeg ikke havde set komme. Så det er godt, at vi forhåbentlig kommer til at se Nora ofte, for vi skal altså ikke have en baby herhjemme.

i sidste uge havde vi en aften ude uden børn. Vi var inde og se “det skide show”. Simpelthen genialt hvis man er til “den korte weekendavis“, som førhen var “den korte radioavis”. Og det er vi – og Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm skuffer ikke. Vi nåede lige inden at få os noget hurtig aftensmad ved det nye street food market på Chr. Havn. Her sad vi og snakkede om, at når vi flytter til Køge, er der faktisk en del muligheder rent lokalt, hvor vi kan tage ud at spise, en tur i biffen mv., og så evt. overveje at finde en barnepige, som kan være hjemme imens børnene sover og vi lige er ude en aften i nogle timer måske et par gange om måneden. Vi tænker en pige der går i gymnasiet eller på handelskolen (eller anden uddannelse), og som så kan sidde og lave lektier imens børnene sover, og samtidig kan tjene lidt penge ved det. Og så evt. også have nogle faste dage, hvor hun kan hente Alvin (fordi Aya kan selv cykle hjem fra skole), og følge børnene til deres fritidsaktiviteter, og også bare være sammen med dem. Så kunne vi på forhånd planlægge længere arbejdsdage de dage uden stress og dårlig samvittighed. Men vi får se. Det er spændende hvordan det hele kommer til at gå. Og ja, det kan også være en dreng der kunne passe dem.

Aya havde en hel dag i sidste uge i sin nye klasse og SFO og det gik overraskende godt. Hun glæder sig rigtig meget, og det er meget mere end vi overhovedet havde turde håbe på. Så både Nicolais og mine skuldre er sænkede nu. Det har betydet mere end vi faktisk troede, for vi er meget lettede. Det har hele tiden været det store issue omkring flytning, men nu er vi helt rolige omkring det, og vi og Aya glæder sig til skoleskifte. Det er en skole hvor der bare er styr på tingene, fokus på faglighed (og sociale færdigheder) og mavefornemmelsen er rigtig god, hvilket er det vigtigste. Ved vores første møde med klasselæreren var min første sætning efter vi forlod kontoret: “dét er en rigtig lærer og det bliver pissegodt det her”. Mavefornemmelsen har ikke været helt god på noget tidspunkt ifht. Ayas nuværende skole- og SFO, hvilket egentlig også har gjort processen omkring flytning nemmere, da vi var ude i at Aya uanset hvad, skulle skifte skole, da de første par skoleår ikke har levet op til halvt af det vi forventede. Og selvom I måske ikke tror det, så forventer vi faktisk ikke skide meget 😀 Vi ved udmærket godt hvordan det offentlige fungerer… Men de sidste to år har faktisk til alt for mange tider været ret frustrerende, lige hvad angår Ayas skolegang. Det har vi ikke lyst til at uddybe nærmere, da vi ikke ved hvem der læser med her, og ikke vil træde nogen over tæerne, så det holder vi for os selv og vores nærmeste. Men desværre er det ikke kun os forældre i klassen der har det sådan, men alt for mange. Mega træls, men vi er nogle røvhuller nu, og gider ikke gøre det store mere, da vi er “out of here”. SÅ at allerede få en god mavefornnemlse fra første møde er fantastisk, da vi i alt for lang tid har prøvet at lægge en dæmper på vores dårlige mavefornemmelse, som har hersket fra dag 1, da vi bare har tænkt, at det nok bare er normalt, at det skal være sådan.

Nå, det blev længere end lige forventet, men det understreger nok bare, hvor meget det har fyldt og hvor glade og lettede vi alle er. Nu er det lige mødet med Alvins nye børnehave der ulmer lidt, da vi slet ikke kan forestille os, at det kan blive lige så godt som der hvor han og Aya har været. Begge med de to samme pædagoger, og det er helt forfærdeligt at vi snart skal sige farvel til de to og institutionen, som har været så stor del i vores børns liv igennem fem år. Suk.

-Sebrina

Older posts