Weekenden

Det er ikke mere end tre dage siden, at jeg udgav et indlæg fra et hotelværelse. Det samme sker så igen i dag. Og ærligt, jeg ville hellere have været derhjemme og ikke have haft tid til at skrive et indlæg. Men sådan er arbejdslivet (også) engang imellem, og jeg skal heldigvis hjem allerede igen i morgen. Det gør mere ondt på mig end på børnene. For de er hjemme hos deres mormor og morfar, da Nicolai skulle en dag til Berlin med sit nye arbejde. Så egentlig tror jeg ikke mit fravær denne gang bliver bemærket, som hvis det var at Nicolai var alene med dem hjemme. De nyder at være hos mormor og morfar, og det er meget sjældent, at det er i hverdagene de overnatter hos dem. Men lige denne gang måtte det være sådan. Jeg har rejst en del de seneste måneder, og om en uge er jeg i Polen i nogle dage. Og SÅ skal jeg til Bornholm med familien, og det glæder jeg mig til! Forstår godt hvorfor så mange er vilde med Bornholm. Jeg forelskede mig selv i Bornholm da jeg var med mine sygeplejeveninder på øen for et år tilbage.  Og når vi er hjemme derfra, stilner det af med rejseriet rent arbejdsmæssigt. Det er ret sæsonbetonet, og efteråret og foråret er der gang i den på dén front. Og jeg er blevet god til at nyde det og få så meget ud af de byer jeg nu engang besøger, men lige i dag, var det bare hotelsengen, tv’et og computeren der kaldte, og det kan da bestemt også noget. Men fordi jeg var væk fredag og kom hjem lørdag aften, hvor jeg fik nogle timer med Alvin og Nicolai (Aya sov hos en veninde), så har jeg blot haft søndagen med familien. Og jaja, engang var det hele weekender jeg arbejdede og nærmest blot sov hjemme, men det er fortid nu, og jeg er blevet forvent med at holde mine weekender. Så jeg er taknemmelig over at det er få weekender, der har budt på arbejde i 2019.

Så fredag tog jeg til Kolding. Og jeg havde tid til at nå et par genbrugsbutikker, hvor jeg blandt andet erhvervede mig en metallic vinterjakke. Jeg så den godt i H&M sidste år, men da jeg jo har en svaghed for jakker og bestemt ikke mangler, så lod jeg den hænge. Men når jeg så kunne erhverve den for 48kr på en grå og regnfuld dag, hvor sådan en jakke da kan gøre den mindre grå, og jeg samtidig kunne støtte kræftens bekæmpelse, så skulle den altså med hjem.

Jeg gik ud og spiste tidligt, fik en lækker italiensk pizza og købte en pose p-tærter i Netto, som jeg fortærrede i hotelsengen imens jeg så vild med dans. Så jeg formåede da at holde fredag med manér.

Jeg tilbragte det meste af lørdagen på hotel Koldingfjord, som jeg da håber, at jeg skal tilbage til en anden god gang. Smukke smukke omgivelser, god serivce og god mad!

Da jeg  kom hjem lørdag aften, lå jeg i sofaen med mine drenge, og da Alvin sov, fik Nicolai og jeg set et par afsnit af The Spy, som er en serie omhandlende spionen Eli Cohen, og virkelig anbefalelsesværdig! Derfor kom vi også for sent i seng, og vi var begge enige om at droppe den holdtræning vi havde tænkt at tage til kl. 9 søndag morgen. I stedet sov vi længe, og lå lidt mere i sofaen, og Alvin fik mærket babyen sparke i maven <3 Det har han sådan ventet på, og han var så stolt! Aya kom hjem omkring kl. 10 sammen med veninden hun havde sovet hos. Det er så tydeligt hvor meget veninderne betyder nu, og det bliver mere og mere, og hvor varmer det bare vores forældrehjerter at hun har tætte veninder, og mange veninder. At flytte til Køge har været godt for os alle, men faktisk allerbedst for Aya. Så meget at hun selv nævner det af og til. Hun er vokset så meget (ja også fysisk), og jeg kan af og til ærgre mig over, at vi ikke larmede noget mere og slog i bordet og alt det der, dengang i 0.- og 1. klasse hvor mavefornemmelsen ikke var god. Vi var ikke stille omkring det, men ej heller insisterende, og det har jeg også lært af. Et barn havde det svært, og jeg er bestemt tilhænger af “vi skal løfte i flok”, men ikke når man går i 0. og 1. klasse. Så skal det ikke kun være børn der opfører sig ordentligt og ikke har det svært fagligt, som skal være det gode forbillede og løfte sådanne børn. I hvert fald ikke uden at lærere og pædagoger er opmærksomme og sørger for at ansvaret ikke hænger på blot ét barn. Heller ikke når skoletiden er slut, men også i SFOtid. Det kom ud ad et sidespor og jeg fokuserer heldigvis mere på, hvor godt det går nu, og der ikke er knuder i maven nu….. Barnet går ikke længere i den gamle klasse, så der ER jo sket noget, men hvor er jeg af helt egoistiske årsager glad for at Aya ikke gik endnu et skoleår under de omstændigheder. Og det havde hun heller ikke gjort, om vi boede i Solrød eller ej, for vi havde besluttet os for, at hun skulle rykke skole. Men jeg tror flytningen til Køge har gjort det nemmere for Aya at lægge det bag sig. Og vi har flere gange spurgt Aya om hun savnede x, og ønskede en legeaftale, og der er ikke noget hun har haft mindre lyst til end dét. Så det var usundt.

Så at se at Aya har så mange søde og gode veninder nu (med forældre der tager små som store konflikter seriøst), er bare så nemt og en stor lettelse. Og måske værdsætter vi det mere nu, hvor vi ved og har erfaret, at det ikke bare er en selvfølge. Og jeg har personligt lært, at jeg ikke skal prøve at glide alle situationer ud, og jeg ikke altid skal belyse situationer fra flere vinkler… I ved redde verden og se det bedste i andre og sådan… Eller jo, det er en fin egenskab, men der er grænser. Der er handlinger og opførsel der ikke er okay, og bliver ens grænser overskredet, er det mere end okay at sige fra. Uagtet hvor svært personen har det. Alle forældre er stolte af deres børn, men at se at Aya er blevet så stærk, ikke lader sig kue af andre, siger fra, er glad og vellidt gør mig så stolt og rolig. Hun har også en far, som altid siger sin mening, og ikke er bange for at sige fra og et nej, og det er noget jeg vitterligt beundrer og selv stadig arbejder med at blive bedre til.

Tilbage til søndag. Nicolai og jeg kom igang med vinterbadersæsonen. Nicolai er nu med i klubben ;-), og det kurerede min hovedpine, som jeg vågnede med søndag. Jeg har desværre været plaget af hovedpine i denne graviditet. Tænker hormoner, og at jeg også har haft spændinger efter nogle træninger, som nok også har tricket det. Og for lidt væske må jeg nok også erkende. Og for lidt jern. Mange faktorer! Men at få udløst endorfiner hjælper altid. Og panodiler. Så vinterbadning er kærlig velkommen (og med grønt lys fra jordemoder og læge).

En traditionel weekendfrokost, og bagefter tog jeg børnene med i bilen til Birkerød for at hente en plade til en voksipose, jeg var så heldig at finde i en genbrug der i Kolding i fredags. En helt ny og smart sag, som jeg må vise ved lejlighed. Og en plade med stropper for blot 50 kroner. Så der begynder at ske lidt på babyudstyrområdet. Og har heldigvis god tid til at vente på at finde de rigtige ting i genbrug, dba, reshopper, børneloppen (har jeg stadig til gode), for tænker at vi kan finde det meste, hvis ikke alt, brugt.

Da børnene var puttet, og praktiske ting var ordnet, snuppede vi det sidste afsnit af The Spy, og nu skal vi så finde ud af, hvilken serie vi skal give os i kast med her henover efteråret og vinteren. Nogle bud?

-Sebrina

Hvorfor ændrede vi mening om en 3’er?


Det spørgsmål har venner, familie, kolleger og I kære læsere spurgt os om. Det er nok det mest stillede spørgsmål vi har fået i forbindelse med nyheden om graviditeten. Med god grund! For vi har ikke lagt skjul på, at vi ikke havde et ønske om flere børn. Vi var helt sikre. Os begge to. Men som jeg lidt har nævnt her, så fik jeg et helt andet overskud dengang jeg kom i behandling for mit lave stofskifte. Jeg blev mit gode gamle jeg igen, hvor jeg også selv kunne mærke det. For tror nu ikke som sådan, at andre lige havde bidt mærke i, at jeg rendte rundt og var konstant træt, for jeg lod det ikke fylde, for det kunne sgu ikke passe. Og det er frelst at skrive, men jeg bed jo bare tænderne sammen, for jeg regnede jo heller ikke selv med, at der var en anden grund end skiftende vagter, små børn og for lidt søvn til min nærmest konstante følelse af underskud og træthed. Om det er det eller bare dét at børnene jo også blev ældre, der ligesom gjorde at mine tanker nu og da strejfede ideen om en 3’er på et tidspunkt, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg tror det. Men ikke så meget at det blev til et konkret ønske på det tidspunkt.

Men for cirka et år siden begyndte det at fylde mere i tankerne. Nok fordi vi var flyttet i et stort dejligt hus, jeg havde nyt arbejde med andre arbejdsbetingelser og luft i økonomien, så der var ligesom ikke noget i vejen for at der skulle komme en 3’er. Og så var det et meget stort ønske hos både Aya og Alvin som tiggede og bad om en lillebrøster, og det har også betydet noget for skrukheden.  Så det nævnte jeg for Nicolai, og han var sikker; “vi skal ikke have flere børn!”. Men jeg sagde at han skulle vide, at jeg nok var klar, hvis han fik de samme tanker som jeg. Og i løbet af det seneste år, har vi sådan bare nævnt “at hvis der kom en 3’er” og bare snakket om det ret løst. Men også snakket om, at det liv vi har nu med to forholdsvis store børn, vitterligt også er dejligt, og Nicolai hældte mest til, at vi ikke skulle have en 3’er, og det prøvede jeg at overbevise mig selv om nok også var det jeg hældte mest til.

Men det fyldte mere og mere i mit hoved, og i maj snakkede vi mere dybt om det. At der var en lyst, et ønske og et håb i mig, som jeg nu havde brugt et år på at få til at gå væk, men som ikke skete. Hvis der kom et barn i den nærmeste fremtid ville situationen være anderledes end dengang vi fik både Aya og Alvin. At vi ikke engang ville være 40 år, når vi var dér hvor vi er nu med mere frihed, søvn mm. Så dermed ville vi stadig have mange år, hvor vi da forhåbentlig stadig er i fuld vigør. Men samtidig var det ikke noget jeg ville trumfe igennem, nu hvor Nicolai ikke havde den samme lyst, og jeg ville bestemt ikke have at han ligesom skulle give sig bare for at mit ønske skulle blive opfyldt. For omvendt kunne jeg jo også bare overholde “aftalen” om at vi ikke skulle have flere børn, som vi mange gange har kigget hinanden ind i øjnene og sagt at vi ikke skulle. Det havde jeg en idé om inden Alvin kom til verden – at vi skulle have tre børn, og Nicolai havde som sådan ikke en holdning til det. Men efter Alvin kom og flere år frem, var det ikke længere et ønske hos mig heller. Nå, men det blev det jo så. Og hvor jeg jo var sikker på, at det handlede om babyræset de første to år, der fik Nicolai til at blive ved tanken om ikke flere børn, så viste det sig at omhandle mig. Ikke om hvordan jeg ville klare mig som mor, men om hvordan mit helbred ville klare en graviditet, fødsel og barsel. For da mit lave stofskifte blev opdaget var det så skidt, at jeg blev frarådet graviditet indtil mit stofskifte var “normalt”. Og det tog nærmest et år, før jeg var på rette dosis og mit stofskifte nu var stabilt. Så dengang hvis en 3’er kom på tale blandt snakken hos os og bekendte, kunne det hurtigt blive afkræftet ved “at det har vi ikke lyst til, og desuden er det noget lægen fraråder”. Så det var i en periode egentlig helt udelukket. Men det kom bag på mig, at det var dét der ligesom holdt ham tilbage, og så kunne jeg jo fortælle om de forhold der gør sig gældende for gravide med lavt stofskifte, og samme aften sagde han; “jeg synes du skal ringe til lægen og få fjernet din spiral”.

Jeg bad ham først og fremmest tænke over det. Og fortalte at det ikke skulle fylde i vores hverdag, og såfremt at jeg ville få det skidt med menstruationer, smerter, og det ikke lykkedes efter et år, så var det nok ikke det vi skulle alligevel. Hvis der kom en 3’er, så var det dejligt, men det skulle ikke blive et projekt der skulle tage fokus fra vores nuværende gode liv. Det var han selvfølgelig helt enig i. Et luksusbarn, prikken over i’et snakkede vi om. Jeg havde baksende sommerfugle i maven, men skjulte min begejstring for hans udmeldelse, for det skulle ligesom være legalt at fortryde, og det er sgu svært over for en lalleglad kone. Men han mente det, og sagde næste dag, at han altså mente det – at jeg skulle få bestilt tid hos lægen. Så det gjorde jeg jo så, og efter tre uger fik jeg fjernet spiralen. Og vi havde ikke travlt, og jeg troede at der ville gå lang tid. Så jeg var chokeret da jeg små fire uger stod med en positiv graviditetstest.. Nicolai smilede, og jeg sagde “fuck” rætti mange gange.

Det faldt sammen med et jobtilbud jeg havde fået på arbejdet, og jeg havde sagt til Nicolai, at hvis jeg sagde ja til det job, så synes jeg vi skulle vente med en 3’er og være lidt forsigtige det næste kvarte til halve år. Ærligt, så havde jeg også en forestilling om aperols og G&T’s i løbet af sommeren ;-). Testen tog jeg aftenen forinden jeg meldte tilbage vedrørende jobtilbudet, og Nicolai mente at det var så dumt af mig at gøre, men nu var det 28 dage siden at spiralen var fjernet og ingen menstraution, og Nicolai der havde påtalt min kritik for hans parfume et par dage forinden – så jeg blev nødt til at få det ud af verdenen. Jeg var i forvejen lidt i tvivl om jeg ville det nye job, men var jeg gravid, ville jeg takke nej. Det kunne min samvittighed ikke klare. Og jeg spurgte  Nicolai som selv er leder til råds, men hans svar hjalp som sådan ikke; “jeg ville da synes det var ærgerligt, men ærligt, det er jo sådan det er, og jeg ville ikke tænke noget dumt om sådan en medarbejder”. Men jeg takkede nej, og oplyste den primære årsag, graviditeten, og det blev taget meget varmt imod :-).

Det blev til et længere skriv, og selvom det gik hurtigt fra beslutningen var truffet til jeg blev gravid, så har det alligevel været en længere proces. Og denne gang har jeg været længere om at glæde mig over graviditen sammenlignet med de andre, men tænker jeg kan dele lidt om det i et andet indlæg.

Tak, hvis du læste med så langt!

-Sebrina

Derfor har her været så stille

Henover de seneste par måneder har aktiviteten været dalende herinde. Altså fra min side af. For I har været trofaste, når der endeligt har været (sparsomt) nyt herinde – og tak for det iøvrigt! Jeg tænker at hovedparten også følger med inde på instagram, så I ved allerede godt, hvad der er sket af store sager herhjemme, og det har hovedsagligt været grunden til, at aktiviteten ikke har været høj på blogfronten.

Jeg er nemlig gravid.

Og det er helt officielt og ude nu, og jeg er ikke blæst omkuld hver aften længere, så nu er det tid til at berette lidt om det. For det har jeg altså været. Blæst omkuld, psykisk som fysisk. Og det er der som sådan ingen nyhedsværdi sammenlignet med de forrige graviditeter, så jeg har bare skruet ned for det jeg kunne, og koncenteret mig om arbejde og mine børn. Jeg har ikke været en speciel god kone, og min krop ønsker sig også at bevæge og løfte noget mere. Og her passer jeg meget godt med bøgerne, eller apps er det vel mere, for nu hvor jeg er i 14. uge, så er energien igen på vej tilbage, og kvalmen på vej væk. Heller ingen nyhedsværdi i det sammenlignet mine graviditeter med Aya og Alvin.

Men vi skulle jo ikke have flere børn!? Det skulle vi så alligevel. Og det laver jeg et seperat indlæg om. Hvordan vi nåede dertil, at vi gerne ville have en 3’er. For det var planlagt. Jeg fik fjernet min spiral i slutningen af maj og i slutningen af juni stod vi med de to streger. Og de mange efterfølgende dage. Jeg har aldrig taget så mange graviditetstest! Underligt nok var jeg lidt i chok. Jeg havde en forestilling om, at det ikke ville ske med det samme. Vi var jo blevet ældre og jeg en stofskiftesygdom rigere siden vi sidst forsøgte med graviditet. Og vi var begge indstillede på, at hvis det ikke lykkedes inden for et års tid, og jeg måske ville få store og smertefulde menstratuationer, så var det ikke det vi skulle alligevel. Det skulle ikke blive et “projekt”, der skulle få for meget fokus at det ville overskygge det gode liv vi har nu, men altså dejligt hvis det skete. En luksusbaby var vi så irriterende at kalde det. For det ved jeg kan være provokerende og måske sårende for nogen. Vi er begge bevidste om hvor heldige vi er, og føler os taknemmelige. Denne gang har jeg haft svært ved at forestille mig, at der kommer en baby til marts. Det var længe; “hvis alt går vel”, trods jeg har haft mange symptomer og scannet mig selv flere gange. Og også først derfor har familie og venner (fraset ganske få) først fået beskeden efter nakkefoldscanningen, som nu er en uge siden. Og så var det også vigtigt for os, at børnene skulle være de første der fik det at vide, og de har derfor fået æren at fortælle den store nyhed til familien. Denne gang er det familien der får en baby. Så nu fylder glæden og spændtheden lige som den skal, og det er simpelthen så vildt, at vi skal have en baby. Jeg mærker allerede det lille liv derinde, og glæder mig til at resten af familien kan det samme.

Jeg har fået stillet en del spørgsmål vedrørende graviditeten, og jeg kommer til at besvare dem hen ad vejen. Men spørg endelig løs, hvis I er nysgerrige på noget!

-Sebrina

Gratis kvalificeret fertilitetsrådgivning uden henvisning!

fert

Åh nej…. Er jeg allerede blevet “miljøskadet” !!?. Nej. Det har jeg lovet mig selv, og min veninde, som fejrer 30 års fødselsdag her i aften og ikke har baby, at jeg ikke skal blive. Sådan én der jabber ud omkring, hvornår man bør kaste sig ud i det med børn og sådan. Det er også bare pissenemt for mig at sidde her og pudse glorien, fordi jeg har to stks børn og blev mor som 24 årig, og nu arbejder på en fertilitetsklinik. Så… det gider jeg ikke skrive alt for mange vise ord om. Men da mine nye kolleger nu har givet hints om, at jeg da lige burde sprede nogle ord om et fantastisk tilbud, hvilket jeg helt oprigtigt også synes det er, så gør jeg altså det! Også efter jeg lagde en lille video op på instagram i går (@denormale), som fik ret mange visninger, så tror jeg det er noget i læsere ville have gavn af at vide, og er lidt nysgerrige omkring!?

Det er jo nemlig sådan at par og enlige kan få råd og vejledning om deres fertilitet på Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Herlev Hospital. Også uden nogen form for henvisning! Også selvom der måske slet ikke er børn i planerne inden for de nærmeste år. Og altså det er både for mænd og kvinder.

og hvem kan så helt specifikt få rådgivning? 

Der er nogle krav du/i skal opfylde som følger:

  • Du/I skal have bopæl i Region Hovedstaden.
  • Du/I må ikke have et allerede kendt fertilitetsproblem.
  • Du/I må ikke have forsøgt at blive gravid i over 1 år.
  • Du/I må ikke være fyldt 45 år.
  • Du/I kan få en vurdering og undersøgelse af din frugtbarhed (fertilitet), uanset om du er mand eller kvinde.

I kan selv henvende jer til klinikken uden nogen form for henvisning. På Hvidovre Hospital foregår tidsbestillingen udelukkende ved telefonisk henvendelse om torsdagen fra kl. 14-15.30 på tlf. 4014 1451.

 

Læs meget mere om Fertilitetsrådgivningen her. Og i skal da også være velkomne til at spørge mig om alt muligt – selvom jeg stadig er pæn grøn!

-Sebrina

 

De normales historie #14 (Ayas fødsel – Nicolais version)

 photo cf450a71-cbc7-4d02-bf29-2c83390fe046_zpsf2a01f60.jpg
Som en far der har svært ved at huske præcise tidspunkter, så bliver det nok også synligt, at tiderne ikke stemmer helt overens med Sebrinas superhukommelse – men “here it goes”.

Jeg havde “travlt” med mit studie på det tidspunkt, hvor Sebrina havde termin med Aya og var faktisk igang med sommerkurser på CBS. Så jeg var så priviligeret, at jeg kunne blive hjemme med Sebrina, da først plukkeveerne begyndte at tage til. Den første nat d. 7.-8. juli, hvor plukkeveerne startede var noget urolige – når jeg tænker tilbage tog jeg det udsædvanligt roligt, set i forhold til, hvad der skulle til at ske. Men helt ærligt, så havde jeg svært ved at hidse mig op over, at jeg skulle til at være far på det tidspunkt. Det var først da fødslen var overstået at jeg kunne forholde mig til glæden.

Vi kom til jordemoderen på et jordemodercenter på Vesterbro d. 8 juli, og fik at vide, at vi skulle gå hjem og vente indtil Sebrina havde åbnet sig mere. Pludselig om eftermiddagen gik vandet så. Ikke som man tror med et kæmpe vandfald for neden, men nærmest ingenting! Så jeg troede næsten ikke på at det var det der var sket – nok snarere at Sebrina bare havde haft svært ved at holde sig 😀

Men da Sebrina er lidt mere kyndig end mig på området – heldigvis – og fostervandet var grønligt, så tog vi til Hvidovre Hospital. Det gik meget roligt og uden stress. Da vi kom derud forventede vi, grundet det grønlige fostervand, at vi kom til hurtigt! Men nej – jeg føler det, når jeg tænker tilbage, som om vi ventede i 4 timer, selvom det nok var kortere. Jeg er ikke god til at blive vred, men jeg kogte indeni, fordi de bare gik ind og ud af deres opholdsstue uden at henvende sig til os.

Men vi kom endelig ind, og de tog hjertelyd på Sebrinas mave for at tjekke om Aya var ok – de sagde at vi skulle ligge med udstyret på i ca. 30 min….. Vi ventede så i 1-1,5 time!! Jeg gik ned og spurgte om de havde glemt os, og JA, de skulle lige spise aftensmad og havde glemt os. Hmmm… Ikke det bedste når man selv synes at det haster med at finde ud af, hvordan babyen har det!

Vi kom ned på en fødestue ved 23-24tiden om aftenen d. 8. juli, og Sebrina fik et bad inden hun kom ind på stuen. Der tog de så vandet helt, for det var åbenbart ikke gået helt (troede ikke det kunne gå halvt), og så skal jeg love for at veerne ikke var så rolige mere. Sebrina kunne nærmest ikke stå på benene af smerte! Til sidst blev jeg kommanderet til at finde en opkastbakke, fordi hun skulle kaste op af bar smerte. Jordemoderen var gået, så der stod jeg og skulle hu-hej finde en bakke inden hun kastede op udover gulvet. Da jordemoderen spurgte om Sebrina ville have noget smertestillende svarede jeg “ja”, og Sebrina blev overtalt til at prøve det de kalder bistik —— Og jeg tror stadig Sebrina fortryder, at hun fik dem den dag i dag 😀 Hold op, jeg har aldrig set hende have så ondt som da hun fik den kanyle ind under huden og fik indsprøjtet de små sterilvandsopløsninger på maven!

Jordemoderen tjekkede løbende, hvor meget hun havde åbnet sig, og jeg kunne egentligt kun sidde i en stol og vente og hjælpe, når jeg blev bedt om det. Der gik ikke lang tid før hun fik lov til at presse, da hun havde åbnet sig nok. Nu gik tiden så med at holde masken til lattergassen og støtte Sebrinas nakke ved presningen. Det skal siges, at der blev inhaleret noget lattergas 😉 Så lattergassen blev hendes støttepunkt. Jeg gav hende vand på panden og støttede hende. De 3 timer gik MEGET hurtigt. Da jordemoderen sagde, at Aya var på vej ud, så havde jeg allerede meddelt hende, at jeg ikke skulle nyde noget af at komme ned og tage imod eller se derned imens – pænt nej tak.

Da Aya så endelig kom ud, var det ikke i første omgang den glædesrus som alle snakker om. Navlestrengen var to gange om halsen, og hun var helt blå og slap! Et stort chok som jeg ikke troede ville ske på det tidspunkt, og tiden gik virkelig langsomt i de minutter eller sekunder der gik, indtil der endelig kom liv og bevægelse! Vores dejlige datter kom over til mig, og jeg havde allerede glemt at finde ud af, hvilket køn det var, indtil Sebrina spurgte til det – et stort øjeblik at stå og holde sin datter. Hun kom ud lidt i 4 om natten d. 9 juli 2010. To nætter med lange ventetider og udmattende oplevelser for alle 3.

# 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1,

-Nicolai