Gratis kvalificeret fertilitetsrådgivning uden henvisning!

fert

Åh nej…. Er jeg allerede blevet “miljøskadet” !!?. Nej. Det har jeg lovet mig selv, og min veninde, som fejrer 30 års fødselsdag her i aften og ikke har baby, at jeg ikke skal blive. Sådan én der jabber ud omkring, hvornår man bør kaste sig ud i det med børn og sådan. Det er også bare pissenemt for mig at sidde her og pudse glorien, fordi jeg har to stks børn og blev mor som 24 årig, og nu arbejder på en fertilitetsklinik. Så… det gider jeg ikke skrive alt for mange vise ord om. Men da mine nye kolleger nu har givet hints om, at jeg da lige burde sprede nogle ord om et fantastisk tilbud, hvilket jeg helt oprigtigt også synes det er, så gør jeg altså det! Også efter jeg lagde en lille video op på instagram i går (@denormale), som fik ret mange visninger, så tror jeg det er noget i læsere ville have gavn af at vide, og er lidt nysgerrige omkring!?

Det er jo nemlig sådan at par og enlige kan få råd og vejledning om deres fertilitet på Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Herlev Hospital. Også uden nogen form for henvisning! Også selvom der måske slet ikke er børn i planerne inden for de nærmeste år. Og altså det er både for mænd og kvinder.

og hvem kan så helt specifikt få rådgivning? 

Der er nogle krav du/i skal opfylde som følger:

  • Du/I skal have bopæl i Region Hovedstaden.
  • Du/I må ikke have et allerede kendt fertilitetsproblem.
  • Du/I må ikke have forsøgt at blive gravid i over 1 år.
  • Du/I må ikke være fyldt 45 år.
  • Du/I kan få en vurdering og undersøgelse af din frugtbarhed (fertilitet), uanset om du er mand eller kvinde.

I kan selv henvende jer til klinikken uden nogen form for henvisning. På Hvidovre Hospital foregår tidsbestillingen udelukkende ved telefonisk henvendelse om torsdagen fra kl. 14-15.30 på tlf. 4014 1451.

 

Læs meget mere om Fertilitetsrådgivningen her. Og i skal da også være velkomne til at spørge mig om alt muligt – selvom jeg stadig er pæn grøn!

-Sebrina

 

De normales historie #14 (Ayas fødsel – Nicolais version)

 photo cf450a71-cbc7-4d02-bf29-2c83390fe046_zpsf2a01f60.jpg
Som en far der har svært ved at huske præcise tidspunkter, så bliver det nok også synligt, at tiderne ikke stemmer helt overens med Sebrinas superhukommelse – men “here it goes”.

Jeg havde “travlt” med mit studie på det tidspunkt, hvor Sebrina havde termin med Aya og var faktisk igang med sommerkurser på CBS. Så jeg var så priviligeret, at jeg kunne blive hjemme med Sebrina, da først plukkeveerne begyndte at tage til. Den første nat d. 7.-8. juli, hvor plukkeveerne startede var noget urolige – når jeg tænker tilbage tog jeg det udsædvanligt roligt, set i forhold til, hvad der skulle til at ske. Men helt ærligt, så havde jeg svært ved at hidse mig op over, at jeg skulle til at være far på det tidspunkt. Det var først da fødslen var overstået at jeg kunne forholde mig til glæden.

Vi kom til jordemoderen på et jordemodercenter på Vesterbro d. 8 juli, og fik at vide, at vi skulle gå hjem og vente indtil Sebrina havde åbnet sig mere. Pludselig om eftermiddagen gik vandet så. Ikke som man tror med et kæmpe vandfald for neden, men nærmest ingenting! Så jeg troede næsten ikke på at det var det der var sket – nok snarere at Sebrina bare havde haft svært ved at holde sig 😀

Men da Sebrina er lidt mere kyndig end mig på området – heldigvis – og fostervandet var grønligt, så tog vi til Hvidovre Hospital. Det gik meget roligt og uden stress. Da vi kom derud forventede vi, grundet det grønlige fostervand, at vi kom til hurtigt! Men nej – jeg føler det, når jeg tænker tilbage, som om vi ventede i 4 timer, selvom det nok var kortere. Jeg er ikke god til at blive vred, men jeg kogte indeni, fordi de bare gik ind og ud af deres opholdsstue uden at henvende sig til os.

Men vi kom endelig ind, og de tog hjertelyd på Sebrinas mave for at tjekke om Aya var ok – de sagde at vi skulle ligge med udstyret på i ca. 30 min….. Vi ventede så i 1-1,5 time!! Jeg gik ned og spurgte om de havde glemt os, og JA, de skulle lige spise aftensmad og havde glemt os. Hmmm… Ikke det bedste når man selv synes at det haster med at finde ud af, hvordan babyen har det!

Vi kom ned på en fødestue ved 23-24tiden om aftenen d. 8. juli, og Sebrina fik et bad inden hun kom ind på stuen. Der tog de så vandet helt, for det var åbenbart ikke gået helt (troede ikke det kunne gå halvt), og så skal jeg love for at veerne ikke var så rolige mere. Sebrina kunne nærmest ikke stå på benene af smerte! Til sidst blev jeg kommanderet til at finde en opkastbakke, fordi hun skulle kaste op af bar smerte. Jordemoderen var gået, så der stod jeg og skulle hu-hej finde en bakke inden hun kastede op udover gulvet. Da jordemoderen spurgte om Sebrina ville have noget smertestillende svarede jeg “ja”, og Sebrina blev overtalt til at prøve det de kalder bistik —— Og jeg tror stadig Sebrina fortryder, at hun fik dem den dag i dag 😀 Hold op, jeg har aldrig set hende have så ondt som da hun fik den kanyle ind under huden og fik indsprøjtet de små sterilvandsopløsninger på maven!

Jordemoderen tjekkede løbende, hvor meget hun havde åbnet sig, og jeg kunne egentligt kun sidde i en stol og vente og hjælpe, når jeg blev bedt om det. Der gik ikke lang tid før hun fik lov til at presse, da hun havde åbnet sig nok. Nu gik tiden så med at holde masken til lattergassen og støtte Sebrinas nakke ved presningen. Det skal siges, at der blev inhaleret noget lattergas 😉 Så lattergassen blev hendes støttepunkt. Jeg gav hende vand på panden og støttede hende. De 3 timer gik MEGET hurtigt. Da jordemoderen sagde, at Aya var på vej ud, så havde jeg allerede meddelt hende, at jeg ikke skulle nyde noget af at komme ned og tage imod eller se derned imens – pænt nej tak.

Da Aya så endelig kom ud, var det ikke i første omgang den glædesrus som alle snakker om. Navlestrengen var to gange om halsen, og hun var helt blå og slap! Et stort chok som jeg ikke troede ville ske på det tidspunkt, og tiden gik virkelig langsomt i de minutter eller sekunder der gik, indtil der endelig kom liv og bevægelse! Vores dejlige datter kom over til mig, og jeg havde allerede glemt at finde ud af, hvilket køn det var, indtil Sebrina spurgte til det – et stort øjeblik at stå og holde sin datter. Hun kom ud lidt i 4 om natten d. 9 juli 2010. To nætter med lange ventetider og udmattende oplevelser for alle 3.

# 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1,

-Nicolai

De normales historie #8 (gravid samtidig med bonussvigermor)

jeg tror faktisk at det var i den lange weekend (hvor vi om mandagen skulle til scanning), at vi var til fødselsdag hos Nicolais lillebror Oliver, som netop var blevet to år gammel. På et tidspunkt kalder Nicolais far os, Nicolais søster og så hans kone ud fordi de skulle fortælle os noget. De skulle nemlig fortælle at de var gravide!! Og at det sådan var helt nyt, som i at de nærmest lige havde fundet ud af det og hun nok var omkring de 4 uger henne. Nicolai havde en lillebror på to år, så det var ikke som sådan “big surprise”, udover det faktum, at jeg stod der og faktisk også var gravid, og endda et par uger længere henne – og vi havde intet fortalt. Til nogen. Vi ville jo vente til efter nakkefoldsscanningen, og Nicolai og jeg kiggede hurtigt på hinanden, og jeg sagde, nok sådan rimelig panisk, “ejjjj hvor fantastisk!!”, og Nicolais reaktion (med smil på læben): “jeg troede det var slut med børn?”. Haha. Vi nævnte intet om, at jeg var gravid. Jeg tror Nicolai skulle til at sige det, men jeg fik rystet på hovedet til ham. Det var ret weird, og jeg troede at Nicolai ville syntes det var endnu mere underligt, men han tog det egentlig ret cool. Jeg skulle altså bruge nogle dage på at synke den, og kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg var gravid samtidig med min bonussviger, og så endda længere henne. Så der gik ikke mere end én dag, før jeg måtte skrive det til min bedste veninde, og få kringlet ind i en besked “nå ja for resten…. Så skal Nicolai være storebror igen… OG far på samme tid”. Hun ringede op og var så glad og samtidig også sådan “altså sådan for real!?”. Men mest bare glad for at få at vide, at der var bonus endnu engang, og edderspændt på den scanning som vi skulle til dagen efter. Det var så befriende at fortælle det igen, og denne gang var det jo ikke sådan “big news” andet end at det var gået hurtigt endnu engang. Men nu vidste hun jo ligesom, at vi var igang og det bare var spørgsmål om tid…

#7, #6, #5, #4, #3, #2, #1

-Sebrina

De normales historie #6 (om spontan abort)

Lykken varede kort. Da jeg var i 6.uge something havde jeg en spontan abort. Kan tydeligt huske dagen. Det startede om morgenen hvor jeg blødte en lille smule. Nicolai var ikke hjemme. Han var på vej til noget session et sted i nordsjælland, og kunne ikke bare udskyde det. I starten var det bare lidt pletblødning, så jeg håbede lidt, at det blev ved det, selvom jeg godt vidste og havde på fornemmelsen, at det nok ikke var skide godt. Men det var jo så tidligt, og måske endda “bare” en biokemisk abort, men havde jo for pokker allerede forestillet mig en voksende mave og gjort mig tanker om at skulle være nogens mor. Så jeg blev nervøs først og håbede. Håbede at det bare var en pletblødning. Men nej. Hvis man er sart så lad vær med at læse resten 😉 Jeg fik kraftige menstruationssmerter og så storblødte jeg ellers bare. Og var alene. Prøvede at ringe til lægen, men det var onsdag hvor der var senkonsultation, så kunne ikke gøre andet end at vente, og google ’spontan abort’. Jeg ville så gerne ringe til min mor, men havde slet ikke fortalt om graviditeten, så det virkede så mærkeligt at ringe hulkende: “mor jeg var gravid og er det ikke længere, tror jeg..”. Nicolai prøvede så meget muligt at være støttende via mobilen, og jeg fik så pisse ondt og blødte virkelig meget, så begyndte at blive bange for at der var noget helt galt. Så da Nicolai ENDELIG kom hjem og lægen havde åbent gik vi derop, for kunne heller ikke komme igennem på den skide telefon. Fik beskeden “vi kan ikke gøre noget, du må tage noget smertestillende og så komme om nogle dage og få taget en blodprøve”. Jeg havde jo heldigvis fantastiske veninder som jeg skrev det til, for mine gode sygeplejeveninder kendte også til graviditeten, da der også lige forinden havde været en bytur 😉 Jeg magtede ingen besøg eller telefonopkald, men fik en masse opmuntrende ord og ae’er, og lå så ellers på sofaen med en varm pude og et gram panodil og Nicolai der bare trøstede. Kunne godt mærke at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg havde heller ikke selv regnet med at jeg blev SÅ ked af det, for var ikke forberedt på at jeg ville blive gravid med det samme efter p-pillestop. Vi snakkede og snakkede, og blev enige om, at det var fint at det skete så tidligt, for der måtte jo være noget galt siden det allerede skete. Og egentlig ville babyen også komme på et lidt dårligt tidspunkt jævnfør eksaminer osv., så nu hvor det skulle være, så var det trods alt “fint” at det skete så tidligt, trøstede vi os med. Nok mest mig. Psykisk havde jeg det allerede en del bedre de efterfølgende dage, men blødte stadigvæk meget. Selvom jeg var vant til kraftige mesnstruationer (sorry for details) uden brug af p-piller, havde jeg aldrig prøvet at bløde SÅ meget, så det kan jeg huske var noget hæmmende. For havde både undervisning og nogle vagter på barselsgangen de efterfølgende dage, og det var ikke ligefrem det fedeste… men det var egentlig rart at lave noget, for så tænkte jeg faktisk ikke så meget på det. Jeg skulle to gange til lægen for at få taget blodprøver, og kan huske den første gang jeg kom til min (meget ringe) læge, kiggede hun ind i sin skærm og “spurgte” ind i skærmen: “nå, så har du (Nicolai var der også) været sådan lidt ked af det?”, og jeg nåede ikke engang at svare før hun gjorde klar til at skulle tage blodprøven. Nu er jeg heldigvis sådan ret ‘robust’ og Nicolai var ved min side (som hun ikke så på noget tidspunkt!), så tog mig ikke af det, og svarede “jaeh…”, og så afbrød hun igen og snakkede hcg og næste blodprøve og kondomer. Hun rådede os til at vente nogle måneder “så kroppen lige var sig selv”, og sagde noget med “men I er jo også unge, så I har jo ikke travlt…”. Og jeg ville sådan ønske at jeg gav hende tørt på, men var fuldstændig chokeret over hendes opførsel. Jeg er normalt ikke typen der er gået vildt op i hvilken læge jeg har haft, eller brokket mig over min læge, og derfor havde jeg jo også bare beholdt hende, selvom jeg aldrig rigtigt har følt mig tryg ved hende. Hun viste ingen form for empati overhovedet, og både Nicolai og jeg var lidt rystede over hvor usympatisk hun var. Eller rettere nok mere fordomsfuld. Ja vi var da ret unge, men ønskede jo børn?! Vi fulgte ikke hendes råd med at tage det stille og roligt og beskytte os. Blodprøverne var fine, og fire uger efter stod jeg og tisssede på en test på en Sunset Boulevard i Århus…..

– Sebrina

De normales historie #22 (ny graviditet)

 photo SAM_7295_zps0ff9ff3f.jpgjeg havde som nævnt her søgt ind på jordemoderstudiet, men fik afslag. Det er ret svært at blive optaget som sygeplejerske på jordemoderstudiet, da der kun er to pladser til sygeplejersker. Eller sådan var det i hvert fald dengang. Jeg eller vi havde, som altid, en plan B. Vi ville jo egentlig gerne snart have at Aya skulle være storesøster samt finde dét sted hvor vi skulle slå os ned, og så var jeg rigtig glad for at arbejde fuldtid på barselsgangen. Så inden jeg fik svar var vi enige om, at det var to gode planer uanset hvad svaret blev, og vi glædede os. Inden da skulle vi på vores første kør-selv-ferie som familie, og turen gik til en campingplads i Italien! Se en masse billeder fra ferien her og her (elsker alle billederne!). Aya var lige rundet de to år, og turen derned gik så godt! Det var en skøn ferie. Og det har nok også været på ferien at Alvin blev undfanget 🙂 Jeg stod i hvert fald med en positiv graviditetstest i hånden en uge efter vi var kommet hjem. Dagen efter kom familien til Nicolais 26års fødselsdag, og vi havde lyst til at fortælle om nyheden, men ventede dog! Vi var naturligvis glade og spændte og en smule “fuck…”. Vi var inde i en virkelig god periode, havde haft en masse gode fester op til, hverdagen kørte med arbejde, Ayas gymnastik, vuggestue, madplaner og alt dét der, og jeg var i god form og tænkte lidt over, hvordan min krop ville blive efter endnu en graviditet og fødsel, selvom jeg havde sluppet godt fra den første! Heldigvis varede min kvalme ikke lige så længe som dengang jeg var gravid med Aya. Og det var kun et par morgener at jeg også måtte hilse på kummen… men jeg var træt. Træt, træt og mere trææææt i starten. Det var altså hårdt, nu hvor det ikke i samme grad var muligt at slappe af, for nu var der altså en anden der havde brug for min opmærksomhed og et fuldtidsarbejde. Men Nicolai klarede bare nærmest alt det praktiske og var bare så sej. Kønnet ønskede vi ikke at vide på forhånd, men jeg havde en fornemmelse af, at det var en dreng. Min graviditet var så anderledes, og jeg cravede kød og salt. Ret modsat graviditeten med Aya… Da jeg var cirka halvvejs testede vi en ny fancy blærescanner på afdelingen, og den var så god at den også kunne scanne baby. Så jeg så faktisk noget der lignede ret meget en tissemand, og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så da jeg sagde til Nicolai “øh jeg tror jeg kender kønnet sådan med ca. 80% rigtighed, vil du vide det?”, blev Nicolai skuffet, nu hvor vi var så enige om ikke at skulle kende kønnet, og der gik faktisk flere dage før han ville vide det, selvom jeg inden havde fortalt at jeg havde en fornemmelse af at det var en dreng. Vi sagde det dog ikke til nogen, da det jo ikke var sikkert, som var det en rigtig kønsscanning…

 photo bule_zpsc03272a4.jpgVi afsluttede derfor 2012 med en masse glæde, da vi også imellem jul og nytår skrev under en salgsaftale på vores kommende hjem, vores hjem!. Så der skete vildt meget i starten af 2013, Aya smed sutten og startede i børnehave, vi var til vores første bloggerevent, pakkede flyttekasser,  og jeg var glad for at jeg stadig kunne træne som gravid og arbejde. Dog blev jeg ramt af bækkensmerter, og jeg var længe om at lytte efter min krop, men det endte med en sygemelding en uge før det var planlagt at jeg skulle fra på barsel… Det var til sidst Nicolai der måtte slå i bordet, da jeg hver dag efter jeg kom hjem fra arbejde lå på sofaen og havde virkelig ondt, og hver morgen bøvlede mig ud ad sengen. Det var en kæmpe falliterklæring for mig. Jeg havde en idé om, at min krop da sagtens kunne klare sådan en graviditet, så jeg kunne slet ikke forstå det! Det hjalp dog med noget ro, men en flytning var dog heller ikke det bedste. Heldigvis skulle vi jo hverken male eller noget som helst i vores nye hjem, og det var fantastisk at flytte ind og bare gå og bygge rede herhjemme. Ventetiden gik med at indrette vores nye hjem, at blive faster og tjekke vores nye område ud. Og så var jeg fyldt med dårlig samvittighed over for Aya. Tanken om at hun snart skulle dele sine forældre med en anden, gjorde ondt i mit hjerte, selvom jeg jo godt vidste, at det ville blive godt. Men der var sket så meget i hendes lille verden på kort tid. Børnehavestart og flytning og nu skulle hun også snart være storesøster. Bleen smed hun også inden Alvin kom, så ja, det gik bare lige pludselig så stærkt, og hun blev pludselig så stor. Jeg er stadig så glad for, at vi valgte at lade hende blive i Valnødden i Hvidovre indtil vi fik plads til hende her i Tryllehytten (det fik vi først et halvt år efter vi var flyttet hertil). Det fungerede fint med at Nicolai afleverede og hentede til og fra arbejde. Og så havde hun også en del fridage ;-). Imens jeg var højgravid blev det jo nærmest sommer, og da jeg nåede termin var jeg mere end klar til at få den baby ud! Maven var også større end sidste graviditet, og jeg var meget plaget af halsbrænd og sov elendigt! Havde en klar forestilling om at jeg ville føde før min termin, men det skete jo så ikke…..
 photo bule2_zps3be4c424.jpg

 

Mange flere kapitler her:

#1#2#3#4#5#6, #7#8#9#10#11,

#12#13#14#15#16#17#18#19#20, #21

– Sebrina

Older posts