en hel uge alene


Tidligt i nat kyssede jeg børn og mand farvel og ønskede dem en rigtig dejlig tur. Og jeg græd ikke, hvilket jeg er glad for. Ikke at mine børn ikke må se mig være ked af det, men lige i denne situation, ville jeg gerne sende dem afsted på skiferie uden at de skulle sidde og have ondt i maven over, at mor nu skal være alene og samtidig er ked af det. For jeg er ked af det. Og jeg har grædt flere gange op til. Og det er et samsurium af mange ting. For ja, jeg skal også nyde at være alene, og ja, det gør jeg også. Faktisk har jeg rykket mig utroligt langt på den front siden jeg fik nyt arbejde, og det er jeg hamrende stolt over og glad for. Men jeg er bare ked af situationen.

  • først og fremmest er jeg ked af at gå glip af en ferie med min familie. Både min egen lille firkløver, men også en ferie med min bror, svigerinde, nevø og niece. Mine forældre, og egentlig hele den flok der er afsted. Skiferie er noget helt særligt, og selvom at der ikke var ski på mit program, så glædede jeg mig til at komme væk fra hverdagen, hygge om min familie, og ikke mindst opleve den forvandling der sker med børnene. For de vokser så utroligt meget på sådan en ferie. Deres selvværd får et stort boost og de stråler bare af stolthed på sådan en skiferie. De rykker sig for pokker også hver dag. Dét er jeg så ked af at gå glip af. De røde trætte kinder og duften af sne og bjerge. Og også bare at holde ferie med Nicolai. Han har sådan knoklet de sidste fire måneder, så at kunne være sammen bare som os og som mor og far, havde jeg også set frem til. Ingen renoveringsroderi, ingen madpakker, ingen hverdagsaktiviteter der skal passes og ingen aftener med arbejde. Og så er ferien også vores sidste ferie som firkløver, hvor der ikke skal tages hensyn til en baby.
  • en anden big deal er, at jeg ikke er god til at være helt alene hjemme. Ikke når jeg skal sove i hvert fald. Og sådan har det altid været, og det er noget jeg kan gå og frygte i uger. Så det er ikke blot en lille smule ubehag ved ikke at have børn og mænd hjemme. Det er en frygt for, at der står én i huset midt om natten. Jeg bliver paranoid og tankerne kører afsted. Igen, det er noget jeg arbejder med og noget jeg gerne vil helt af med, frygten for at være alene hjemme, og det går fremad. Og jeg har jo allerede i skrivende stund klaret første nat, da de allerede tog afsted halv et. Men jeg brugte lige en halv time på at være bange, og Nellie mærker min frygt og bliver jo også hypersensitiv over for lyde mm, og reagerer ved at ligge og lytte, og ja, det bliver lidt en dum spiral vi har kørende der. Men jeg har erfaret, at min frygt går over efter noget tid, og at jeg falder i søvn igen, og det fortæller jeg så til mig selv. Og så har jeg helt undgået noget som helst med true crime i uger, og ser kun good feel tv og serier om aftenen, og skal sørge for ikke at gå for sent i seng, da overtræthed tricker det. Jeg fortæller mig selv at en hel uge alene hjemme kommer til at rykke ved denne frygt, og det giver også trøst og mod.
  •  en anden ubekendt er naturligvis også graviditeten. Som jo er årsagen til at jeg ikke er med. Det er ikke fordi jeg går og er nervøs for at min fødsel skal gå igang imens de er væk, heller ej den forhøjede risiko for blødning pga. den foranliggende moderkage jeg går og frygter. Det er bare de tanker der dukker op i ny og næ nu, som nok ville være afledt af en ferie, men også kan afledes når jeg deler dem med mine nærmeste. I går var det; “hvad nu hvis jeg ikke føler den samme hurtige massive kærlighed til hende, fordi hun ikke er født vaginalt?”, og så snakker vi om det. “hvad nu hvis hun skal ud 37+0? er hun stor nok?” “får hun gulsot?” “kan hun die?”, og så fortæller jeg Nicolai om, hvordan det løses. Jeg er så glad for min baggrund lige på dén front, men det ændrer ikke på, at jeg gerne er de scenarier foruden. “Vil jeg bløde alt for meget?”, “vil jeg have meget ondt?”, “vil jeg være mobil?”. Helt normale tanker som jeg har det helt fint med at have, men som nok får mere plads, end hvis jeg sad og spillede Candy Crush i en Østrigst alpehytte. Jeg er heldigvis god til at tage det hele oppefra og ned men jeg ved, at det da også gør noget ved min sårbarhed lige nu. For jeg føler mig sårbar. Følelserne hænger udenpå, og jeg er mere grådlabil end jeg har været til slut i de andre to graviditeter. Jeg er helt sikker på, at jeg efter scanningen og lægesnakken på torsdag kan sætte nogle knuder på nogle ting, og begynde at se fremad, og det glæder jeg mig godt nok til.
  • og så bare helt banalt. Savnet til dem jeg elsker allermest. Jeg har aldrig skulle undvære hverken børn eller Nicolai i en uge, så det er også bare savnet jeg ved bliver enormt stort, der ikke er så rar.

Når det er sagt, så har jeg allerede en del gode ting i kalenderen. Faktisk alle dage imens de er væk. Og ovenstående kommer ikke til at overskygge det. Det skal det bare ikke. Jeg vil nu holde lørdag, da jeg har ondt i både ryg og ribben af at sidde og skrive dette indlæg 😉

-Sebrina

to måneder til termin


Der er i dag to måneder til termin. D. 5. marts er den dag børnene tæller ned til med en afkrydsningskalender de selv har lavet. Faktisk pænt sødt.  Så Gud forbyde det, hvis hun har tænkt sig at lade vente på sig. Det har vi dog snakket med børnene om, at det meget vel kan ske, omend Aya var meget præcis, men Alvin var fire dage forsinket. Jeg selv er jo født d. 4. marts, så for min skyld må det gerne blive over termin, hvis hun ikke kommer før. Bare så der er mere end én dag imellem vores fødselsdage. Jeg synes at to måneder virker som laaaaang tid, og alligevel går jeg jo på barsel om en måned, og der skal indrettes tre børneværelser (fordi Aya og Alvin jo får nye værelser) og købes alt det vi stadig mangler til at der kommer en baby i huset. Og vi skal på skiferie og holde vinterferie. Og jeg skal se serier! Så tiden skal nok gå stærkt. Det ved jeg godt. Og jeg har det jo godt! Jeg træner stadig crossfit, og mine smerter i bækkenet forsvinder i flere dage efter træning. Så alle de squats (og andre øvelser naturligvis) må være gode for de stabiliserende muskler i bækkenet, for jeg er faktisk helt sikker på, at det er træningen der denne gang har en lindrende effekt på mine smerter. Som I kan regne ud, er jeg ret tilfreds med at træning stadig er en mulighed, hvis ikke en nødvendighed. Det gør så meget for mit velbefindende! Og de kolde dyp i havet efterfulgt af en kort tur i sauna, er også rent velvære for mig. Og så er Nicolai jo verdens sødeste mand, naturligvis, og masserer og nusser mine fødder og ben hver evig eneste aften. Så der bliver værnet godt om min gravide krop og sind. Jeg har dage med væske i benene, og dage uden. Og halsbranden har været til at holde ud lige siden jeg købte Gaviscon, som jeg endnu ikke har fået taget hul på. I nat var jeg dog godt plaget, men for doven til at rende i køkkenet til at hente en tablet, så det har nok ikke været slemt nok, eller også var jeg bare helt vildt træt. Jeg tisser nu op til 4-5 gange om natten, og det kan jeg godt mærke trækker lidt på energien i løbet af dagen. De mange opvågninger i løbet af natten. Ikke kun pga toiletbesøg men også bare fordi jeg ligger bøvlet. Men jeg ved det er en del af gamet, og at det ikke bliver bedre fra nu og frem, nok snarere tværtimod. Så jeg er vel godt forberedt på forstyrrende søvn, når først baby er ekstern…

Maven har selvfølgelig fart på, men holder sig so far til at sidde på maven, og så er der nok også kommet lidt til numse- og hoftedepoterne. Det gør ikke spor. Jeg hviler rigtig godt i min gravidkrop. Der er råmælk i brysterne, men det er heldigvis ikke nødvendigt for mig at gå rundt med ammeindlæg. Det må gerne vente til jeg rent faktisk ammer. Og så er der underlivet, som helt klart også har ændret udseende i takt med at der er kommet mere vægt og pres på dernede. Jeg ved at alt igen får sin normale størrelse dernede, så det panikker jeg ikke over.

I den kommende uge skal jeg ind og scannes, da moderkagen lå tæt på fødselskanalen ved gennemscanningen, så det skal kontrolleres at jeg kan få grønt lys til at føde vaginalt, hvilket jeg egentlig forventer, så hvis andet skulle vise sig, så skal jeg da bruge nogle dage på at indstille mig på andet, er jeg ret sikker på. De scanner også efternøleren i samme øjemed, selvom der indtil videre intet er at bekymre sig om ifht væksten. Og så har jeg nogle kontroller med mit stofskifte i nærmeste fremtid, så ja, der bliver holdt godt øje med mig og baby. Og det kan jo ikke være anderledes, selvom jeg da gerne var alle de kontroller foruden, hvis jeg skal være ærlig.

Det var en gravidstatus herfra plyskaninen 😂

-Sebrina

Decemberdagbog #5


I går var det tid til glukosetest. Så var fastende og kunne til morgenmad snuppe lidt lækkert sukkervand med limesmag. Og så ellers tilbringe to timer i ventearealet på Køge Sygehus. Ikke det mest inspirerende sted at sidde, ej heller videre behgaeligt, men skidt, jeg havde min arbejdspc med, og de to timer gik alligvel hurtigt trods alt! Derefter en blodprøve og så forbi kiosken og få “rigtig” morgenmad. Så ud på arbejdet og hjem igen. Hente Alvin, få hentet en pakke og snuppe et par honningehjerter med hjem, og slappe den i sofaen til Tinka. Aya var sammen med en veninde, og til gymnastik, og så hjem til veninden igen og spise aftensmad. Nicolai tog til håndbold, og jeg fik hentet Aya, som ikke ville snydes for Tinka, så det blev lidt sent at børnene kom i seng i går. Men de sov hurtigt og var helt med på at godnathistorien blev skippet.

I går fandt vi de klinker vi gerne vil have på vores lille badeværelse – det bliver lyserødt, som jeg tippede om i morges. Og igen er det herfra vi bestiller fordi vi er vilde med de mange muligheder for selv at designe, omend det bliver lidt kostbart, da forsendelsen i sig selv er ret dyr, men absolut det værd. Og vi får en klinke der er VORES og som ingen andre i DK har, og I kender mig nok godt nok til at vide, at jeg er vild med det faktum.

Torsdag er ugeskifte rent graviditetswise, så nu er jeg i 28. uge og 3. og sidste trimester er lige om hjørnet. Er det ikke vildt!? Nicolai fik taget ovenstående billede af maven, som vi ikke har været så flittige med at få taget billeder af, selvom jeg godt kan lide at se udviklingen. Jeg synes det er gået stærkt, men pt. synes jeg også at der er laaang tid til termin med den hast som det kører med nu. I går var der præcis tre måneder til termin, og to måneder til barsel. Mit bækken er lidt udfordret, eller egentlig bare mit haleben, og i går aftes var de sure opstød/halsbrand kommet tilbage for fuld hammer, efter jeg havde været lidt forskånet den seneste uge, og så kan jeg godt føle mig lidt sølle når jeg hopper i seng om aftenen. Men jeg kunne gå i seng med viden om, at jeg da i hvert fald ikke har graviditetsdiabetes, hvilket jeg faktisk har været lidt nervøs for, da jeg ikke mindes at have været så tørstig under de andre graviditeter, som jeg har været under denne. Men det kan også være at det bliver bedre efter jeg skal sættes lidt ned i dosis med min Eltroxin, da mit stofskifte næsten nu er for højt efter min dosis blev fordoblet. Og det kan også være det ikke gør, og så er det jo bare sådan 😉 Ligesom med alt andet pudsigt under sådan en graviditet…

-Sebrina

Et pigenavn med A


Altså selvom vi ved, at der kommer en lillesøster, så har vi ikke fundet navnet til hende endnu. Og ærligt, så tror jeg heller ikke vi finder det, før hun er ude. Sådan var det i hvert fald med Aya, hvor vi ikke havde en idé om kønnet. Ved Alvin havde vi ét drengenavn, og det var så Alvin, men igen et par foreslag til pigenavne, skulle han været blevet en pige. Der findes så mange smukke pigenavne – også med A, og det er nok egentlig det der er problemet 😉 Asta, Agnes og Alberte har vi tæt i vores omgangskreds, så de er ligesom taget. Alma, Andrea og Alba er også smukke, og dermed også populære, så vi vil gerne finde et navn vi ikke er stødt sååå meget på endnu.

Men vi har været inde om flere:

Det første har været Alva

Så blev det til Allie

Og pt kredser vi om Ada

Men navne der også sagtens kunne komme på tale er:

Avi (det har min mor foreslået)

Aura

Anna (det hed min farmor, og hendes fødselsdag er 28. februar, så skulle jeg føde den dag, må det betyde at hun skal hedde det)

Ava

Addie

Abby

Så lige pt. er listen lang, og forhåbentlig bliver den bare lidt kortere når vi nærmer os, så vi ligesom blot har nogle stykker at vælge imellem når hun er ude.

-Sebrina

Graviditetstøj der ikke er graviditetstøj

Min krop har sjovt nok forandret sig her igennem graviditeten. No big surprise dér. Og ja, på nogle punkter har mit sind nok også været lidt forandet. Men hvad der ikke har forandret sig, er min stil. Eller mit syn på hvilken stil jeg har. Og som altid, bliver det altid udfordret under en graviditet. For dels falder udvalget af graviditetstøj/ventetøj ikke helt i min smag, og noget andet er, at jeg ikke gider kaste penge efter noget tøj som jeg skal bruge i en sparsom periode, og som jeg egentlig heller ikke synes er topfedt.

Men jeg har købt to par ventebukser. Et par sorte og et par blå. Jeg har ellers trukket den længe med mine lavtaljede jeans, hvor jeg har brugt en elastik om knappen og så ind igennem knaphullet og retur på knappen. Super smart og holdbart de første 3-4 måneder. Men derefter var det ligesom om, at det ikke holdt længere, og bukserne begyndte at glide ned, og det blev noget juks, og det stillede krav til at blusen ikke skulle glide op… Så ventejeans er det fra nu og resten af graviditeten – altså hvis jeg gerne vil have jeans på. Synes egentlig at H&M, Asos og Zalando har et fint udvalg.  Jeg har derudover i gravidtetskategorien købt ventestrømpebukser og natammebh’er, som bliver anvendt flittigt. Og jeg håber egentligt at jeg kan klare mig med det i graviditetskategorien. Måske blot med tilføjelse af et par lange t-shirts/bluser, som kan bruges under hele graviditen, uden at glide op over og sætte sig på elastikstykket i ventebukserne. Jeg har genfundet kærligheden til de såkaldte “etui”kjoler, som naturligvis fremhæver maven, men også er behagelige at have på. Og så har jeg også nogle nederdele i skabet, som jeg kan bruge.

Denne blev hurtigt udsolgt online i min størrelse, og i de H&M butikker jeg har omkring mig. Men en tur til Bornholm, og så blev den min alligevel!

Denne finstrikkede kjole fandtes dog i min størrelse, og er stadig online hos H&M. Jeg vil så gerne have den i rød, men så skal jeg være heldig i en fysisk butik.

Den grå på billedet ovenover er en ældre sag fra Gina Tricot, og kan se at denne model minder om den, som jeg vil kigge på ved lejlighed.
Denne orange sag er virkelig smuk (og varm), og dermed en hitter i denne tid

Udover det mere tætsiddende tøj, som jeg nok foretrækker allermest, da det slutter så fint om babybulen, så har jeg jo også en kærlighed til oversized tøj. Så de kjoler og skjorter kan jeg stadigvæk bruge. Mine børn spørger hver gang at jeg har noget oversized på, om jeg da ikke nok vil tage noget stramt på igen, så den runde mave er mere tydelig 😉 Så ovenstående kjoler får ikke lov at ligge længe efter de er vasket, kan I måske regne ud.

-Sebrina