Der blev booket fremvisninger og en aften ringede vores ejendomsmægler til os. De købere som hoppede fra, var nu interesserede igen og ville gerne komme og se lejligheden dagen efter. Vi var jo lidt mærket af, at de hoppede fra sidst, men selvfølgelig måtte de se den igen, men vi troede helt ærligt ikke at de var sådan 100% på. Eller vi turde nok ikke håbe på det. De kom forbi dagen efter, og ejendomsmægler havde meddelt, at de skulle beslutte sig hurtigt, da der ganske rigtigt nu var mere aktivitet på boligen. Dagen efter skrev de under, og en halv time inden vi skulle ned og underskrive, var der endnu en fremvisning, hvor vi fik et bud, som lå lidt lavere end det vi ville sælge til, og vi gad ikke en længere forhandling, nu hvor vi havde nogle der havde underskrevet. Så vi skrev under og bookede nogle fremvisninger samme dag vi drog afsted på skiferie. På et hus i Køge og et hus i Solrød. Vi ville også rigtig gerne se på et andet hus i Køge, men det kunne først lade sig gøre efter vi kom hjem fra skiferie. Huset vi så i Køge ville vi gerne gå videre med, når vi var hjemme igen fra skiferie. Huset i Solrød var egentligt meget fint, men igen var området bare ikke os. Vi havde ligesom forelsket os i Køge.

Skiferien blev bare nydt. Og vi gjorde os ikke alt for meget i om nu alt gik i orden med vores salg, men det gik i orden! Så vi ville lige se på det andet hus i Køge, som vi havde sukket efter i hele perioden, men kun har været kiggeri på nettet samt en køretur forbi, da det lå over vores budget. Men det havde alligevel været til salg i et år, så vi tænkte at der måske var en chance for at kunne give et afslag. Og ellers var det andet hvis vi havde kigget på stadig en option. Vi så på det dagen efter vi kom hjem fra skiferien, og vi tog mine forældre med. Og vi var solgt da vi trådte ind i den store entré, nærmest hall, og ind i den store stue med de lækreste brede Dinesen planker og fineste snedkerkøkken. Jeg kunne bare se det på Nicolai. Jeg er generelt jubeloptimist og god til at se muligheder, dog ikke ved alle huse vi havde set. Men det her hus, som min mor selv sagde; “Det er jo sådan et hus du altid har snakket om”. Det var det bare. Det kunne jeg bare mærke. Jeg forestillede mig allerede vores liv der. Det andet hus i Køge vi så på inden skiferien, og som vi ville gå videre med, blegnede i mit hoved. Jeg vidste bare at Nicolai var på, helt på, selvom han kørte den mere cool stil – dét er han super til iøvrigt, men jeg kunne bare høre og se det på ham. Og ganske rigtigt da vi satte os i bilen, sagde han som det første: “det skal vi byde på”. Huset lå ligesom det andet hus vi havde kigget på ud til Ringvejen i Køge, som giver meget støj. Men det havde vi på forvejen vægtet og vejet. Enten vil man det eller også vil man ikke. Og med sådan et hus vi ønskede, og med er hus tæt på centrum, ja så var det vores kompromis. Og det hus havde en stor terrasse, og et kæmpe areal foran, hvor der ingen støj var, så vi kunne med det samme se, at haven ville blive brugt til børnenes leg, og ja lidt urtehave og sådan, og der hvor vi så ville sidde udendørs og spise og have gæster mm, ja det var der også rigeligt med plads til. Huset havde bemærkninger, så vi tog en sagkyndig med ud, og det var sikkert at taget trængte til at blive skiftet. Så vi kom med et bud langt under udbudspris. Det gik sælger ikke med til. Imens denne forhandling var igang, fik jeg tilbudt mit nye job, som virkelig ville pynte på vores økonomi. Men vi var alligevel helt enige om, at vi skulle have huset ned i pris uanset hvad, for et tagskifte ville vi have med det samme, og tænk nu hvis det nye job ikke var noget alligevel, jeg blev fyret osv, så skulle vi stadig kunne sidde fornuftigt i det. Og vi kom med et nyt bud, sælger kom med et modbud og vi endte faktisk lidt under den pris, som var vores grænse. Ikke bankens grænse, men vores grænse. Det var vildt og fantastisk! Og ja… 1. August er vi altså rykket til Køge. Og vi glæder os til at sætte vores præg på huset og haven, men også bare til at nyde huset som det er, da der er så mange fine detaljer som lige er os.

Lige nu er vi igang med at snakke farver. Vi får jo 260m2 at slå os løs på, så vi vil gerne eksperimentere lidt mere med farver på væggene end andet end soveværelse og børneværelse. Og ja møbler. Vi skal have nogle flere møbler! Og kommer helt sikkert til at dele noget af vores inspiration herinde ☺️

Det var lidt om vores husjagt, som blev en noget kroget vej, som der åbenbart første os til  drømmehjemmet.

– Sebrina

Nej det skulle ikke være SÅ nemt. Dagen efter vi fik budet, og den interesserede skulle ned for at skrive under på købsaftalen, fik vi besked fra ejendomsmægleren om, at hun ikke kunne blive godkendt af banken. Men vi var optimistiske, der var flere fremvisninger i sigte, og nu hvor vi allerede havde fået et bud så hurtigt, mon ikke det så nok ville gå forholdsvist hurtigt? Vi var i dén tro, at huset vi havde lavet en betinget købaftale på, nok skulle blive vores. En uge efter det første bud kom endnu et bud. En halv million under prisen. Det kunne slet ikke komme på tale. Og lige så stille mistede vi troen på, at det andet hus blev vores, for der var jo fortsat fremvisninger på. Der var fortsat fremvisninger på vores, men enten kunne de interesserede ikke blive godkendt af banken, eller også var det ældre ægtepar, der lige var begyndt at kigge på noget mindre at rykke ind i, men i mange år havde boet i hus med have osv., så de skulle ud og se på flere og var bare ude og samle appetit. Og der gik ikke længe før vi fik at vide, at der nu var et bud på det hus, vi havde en betinget købsaftale, og vi havde jo så tre dage til at melde tilbage om vi kunne købe. Og lige den dag havde vi en fremvisning på et par der var MEGET interesserede (sagde mægler), og vi håbede sådan. Men uanset hvad, ville vi ikke kunne blive godkendt til at købe huset, for køberne af vores ville jo have seks dage fortrydelsesret. Så det var vi mega ærgerlige over, og havde lige en dag i kulkælderen, men det dur vi bare ikke til, og der var jo intet at gøre ved det, andet end at komme videre! Vi havde hele tiden holdt øje med de boliger der var til salg i Solrød, og på daværende tidspunkt var der ingen boliger vi på nogen måde kunne se os selv i. Både områderne men egentlig også husene. Så vi snakkede og snakkede, og begyndte at snakke om, hvad det egentlig var vi ville.Vi ville væk. Vi ville noget større og langsigtet Jeg begyndte at kigge på boliger i Køge, og vi snakkede meget og endnu mere, og kunne godt se ideen i at rykke teltpælene op, trods skoleskift for Aya. Men så skulle det altså også således at hunne skulle starte i ny klasse efter sommerferien. Vi ville dog kun slå os ned i Køge, hvis vi kunne købe centralt i Køge, for ellers havde vi en “nødløsning” i et nybygget rækkehus i Solrød, hvis vores eget så blev solgt. Der var flere huse i Køge der virkelig faldt i vores smag, som lå helt perfekt i Køge (altså ifht vores kriterier), så vi bookde nogle fremvisninger, og fik inden da bud på vores, hvor vi måtte forhandle, men blev enige om en pris. Vi faldt for et, selvom det var nødvendigt med noget knofedt, nyt badeværelse og køkken, men det føltes bare godt. Og jeg havde hørt og læst rigtig meget om skolen, som hørte til disktriktet som Aya så skulle gå på, hvis vi købte huset og vi kunne kun se fordele ved at flytte dertil, da den skole har et rigtigt godt ry og er anderledes end den store skole Aya går påp nu.

Den dag vi var ude at se på det hus, var den dag køberne fik sendt købsaftalen på vores, og jo “bare” skulle skrive under. Det hus vi fik sommerfugle i maven over, skulle ud i en budrunde, da der var flere interesserede, så vi havde blot et par dage til at tygge på det og komme med et bud. Dagen efter havde vi endnu ikke fået en underskrift fra køberne af vores, og vi rykkede vores mægler, som rykker videre, og meddeler at køber er svær at få fat på, og at de har meddelt, at de også kiggede på andet. Virkeligt surt, men vi håbede, og kom med et bud på huset, dog igen betinget af eget salg. Vi vidste godt, at det så ikke ville blive vores. Og det blev det ikke. Da der næsten var gået en uge siden køberne fik købsaftalen, og endnu ikke havde underskrevet, gav vi mægler besked om, at skrev de ikke under inden for et par dage, var vi ikke interesserede i at sælge til den pris de sidst havde budt (100.000,- under salgsprisen), for vi havde brug for afklaring, og stod også i en situation, at vi ikke havde et hus i tankerne, så pludselig havde vi ikke travlt, men havde behov for afklaring. Og de hoppede så fra…..

Så vi blev enige om, at vi ikke tog ud og kiggede på flere huse, før det evt. blev aktuelt med et salg af vores. Der var nu gået to måneder, og jeg troede helt reelt ikke på, at vi ville få solgt, og kunne ikke holde tanken ud, at vi skulle trække den flere måneder før “solgt eller gratis”. Vi var faktisk lige ved at opsige kontrakten, og så måtte betale det det nu ville koste at “hoppe fra”, og så sætte til salg igen på et bedre tidspunkt og evt. hos en anden mægler, da vi var begyndt at miste troen på vores mægler, da vi flere gange havde hørt “de er viiiildt interesserede, og jeg er meget optimistisk!”. Vi troede ikke rigtigt på det mere, og det var også et mega træls tidspunkt dér i december og januar. Men lige pludselig var der mere aktivitet på lejligheden, og der blev booket flere fremvisninger igen, så vi ville lige give det en måned til….

fortsættes…

Nu er der endelig ro og afklaring i forhold til vores nye hjem, og vi glæder os helt vildt til d. 01.08.2018, hvor vi overtager vores HUS. Helt sindssygt sådan at skrive det ned på skrift. At vi bliver husejere.

Det har ikke bare lige været en lige vej at nå hertil, så vi vil gerne beskrive vores proces igennem det hele.

Det hele begyndte i efteråret, hvor vi eller rettere Sebrina begyndte at kigge på huse i vores område. Da flere af lejlihederne her hvor vi bor, blev solgt til ret meget over den pris vi i sin tid gav for dem, åbnede det nogle døre for os for at komme til at få noget mere plads. Vi har hele tiden vidst, at vores lejlighed ikke var her vi skulle blive, da vi har 104 m2, og det er en smule trængt for os nu. Det kan sagtens gå, men da vi i sin tid købte den, var det som “første bolig”, og set som en investering og også for at komme ind på markedet, og samtidig slå os ned. Vi havde tænkt at vi nok skulle bo her i 7-10 år. Det blev jo så til 5,5 år…

Det første hus vi kiggede på, var egentligt fint, men lå alt for tæt på motorvejen. Selvom det var en søndag eftermiddag, hvor trafikken ikke er så slem, så var det slemt. Og vi er egentlig ikke støjforsrkækkede, vi hører også motorvejen herfra hvor vi bor, og vi har boet 50 meter fra Valby Station, så støj er som sådan ikke et issue. Men her var det meget, når man var i haven, og vi måtte hæve stemmen for at snakke sammen. Så det kunne ikke komme på tale.

Et par uger efter så vi på en ældre murermestervilla, som faldt i vores begges smag. Der skulle skiftes køkken, badeværelse og laves en del, men vi kunne sagtens se os selv i det, selvom vi ikke var topbegejstrede for området. Og det var faktisk det besøg der fik os til at få EDC forbi til en vurdering af vores lejlighed. Og ja, så gik det jo egentlig stærkt med at sætte til salg. I mellemtiden gik snakken på ideen om at købe to grunde, og bygge sammen med min bror, svigerinde og mine forældre. Vi snakkede, så på grunde og tegninger, og blev ret hooked på dén plan, og droppede derfor det hus der satte det hele igang, og snakkede mere om planen om at bygge noget sammen. Det blev dog ikke reelt, da det viste sig at vi slet ikke kunne få lov til at bygge de kvadratmeter på de grunde vi kiggede på, som lå i første række ud til vandet, og havde nogle flere restriktioner pga. det var naturgrunde. Så det blev også lagt på hylden…..

Dagen efter at vi fik besked fra kommunen om, at vi ikke kunne bygge de kvadratmeter vi ville, kom huset til salg. Det hus vi allerede vidste at vi gerne ville købe, for vi kendte huset og ejerne. Så vi så på det, og meddelte at vi gerne ville købe betinget af eget salg. Og der blev skrevet under… Dagen efter fik vores ejendomsmægler besked om at markedsføre vores salg, så vi kunne få solgt hurtigt. Og den dag fik vi et bud til prisen. Det var så vildt! Skulle det være SÅ nemt for os?

fortsættes….