Husjagten #2

Nej det skulle ikke være SÅ nemt. Dagen efter vi fik budet, og den interesserede skulle ned for at skrive under på købsaftalen, fik vi besked fra ejendomsmægleren om, at hun ikke kunne blive godkendt af banken. Men vi var optimistiske, der var flere fremvisninger i sigte, og nu hvor vi allerede havde fået et bud så hurtigt, mon ikke det så nok ville gå forholdsvist hurtigt? Vi var i dén tro, at huset vi havde lavet en betinget købaftale på, nok skulle blive vores. En uge efter det første bud kom endnu et bud. En halv million under prisen. Det kunne slet ikke komme på tale. Og lige så stille mistede vi troen på, at det andet hus blev vores, for der var jo fortsat fremvisninger på. Der var fortsat fremvisninger på vores, men enten kunne de interesserede ikke blive godkendt af banken, eller også var det ældre ægtepar, der lige var begyndt at kigge på noget mindre at rykke ind i, men i mange år havde boet i hus med have osv., så de skulle ud og se på flere og var bare ude og samle appetit. Og der gik ikke længe før vi fik at vide, at der nu var et bud på det hus, vi havde en betinget købsaftale, og vi havde jo så tre dage til at melde tilbage om vi kunne købe. Og lige den dag havde vi en fremvisning på et par der var MEGET interesserede (sagde mægler), og vi håbede sådan. Men uanset hvad, ville vi ikke kunne blive godkendt til at købe huset, for køberne af vores ville jo have seks dage fortrydelsesret. Så det var vi mega ærgerlige over, og havde lige en dag i kulkælderen, men det dur vi bare ikke til, og der var jo intet at gøre ved det, andet end at komme videre! Vi havde hele tiden holdt øje med de boliger der var til salg i Solrød, og på daværende tidspunkt var der ingen boliger vi på nogen måde kunne se os selv i. Både områderne men egentlig også husene. Så vi snakkede og snakkede, og begyndte at snakke om, hvad det egentlig var vi ville.Vi ville væk. Vi ville noget større og langsigtet Jeg begyndte at kigge på boliger i Køge, og vi snakkede meget og endnu mere, og kunne godt se ideen i at rykke teltpælene op, trods skoleskift for Aya. Men så skulle det altså også således at hunne skulle starte i ny klasse efter sommerferien. Vi ville dog kun slå os ned i Køge, hvis vi kunne købe centralt i Køge, for ellers havde vi en “nødløsning” i et nybygget rækkehus i Solrød, hvis vores eget så blev solgt. Der var flere huse i Køge der virkelig faldt i vores smag, som lå helt perfekt i Køge (altså ifht vores kriterier), så vi bookde nogle fremvisninger, og fik inden da bud på vores, hvor vi måtte forhandle, men blev enige om en pris. Vi faldt for et, selvom det var nødvendigt med noget knofedt, nyt badeværelse og køkken, men det føltes bare godt. Og jeg havde hørt og læst rigtig meget om skolen, som hørte til disktriktet som Aya så skulle gå på, hvis vi købte huset og vi kunne kun se fordele ved at flytte dertil, da den skole har et rigtigt godt ry og er anderledes end den store skole Aya går påp nu.

Den dag vi var ude at se på det hus, var den dag køberne fik sendt købsaftalen på vores, og jo “bare” skulle skrive under. Det hus vi fik sommerfugle i maven over, skulle ud i en budrunde, da der var flere interesserede, så vi havde blot et par dage til at tygge på det og komme med et bud. Dagen efter havde vi endnu ikke fået en underskrift fra køberne af vores, og vi rykkede vores mægler, som rykker videre, og meddeler at køber er svær at få fat på, og at de har meddelt, at de også kiggede på andet. Virkeligt surt, men vi håbede, og kom med et bud på huset, dog igen betinget af eget salg. Vi vidste godt, at det så ikke ville blive vores. Og det blev det ikke. Da der næsten var gået en uge siden køberne fik købsaftalen, og endnu ikke havde underskrevet, gav vi mægler besked om, at skrev de ikke under inden for et par dage, var vi ikke interesserede i at sælge til den pris de sidst havde budt (100.000,- under salgsprisen), for vi havde brug for afklaring, og stod også i en situation, at vi ikke havde et hus i tankerne, så pludselig havde vi ikke travlt, men havde behov for afklaring. Og de hoppede så fra…..

Så vi blev enige om, at vi ikke tog ud og kiggede på flere huse, før det evt. blev aktuelt med et salg af vores. Der var nu gået to måneder, og jeg troede helt reelt ikke på, at vi ville få solgt, og kunne ikke holde tanken ud, at vi skulle trække den flere måneder før “solgt eller gratis”. Vi var faktisk lige ved at opsige kontrakten, og så måtte betale det det nu ville koste at “hoppe fra”, og så sætte til salg igen på et bedre tidspunkt og evt. hos en anden mægler, da vi var begyndt at miste troen på vores mægler, da vi flere gange havde hørt “de er viiiildt interesserede, og jeg er meget optimistisk!”. Vi troede ikke rigtigt på det mere, og det var også et mega træls tidspunkt dér i december og januar. Men lige pludselig var der mere aktivitet på lejligheden, og der blev booket flere fremvisninger igen, så vi ville lige give det en måned til….

fortsættes…

Husjagten

Nu er der endelig ro og afklaring i forhold til vores nye hjem, og vi glæder os helt vildt til d. 01.08.2018, hvor vi overtager vores HUS. Helt sindssygt sådan at skrive det ned på skrift. At vi bliver husejere.

Det har ikke bare lige været en lige vej at nå hertil, så vi vil gerne beskrive vores proces igennem det hele.

Det hele begyndte i efteråret, hvor vi eller rettere Sebrina begyndte at kigge på huse i vores område. Da flere af lejlihederne her hvor vi bor, blev solgt til ret meget over den pris vi i sin tid gav for dem, åbnede det nogle døre for os for at komme til at få noget mere plads. Vi har hele tiden vidst, at vores lejlighed ikke var her vi skulle blive, da vi har 104 m2, og det er en smule trængt for os nu. Det kan sagtens gå, men da vi i sin tid købte den, var det som “første bolig”, og set som en investering og også for at komme ind på markedet, og samtidig slå os ned. Vi havde tænkt at vi nok skulle bo her i 7-10 år. Det blev jo så til 5,5 år…

Det første hus vi kiggede på, var egentligt fint, men lå alt for tæt på motorvejen. Selvom det var en søndag eftermiddag, hvor trafikken ikke er så slem, så var det slemt. Og vi er egentlig ikke støjforsrkækkede, vi hører også motorvejen herfra hvor vi bor, og vi har boet 50 meter fra Valby Station, så støj er som sådan ikke et issue. Men her var det meget, når man var i haven, og vi måtte hæve stemmen for at snakke sammen. Så det kunne ikke komme på tale.

Et par uger efter så vi på en ældre murermestervilla, som faldt i vores begges smag. Der skulle skiftes køkken, badeværelse og laves en del, men vi kunne sagtens se os selv i det, selvom vi ikke var topbegejstrede for området. Og det var faktisk det besøg der fik os til at få EDC forbi til en vurdering af vores lejlighed. Og ja, så gik det jo egentlig stærkt med at sætte til salg. I mellemtiden gik snakken på ideen om at købe to grunde, og bygge sammen med min bror, svigerinde og mine forældre. Vi snakkede, så på grunde og tegninger, og blev ret hooked på dén plan, og droppede derfor det hus der satte det hele igang, og snakkede mere om planen om at bygge noget sammen. Det blev dog ikke reelt, da det viste sig at vi slet ikke kunne få lov til at bygge de kvadratmeter på de grunde vi kiggede på, som lå i første række ud til vandet, og havde nogle flere restriktioner pga. det var naturgrunde. Så det blev også lagt på hylden…..

Dagen efter at vi fik besked fra kommunen om, at vi ikke kunne bygge de kvadratmeter vi ville, kom huset til salg. Det hus vi allerede vidste at vi gerne ville købe, for vi kendte huset og ejerne. Så vi så på det, og meddelte at vi gerne ville købe betinget af eget salg. Og der blev skrevet under… Dagen efter fik vores ejendomsmægler besked om at markedsføre vores salg, så vi kunne få solgt hurtigt. Og den dag fik vi et bud til prisen. Det var så vildt! Skulle det være SÅ nemt for os?

fortsættes….