svesken på disken!

Nyt tiltag på bloggen – og første indlæg vil for mange nok være rigtig klamt. Og det beklager jeg så!

“svesken på disken” skal bruges til at få nogle facts ud om os herhjemme, eller nok bare Nicolai og jeg. Og jeg lægger ud med mig selv.

Jeg ELSKER at se klamme hudorme/cyster/bumsefilm på youtube, og følger Dr. Pimple Popper og ser dagligt lige et par film. Can’t help myself. Jeg ville elske at have sådan et arbejde. Nicolai lider under min afhængighed, og bliver dagligt inspiceret for bumser og hudorme, jeg kan få klem på (hø hø).

Jeg er sikker på at der sidder andre med samme last – ikke!?

Nedenstående video har jeg lige set, og jeg ville blive så høj af at få lov til at trykke den hudorm dér, som så alligevel er mere end det. Skynd dig at klikke videre, hvis sådan noget slet slet ikke er dig, og hvis der sidder andre derude med samme last som jeg, vil jeg virkelig anbefale at følge Dr. Pimple Popper!

Bon appetit!

-Sebrina

det her er én af grundene til at vi deler kalender herhjemme

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF ANTHON BERG

Nicolai og jeg deler kalender herhjemme. Det bliver vi simpelthen nødt til. Dels fordi jeg jo har lidt forskellige arbejdstider, og så fordi Nicolai ikke husker lige så godt som jeg gør. For jeg tror faktisk ikke der er noget unormalt med hans hukommelse, men det er alt der bliver skrevet i kalenderen – i hvert fald i Nicolais ;-). Og det fungerer jo bare rigtig godt, og det er sjældent der er noget der ligesom glipper, fordi vi skriver aftaler ind med det samme. Jeg behøver ikke sådan at kigge på kalenderen hver dag, eller dage frem, for jeg husker godt, eller nok bare normalt. Men Nicolai tjekker sin kalender hver dag, og tjekker også de følgende dage frem. Sådan noget som legeaftaler, fritidsinteresser, rengøring, planer i weekenden, min træning osv. kan han ikke huske. Hvis han skal have mad med hjem fra arbejdet, står det også i kalenderen med en alarm, for han har kørt mange gange hjem fra arbejde, hvor han havde bestilt mad med hjem, og selvom jeg havde mindet ham om det i løbet af dagen, så glemte han det. Og for nogen lyder det da som en lille bagatel, men det er det bare ikke i en travl hverdag, hvor aftensmaden skal være klar imellem 17.30-18.00. Så derfor blev det faktisk sådan, at vi droppede “mad fra fars arbejde” på madplanen, fordi jeg til sidst faktisk blev så træt af, at han gang på gang glemte maden, som jo ellers skulle gøre det nemt, lækkert og billigt for os, men det blev nærmest det modsatte. Nogle dage kom han dog i tanke om det, når han var kørt afsted, og så måtte vende om og køre tilbage. Det betød så bare at det blev noget senere han kom hjem ;-). Ak ja, hverdagslivet små problemer.

Jeg mindes dog ikke at han har glemt nogle meget vigtige datoer eller aftaler ligesom i den geniale reklamefilm ovenover.

I år glemte vi begge vores årsdag, så den er vi lige gode om. Nu bliver det spændende at se, hvordan det kommer til at gå med vores fremtidige bryllupsdage, men vi deler heldigvis dagen med min venindes dejlige søn, så jeg forbinder hans fødselsdag med vores bryllupsdag, og det er jo lidt “snyd” ;-).

Hvordan står det til hjemme hos jer? Har jeres kæreste glemt vigtige aftaler eller datoer? Så smid gerne lige en kommentar afsted. Det kunne jo være oplagt at bruge i et lille indlæg faktisk 😀

-Sebrina

 

Det oplevede jeg i 20’erne

1929968_14744102116_521_n

Så er det snart at nogen fylder 30 år. Jeg synes altså det er ret vildt. Endnu vildere er det faktisk at tænke lidt over, hvad jeg har oplevet i 20’erne. Og så derefter at tænke på, hvad jeg skal opleve i 30’erne. I 20’erne:

  • har jeg været gymnasieelev, sygeplejeskestuderende og universitetsstuderende
  • har jeg boet hos mine forældre i Dalby, på kollegium i Nordvest, boet i en 2 værelses andelslejlighed i Valby, en 3- værelses lejelejlighed i Hvidovre for nu at bo i en 4 væreles ejer med to haver i Solrød Strand.
  • har jeg haft meget kort pagehår, skævt pandehår, lige pandehår, afbleget hår, langt leverpostejfarvet hår, en masse etager og pt er jeg så på det lange med striber.
  • har jeg vejet imellem 48-54 kilo.
  • spillet alt fra serie 1 fodboldkampe og et par enkelte 3F liga kampe.
  • kysset på en del fyre og haft fire kærester (Nicolai inkl.) Altså fyre og kærester inden de 20 år er jo ikke talt med…
  • været projektleder for en lektiecafé hos Red Barnet Ungdom
  • været gravid 4 gange. Født 2 gange.
  • har jeg haft 7 biler. Og jeg havde faktisk en Toyota Corolla inden jeg blev 20. Så den er ikke talt med.
  • har jeg været på skiferie i Norge (x mange), Østrig (x mange) og Frankrig. Inden de 20 har jeg også været på ski i Sverige og Italien.
  • mistede  jeg min morfar og farmor.
  • har jeg været på festival én gang
  • har jeg arbejdet i Super Brugsen, på plejehjem, passet en ældre mand, arbejdet i flere vikarbureauer for sygeplejestuderende, arbejdet på barselsgangen, neonatalafdelingen, en skanningsklinik, en gynækologisk klinik samt haft vagter på Rikshospitalet Nyfødtintensiv i Oslo (nok det mest grænseoverskridende jeg har oplevet rent arbejdsmæssigt)
  • begyndte jeg at drikke kaffe
  • har jeg stort set kun spist slik i weekenden fraset ferier og helligdage
  • har jeg prøvet prævention som kondomer, pessar, p-plaster, p-piller og hormonspiral
  • har jeg været med til at redde liv
  • blev jeg forlovet
  • blev jeg blogger 😉
  • har jeg dræbt mange orkideer
  • og formået at lave plantebabyer
  • blev jeg mor til en pige og en dreng
  • blev jeg voksen

og mere kunne helt sikkert tilføjes listen 🙂

-Sebrina

De normales historie #20 (følelse af utilstrækkelighed)

 photo f65f68d7-5c18-4318-b314-315b9f570381_zpsjy5pikxi.jpgDet lyder måske lidt sært, men hverdagen ramte os faktisk først sådan for alvor, da Aya var omkring 1,5 år gammel. Det var en stor omvæltning for os, at vi ikke begge var studerende. Nu var Nicolai blevet færdig og havde voksenjob. Dét var næsten en større omvæltning for os end at blive forældre. Måske en lille overdrivelse… men det var faktisk en tilværelse vi ikke havde prøvet før sammen. Og det var udfordrende. Og hårdt. Jeg blev rigtig presset, og var trææææææt. Nærmest konstant. Så jeg valgte at sige min faste stilling op på barselsgangen, sådan at jeg “bare” var timelønnet og kunne arbejde når det passede på hjemfronten og med studiet. For var også igang med et større projekt på studiet, som tog meget tid. Kan tydeligt huske en morgen efter en aftenvagt, hvor jeg spurgte Nicolai om det ikke var okay, at jeg ikke stod med op om morgenen. Jeg var så træt. Jeg har og gør stadigvæk altid hadet at “bede om lov” til at blive liggende om morgenen. Ikke fordi Nicolai bliver sur, men morgenerne med småbørn kan godt være udfordrende ;-). Særligt når man ikke er et morgenmenneske… ahem.. Men når jeg kom hjem kl. 24 om aftenen, ofte efter en travl aftenvagt, skulle jeg bruge noget tid på at komme lidt ned i gear inden jeg kunne falde i søvn, hvor jeg ofte også drømte om arbejde. Så at stå op kl. 6.30 og være mor var pænt hårdt. Nicolai havde det sådan lidt “nå ja, men du kan jo bare gå i seng igen efter vi er taget afsted…”. Og det kunne jeg også, men det er ikke det samme som bare at sove til kl. 9 uden at blive afbrudt.

Nå, men den morgen cyklede jeg ind for at mødes med min projektgruppe. Og så kom tårerne bare imens jeg cyklede på Vesterbrogade. Det gik op for mig at jeg ikke lige kunne det hele. At jeg følte mig utilstrækkelig på alle punkter. Ikke god nok mor. Ikke god nok kæreste. Ikke god nok veninde, ikke god nok studiekammerat osv. osv. og samtidig havde jeg heller ikke meget tid til at få trænet. Manglede bare tid! Så Nicolai og jeg fik en lang snak. Han havde stadigvæk sin håndbold, hvor han kunne koble af og samle energi. Jeg havde ikke så meget af det som gav mig energi. Havde ikke så meget tid at se veninder eller at dyrke den sport jeg havde lyst til, som er dét der giver mig energi og glæde. Eller det blev ikke prioriteret, for det kørte i bund og grund ret godt. Jeg havde også lige løbet mit første halvmarathon, som jeg havde trænet op til, så noget tid til træning havde jeg jo… ;-). Men at dyrke løb alene kan ikke sammenlignes med en holdsport. Havde spillet fodbold over halvdelen af mit liv, så ville også gerne have tid til holdtræning. Men det passede bare aldrig særlig godt ind i “programmet”. Så det skulle det altså. Tirsdag og torsdag var Nicolais træningsdage, og så blev mandag og onsdag mine træningsdage. Og det skulle ligesom helliges og prioriteres.

Det vigtigste der kom ud af den snak var nok vores konklusion. Vi kan ikke alt. Vi er en familie nu. Ingen i vores tætte omgangskreds havde børn på daværende tidspunkt, og vi havde den forestilling, at vi da sagtens kunne føre nogenlunde det samme liv som før. Det kunne vi jo næsten det første halvanden år af Ayas liv, så hvorfor pokker kunne vi ikke lige det mere?. Fordi vi (eller én af os) havde et fuldtidsarbejde, og fordi vi nu havde et barn. Som havde behov for mad imellem 17-18, og komme i seng kl. 19. Det sætter bare sine naturlige begrænsninger og kræver en særlig energi og tilpasning. En tilpasning som vi hurtigt tog til os, og som vi hurtigt lærte at holde af. Heldigvis for det. Jeg følte at denne “sorte” periode i mit liv varede et halvt år, men det var “kun” et par måneder. Men det var hårdt for mig at indse, at jeg ikke kunne alt, at jeg blev træt og bare gerne ville have fredelige aftener i sofaen og ingen planer om søndagen. At de bedste weekender var de weekender uden planer. Hvor vi bare var os, hvor vi var på legeplads, bagte boller osv. Det var nok dét jeg havde frygtet. At være kedelig. Men det er ikke spor kedeligt! For det er det der gør mig glad, og gør min familie glad. Og misforstå mig nu ikke. For jeg bliver også glad af at være sammen med veninder, at komme ud osv., og er noget jeg også skal have plads til, men det kunne bare ikke længere være én gang i ugen. Snarere en gang om måneden… og det skal også planlægges. Det er der ikke noget forkert i. Det gør ikke tiden mindre hyggelig. Ligesom vi planlagde kæresteaftener, hvor Aya blev passet. Det gør da ikke tiden mindre hyggelig at have sat kryds i kalenderen til at tage ud at spise eller en tur i biffen og prioritere hinanden. Det er så vigtigt. Vores ret strukturede liv frigiver os tid i den anden ende, og tid er virkelig en mangelvare for børnefamilier…

 photo his - 1 1_zps5dofozgs.jpg

Et par måneder efter nåede jeg frem til endnu en konklusion. Jeg var bare ikke glad for studiet på RUC. Kunne slet ikke se hvad det skulle bringe for fremtiden, og jeg så hele tiden mig selv som sygeplejerske og jeg valgte at sætte studiet på standby, da jeg også havde en drøm om at skulle ind på jordemoderstudiet. Så jeg fik hurtigt skrevet en kvote 2 ansøgning, og fik et vikariat på barselsgangen. Og i det halve år, hvor jeg ventede på svar fra jordemoderstudiet, og hvor jeg arbejdede på barselsgangen var jeg sprængfuld af energi og glæde. Jeg har aldrig fortrudt at jeg ikke gjorde RUCstudiet færdigt. Jeg var så glad for at arbejde fuldtid (det var første gang jeg prøvede det), at jeg havde det sådan “nå ja, men kommer jeg ikke ind, så fortsætter jeg jo bare mit arbejde, og så kan vi tænke på, hvor vi gerne ville slå os ned, for vi har det rigtig godt lige nu…”. For jeg var glad og den mor og Sebrina som jeg kendte og gerne ville være. Jeg fik en indre ro og følte mig helt hjemme og tilrette. For første gang skulle jeg ikke længere have dårlig samvittighed over at holde helt fri. Der var ingen tekster eller opgaver der skulle læses eller skrives. Bare en familie og venner der skulle plejes, når jeg holdt fri. Det var ikke længere et “problem” at nå med Aya til gymnastik om mandagen eller tage en ekstravagt i ny og næ. Eller tage hjem til en veninde i et par timer, for jeg skulle ikke bruge min ‘fritid’ på studie længere. Der kunne jeg gøre hvad jeg havde lyst til. Altså sådan næsten ik ;-).

– Sebrina

#19, #18#17#16#15, #14, # 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1

De normales historie #18 (første ferie med Aya)

 photo 2925220a-c37c-4686-8a0d-c9117f952fd4_zpshjv815dc.jpg
Nogle uger efter vi var flyttet til Hvidovre tog vi to uger afsted til Kreta. Det havde vi glædet os meget til, da vi sommeren forinden “kun” havde været i Danmark. Vi havde med vilje bestilt all inclusive da vi bare skulle slappe den, og det også var vores første ferie med Aya, som dengang var 11 måneder gammel. Det var en dejlig afslappende ferie, ligesom vi havde tænkt at den skulle være. Da vi skulle hjem skreg Aya i to stive timer i den meget lille lufthavn, hvor det var umuligt at gå hen et sted hvor der ikke var mennesker. Hun var mega overtræt og jeg var lige ved at sværge på at jeg ALDRIG nogensinde skulle ud at flyve med en baby igen. Det var forfærdeligt, og jeg tænkte på, hvordan flyveturen ville blive et helvede, men lige så snart vi sad i flyveren lagde hun sig til at sove.. Heldigvis, for ellers var det nok blevet kør-selv-ferier fremover!
 photo f4d9d50f-f998-4b85-955c-63be73e96bf5_zpsljzjp5l0.jpg photo 1d745854-ab16-4399-9b1c-6020c461ec38_zpsrembb01k.jpg
nå, men det var ligesom et punkt på den dér forældreliste vi kunne krydse af. At vi havde været ude at rejse med vores baby. Og det kunne sagtens lade sig gøre. Én af os sov ofte middagsluren med Aya, for det kunne man med hende. Så skønt! Åh jeg savner det altså, når jeg sidder og kigger på disse billeder! Og aftenerne sad vi og spillede eller læste. Vi kom helt ned i gear, fik en smule sol og var så klar til en sommer, hvor Aya fyldte 1 år, Nicolai der var intensivt igang med sit speciale og jeg der skulle starte på et nyt semester inkl. projekt samtidig med mit arbejde på barselsgangen. Det blev lidt hårdere end forventet…

– Sebrina

#17, #16, #15, #14, # 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1

Older posts