de normales historie #25

Forleden fik jeg læst tilbage på det sidste skrevne kapitel af vores historie, som vi i sin tid udgav som en julekalender. Klik på de forskellige kapitler nederst i indlægget her, hvis du ikke kender til historien og er nysgerrig ;-). Men det kapitel er jo ved at være gammelt, faktisk er det tre år gammelt….. og vi har bestemt taget hul på et nyt eller flere kapitler siden da. Så dette indlæg bliver nok langt, og rodet, men der er da også sket en del i vores familie siden sidste kapitel blev skrevet.

Dengang var hverdagen noget hårdere end den er nu, og det var så svært at tro mine mere erfarne kolleger, som påstod at det nok skulle blive bedre. Det med søvnen og tiden til sig selv. Overskud. Men et par år efter var det der igen. På dét tidspunkt kunne vi slet slet ikke forestille os at købe et ældre hus, hvor der var evige to-do’s og for et år siden, kunne vi ikke tænke på andet – at det var dét vi ville. Og er det ikke bare forunderligt, at det varierer så hurtigt. Jeg er vild med det. Og virkelig vild med det kapitel vi er i lige nu. Et velfungerende skolebarn, et velfungerende børnehavebarn og vores hus. Vores by Køge. Vores stadig store kærlighed og gnist imellem os som par. Vi er også siden da blevet gift, og gad godt holde en kæmpe kærlighedsfest igen, for det var helt magisk!

Personligt for mit vedkommende er der også sket en del. Har haft et par jobs siden sidste kapitel, og det jeg laver nu, er noget helt andet, end hvad jeg ellers har lavet. Jeg har ikke den tætte kontakt med patienter, og det har jeg været så spændt på, men her efter et halvt år, er jeg sådan helt oprigtigt glad og kunne ikke ønske mig andet. Og det ligner ellers ikke mig. Jeg har altid godt lige kunne tænke mig nogle andre arbejdstider, en bedre løn, mere engagerede kolleger, flere udfordringer, mindre bureakrati osv. osv., men lige nu, lige nu er jeg tilfreds, og det er ikke sikkert, at det er sådan om blot en måned, men lige nu nyder jeg bare, at det rent faktisk kunne lykkes for mig. At være helt tilfreds i mit arbejde. Helheden i mit arbejde. Jeg var begyndt at tænke over, om jeg bare var utaknemmelig, og en alt for flyvsk person, siden jeg ikke blev i mit arbejde mere end max et par år. Nervøs for at jeg ikke ville blive tilfreds medmindre jeg tog mig en hel anden uddannelse med en masse andre muligheder. Men så var muligheden der, og jeg greb den, og har ikke fortrudt. Jeg græd og græd et par aftener før jeg startede, for jeg var så glad for fertilitetsklinikken, og tænk nu hvis det andet ville være lort og lagkage, og nogle røvhulskolleger. Men jeg var træt af de månedlige nedture jeg fik, hver gang lønsedlen tikkede ind i e-boks. En lønseddel hvor der ingen muligheder var for at gøre fra eller til. og som havde en stor betydning for drømmene om et huskøb. Det var så demotiverende for mig. Nu har jeg allerede fået en lønstigning efter fem måneders ansættelse. Og jeg får i forvejen en for mig rigtig god løn, så det er fandme en kontrast til mine efterhånden mange år som “normal” sygeplejerske. Og det er naturligvis ikke lønnen alene der gør det godt. Jeg bliver trænet, udfordret, hørt, spurgt og rost, og glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Og sommetider arbejder jeg hjemmefra – what!? Og holder af mine nye kolleger, og ville blive trist, hvis jeg ikke skulle have dem længere. Så det spiller lige nu for mig på dén front.

Det er ikke kun mig der er sket noget med rent jobmæssigt. Det samme er sket for Nicolai, som lige har haft 10 års jubilæum i Atea. Men nogenlunde samtidig med at jeg startede i mit nye job, så blev Nicolai tilbudt en lederstilling på sit arbejde. Så vi startede samtidig med nye arbejdsrutiner lige inden sommerferien, og tænkte, at det hele var kastet op i luften alligevel, med flytning og alt det der, så hvorfor ikke? Vi har fundet en sød barnepige, som hjælper os om tirsdagen, og ellers kører hverdagshurlumhejet på bedste vis med måltidskasser og disciplin i forhold til at få fikset huset, rengøring og vasketøj. Jeg er begyndt at drømme om en rengøringsdame og vinduespudser igen, og der skal ikke så langt fra tanke til handling, så det tænke jeg bliver en realitet inden længe. Vi ville gerne vente med alt for nice to have inden vi lige kendte til det at sidde med et noget større huslån end tidligere. Men vi har det godt i maven og lige så har vores jyske bankrådgiver 😉 og vi kan fortsat komme på skiferie og sommerferie, som vi også har måtte erkende, er meget vigtigt for os. Så jeg skal bare lige have Nicolai med på ‘vognen’.

I sidste kapitel var jeg også inde på Nicolais håndbold, som han faktisk satte på standby i et halvt år. På dét tidspunkt kunne vi ikke få det til at hænge sammen. Men jeg fik nye arbedstider, og pludselig var der lidt små huller hist og her, og håndbolden blev en del af hverdagen igen, som vi alle herhjemme er glade for. Jeg er det seneste år blevet glad for crossfit, og træner nu i LIFTRS gym i Køge, og når gerne et par gange om ugen. Det er virkelig effektiv og sjov træning, og jeg føler ikke at jeg mangler noget, hvis jeg når de par gange om ugen. Så føler jeg mig i balance og får mere overskud af det. Noget andet jeg også har fået overskud af, er at mit lave stofskifte blev opdaget, og jeg kom behandling for det. Det har uden tvivl haft den største betydning for mig de seneste år. Min konstante træthed og kuldskærhed var ikke kun manglende søvn, skæve arbejdstider og bare livet som børnefamilie, men også et stofskifte som næsten ikke eksisterede. Jeg var nervøs for at jeg ikke ville affinde mig i det at være afhængig af medicin hver evig eneste dag, men det hviler jeg egentlig ret godt med nu. Og at jeg ikke spiser morgenmad med familien i hverdagene (fordi der skal gå minimum 30 minutter fra indtagelse af pille til indtagelse af mad), er jo kke nyt, da det har været et vilkår med mine arbejdstider. Og at Nicolai også nu (efter 1,5 år) husker at købe plantemælk, må være et tegn på, at mine ændrede vaner nu er hverdag.

Sådan at opsummere vores “tilstand” lige her og nu kan ikke gøres med disse (ellers mange) linjer. Hvad er udfordringer lige nu? Og lige nu, synes jeg at det er sådanne ting, som at mine forældre bliver ældre, får skavanker, og at jeg selv også er blevet ældre. Og det kan mærkes og ses. Og sommetider får jeg også lidt dystre tanker omkring alvorlig sygdom hos mig selv eller børnene. Jeg kan stadigvæk bryde dem, men de popper mere op end de egentlig gjorde for blot et par år siden og fylder mere i min bevidsthed.

Hvad ser vi frem til? At vi til sommer forhåbentlig skal til Smukfest (som også var noget jeg glæede mig til i det sidste kapitel). Denne gang skal vi dog have børnene med, for det kan vi nu. Så det er sådan noget vi ser frem til. Alle de ting vi som familie skal opleve, og som børnene vil huske for altid. For vi oplever alle nu, og det er så vildt hvor hurtigt det går, og at vi har så store børn der kan sådan noget. Aya som selv går til- og fra skole. Selv går tur med Nellie. Store børn. Jeg har også haft en periode, hvor tanken om en efternøler dukkede op i ny og næ. Sådan en tanke troede jeg aldrig ville dukke op, men det er nok ganske naturlig i takt med at overskuddet er retur. Og at betingelserne for at få et barn mere, ville være helt anderledes end dengang vi fik Aya og dengang vi fik Alvin. Og at omgangskredsen er igang med småbørn. Men selvom jeg er klar over at vi aldrig ville fortryde at få en lillebror/lillesøster, så har vi bare ikke den lyst, som har været der dengang vi gik igang med “projekt baby” og projekt “Aya skal være storesøster”. Og Nicolai har overhovedet ikke haft en eneste tanke om en 3’er, det er egentlig kun mig, og det er ikke et ønske fra min side, men nærmere en forestilling omkring hvordan det ville blive. Og også fordi det er et stort ønske for Alvin at blive storebror, så derfor er det nok meget naturligt at tanken strejfer mig engang imellem. Og fordi hvis det skulle være, så skulle der også være ved at være. Men jeg er glad for min spiral, og har ingen planer om at få den fjernet…

så lige nu, lige nu har vi det rigtig godt. Børnene har fået en masse nye venner og vi nyder stadig at have et hus med mange projekter 😉

Sebrina

Kapitel 1, Kapitel 2, Kapitel 3, Kaptiel 4, Kapitel 5, Kapitel 6, Kapitel 7, Kapitel 8, Kapitel 9, Kapitel 10, Kapitel 11, Kapitel 12, Kapitel 13, Kapitel 14, Kapitel 15, Kapitel 16, Kapitel 17, Kapitel 18, Kapitel 19, Kapitel 20, Kapitel 21, Kapitel 22, Kapitel 23, Kapitel 24

10 år

myselfie-dk-20160319-1119-sabrina-petersen-2016-03-19-23_18_41_batch myselfie-dk-20160319-1119-sabrina-petersen-2016-03-19-23_18_52_batch myselfie-dk-20160319-1119-sabrina-petersen-2016-03-19-23_19_01_batch

vi snakkede om det for to uger siden… At vi gik et jubilæum i møde. Vores 10års jubilæum som kærester. Vi snakkede om, at vi burde fejre det med en tur ud at spise og eventuel overnatning ude. Og så var det at jul og nytår kom imellem, og da jeg skulle skrive datoen på arbejde i dag slog det mig….. Det er jo i dag! Så sendte fluks ti hjerter afsted til Nicolai, som ikke fangede den før efter et par hints. Og sådan er det gået for os at have været et par i ti år… trist!?

For ni år siden blev det fejret med flerretters menu, og for otte år siden ligeså, men jeg kunne ikke drikke bobler, da jeg var gravid med Aya. Jeg husker også vores årsdag for syv år siden, hvor vi lavede tapas efter Aya sov, og jeg kunne drikke vin, da Aya ikke længere blev ammet der. Og derefter er de årsdage blevet forsømt lidt. Vi har heldigvis ikke forsømt hinanden, og vi er stolte af, hvordan vi har fungeret sammen som kærester, forældre og ægtepar. Og hvordan og hvorfor de sidste ti år er gået godt, kan vi nok ikke helt forklare, og det skal det vel heller ikke. Men at vi har været ærlige over for hinanden fra start, og snakker om alt sammen, og har en aftale om, at vi ikke går sure i seng og altid kysser godnat, tror vi har været, og er en rigtig god vane. Og dét at vi hviler i, at nogle dage er grå, nogle sorte, nogle blå og andre helt skinnende. Det går op og ned og vores ægteskab er også et arbejde. Belønningen er kærligheden, historierne, minderne, udfordringerne, udviklingen, intimiteten og ikke mindst vores børn, og dét er den mest værdifulde løn vi nogensinde kan tjene.

💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗

svesken på disken!

Nyt tiltag på bloggen – og første indlæg vil for mange nok være rigtig klamt. Og det beklager jeg så!

“svesken på disken” skal bruges til at få nogle facts ud om os herhjemme, eller nok bare Nicolai og jeg. Og jeg lægger ud med mig selv.

Jeg ELSKER at se klamme hudorme/cyster/bumsefilm på youtube, og følger Dr. Pimple Popper og ser dagligt lige et par film. Can’t help myself. Jeg ville elske at have sådan et arbejde. Nicolai lider under min afhængighed, og bliver dagligt inspiceret for bumser og hudorme, jeg kan få klem på (hø hø).

Jeg er sikker på at der sidder andre med samme last – ikke!?

Nedenstående video har jeg lige set, og jeg ville blive så høj af at få lov til at trykke den hudorm dér, som så alligevel er mere end det. Skynd dig at klikke videre, hvis sådan noget slet slet ikke er dig, og hvis der sidder andre derude med samme last som jeg, vil jeg virkelig anbefale at følge Dr. Pimple Popper!

Bon appetit!

-Sebrina

det her er én af grundene til at vi deler kalender herhjemme

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF ANTHON BERG

Nicolai og jeg deler kalender herhjemme. Det bliver vi simpelthen nødt til. Dels fordi jeg jo har lidt forskellige arbejdstider, og så fordi Nicolai ikke husker lige så godt som jeg gør. For jeg tror faktisk ikke der er noget unormalt med hans hukommelse, men det er alt der bliver skrevet i kalenderen – i hvert fald i Nicolais ;-). Og det fungerer jo bare rigtig godt, og det er sjældent der er noget der ligesom glipper, fordi vi skriver aftaler ind med det samme. Jeg behøver ikke sådan at kigge på kalenderen hver dag, eller dage frem, for jeg husker godt, eller nok bare normalt. Men Nicolai tjekker sin kalender hver dag, og tjekker også de følgende dage frem. Sådan noget som legeaftaler, fritidsinteresser, rengøring, planer i weekenden, min træning osv. kan han ikke huske. Hvis han skal have mad med hjem fra arbejdet, står det også i kalenderen med en alarm, for han har kørt mange gange hjem fra arbejde, hvor han havde bestilt mad med hjem, og selvom jeg havde mindet ham om det i løbet af dagen, så glemte han det. Og for nogen lyder det da som en lille bagatel, men det er det bare ikke i en travl hverdag, hvor aftensmaden skal være klar imellem 17.30-18.00. Så derfor blev det faktisk sådan, at vi droppede “mad fra fars arbejde” på madplanen, fordi jeg til sidst faktisk blev så træt af, at han gang på gang glemte maden, som jo ellers skulle gøre det nemt, lækkert og billigt for os, men det blev nærmest det modsatte. Nogle dage kom han dog i tanke om det, når han var kørt afsted, og så måtte vende om og køre tilbage. Det betød så bare at det blev noget senere han kom hjem ;-). Ak ja, hverdagslivet små problemer.

Jeg mindes dog ikke at han har glemt nogle meget vigtige datoer eller aftaler ligesom i den geniale reklamefilm ovenover.

I år glemte vi begge vores årsdag, så den er vi lige gode om. Nu bliver det spændende at se, hvordan det kommer til at gå med vores fremtidige bryllupsdage, men vi deler heldigvis dagen med min venindes dejlige søn, så jeg forbinder hans fødselsdag med vores bryllupsdag, og det er jo lidt “snyd” ;-).

Hvordan står det til hjemme hos jer? Har jeres kæreste glemt vigtige aftaler eller datoer? Så smid gerne lige en kommentar afsted. Det kunne jo være oplagt at bruge i et lille indlæg faktisk 😀

-Sebrina

 

Det oplevede jeg i 20’erne

1929968_14744102116_521_n

Så er det snart at nogen fylder 30 år. Jeg synes altså det er ret vildt. Endnu vildere er det faktisk at tænke lidt over, hvad jeg har oplevet i 20’erne. Og så derefter at tænke på, hvad jeg skal opleve i 30’erne. I 20’erne:

  • har jeg været gymnasieelev, sygeplejeskestuderende og universitetsstuderende
  • har jeg boet hos mine forældre i Dalby, på kollegium i Nordvest, boet i en 2 værelses andelslejlighed i Valby, en 3- værelses lejelejlighed i Hvidovre for nu at bo i en 4 væreles ejer med to haver i Solrød Strand.
  • har jeg haft meget kort pagehår, skævt pandehår, lige pandehår, afbleget hår, langt leverpostejfarvet hår, en masse etager og pt er jeg så på det lange med striber.
  • har jeg vejet imellem 48-54 kilo.
  • spillet alt fra serie 1 fodboldkampe og et par enkelte 3F liga kampe.
  • kysset på en del fyre og haft fire kærester (Nicolai inkl.) Altså fyre og kærester inden de 20 år er jo ikke talt med…
  • været projektleder for en lektiecafé hos Red Barnet Ungdom
  • været gravid 4 gange. Født 2 gange.
  • har jeg haft 7 biler. Og jeg havde faktisk en Toyota Corolla inden jeg blev 20. Så den er ikke talt med.
  • har jeg været på skiferie i Norge (x mange), Østrig (x mange) og Frankrig. Inden de 20 har jeg også været på ski i Sverige og Italien.
  • mistede  jeg min morfar og farmor.
  • har jeg været på festival én gang
  • har jeg arbejdet i Super Brugsen, på plejehjem, passet en ældre mand, arbejdet i flere vikarbureauer for sygeplejestuderende, arbejdet på barselsgangen, neonatalafdelingen, en skanningsklinik, en gynækologisk klinik samt haft vagter på Rikshospitalet Nyfødtintensiv i Oslo (nok det mest grænseoverskridende jeg har oplevet rent arbejdsmæssigt)
  • begyndte jeg at drikke kaffe
  • har jeg stort set kun spist slik i weekenden fraset ferier og helligdage
  • har jeg prøvet prævention som kondomer, pessar, p-plaster, p-piller og hormonspiral
  • har jeg været med til at redde liv
  • blev jeg forlovet
  • blev jeg blogger 😉
  • har jeg dræbt mange orkideer
  • og formået at lave plantebabyer
  • blev jeg mor til en pige og en dreng
  • blev jeg voksen

og mere kunne helt sikkert tilføjes listen 🙂

-Sebrina