De normales historie #18 (første ferie med Aya)

 photo 2925220a-c37c-4686-8a0d-c9117f952fd4_zpshjv815dc.jpg
Nogle uger efter vi var flyttet til Hvidovre tog vi to uger afsted til Kreta. Det havde vi glædet os meget til, da vi sommeren forinden “kun” havde været i Danmark. Vi havde med vilje bestilt all inclusive da vi bare skulle slappe den, og det også var vores første ferie med Aya, som dengang var 11 måneder gammel. Det var en dejlig afslappende ferie, ligesom vi havde tænkt at den skulle være. Da vi skulle hjem skreg Aya i to stive timer i den meget lille lufthavn, hvor det var umuligt at gå hen et sted hvor der ikke var mennesker. Hun var mega overtræt og jeg var lige ved at sværge på at jeg ALDRIG nogensinde skulle ud at flyve med en baby igen. Det var forfærdeligt, og jeg tænkte på, hvordan flyveturen ville blive et helvede, men lige så snart vi sad i flyveren lagde hun sig til at sove.. Heldigvis, for ellers var det nok blevet kør-selv-ferier fremover!
 photo f4d9d50f-f998-4b85-955c-63be73e96bf5_zpsljzjp5l0.jpg photo 1d745854-ab16-4399-9b1c-6020c461ec38_zpsrembb01k.jpg
nå, men det var ligesom et punkt på den dér forældreliste vi kunne krydse af. At vi havde været ude at rejse med vores baby. Og det kunne sagtens lade sig gøre. Én af os sov ofte middagsluren med Aya, for det kunne man med hende. Så skønt! Åh jeg savner det altså, når jeg sidder og kigger på disse billeder! Og aftenerne sad vi og spillede eller læste. Vi kom helt ned i gear, fik en smule sol og var så klar til en sommer, hvor Aya fyldte 1 år, Nicolai der var intensivt igang med sit speciale og jeg der skulle starte på et nyt semester inkl. projekt samtidig med mit arbejde på barselsgangen. Det blev lidt hårdere end forventet…

– Sebrina

#17, #16, #15, #14, # 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1

De Normales Historie #15 (om at være nybagte forældre)

 photo e6a5686d-3e35-444b-a6a2-920932fc255f_zps16ebk7av.jpgDet var ret vildt at komme hjem fra hospitalet som nybagte forældre! Og også meget varmt. Der var hedebølge i DK, og vi måtte alle rende rundt uden tøj for at kunne holde ud at være i lejligheden. Den første nat var præget af en sulten og utålmodig pige, men jeg kunne heldigvis nogle tricks fra barselsgangen, hvilket betød at ammeetableringen ikke blev et problem. Nicolai har mange gange fortalt, at han var for at jeg havde noget erfaring, for jeg tog det hele ret roligt, og vidste hvad der skulle gøres, eller kunne gøres. Og det er jeg også selv glad for. Dagen efter vi kom hjem gik vi tur med barnevognen og jeg sad og ammede på torvet i Valby, fordi Aya jo naturligvis vågnede….Sad dér i skyggen med en stofble over hende og følte mig igen som en superkvinde. Det var jo ikke så svært det der forældrenoget!? Jovist vi havde nætter hvor hun var ked af det, og sov da ikke så meget igen, men i bund og grund havde vi egentlig ret fint styr på det hele, og følte os sikre og trygge ved at være Ayas forældre, og var der for hinanden. Den første tid vågnede jeg dog panisk op om natten fordi jeg enten troede at:

– Aya ikke trak vejret
– jeg havde lagt mig oven på hende
– hun lå under min dyne og ikke kunne få vejret
– der var krybdyr i lejligheden!?

Virkelig crazy woman.. ! Det var ikke sjovt og Nicolai måtte mange gange fortælle: “hun ligger i sin lift og sover, du drømmer Sebrina”, og så tog jeg febrilsk i den lift, og fik hende jo vækket på den måde. Altså…

Jeg brugte min mor, som jeg nok ringede til dagligt: “Tror du det er fint at hun kun har en stofble over sig, når hun sover?”. Jeg havde bare brug for bekræftelse fra min mor, og har lige siden spurgt hende om alverdens ting og sager hvad angår børnene (og nu også hunden). Sundhedsplejersken var iøvrigt en tør snegl, men fortalte: “det har I da fint styr på”, og jeg gik egentlig også bare op i, om Aya tog på og voksede som hun skulle.

Nicolai havde som sådan ikke barsel, for han var igang med undervisning på CBS, men havde alligevel ret meget fri, og de dage han var til undervisning på CBS, gik jeg med barnevognen til CBS, og så gik vi hjem sammen. Der skulle ske noget, og jeg elskede at kunne bruge kroppen bare lidt mere, end hvad jeg havde kunnet længe. Så da jeg 8 uger efter var hos lægen og fik grønt lys for at komme så småt igang med træning, stod løbeskoene og ventede. Jeg løb nok kun tre kilometer, og der var flere tårer end sved i mit ansigt, for jeg var simpelthen så glad og lettet. Jeg havde savnet det så meget, og trængte bare til at have de der 20 minutter for mig selv. Inden jeg fødte havde jeg sagt til flere, at jeg ville løbe et halvmarathon inden for det første år jeg var blevet mor, og nu kunne jeg så småt komme igang med at træne. Gik også på mor/barn hold i Fitness World, og trænede også alene deroppe, hvor Aya bare lå i liften imens. Når jeg tænker tilbage, havde jeg ret svært ved bare at hvile i dét at sidde derhjemme med en baby og intet foretage mig. Blev rastløs af ikke at lave noget, og brugte uendeligt meget tid på at sidde og skrive i mødregruppen på jubii debatten, læse blogs og krimier 😉 Så det var ugens højdepunkter når jeg skulle i min fysiske mødregruppe eller træne. Og det var ikke fordi jeg forsømte Aya eller noget, for tro mig, vi havde masser af tid sammen, men de første måneder var det jo begrænset, hvad jeg kunne lave med hende og hvor meget hun kunne stimuleres. Og så var der jo også Nicolai.
 photo 95f4ed9d-c781-4ef8-a7cc-aacab788e7c8_zpsacnbfx01.jpgHan var studerende og var jo også meget hjemme. Så han lavede mange af de praktiske ting, som jeg ellers kunne tage mig af. Vi var ret priviligerede i det hele taget! Og vi tror begge, at det har haft en kæmpe betydning for vores oplevelse af at blive forældre og vores forhold. At Nicolai kunne være så fleksibel og var meget hjemme, og bare var så meget med i det hele. Hvis jeg ikke havde fået så meget søvn i løbet af natten stod Nicolai op med Aya når hun var frisk kl. tidligt, og så sov jeg lige en time eller to videre. Og han kom aldrig sådan sent hjem. Han arbejdede to dage om ugen i ATEA men var nærmest aldrig senere hjemme end kl. 16 de dage. Og så VILLE han også være med, og jeg lod ham også være det.

Så derfor blev vores forhold ikke skrøbeligt, men snarere endnu bedre og vores samliv blev ikke berørt af en fødsel og en baby. Noget jeg havde frygtet en smule under graviditeten, og vi derfor også havde snakket en del om.

– Sebrina

 #14, # 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1

De normales historie #14 (Ayas fødsel – Nicolais version)

 photo cf450a71-cbc7-4d02-bf29-2c83390fe046_zpsf2a01f60.jpg
Som en far der har svært ved at huske præcise tidspunkter, så bliver det nok også synligt, at tiderne ikke stemmer helt overens med Sebrinas superhukommelse – men “here it goes”.

Jeg havde “travlt” med mit studie på det tidspunkt, hvor Sebrina havde termin med Aya og var faktisk igang med sommerkurser på CBS. Så jeg var så priviligeret, at jeg kunne blive hjemme med Sebrina, da først plukkeveerne begyndte at tage til. Den første nat d. 7.-8. juli, hvor plukkeveerne startede var noget urolige – når jeg tænker tilbage tog jeg det udsædvanligt roligt, set i forhold til, hvad der skulle til at ske. Men helt ærligt, så havde jeg svært ved at hidse mig op over, at jeg skulle til at være far på det tidspunkt. Det var først da fødslen var overstået at jeg kunne forholde mig til glæden.

Vi kom til jordemoderen på et jordemodercenter på Vesterbro d. 8 juli, og fik at vide, at vi skulle gå hjem og vente indtil Sebrina havde åbnet sig mere. Pludselig om eftermiddagen gik vandet så. Ikke som man tror med et kæmpe vandfald for neden, men nærmest ingenting! Så jeg troede næsten ikke på at det var det der var sket – nok snarere at Sebrina bare havde haft svært ved at holde sig 😀

Men da Sebrina er lidt mere kyndig end mig på området – heldigvis – og fostervandet var grønligt, så tog vi til Hvidovre Hospital. Det gik meget roligt og uden stress. Da vi kom derud forventede vi, grundet det grønlige fostervand, at vi kom til hurtigt! Men nej – jeg føler det, når jeg tænker tilbage, som om vi ventede i 4 timer, selvom det nok var kortere. Jeg er ikke god til at blive vred, men jeg kogte indeni, fordi de bare gik ind og ud af deres opholdsstue uden at henvende sig til os.

Men vi kom endelig ind, og de tog hjertelyd på Sebrinas mave for at tjekke om Aya var ok – de sagde at vi skulle ligge med udstyret på i ca. 30 min….. Vi ventede så i 1-1,5 time!! Jeg gik ned og spurgte om de havde glemt os, og JA, de skulle lige spise aftensmad og havde glemt os. Hmmm… Ikke det bedste når man selv synes at det haster med at finde ud af, hvordan babyen har det!

Vi kom ned på en fødestue ved 23-24tiden om aftenen d. 8. juli, og Sebrina fik et bad inden hun kom ind på stuen. Der tog de så vandet helt, for det var åbenbart ikke gået helt (troede ikke det kunne gå halvt), og så skal jeg love for at veerne ikke var så rolige mere. Sebrina kunne nærmest ikke stå på benene af smerte! Til sidst blev jeg kommanderet til at finde en opkastbakke, fordi hun skulle kaste op af bar smerte. Jordemoderen var gået, så der stod jeg og skulle hu-hej finde en bakke inden hun kastede op udover gulvet. Da jordemoderen spurgte om Sebrina ville have noget smertestillende svarede jeg “ja”, og Sebrina blev overtalt til at prøve det de kalder bistik —— Og jeg tror stadig Sebrina fortryder, at hun fik dem den dag i dag 😀 Hold op, jeg har aldrig set hende have så ondt som da hun fik den kanyle ind under huden og fik indsprøjtet de små sterilvandsopløsninger på maven!

Jordemoderen tjekkede løbende, hvor meget hun havde åbnet sig, og jeg kunne egentligt kun sidde i en stol og vente og hjælpe, når jeg blev bedt om det. Der gik ikke lang tid før hun fik lov til at presse, da hun havde åbnet sig nok. Nu gik tiden så med at holde masken til lattergassen og støtte Sebrinas nakke ved presningen. Det skal siges, at der blev inhaleret noget lattergas 😉 Så lattergassen blev hendes støttepunkt. Jeg gav hende vand på panden og støttede hende. De 3 timer gik MEGET hurtigt. Da jordemoderen sagde, at Aya var på vej ud, så havde jeg allerede meddelt hende, at jeg ikke skulle nyde noget af at komme ned og tage imod eller se derned imens – pænt nej tak.

Da Aya så endelig kom ud, var det ikke i første omgang den glædesrus som alle snakker om. Navlestrengen var to gange om halsen, og hun var helt blå og slap! Et stort chok som jeg ikke troede ville ske på det tidspunkt, og tiden gik virkelig langsomt i de minutter eller sekunder der gik, indtil der endelig kom liv og bevægelse! Vores dejlige datter kom over til mig, og jeg havde allerede glemt at finde ud af, hvilket køn det var, indtil Sebrina spurgte til det – et stort øjeblik at stå og holde sin datter. Hun kom ud lidt i 4 om natten d. 9 juli 2010. To nætter med lange ventetider og udmattende oplevelser for alle 3.

# 13#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1,

-Nicolai

De normales historie #13 (Aya bliver født)

 photo 217e533d-5e29-4886-9548-6723be59efad_zps91520759.jpg
D 9. juli 2010 havde jeg termin, og jeg havde i flere dage hyppige og kraftige plukkeveer, som ikke udviklede sig, så jeg regnede med at skulle gå over tid, da jeg ikke havde nogle gener, og heller ikke var så stor.

Men d. 8. juli kl. 1.30 gjorde de plukkeveerne ret ondt, og det varede ikke længe, før jeg var sikker på at det var veer. Jeg lagde mig i stuen og begyndte at tage tid på dem. Der var alt fra 2-10 minutter imellem og de varede imellem 30-60 sek. Omkring 4.30 får jeg ganske lidt tegnblødning, og jeg tager et bad (og lige ordner hårene diverse steder!?), og derefter går jeg ind i seng igen. Veerne er stadig uregelmæssige. Omkring 5.30 tiden kan Nicolai ikke sove mere pga. jeg tumler rundt, og kl. 6.15 går vi til bageren, for jeg tænker, at det måske kan sætte skub i noget! På vejen (200 m) når jeg også at få flere veer, hvor jeg lige skal holde pause. Men da vi så kommer hjem og jeg får spist og lagt mig på sofaen, forsvinder de næsten… Jeg havde hele natten tænkt på, om jeg skulle tage til min egen jordemoder, som jeg havde tid til om morgenen, eller om vi skulle ringe til fødegangen, men da veerne aftager, bestemmer vi os for, at smutte til min egen jordemoder kl. 9.

På vejen begynder veerne igen at komme og jeg får mere blødning. Min jordemoder undersøger mig, og det viser sig, at min livmoderhals er udslettet og at jeg er 2 fingre åben. Jeg bliver beordret at tage hjem og slappe af, og vente på at veerne bliver hyppigere, for det varede nok ikke længe før der skete noget. Vi tager hjem og veerne bliver altså ikke mere regelmæssige, og jo flere timer der går, des mere øv bliver jeg, for jeg er godt træt, og kan ikke helt overskue et laaaangt forløb. Der begynder dog at komme mere blødning, og kl. 16.30 går der lidt vand, som er en smule grønligt. Vi ringer til AOMA (fødegangen) og bliver bedt om at komme derud. Vi pakker og tager afsted og ankommer kl. 17. Det viser sig, at de har mega travlt og der går hele 3 timer før jeg bliver tilset… Så veerne havde naturligvis udviklet sig og både Nicolai og jeg var godt udmattede og utålmodige.

Kl. 20.10 bliver jeg undersøgt og er stadig kun 2-3 fingre åben og JM kan mærke, at der er en hinde og fostervand, og fortæller at de nok vil tage det, og det grønne fostervand der var gået derhjemme, nok var et hul længere oppe. Der bliver kørt ctg i en hel time (fordi de har travlt), og den ser fin ud. Mine veer tiltager, og det er ikke fedt at ligge der på den briks så længe…

Kl. 22 bliver vi fuldt på fødegangen og jeg får klyx og et bad. Det sætter skub i veerne! Kl. 22.45 kommer vi på fødestue og er der alene indtil kl. 23.30 hvor vi møder vores JM, som viser sig at være helt fantastisk! Hun er hos os hele forløbet igennem.

Kl. 23.30: køres ctg som er fin.
Kl. 23.50: stadig kun 2 fingre åben, og JM tager vandet, som er let grønligt og sætter elektrode på babys hoved. Jeg har nu veer med 2-3 minutters interval som varer a. 30-45 sek. Jeg kommer op og stå og står og vejer frem og tilbage. Har stadig kontrol over veerne. Tæller langsomt til 5 under indånding og det samme på udånding, og jeg synes det fungerer godt.

Kl. 00.20: Tisser jeg og veerne tiltager i styrke, og jeg kaster op et par gange fordi de bare gør nas!
00.35: Får jeg bistik!! Nøj de gjorde ondt, men de hjælper, og jeg får også varmepakning til lænden.

Kl. 1.20: veer med 3 minutters interval og varer 60 sek. Jeg har forbandet ondt og ønsker mere smertelindring. Jeg får lattergas med rigtig god effekt…

Kl. 1.55: Er jeg nu 5-6 cm åben og min JM anbefaler, at jeg lejres i knæ-albueleje på en sækkestol, og det gør jeg så. På det tidspunkt kan jeg kun koncentrere mig om veerne og tage imod ordre. Kan absolut ikke koncentere mig og andet.

Kl. 2.10 får jeg pressetrang, virkelig mærkelig fornemmelse ikke at kunne styre kroppen! Jeg presser med på toppen af veerne og slapper godt af imellem veerne.

2.25 har jeg tiltagende pressetrang og jeg er nu 8 cm åben. Jeg kan huske jeg blev glad for dén besked, for kan også kun lige håndtere veerne på det tidspunkt, og tanken om at jeg nok ville dø, hvis smerterne blev værre strejfer mig faktisk. Ikke at jeg var rædselsslagen eller noget, men tænkte kort på, at jeg da ikke ville kunne klare mere smerte, men kan også huske at en jordemoder havde fortalt, at det er lige dér at veerne er allerværst, og det hjalp på en eller anden måde.

2.35: har jeg kraftig pressetrang og er nu 9 cm åben og jeg kommer om på ryggen. Min JM fortæller, hvordan jeg skal gøre med pressetrang og vejrtrækning og er generelt bare en skide god JM!!

2.55: Får jeg beskeden: ”Misandten om du ikke er fuldt åben nu Sebrina!”. Jeg spørger: ”Må jeg så presse?”

kl. 3.05 begynder jeg så at presse aktivt. Helt fantastisk fornemmelse faktisk, og kl. 3.43 kan hovedet nu ses, og der er ikke længe igen, får jeg at vide. Bliver tilbudt et spejl så jeg kan følge med, men jeg takker pænt nej. Hun spørger også om jeg vil mærke hovedet, og nej heller ikke det :-). Nu skal den baby bare ud!

3.45 dykker babys puls, og der bliver tilkaldt børnelæge. Kl. 3.47 bliver baby så født med navlesnoren to gange rundt om halsen og skider samtidig. Nicolai er på det tidspunkt ret chokeret, for han så hvor blå i hovedet hun var, og jeg spørger hvilket køn det er, for det vidste vi jo ikke, og sørme om det ikke er en lille pige som jordemoderen gættede på. Det hele går ret stærkt, men jeg får hende kort op på maven og så kommer hun op til lægen, hvor hun får fuld apgar. Nicolai fik desværre ikke lov til at klippe navlesnoren, fordi det skulle gå så stærkt, men vi får hende hurtigt over igen, hvor hun bliver lagt til brystet og sutter. Det er en fuldstændig ubeskrivelige oplevelse. Kan huske det første jeg tænkte da jeg så hende var ”hold da op, der er meget hår”, og kan huske Nicolai fortæller som det første: ”Hun ligner dig skat!” med det største smil. Bagefter fødes moderkagen uden problemer, ren lettelse og jeg bliver undersøgt, og skal slet ikke syes. JM roser mig til skyerne, og Aya bliver vejet og målt. Hun vejer 3226 og er 51 cm lang og født på terminsdatoen. Jeg følte mig som den sejeste kvinde nogensinde.
Vi kom på patienthotellet og var der to overnatninger, hvor alt gik helt fint. Jeg arbejdede dengang på barselsgangen, og havde derfor godt styr på amning osv. Men det var alligevel dejligt at kunne hente mad, drikke osv.

-Sebrina

#12#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1,

De normales historie #12 (tvillingerne bliver født og plukkeveerne tager til)

 photo 6603ee6b-ec03-43a5-baf8-de8dbd632416_zpsbebb83c3.jpg
Tre uger før jeg havde termin, var jeg oppe og forsvare RUC projektet og kom ud med en god karakter. Og så kunne jeg endelig holde sådan rigtig barsel. Det var tiltrængt! Og det var tilmed jo også pludselig blevet sommer! Jeg havde det egentlig ret godt, var ikke kæmpe stor, så jeg troede lidt at jeg skulle gå over tid. Vi havde styr på det praktiske, og jeg fik også pakket sådan en fødselstaske. Ventetiden gik med VM i fodbold, cykelture, gåture, cafeture, stranden og være sammen med familie og venner. Nicolai tog sommerkurser på CBS, således at han ikke skulle have så mange fag i efteråret, og derfor kunne være ret meget hjemme den første tid med baby.

Min far ringede nu seriøst dagligt bare lige for at høre om der var noget i gærde…

14 dage før jeg havde termin var vi til fredagsrock i Tivoli og fik en besked fra Nicolais far – tvillingerne var født! De kom 4 uger “før tid”, og dagen efter var vi ude og se på de fine små babyer. Det var lidt vildt at vide, at nu var det snart vores tur. Det kom pludselig meget tæt på!
Ca. en uge før termin kom plukkeveerne meget ofte og blev også stærkere, så det strejfede mig, at jeg da nok ikke gik 14 dage over tid, eller det håbede jeg ikke, for det var en smule irriterende ;-). Den eneste dag min far ikke ringede, var dagen før termin – og der skete ellers ting og sager…

#11, #10#9#8#7#6#5#4#3#2#1

-Sebrina