selvros for november

Det er så nemt at fokusere på det negative. Det der ikke fungerer, det jeg ikke er så god til. Men for mig er det ikke så frugtbart, eller det er i hvert fald mere nyttigt, at gå mere i dybden med det positive. Den her månedlige refleksion er meget brugbar for mig, og det motiverer mig til at gå helhjertet i hverdagens små og store ting, og huske at rose mig selv for de små sejre. Jeg kan dog godt lide at udfordre mig selv, og er bestemt klar over forbedringspotentialer hos mig selv. Og det har i dén grad taget fart de sidste, ja vel fem år, hvor det der moderskab er hardcore business i takt med at børnene er blevet mere selvstændige. Og selvom det er hårdt, altså ikke kun at være nogens mor, men den selvkritik der i hvert fald er blevet noget mere synlig, så er det også fantastisk. At jeg er foranderlig. At jeg hele tiden kan gøre mig umage og blive bedre.

Og for at blive i sporet omkring det positive, så ser jeg lige tilbage på november, hvor jeg/vi skal roses for:

  • at jeg inviterede alle mødrene fra Ayas klasse hjem til en afslappet tapasaften. Jeg var ret så presset op til, men sked på at jeg ikke havde været hjemme og fået handlet ind, ryddet op und so weiter. Det var vildt hyggeligt, og så ligegyldigt at der ikke var servietter, ingen almindelig mælk til aftenkaffen, at jeg undervejs måtte i kælderen og pakke vinglas ud, som stadig lå i flyttekasse. For de sidste gik først omkring 2 tiden, da jeg ikke kunne holde mine øjne åbne længere. Et fantastisk selskab!
  • at jeg har nydt at være på overnatning i arbejdsøjemed. Da jeg har en del rejseaktivitet her i Danmark i forbindelse med mit arbejde, nytter det bare ingenting, hvis jeg ikke får noget ud af de overnatninger. Og det gør jeg. At kunne ligge på et hotelværelse og bare glo fjernsyn og telefon i flere timer uden dårlig samvittighed, hører sig kun til i dét setup. For jeg ville ikke kunne gøre det på en ferie heller. For der er børnene der jo også, og der gider jeg heller ikke at glo fjernsyn og på telefonen i flere timer. Men på et hotelværelse en kold novemberdag, der spiller det 100%.
  •  at vi fik lavet en sang til min kære svigerindes 30 års fødselsdag. Var sådan i tvivl, men fordi min bror og svigerinde havde et surprisebryllup, har der ikke været en anledning til ligesom at sige tak til hende. For jeg er dybt taknemmelig for hende og det fik jeg sagt og så også sunget til en Seebach melodi 😂
  • at lade Aya selv bestemme om hun ville på overnatning med spejder, eller hjem til farfar og co. Jeg troede at hun uden tvivl ville vælge farfar og co., da vores børn er så glade for at være der, og jeg troede ikke at hun havde modet til sådan en tur. Men det ville hun meget gerne, og det overraskede os lidt, men hun var så glad og stolt – og ligeså forældrene. Havde jeg ikke spurgt hende, havde jeg valgt farfar og co., idet jeg næsten var sikker på, at det ville hun da så meget hellere, og det ville også være nemmere for os. Men ja, hun overrasker os gang på gang, og den tur var så vellykket og hun voksede lige et par centimeter efter den tur.
  • at vi har to velfungerende børn. Vi havde både skole-hjem samtale og børnehavesamtale samme dag i november, og selvom mavefornemmelsen var god, så var det mega rart at få bekræftet at vi har nogle velfungerede børn (som så også er glade for at tale, ahem!) trods flytning
  • at jeg har været i vandet hvor det blot var 4,3 grader! Ja det her vinterbadning kommer nok på selvroslisten de næste maaaaange måneder 😀 Jeg fatter det ikke engang selv…
  • at jeg endelig kom afsted til et presseevent. Det skulle prioriteres da jeg synes Designedlearning er genialt. Og vi er kommet godt igang med FAMILIEtid, og det har altså boostet til nærværet herhjemme, at vi har fokuseret mere bevidst på det. I kan iøvrigt få 20% hos Designedlearning tom. d. 13. december ved at bruge koden SEBRINA20.
  • at vi tog til spiongudtjeneste i Sct. Nicolai kirke og fik rusket lidt i vores fordomme omhandlende arrangmenter i kirker. Det var så fint og nede på jorden, og at de oveni købet serverede pizzaer efterfølgende gav så mange plusser, at vi fremover vil holde øje med lignende arrangementer.

Nu er vi jo næsten halvvejs i december, og jeg har købt mig noget marcipan som jeg vil nyde, så det må være nok ros for denne gang!

-Sebrina

Selvros for oktober

Så skal vi til det igen. Hvad gjorde vi godt i oktober?

Først og fremmest fik jeg inviteret Ayas legegruppe hjem. Og det var jo noget jeg kom i tanke om på selve dagen. Men alt gik så fint.

Og så nok til det største; jeg er godt på ved til mit vinterbaderimål. Bader med en ny veninde et par gange om ugen. Fast er det lørdag formiddag, og så tager vi en dag i ugen, hvor det lige kan presses ind. Det er så godt, og jeg er så stolt over mig selv. Det havde jeg fandme aldrig troet skulle komme til at ske. Mit mål er at fortsætte hele året, selvom det altså allerede nu er pivkoldt. Og det er ikke kun dét at vinterbade jeg er stolt af, jeg er også stolt af at være åben og knapt så genert, og dermed har fået en ny veninde her i Køge. Vi kendte kun hinanden via instagram, men så går vores drenge til samme sport, og ja, vi bor i samme by, og havde begge tanken om at blive vinterbader, og nu har vi et lille fællesskab nede i Køge Marina. Og vi klinger bare, og har så skræmmende meget til fælles. Det er da dejligt at livet stadig bringer nye gode bekendtskaber.

Oktober var også måneden hvor jeg var på Bornholm sammen med mine sygeplejeveninder. Sådan en dejlig tur. Og det er sådan, at vi har en konto vi indsætter penge på hver måned, således at vi kan komme afsted på kortere ture, men også større ture når vi alle engang er på den anden side af graviditet, fødsel, barsel und so weiter. Så rosen kan ikke kun tillægges oktober, men jeg roser mig selv for at tage styringen og fik sat gang i den konto, så turen til Bornholm ikke blev så dyr endda, da rejsekontoen betalte en del af udgifterne.

Generelt er jeg blevet noget mere handlekraftig den seneste tid. Og tror egentlig bare det skyldes de nye omstændigheder med mit arbejde. Og måske også bare at der er kommet en ro over vores liv pt. med huset og børnenes trivsel. Jeg bruger ikke så megen tankevirksomhed på at bekymre mig og irritere mig. Jeg har bare mere overskud af en eller anden art. I oktober fik jeg også oprettet en begivenhed på facebook for alle mødrene i Ayas klasse, som er inviteret hjem til os næste fredag til tapas og vin. Tænkte at det kunne være en rigtig god måde at lære lidt flere at kende på. Det glæder jeg mig til!

I oktober skal vi også roses for at få styr på vores tradition med Mortens aften sammen med svigermor, og vi kommer ikke til at spise anden på lørdag, men en uge senere pga. så mange andre ting vi skal. I samme øjemed fik vi også inviteret til 2. juledag hjemme hos os, trods det at vi også holder juleaften og nytårsaften hos os. Men det er bare mere overskueligt nu, når vi har så meget mere plads. Men roser sgu os selv for at tage initiativet til at sige ”vi holder det hos os”, for selvom vi kan hjælpes ad med mad og vores børn ikke behøver vores opmærksomhed non-stop, så er vi værter, og hjemmet skal gøres rent og alt det der, og jeg er endnu ikke nået til det punkt, hvor jeg decideret nyder min værtsrolle, men vil alligevel gerne invitere, da vi elsker at vi nu har rammerne til det. Det var jo sådan noget vi drømte om…

Til slut roser jeg mig selv for at jeg ikke shoppede tøj i oktober. Det blev til to måneder uden tøjshopping. Og jeg fik endda tømt lidt ud i egen garderobe. Og nej det var jo ikke det sidste! For jeg tog jo også beslutningen om at droppe det helt blonde hår, og jeg er i stedet blevet noget mørkere på toppen, og skulle gerne opnå et sundere hår. Er så glad for det!

-Sebrina

selvrogs for september

Det er blevet tid til lidt rygklapperi, og for september

  • har jeg ikke shoppet tøj til mig selv! og faktisk heller ikke endnu her i oktober. Det er altså store sager. Jeg har endda solgt lidt ud, og har gjort mere klar til at komme op på @denormalesbutik.  Pengene er blevet brugt til andre ting, og jeg har sjovt nok ikke manglet tøj. Men i mit tilfælde fortjener det altså ros, at kunne sætte shoppingen lidt på standby. Jeg tænker at det bliver meget tilfredsstillende mit næste tøjkøb.

 

  • og for lige at blive i rosen ved de mere økonomiske fornuftige overvejelser, så har vi også fået lagt nogle helt konkrete opsparingsplaner, og ja konti, til rejser og renovering af hus. Så vi ved hvornår vi har sparret så og så meget op. Nicolai må klappe i sine store hænder over, at det var mig der tog initiativ til at få det gjort, for det plejer at være omvendt. Men det er fandme så rart at se sådanne konti blive større, og også mega rart at have pengene når de skal bruges, og udgifterne ikke kommer så uforudset. F.eks. Smukfest billetterne, som skal købes i december, hvor der bliver brugt alt for mange penge i forvejen. De bliver trukket fra feriekontoen, og ja, det er sgu bare så genialt. Og voksent? Så kan det godt være at vi må vente et par måneder med at købe den loftslampe og det vitrineskab vi gerne vil have, for i princippet har vi jo pengene her og nu, men når vi også ved, at vi vil skiferie og sommerferie, og renovere kælderen inden for nogle år, ja, så skal der for os altså være en struktur omkring det. Og så føles det også bare ekstra fedt så at købe nogle af de ‘nice to have’ ting, som vi har haft i kikkerten længe, og impulskøb mindskes også, hvilket nok også er ret fornuftigt….

 

  • jeg vil egentlig også rose os for at vi prioriterede at holde Nicolais fødseldag. Blot for den nærmeste familie og helt low key, men den faldt midt i en rigtig travl periode (som vi stadigvæk er i), og vi  vil også gerne vil rykke herhjemme med diverse projekter. Men det er sådan vi har prioriteret, og det er lige præcis sådan vi vil have det, men også frygtede, at vi ikke helt kunne efterleve, fordi der er rigeligt at tage fat på af projekter herhjemme. Men vi skal jo nok nå det vi gerne vil, og for os er det også vigtigt, at kunne bevare konakten med familien og venner, og om der bliver sat fodpaneler op den ene eller anden weekend, er jo ligegyldigt. For vi skal nok få det gjort. Og måske når vi mere med denne prioritering, for når vi så reelt ikke har planer, så laver vi også noget herhjemme, hvorimod hvis det var lidt mere flydende, så ville det måske trække ud…? Måske det også giver en anden energi at få lidt på den sociale konto?

 

  • og i forlængelse heraf skal vi roses for ikke at sætte os for høje mål for, hvad vi vil og skal nå. Således bliver vi heller ikke pressede og irriterede. Men i stedet glæder vi os over de små projekter vi får udrettet, såsom at få skiftet dørhåndtag og som forleden sat en Batman wallsticker op på Alvins værelse. Det er jo små ting, som ikke er vildt tidskrævende, men alligevel et skridt videre i den retning vi gerne vil med vores hjem.

 

  • og så vil jeg dæleme rose mig selv for det drive der kan komme over mig nogle aftener, hvor jeg så får udrettet ret meget. Og det er ikke fordi Nicolai ikke udretter meget, men det er mere planlagt når han gør det. Hvor mit er mere uplanlagt, men alligevel gør jeg det færdigt. For et par uger siden, var det Alvins ene værelse (fordi han har to sammenhængende værelser), som jeg fik malet ret sejt. Det blev også lidt for sent, og jeg var ret meget smadret dagen efter, men når jeg nu har været mor, og har oplevet træthed i en helt anden kaliber igennem mange år, så kan jeg slet ikke tillade mig, at sige at jeg er træt efter at have malet et børneværelse. Jeg går jo bare tidligere i seng dagen efter, og ved, at jeg er sikret en hel nats søvn. Tænk sig at jeg kan skrive det sort på hvidt. For et par år siden kunne jeg ikke forestille mig, at jeg overhovedet havde energi til at gå igang med at male et værelse om aftenen. Der var jeg jo faldet i søvn på sofaen….

 

  • og for at rosen ikke kun skal omhandle vores evner i forbindelse med økonomi og hjem, så vil jeg rose os for, at vi er kommet godt igennem Nellies sindssyge fældeperiode. Vi har været gode med børsten og meget flittige med støvsugeren, og hun er snart helt afpillet, men hårene falder stadigvæk af. Af erfaring ved jeg, at det snart er slut, og det hjælper på humøret, for det er sgu bare ikke nice med alle de hår alle steder.

 

  • jeg har ikke lyst til at starte flere sætninger med “og”, men det er lidt svært i denne type for indlæg, men jeg vil slutteligt rose mig selv for at give mine kollegaer baghjul., da vi kørte crazycart og i nogle racerbiler til vores kick-off møde i Sverige. Det var pisse skægt, og jeg var skide god til det! Og størstedelen er hankøn, så der fik jeg lige sat mig i respekt, ha!

-Sebrina

Selvros for august

Når jeg lige tænker tilbage på sidste måned, så kan jeg ikke helt beskrive, hvordan august var. Egentlig har august været sindssyg på flere punkter, men måske er det fordi vi stadigvæk er i det, eller også er det fordi  da vi var i det, at det ikke har været slemt. Men jeg tror det for os alle herhjemme har været hårdt. Fysisk og psykisk, og jeg har været ret så kvæstet hver morgen, men det er begyndt at blive normalt igen. Uvisheden om hvordan hverdagen ville blive i vores nye hus – i den nye by. I de nye institutioner. Og så det fysiske arbejde i huset ej at forglemme. Og ja, alle de arrangemeneter der også hører sig til i august oveni. Alle 31 dage i august er blevet udnyttet til fulde og været proppet med følelser. Heldigvis er vægtskålen med de positive, spændte og glade følelser tungest, og det er i dén grad tid til noget selvros for august.

Nu plejer rosen primært at omhandle de voksne i vores familie. Ikke at vores børn aldrig bliver rost, men jeg synes også de fremover, skal have en del af det her virtuelle månedlige selvros. Måske de en dag selv læser med herinde. Og det her virtuelle selvros, kommer ikke til at erstatte den virkelige selvros, nej snarere, kommer det til at styrke den virkelige selvros, er jeg sikker på. De her refleksioner bringer altid godt med sig, og for os voksne, er det fint lige at stoppe op og huske på, hvor dygtige vi alle er herhjemme, så derfor:

  • GIGAmeget ros til begge børn for at være åbne for SFO, skole og børnehave. De har fandme taget røven på os, og har allerede fået flere nye venner og er glade for at komme afsted hver eneste morgen. Ikke én tåre eller klagen over at skulle afsted. Og det har pædagoger, lærere og de andre elever jo en pæn stor andel af, men det handler også om åbenhed og tillid fra vores børn, og vi er så stolte over hvor godt de er landet i hhv. børnehave, SFO og skole. Læs mere her 
  • Ros for at Aya og vi har fået en god hverdagsrytme i forhold til den læsning hun til daglig skal igennem og til tider også lektier. Og heldigvis er det noget hun med glæde gør. Både Nicolai og jeg har været glade ved skole og lektier, men dermed er det jo ikke selvsagt, at det gør sig gældende for vores børn. Men Aya synes so far, at det er spændende med læsning og lektier, og vi værdsætter virkelig, at det ikke er en daglig sur pligt.
  • Og vi roser os også for vores arbejdsmoral herhjemme og vores rigtige arbejde. Den har i august været høj begge steder. Kaffe og podcast har nok en stor andel i dén motivation
  • trods en del at se til i august, har vi prioriteret legeaftaler ret højt. Hvilket også har betydet, at Aya og Alvin har besøgt nye venner og har haft nye venner hjemme. Det er jo ikke fordi det kræver så meget med de legeaftaler, men I ved, det er bare ikke lige altid at det er til at overskue, men det har vi gjort. Så klap på skulderen for det også.
  • og at vi har fået meldt os ind i LIFTRS gym og også har været afsted til træning et par gange om ugen, er noget vores krop og sind også roser os for. Det er så god træning!
  • og når der har været lidt uforudset i huset. Et ovenlysvindue hvor der drypper vand ned fra. Radiatorer og gulvvarme der ikke virker, fordi fyret ikke virker ordentligt og nu enten skal laves eller skiftes helt ud. Gulvene der i første omgang ikke fik en korrekt behandling osv. Vi har taget det i stiv arm. Vi er nemlig gået ind til det her med forventningerne om, at der netop kommer uforudsete udgifter. Og så er det jo heldigt, at vi ikke har sat os for dyrt, så vi kan få styr på disse udgifter og reparationer uden at gå rundt med ondt i maven. Så både ros for at tage det ganske roligt, men også ros for ikke at have sat os selv alt for stramt i det her hus.

September er i fuld gang, og i dag har Nicolai fødselsdag, og vi nåede kort at fejre ham i morgen, da han bruger dagen i en håndboldhal. Det tror jeg nu er en hel fin måde for ham at fejre sin dag. Jeg gav ham iøvrigt billetter til VM (håndbold) i Herning til januar inkl. en overnatning i Herning. Det bliver godt!  I går havde vi familien på besøg, og han har, som ønsket, fået hel del XL-byg gavekort – så er man altså ægte husejer!

Hav en skøn weekend!

-Sebrina

Selvros for juli

Jeg vil ikke glemme det. At blot kigge en måned tilbage, og rose os og mig selv for, hvad der har været godt. Det er sundt for mig. Ikke at jeg går rundt og konstant dunker mig selv i hovedet for, hvad der ikke fungerer, men det føles bare godt lige at opsummere op, hvad der var rigtig godt den seneste måned. Jeg vil faktisk “gå så langt” og rose mig selv for, at jeg som udgangspunkt er positiv. Ikke kun over for mig selv, men generelt er positivt instillet og tillidsfuld. At gå rundt og fokusere på, hvad der ikke fungerer, gider jeg ikke at bruge krudt på. Faktisk synes jeg decideret, at det er en dårlig egenskab ved nogle mennesker. At skulle fremhæve og fokusere på noget der ikke spiller. Særligt når det omhandler menneskers måde at være på. Vi er jo som vi er (… og det kan ikke laves om), og hvis der er noget der virkelig går mig på og et “pyt” ikke løngere er nok, så må jeg åbne munden og fortælle det til den anden, og så må vi snakke om det.  Og dér ligger min udfordring, som jeg er blevet markant bedre til – at sige fra og til. Jeg vil så nødigt træde nogen over tæerne, og jeg vil heller ikke virke grådig. Men jeg vil heller ikke lade mine grænser blive overtrådt, og jeg er blevet så meget bedre til at sige fra uden at det hele snørre sig sammen inde i mig. Jeg blev så bevidst om det ved bare at læse et citat, som var så simpelt som når man siger nej til andre, siger man ja til sig selv“. Og det er jo så sandt.

Nå, men tilbage til rosen for juli;

  • high five til os (Nicolai og jeg) for helt reelt at kunne nyde ferien, som faldt oven i flytningen. Og at vi ligesom vidste at arbejde, nye institutioner og et hus der skulle males, og vores ting skulle have nye pladser, ventede lige så snart vi rullede ind i DK. Men at bruge sin ferie på at spekulere på dét, det gad vi ikke og vi skyldte os selv og børnene at holde ferie, og vi ventede dermed både fysisk og psykisk med at flytte til vi var hjemme i DK igen.
  • at vi festede godt igennem til bryllup, og var blandt de sidste på dansegulvet indtil Nicolai til sidst trumfede at “NU skal vi altså hjem”. Som ikke var hjem, men en  kilometer gåtur i bare ømme dansefødder til Comwell i Holte. Og ros til os selv for at have prioriteret sådan en overnatning. At kunne stå op med tømmermænd og spise brunch i ro og fred og bare som kærester. Det er luksus for os – uden tvivl.
  • at jeg stadigvæk formår at have stilletter på en hel aften nat inkl. mange timers vild dans. De røg først af omkring kl. 2. Dét er da alligevel imponerene. Hvordan? Alkohol og en storebror der altså kunne belære mig om, at “piger skal altså have hæle på, når de er i byen”. Der var jeg omkring 16 år – og jeg går aldrig i byen uden hæle. Så det er vel et… tak storebror!?
  • at jeg var oppe i Svend Svingarm da vi var i Bonbonland. Det er altså stadigvæk den vildeste forlystelse jeg har prøvet, og jeg er begge gange blevet sådan lidt utilpas den efterfølgende time. Min far var med – Nicolai sprang over denne gang, og jeg tror heller ikke at min far behøver en tur i armen en anden gang.
  • at jeg fik løbet og trænet en del. Jeg nyder det, så det behøver jeg som sådan ikke ros for, men det var rart lige at prioritere det i de to uger. For var godt klar over, at tiden de første par uger i Køge, nok ikke blev brugt på træning. Og det kan jeg så bekræfte nu. Det er ikke meget det er blevet til, og det er helt ok.
  • at have spist minimum to is om dagen i juli.

Sebrina