Lige nu [15.01.2018]

  • har jeg den bedste fridag med begge unger. Og jeg tror faktisk det bunder i at vores hjem blev cleanet i weekenden, og det derfor ikke har været på to-do listen i dag, som det ellers er på mine fridage. Aya rendte på toilettet hele dagen i går, og blev derfor hjemme fra skole i dag. Vi brugte morgenen og formiddagen på hygge i sengen, og hentede så Alvin næsten midt i frokosten (sorry Tryllehytten).  Vi har spillet spil, og bagt de mest snaskede kanelsnegle (tilført dulce de leche!!), og nu er de fuldt optaget af en leg inde på Alvins værelse. Så jeg får en kaffe og endelig åbnet computeren, som har været gemt i skuffen henover weekenden.
  • har jeg siddet og “nydt” at børnene legede stille og roligt…. lige indtil Aya kom ud med en fyldt vandballon. Vi har så sent som for en time siden snakket sammen om, at hun skal huske at spørge om lov, ved de lege der inddrager madprodukter og/eller vand. Det har hun vidst allerede glemt…… suk.
  • vil jeg kaste mig mig ud i hjemmelavede naanbrød i ovnen. Menuen står på kartoffelporresuppe i aften, og jeg vil allerhelst have brød til min suppe. Også selvom jeg med to kanelsnegle har fået rigeligt med gluten i dag. Pyt. Hov, og har fundet denne opskrift iøvrigt. Let.
  • skal Nicolai indtage sin aftensmad på Mash. Så blegner den der kartoffelsuppe lidt. Derfor helt klart naanbrød med masser af olie, og måske også hviidlæg. Jeg har alligevel også fri i morgen, og skal derfor ikke i kontakt med patienter og kollegaer.
  • er min veninde på skiferie i Val d’isere og jeg sluger hver en story råt. Ski, sne og sol – jeg længes, og selvom Sverige ikke er Val d’isere, så glæder jeg mig pisse meget til at komme på skiferie igen! Til gengæld er jeg nok lidt træt (pisse misundelig) af stories fra Thailand….
  • har jeg fået et gavekort til Australian Bodycare, og har bestilt en hovedbundskur hjem. Ikke fordi jeg lider af skæl, men har til tider tør hovedbund og lidt kløe (hvor jeg ofte får noia over lus), så tænker det helt sikkert skal afprøves. Og selvfølgelig en spotstick. Ikke kun god mod bumser, men også til myggestik og revner.
  • må jeg nok lige få sat en vask over. Vi har to fyldte vasketøjskurve. Vi kan ikke rigtigt have vasketøj hængende ved fremvisninger. Og nu er der booket endnu en fremvsining onsdag, så må hellere få produceret lidt…
  • har jeg optur over at have en nabo der med glæde sagde “JADA!”, da jeg lige fangede hende, og spurgte om hun og datteren vil passe på Nellie i weekenden imens vi tager en tur til Århus, da vi skal heppe på min bror til indeDM i Grenaa.  Vi har været heldige med vores naboer <3
  • er børnene overgearede på den overdrevede fjolgrineri samt skrigerimåde. Alvin har lige konkluderet at der har været et jordskælv på værelset. Så det var den computertid for nu. Vil hive dem med i køkkenet igen til det der naanbrød. Og så fyre op for musikken imens. Så kan vi alle være i samme crazy mood.

-Sebrina

 

 

 

 

 

 

 

jeg synes det er frustrerende

26169833_10156017047078781_5146813703550923985_n

Jeg havde egentlig tænkt at holde kortene tæt ind til kroppen i forhold til salg af vores bolig, men lige i dag fylder frustationerne alt for meget, og ved at dette indlæg kan hjælpe med at få det ud. Ikke ændre på vores situation, men bare hjælpe til, at jeg ikke går rundt og er så frustreret og har tankemylder om aftenen, når jeg skal sove.

Nu har vores bolig været til salg i 51 dage. Og for nogen er det jo nok forventeligt, men jeg synes det har været længe. Vi har haft 9 fremvisninger og endnu en på søndag. Dagen efter vores lejlighed kom til salg, fik vi et bud til prisen. Hold nu op, skulle det være SÅ nemt for os at sælge!? Nope, den interessede kunne ikke blive godkendt af banken. 10 dage senere fik vi et bud – 500.000 kroner under udbudsprisen. Glem det. I lørdags fik vi et bud skriftligt til en pris vi gerne vil sælge til, og i mandags blev der sendt købsaftale ud til “køberne”, men i dag onsdag, er der ikke underskrevet. Og der har været en forhandling igang inden da. Så i min verden betyder det, at de så ikke er interesserede, da vi skrev under samme dag dengang vi fik en købsaftale sendt på lejligheden. Vi kunne aldrig finde på at byde på noget som vi ikke er interessrede i…. Er jeg helt forkert på den, eller er det helt normalt? Enten vil man købe eller også ikke. Der er jo seks dage til at få styr på det juridiske og alt det der. Vi ved at de interesserede er godkendt af banken, så vi tænker på, at det nok er fordi de er igang med at købe noget andet. Og det kan vi jo ligesom ikke gøre noget ved. Men i og med at vi fik budet i lørdags, så tog vi ud og kiggede på boliger i weekenden, og faldt over et hus, som viser sig, at der skal falde et bud på inden fredag. Og vi vil gerne byde, hvis vi har en underskrevet købsaftale på vores eget. Om der er en underskrevet aftale eller ej, så er vi ret realistiske omkring, at vi skal være heldige hvis huset skulle blive vores, nu da der er fire interesserede i huset. Så det er egentlig ikke dét der er det frustrerende. Det er dét her med at have vores til salg. For hvis dem som har budt ikke vil købe, så skal vi igennem hele rumlen igen. Og vores lejlighed bliver jo ikke mere attraktiv af at have ligget længe på markedet. Så i dag har vi snakket om at måske droppe alt det her salgsnoget, hvis det ikke bliver for dyrt at opsige aftalen med ejendomsmægler, for jeg synes det er længe at have boligen til salg i et halvt år for “solgt eller gratis”. Synes det er længe at skulle stå til rådighed for interesserede og eventuelle useriøse bud, og samtidig alligevel blive ramt af håb og lure lidt på eventuelle boliger til os selv. Intet ondt om vores ejendomsmægler i alt det her iøvrigt. Og vi er ikke interessede i at give et kæmpe afslag i prisen, bare fordi vi har besluttet os for at sætte til salg. For vi er glade for at bo her, og hvis vi skal flytte, så er det jo for at gå opad i forhold til hvad vi har nu. For vi har en lækker moderne og ny lejlighed, som vi sidder billigt i, og som ligger rigtig godt. Så ja… jeg er sgu på nippet til at kaste håndklæden i ringen allerede, og bare indstille mig på at vi bliver her. Det kan jeg meget bedre forholde mig til. Så kan det være at jeg inden for de næste år har taget mig en hel anden uddannelse og tjener det dobbelte af, hvad jeg gør nu, og vi så sidder i en anden situation ;-). Ønsketænkning. Ej må indrømme at det er frustrerende og faktisk demotiverende, at jeg ikke kan gøre det vilde for en lønstigning. Sommetider fortryder jeg faktisk mit valg af sygeplejeuddannelsen. Jeg havde et snit i gymnasiet på 9,2, og kunne jo have læst så meget andet, og kommet ud til nogle helt andre muligheder. Og nej, lønnen er ikke alt, men jeg ved ikke hvorfor, men de seneste år, har jeg virkelig fokuseret på det, og penge er jo ikke lykke, men jeg tror nu også jeg kunne finde glæden i et helt anden arbejde. Nå, jeg når langt ud her til aften. Tænk at salg af vores bolig har sat skub til SÅ meget. Det havde jeg fandme ikke set komme.

Jeg har ellers været ret optimistisk, men desværre ikke længere.

Fortæl mig om jeg er helt skør?

-Sebrina

Lige nu [28.12.2017]

  • har jeg slettet et indlæg for første gang. At blive sammenlignet med en voldtægsforbryder, fordi jeg har vist mig i en jakke med pels, er måske liiiiige i overkanten, og mere end hvad jeg vil finde mig i.
  • må det også betyde at vi er ved at være nogle store bloggere, når der sådan kommer haters forbi ;-).
  • er jeg alene hjemme – børnene er med Nicolai på arbejde
  • ser jeg derfor også Go’ Morgen DK og lader bare dovenheden få fuld hammer.
  • står der kun oprydning, støvsugning og vasketøj på programmet. Og det har jeg ikke så travlt med.
  • skal jeg også have farvesorteret Alvins LEGO. Det er tre måneder siden jeg købte nogle kasser i Harald Nyborg til det formål. Og hans LEGOsamling er blevet ret stor her efter julen…
  • skal jeg finde på en nytårsdessert. Any ideas? Jeg er lidt lun på denne chokoladetærte og noget sorbet til…
  • fortæller Alvin flere gange dagligt, at vi skal  have fyrværkeri snart. Og han glæder sig
  • virker det ikke til at fyrværkeri er knaldperler og proppistoler. Så Nicolai konkluderede i aftes, at vi nok hellere må få købt nogle raketter. Og den kendsgerning virkede ikke til at genere ham…
  • ved jeg faktisk ikke hvad jeg skal have på nytårsaften. Jeg ærgrer mig over, at disse bukser ikke er fysisk i butikkerne. For sådan et blåt sæt er da lige et perfekt nytårssæt
  • vil jeg forlade sofaen og komme igang. Kaffen har hjulpet!

-Sebrina

lige nu [21.12.2017]

  • er børnene og jeg gået på juleferie. Helt indtil d. 3. januar. Halleluja!
  • har de to voksne herhjemme huskærlighedssorger. For et hus som vi havde forelsket os i, og havde lavet en betinget købsaftale på, er nu blevet afsat til andre.
  • lærer man jo altid af sådanne “kærlighedskriser”, og skriver derfor aldrig under på en betinget købsaftale mere. Av det gør ondt, men også dumt at spille på to heste, ik?
  • er der flere potentielle købere til vores lejlighed, og tanken om, at vi måske har en underskrevet aftale inden 2017 er slut, er lidt svær at rumme lige nu. Hvis det er dage der har adskilt os for at få vores store kærlighed, skal jeg virkelig fokusere på glæden og spændingen ved det nye der venter, frem for at tænke på hvad det kunne være blevet til, hvis havde solgt lidt før.
  • er jeg iøvrigt ret handlingsorienteret, og god til at se nye og andre muligheder i det meste. Det er helt klart en force lige nu.
  • føles mit drømmeri og optimisme også som en svaghed. Selvom jeg godt ved, at det er noget pjat. Jeg håber aldrig at jeg holder op med at drømme, håbe, handle og se muligheder frem for begrænsninger. Men det gør nas, når drømmene og forestillingerne skal slettes fra øverste etage.
  • er det godt at det er jul, og vi gider ikke at fokusere på andet end juleknas, julefilm, julegaver og dage i slowmotion. Det er godt for krop og sjæl.
  • vil jeg nuppe en ekstra portion risengrød. Hjemmelavet naturligvis!

-Sebrina

skal I ikke have en nummer 3?

Dét er vi blevet spurgt om mange gange, og det er ikke et spørgsmål, der generer nogen af os faktisk. Måske det er fordi vi er så afklarede. For nej det skal vi ikke. Måske hvis vi rent faktisk havde forsøgt at få et barn nr. 3 og det ikke var lykkes, at dét spørgsmål ville genere os. Jeg synes det er helt fair at blive spurgt om det. Vi var unge da vi fik Aya og Alvin, og det er jo gået godt med dem, så hvorfor ikke én mere? Det er jo ret så normalt at få tre børn, og et stort ønske hos mange. Men ikke hos os.

Og hvorfor det lige er sådan, er nok bare dét at vi føler os hele sådan som vores familie er. Jeg synes ikke vi kan komme med en bedre forklaring end dét. Det føles rigtigt og helt. Dengang Aya var bette, var vi begge helt enige om, at der skulle komme en til, og dér kom Alvin jo så og fuldendte os. Og jeg ved også at en 3’er ville gøre det. Men vi går ikke med et savn eller ønske om endnu et barn. Skulle det mod forventning ske (vi passer dog godt på, da jeg har en hormonspiral), ville vi uden tvivl beholde det. I ved… “man fortryder aldrig de børn man får”. Og vi har da nogle gange snakket om, hvordan det ville være med en 3’er, da Alvin har et ret stort ønske om, at der skal komme en baby i mors mave, og det derfor har været et samtaleemne flere gange. Vi har også snakket om, hvordan det ville være noget så anderledes med et lille barn, nu hvor begge børn er ret store og vi efterhånden er nogle erfarne forældre. Så det er jo ikke fordi vi ikke har snakket om det. Og selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig. Vi er jo “kun” 31 år, og det kan da godt være vi får en skør tanke om et “nyt hold” om nogle år. Men vi tror det ikke, for så forestiller jeg mig at den tanke nok var kommet, nu Alvin fylder fem år…!?

Vi nyder vores liv som det er nu. Et travlt, udfordrende og fantastisk trygt liv. Hvor vi stadig har tid til os selv og begge børn, og vi elsker at have større børn. Jeg sukker ikke over tiden hvor de var helt små. Det var en fantastisk tid, men det er ikke fordi jeg savner den. Vi nyder at vi kan opleve sammen med børnene på en helt anden måde nu, og vi drømmer om, at vi skal rejse og opleve en masse med dem de næste mange år. Samtidig har vi jo også nogle andre “projekter” (og nej et barn skal ikke kaldes for et projekt, men kan ikke komme på bedre), som at sætte vores hjem til salg og finde et nyt og måske skulle gøre i stand, og så går vi jo også og tænker på, at Nellie skal med hvalpe. Dét vil jo bestemt også kræve noget.

Og når jeg oplyser, at der måske ikke er en forklaring på hvorfor vi ikke skal have en 3’er, så lyver jeg måske også en smule. For der er da også nogle faktorer der gør, at jeg ikke sukker efter en 3’er og det er:

  • graviditet. Dét er ikke en tilstand jeg nyder. Ved Aya var jeg plaget af kvalme og opkast i fire måneder, og jeg kunne slet ikke finde hvile i, at min krop helt automatisk ikke kunne køre i det høje tempo, som jeg var vant til. Jeg nød heller ikke udviklingen af min krop under graviditeten. Jo, de voksende bryster var okay 😉 Ved Alvin var der mindre kvalme og opkast – men det var der. Og så fik jeg bækkensmerter, og igen sagde min krop fra uden mit hoved fulgte med. Det var igen pokkers svært. Og jo ganske normalt. Men slet ikke noget jeg fandt ro ved, og det var Nicolai der gang på gang måtte fortælle at jeg skulle slappe lidt af. Jeg var også noget så plaget af halsbrand. Igen, helt almindelige graviditetssymptomer, som jo “kun” er for en stund. Men åbenbart en lidt for lang stund for mig. Jeg synes dog at gravidtetsyoga gjorde noget godt, og det anbefaler jeg til alle, som går og bliver frustrerede over, at de ikke kan så meget med deres gravide krop.
  • barsel. Er ikke rigtigt noget for mig. Og vi er sådan stillet, at rent økonomisk ville det blive alt for stramt, hvis Nicolai skulle tage barsel. Og dét med at frivilligt vælge en kortere barsel har jeg skrevet om. Og lige den her med ikke at elske at være på barsel, er noget der har taget mig flere år at hvile i. For i de omgangskredse jeg kommer i, og de medier jeg ser og læser, så kan mødrene næsten ikke få barsel nok. Så jeg har følt mig lidt “forkert” og nok også skammet mig over, at have det sådan. Fordi inden jeg fik børn tænktke jeg på, at det da måtte være bomben og bare det bedste i livet. At være sammen med sine børn 24/7, og det er noget alle stræber efter. Og jeg må sande at jeg ikke kan holde ud at være sammen med mine børn 24/7. Jeg elsker dem højere end noget andet, men jeg er måske bare ikke en “typisk mor”. Og nu, lige nu, så ved jeg jo godt at der ikke findes en “typisk mor”, og at jeg er den bedste mor jeg kan være over for Aya og Alvin. Og jeg tror på, at de får mest ud af at jeg er ærlig over for mig selv og kender mine begrænsninger og ved hvad der gør mig glad. Og min familile gør mig glad og lykkelig. Men det er ikke nok. Mit arbejde, mine venner, min sport, min lille blog her, min shopping, min alenetid med deres far, er alt noget der er livsvigtig for mig. Og jeg er glad for at det er sådan. For så har jeg flere “puljer” at tage og få af samt at give til, hvis nogle af puljerne af forskellige årsager er tomme. Tænk sig hvis børnene var det eneste der betød noget for mig. Tænk sig den dag, hvor de begge er flyttet hjemmefra, og jeg slet ikke kunne definere mig selv. Nej, det dur altså ikke i mine øjne.
  • min utålmodighed og temperament. Efter jeg har fået børn, har jeg virkelig opdaget, at jeg er utålmodig. De der konstante konflikter som starter dér i 2,5 års alderen og vil være der til nærmest evig tid. Fuck mand jeg er dårlig til det! Jeg øver og øver mig til at tælle til 100, og mit temperament kan også koge over, og jeg synes virkelig det er den største udfordring ved at være nogens mor. At jeg skal styre mit temperament og være tålmodig. Det er fedt at blive udfordret, for jeg har arbejdet med det, og gør det stadig, og det hjælper også. Men jeg kan til tider have svært ved at se fordelen i at være temperamentsfuld og utålmodig når du er nogens mor…
  • mit heldbred. Mit stofskifte er jo ikke velreguleret, og faktisk frarådes jeg en graviditet, som det er nu. Så dét i sig selv er faktisk forklaring nok. Hvis jeg var skruk, så ville jeg til enhver tid lytte til sådan et råd. Ikke at forsøge at opnå graviditet. Og så til det næste? Hvis det overhovedet er muligt for mig at blive gravid. Det er sværere for kvinder med stofskiftesygdomme, at opnå graviditet og risikoen for spontan abort er også større. Og der skal holdes ekstra øje med en under graviditeten. Så jeg er taknemmelig over at det er gået nemt og godt med de to dejlige børn vi har. Jeg synes dog ikke at det på nogen måde skal afholde andre kvinder med stofskiftesygdomme i at blive gravide, og havde jeg ingen børn nu, ville jeg uden tvivl ønske graviditet når mit stofskifte var reguleret. Men jeg kan ikke se nogen idé i at forsøge på noget, som kan have uheldige konsekvenser for mig, min familie og evt. et lille barn. Men altså min stofskiftesygdom blev jeg jo først bekendt med for lidt over et halvt år siden, så det er altså ikke forklaringen på vores ikke ønske om en 3’er ;-).

Så her var et skriv om det, som vi ofte bliver spurgt om, men som jeg faktisk ikke tror, at nogen af jer læsere har spurgt om 😉 Måske I ikke har turdet, eller måske det for jer måske har været tydeligt, at det ikke har været et ønske for os?

-Sebrina

Older posts