Lidt for mange arrangementer?

img_8485-1

Jeg går ud fra, at vi nok ikke er de eneste der har kalenderen godt booket godt her i juni? Denne her uge har været nok lige i overkanten. Tirsdag var der sommerfest i børnehaven. Endnu engang en fantastisk sommerfest. Det er de virkelig gode til i Valnødden. Vi har jo efterhånden været til en del sommerfester der, og hvert år bliver der gjort en masse ud af det. Børn og pædagoger har “arbejdet” med sommerfesten den seneste måned op til, og både for Aya og Alvin har denne process været en sand fest, og ugen op til sommerfesten er næsten ulidelig for de kære børn, fordi de bare er så spændte! Så sødt. I år var der cirkustema, og Alvin var en pivstolt Pjerrot. Vi vidste ikke han skulle være pjerrot, så det var så fint at se ham komme gående i optoget, og det var tydeligt at se at han var SÅ stolt – og genert. Vores skønne dreng. Fuld fart på i et par timer, hvor børnene fik billetter til diverse boder og aktiviteter. Vi fik spist lækkert medbragt mad, og så hjem med trætte glade børn.

Onsdag var det så i Ayas klasse, hvor der var caféaften. Her skulle vi medbringe en ret. Det blev til hjemmelavede rugbrødschips og hjemmerlavet tunsalat. Ret nemt, og noget vi måtte lave der aftenen inden, efter vi kom hjem fra sommerfesten i børnehaven. Lidt presset! Nå, hjem lidt for sent og op igen torsdag og på arbejde, og om eftermiddagen til åbningen af Leos Legeland. Børnene var ellevilde… lige indtil Alvin havde et uheld og tissede i bukserne, fordi han nægtede at tisse på toiletterne, da der var “farlige” dyrelyde derude. Der gik lidt Panikpia i mig lige dér, samtidig med at jeg skulle trøste en ked af det Alvin, og have styr på tisset på gulvet… men personalet kom med det samme og beroligede med et stort smil; “det skal i ikke tage jer af, det ordner vi”. Pyha. Så var næste step jo at få skiftet tøjet. Som vi så ikke havde med. Dygtige forældre ik!?. Alvin har været blefri i et år, så vi er ikke for gode til at huske skiftetøj osv. Og så var det at Aya blev dybt ulykkelig, da hun slet ikke var klar på at skulle hjem, men ligesom selv havde lagt to og sammen, at Alvin ikke kunne rende rundt helt bar. Men heldigt at vi kun bor 10 minutter fra Leo’s, så imens Alvin og jeg tog hjem og fik en hurtig skyller og rent tøj på, fik Aya og Nicolai udforsket mere af det kæmpe legeland, og da vi kom retur, fik vi bestilt aftensmad og børnene leget noget mere. Lad mig sige at jeg var ret brugt lige der. Siden mandag aften har jeg haft vanvittigt ondt i min ryg og en god omgang forkølelse, og torsdag forsvandt min stemme så også lige så stille og roligt imens jeg var på arbejde. For ja, jeg har været på arbejde, da jeg sagtens har kunnet klare den med panodiler. I går fredag, var der så noget festival på Ayas skole. Nicolai arbejdede hjemmefra da Nellie skulle til dyrlægen, så han kunne nå op til noget af festivalen, som allerede startede kl. 12.30. Også for forældre, men dér kunne vi altså ikke være der. Der skulle være en ekstra optræden kl. 15.20, som så blev aflyst pga regnvejr og rekvisitter der var gået i stykker mm. Da jeg havde fri fra arbejde i går, var jeg smadret og helt stoppet til i næsen og nærmest uden stemme. Den rene elendighed ;-). Så jeg var faktisk lidt “lettet” over at kunne slippe for at tage op til festivalen. I stedet kunne jeg så køre forbi Waves og flying tiger for at købe fødselsdagsgave til børnefødselsdagen her i dag. Og så ramte hammeren i aftes. Så meget at jeg har aflyst et loge arrangement i dag, fordi jeg simpelthen må pleje mig selv. Det er jeg mega ærgerlig over, for havde glædet mig til det, men fem dage med smerter og slem forkølelse er sgu for meget nu, og det går ikke at jeg propper mig med panodiler og ligesom nægter at jeg er sløj og kører videre i fuldt gear.

I morgen håber jeg på forbedring, for der skal vi på skov-/strandtur med mine sygeplejeveninder, deres børn og mænd. Har ikke set dem længe, og savner noget tøseri med de mennesker, der altid formår at få mig i godt humør. Mit humør fik et dybt dyk i går og her til morgen har jeg ikke været en særlig rar kone og heller ikke en sød mor. Så tror det var mægtig fint, at vi afleverede Nicolai til strandhåndbold ved Amager Strandpark så han kunne hygge sig og efterfølgende give den gas til bødekassefest. Aya har været børnefødselsdag og tog med en veninde hjem efterfølgende, så Alvin og jeg har været alene det meste af dagen, og det har altså været ret så hyggeligt og helt low key.

Nu ikke mere piveri herfra. Jeg synes jeg har været sortseer denne uge, hvilket jeg normalt ikke er, og det er jeg bestemt ikke stolt af. Det må stoppe. Nu. Så vil sætte mig udenfor og læse et par kapitler og gnaske lidt jordbær.

 

God weekend 😀

-Sebrina

en weekend med bryllup og lavt stofskifte

img_0609

jeg gik allerede på weekend torsdag eftermiddag, og efter at jeg nu har “normale” arbejdstider gælder det om at få ordnet alt sådan noget med lægetider, optikerbesøg og vippeopfyldning på den ugentlige fridag. Så jeg startede fredag morgen med at få taget en blodprøve ved min læge. Sådan en “helbredspakke”.  Jeg havde skrevet, at jeg bare gerne ville have tjekket mit stofskifte og d-vitaminstatus. Fordi efter jeg er begyndt at arbejde i fertilitetsklinikken, hvor ret mange af de kvinder der går der, har stofskiftesygdomme, har jeg fået lidt mere kendskab til disse stofskiftesygdomme, og lige pludselig slog det mig, at jeg da nok havde ret mange af de symptomer tilknyttet et lavt stofskifte. Så lige pludselig blev jeg den irriterende patient der kom hos sygeplejersken og bad om diverse blodprøver uden nogen særlig grund. Men det var egentlig intet problem og jeg behøvede ikke at sidde og undskylde og fable om, at jeg for nogle år siden opdagede at jeg var i stor mangel på d-vitamin, og siden da har taget d-vitamintilskud uden at følge op på det efterfølgende, og at jeg samtidig nu også synes det havde taget noget overhånd med min kuldskærhed og muskler der krampede og syrede utroligt hurtigt til. Så jeg skulle bare lige have et tjek. Alligevel sad jeg og “undskyldte” og gjorde lidt grin med mig selv. At det var fjollet, og det jo nok bare er alderen der trykker osv. Vi fik en hurtig sygeplejesnak, sådan noget med at jeg nu arbejdede helt normale tider, fordi det for mig slet ikke hang sammen med nattevagter og generelt skiftende vagter. Og det behøver aldrig en længere forklaring, når man snakker med andre sygeplejersker. Alle ved hvad det drejer sig om. En gensidig forståelse. Jeg vidste også at hun ville elske min helt absurde synlige blodårer, som jeg nærmest misundte at jeg ikke selv stikkede i. Så jeg gik heldigvis derfra uden at have følt mig som en hypokonder, hehe.

Nå, videre hjem og klare hjemmet inden jeg kunne få fyldt vipperne op. Perfekt timing da vi skulle til bryllup lørdag.

Nå, men sådan en rar fredag, hvor jeg fik ordnet mig selv og hjemmet og hente Aya tidligt, så vi kunne komme til fernisering i Alvins børnehave. Derefter hjem og starte weekenden med disney og slik. Senere på aftenen fik jeg en besked fra min læge om, at min blodprocent var fin, og at der endnu ikke var kommet svar på de andre prøver. Jeg tænkte at han sikkert sad der, og var træt af at sidde og skulle forholde sig til alle de blodprøver, og jeg skammede mig lige hurtigt over, at jeg havde fået taget de prøver, for jeg fejlede jo sikkert ikke en skid – det er jo bare alderen og jeg må jo bare få mere gang i træningen og snart ville solen jo også komme, og så ville jeg få mere energi og sådan…

img_0542

Lørdag var den vildeste dag. Helt perfekt vejr og et skønt bryllup i sigte. Lige da vi parkerede ved kirken, kom der en mail om, at der lå en besked fra lægen. Jeg sagde med det samme “ej, den gider jeg ikke tjekke nu, for tænk nu hvis tallene er skæve, så vil jeg tænke på det hele dagen, og nu skal vi sgu give den gas”. And so we did. Vi kom godt fulde hjem kl. 5 søndag morgen, og vågnede noget kvæstede op hen ad nærmest middagstid. Da jeg var nogenlunde ved bevidsthed måtte jeg da nok også hellere lige få tjekket den mail fra min læge. Og den første sætning bekræftigede desværre mine anelser. “Lavt stofskifte – ring og bestil en tid på mandag kl. 8”. Og så havde han vedhæftet svarene på prøverne. Og selvom jeg ikke har så meget forstand på endokrinologi, kunne jeg hurtigt spotte at det stofskifte var ret fucked. Og iøvrigt havde jeg også nogle andre skæve tal, som hyllede mig lidt ud. Sådan at jeg belemrede mine sygeplejeveninder, som jo ved/ikke ved det samme som jeg. Og så sad jeg og stirrede lidt. For pokker det var jo ikke en dødserklæring eller noget, men jeg har aldrig kunne acceptere når min krop har gjort ting og sager jeg ikke selv kunne kontrollere. Jeg er meget handlingsorienteret og pludselig kunne jeg ikke gøre noget ved de tal der. Ikke kvitte nogle smøger, tabe nogle kilo, spise sundt eller dyrke mere motion. Nicolai sagde; “jamen tænk på, at der faktisk ER en forklaring, og at du jo vil få det bedre med medicin, og du jo selv havde bedt om de prøver fordi du jo havde en fornemmelse af at noget var galt”. “Jamen jeg skal tage medicin og sådan…. gå til en masse kontroller og alt muligt pis!”. Jeg begyndte at tude, og flove mig over at være så bange og ked af det, for herregud, det er jo ikke det værste at deale med. Og så hentede vi børnene hos mine forældre, som kunne dele mine bekymringer.

Jeg kom til lægen mandag og jeg når lige kun at træde ind ad døren, hvor han spørger “hvordan har du kunne leve et normalt liv med sådan et lavt stofskifte? Aldrig har jeg set patienter med så lave tal, og leve et normalt liv”. Og så fortalte jeg om, at jeg da også skiftede job fordi jeg ikke tålte nattevagter. At jeg tænkte at jeg bare var i dårlig form, når mine muskler krampede, og derfor da måtte give den mere gas med træningen. Det grinte han af imens han rystede på hovedet. Jeg beklagede dog min helt vanvittige kuldskærhed og næsedrypperi jeg lider af, og at det primært var dét, der fik mig til at tænkte på at få kontrolleret mit stofskifte. “Har du virkelig kunne dit passe dit arbejde som sygeplejerske?”, spurgte han. Og ja, jeg ved det her bliver meget navlepilleriagtigt, og sådan lidt; “se, hvor sej jeg er, hvor meget jeg har kæmpet med mig selv”-agtigt. Men det er nu ikke derfor jeg har behov for at fortælle det. For faktisk piner det mig, at jeg har gået i flere år, og bare tænkt, at den der konstante træthed jo bare var en naturlig ting i det med børn, hverdagsliv osv. og at jeg bare har bidt tænderne sammen og vrisset ad mig selv. For jeg har faktisk flere gange i løbet af de sidste par år flere gange sagt til både Nicolai og min mor: “jeg føler mig syg, jeg føler mig ikke som mig selv”. Men aldrig gået til lægen med det. Bare kæmpet med mig selv, ændret på arbejdsgange, familiestruktur osv., og det ER også blevet bedre efter jeg nu har normale arbejdstider. Altså blevet bedre med overskuddet. Så inderst inde er jeg stadig naiv og håber på, at det ikke bliver nødvendigt med medicin, som jeg nu lige er startet på og langsomt skal trappe op i, og nu skal rende til blodprøvekontroller for at kontrollere om jeg får den rette dosis mm. Ih guder hvor jeg hader det. Og måske bliver det sidste gang jeg nævner noget om mit alt for lave stofskifte, men de sidste par dage har det fyldt hele min verden, og jeg har haft mareridt og malet fanden på væggen, tænkt helt absurde tanker om at alle mine organer sgu da nok snart ikke virkede mere, og at jeg da nok også ville blive fyret fra mit arbejde. Jeg har heldigvis en mand der ved, hvordan han kan jeg hjælpe mig med at være noget mere realistisk og komme på rette spor igen. Hvis I har læst med helt hertil, tager jeg hatten af for jer :-D. Men nu har i et indblik hvor crazy jeg er. At kunne gå amok over at få en diagnose, som jo er ganske fredelig og faktisk kan behandles. Jeg skammer mig helt at kunne gå så meget bananas over det. Men det gjorde jeg. I dag er allerede meget bedre, og i morgen tidlig står jeg gerne op før tid for at tage mine drugs 😉

-Sebrina

ENDELIG kom der lidt ro på!

img_7445

I sidste uge fik jeg styr på en masse af det mylder der foregik oppe i mit hoved. Det har været så dejligt! Jeg har i løbet af det sidste halve år taget moduler på ammekonsulentuddannelsen, og det sidste modul på uddannelsen, blev jeg færdig med i torsdags. Så det er SÅ rart.

Udover dét fik jeg i fredags tilbudt en fast stilling på fertilitetsklinikken. Mit vikariat ville ellers udløbe til juni, og da det er en lille klinik med få sygeplejersker, er det ikke bare lige sådan at få en opnormering. Så jeg var jo begyndt at tænke på, hvad jeg dog så skulle finde på. Havde dog lidt forskelligt på hånden, men for første gang, var det så mærkeligt at skulle søge stillinger et andet sted, nu hvor jeg var et sted, hvor jeg trives både rent personligt og fagligt og kunne se mig selv arbejde i flere år. Når jeg tidligere har skiftet job, har det jo været på eget initiativ. Men jeg kunne jo ikke blive ved med at trække den, og den dag hvor der var ansøgningsfrist på en stilling jeg havde overvejet at søge, fik jeg at vide fra oversygeplejersken om, at jeg endelig ikke måtte søge en anden stilling. Så det var ret befriende, selvom jeg først turde sige det til nogen og også endelig tro på det, når det blev officielt. Og det blev det så i fredags. Det er en fantastisk klinik med ansatte som er søde, sjove, skøre og ikke mindst dygtige. Jeg har savnet sådan en tværfaglig arbejdsplads, hvor alle er meget motiveret og interesseret i at udvikle sig selv og specialet. Og også med “gode” arbejdsvilkår sammenlignet med så mange andre afdelinger i det offentlige. Så ja, jeg er meget glad!

Så det var lige to større “ting” der blev afsluttet i sidste uge, og derfor var weekenden bare ekstra god, og jeg glæder mig til at skulle have en hverdag, hvor der er nogenlunde ro oppe i kasketten.

Så måske der også kommer lidt mere på bloggen igen 😀

-Sebrina

Tankemylder

det står sløjt til på vores lille domæne herinde i øjeblikket. Det går lidt nemmere på insta, fordi det er så nemt, og fordi jeg egentlig er blevet ret glad for stories. Jeg kan godt lide at følgere kan se mig imens jeg “snakker”. Det er på en måde lige til og ikke filtreret eller gennemtænkt eller gennemlæst. Skrift kan læses og forstås på mange måder, og jeg er nok blevet lidt for bevidst om, at folk kan misforstå og mistolke eller danne meninger og holdninger til noget på skrift, som i mit hoved ikke havde den forståelse/mening som nogen måske læser det. Giver det mening? Jeg kan godt lide, at det ikke skal være så gennemtænkt og velovervejet. Jeg skal jo bare være ligeglad, som jeg ellers altid har været. Men det er jeg nok ikke lige for tiden. Jeg tænker at mange tror, at noget på skrift er gennemtænkt og gennemlæst og overvejet x 100, så jeg kan faktisk tage mig selv i at droppe at skrive om alle mulige ting, som fylder hos mig, fordi der så kan sidde nogen og tænke “ej hvor mærkeligt” el. lign. Og jeg bør være ligeglad og bare hvile 100% i hvad der kommer ud her, men jeg lyver hvis jeg påstår, at jeg er helt ligeglad med, hvis jeg træder nogen over tæerne, eller hvis nogen synes jeg er usympatisk mv. Jeg hader at blive misforstået og jeg hader at gøre andre kede af det. Og det virker helt åndssvagt, at jeg så uden problemer elsker stories på Instagram. Men tror det handler om at det 100% er mig og os, og hvis folk ikke kan lide mig eller bliver irriteret på mig fordi jeg viser mine børn og mand i bar overkrop, eller fordi vi har ikeapuder i sofaen, eller spiser spaghetti med kødsovs og vores børn får slik om fredagen, og vi har en Ford Fiesta og kører i Fields, så stopper de bare med at følge os. That’s it. Det er jeg fuldstændig ligeglad med. Tosset er måske modsigende. Nicolai i bar overkrop giver naturligvis flere følgere (skrevet med glimt i øjet), men det er nu ikke derfor han har bar overkrop og derfor jeg flasher ham på instagram. Det er fordi vi bor i et hjem hvor her bare er varmt og fordi vi bare render rundt uden for meget tøj på herhjemme. Det er bare os.  Det ville blive forkert, hvis jeg bad Nicolai om at tage en t-shift på eller lige iklædte mine børn mere tøj, fordi det ellers er upassende på instagram. Okay jeg er ret dårlig til at komme ud med mine pointer, men ville nok bare gøre det klart, at det ikke er så gennemtænkt når der vises noget på stories. Elsker her og nu billedet. Om det så er når jeg selv er dullet op, træner eller tøffer rundt i joggere og med hormonbums på hagen…

Blogmediet er nok blevet lidt stort og professionelt, så jeg tænker nok bare, at læsere også tror, at det er noget vi gerne vil være og derfor også bruger oceaner af tid på den. Og selvfølgelig bruger jeg/vi tid på den. Men det kan på ingen måde sammenlignes med fuldtidsbloggere, som jeg har stor respekt for. Jeg må nok også bare være ærlig at indrømme, at jeg er alt for leverpostej og slet ikke kan forestille mig at definere mig selv som værende blogger. Jeg er Sebrina, mor og sygeplejerske. Jeg ELSKER mit sygeplejejob på fertilitetsklinikken og mine helt almindelige arbejdstider og alle de frustrationer der også medfølger ved at være offentlig ansat. Men jeg elsker også at bloggen her så kan bidrage til, at vi kan leve helt fint med min ringe løn, og vi også bliver inviteret til events, hvor særligt børnene får en på opleveren og vi også får gaver og lækkert til ganen. Det er mega fedt. Så derfor skal bloggen da holdes ved lige og bruges til det som den hele tiden bliver brugt til. Alt muligt. Intet og en masse. Og noget imellem.

Nå, det blev sjovt nok et længere rodet skriv. Men ville nok bare sige, at pt bruger særligt jeg energi på en masse lige nu. Og det er ikke lige bloggen der bliver prioriteret. Selvom jeg jo for pokker gerne bare ville bruge den som min ventil – for det funger også bare skide godt for mig at komme af med meget af det der fylder i mit hoved pt. Ammekursus (som snart er færdigt), en fastansættelse, elektronik der går i stykker, Ayas trivsel, ferieplanlægning, familie, venner, træning, ny “garderobe”, Nellie, haven….. og jeg kan jo blive ved ;-).

Nu vil jeg bare ønske jer en god weekend!

Sebrina 

 

Lige nu [12.03.2017]

img_7384

  • er det da på tide med en opdatering herinde. Det var altså ikke meningen, at der skulle være stille en hel uge, men I ved… New York, hjemkost og tid sammen med børnene og en hverdag der kørte på fuld hammer lige så snart vi landede i lufthavnen i tirsdags kl. 12. Så… Men vi er her, er ved fulde fem og har det godt!

 

  • døjer jeg VIRKELIG med tør hud på mine fingre. Det er altid et problem for mig om vinteren, og at have et arbejde hvor jeg vasker og spritter hænder flere gange i timen, er bare en rigtig dårlig kombination. Derfor… kom nu forår. Altså ikke kun derfor. Men også derfor.

 

  • har Nicolai tømmermænd, men kommet flot igennem dagen. Der var håndboldfest i går, og stemningen var ekstra god efter en vigtig og spændende kamp i går, som Hvidovre heldigvis vandt i sidste sekund. Måske I fulgte med på insta?

 

  • sidder jeg faktisk og tænker på, om vi skulle prøve én gang ugentligt at “gå live” på insta. Det er bare så ligetil med det medie, og kan se, at en del i hvert fald følger med på stories, så det kunne være et tiltag, hvor I endnu mere kan få en god fornemmelse af os? Har I evt. forslag til, hvornår det ville være godt at gå live?

 

  • er det rart at tænke på, at vi meget snart booker vores sommerferie. Campingferie bliver det sgu! Kroatien eller Italien?

 

  • overvejer jeg seriøst at kaste mig ud i yoga. Jeg har kun erfaring med graviditetsyoga, og det var pisse godt, men jeg tror faktisk det ville være en god måde, hvor jeg sådan mentalt får koblet fra og gør noget godt for kroppen samtidig. Altså kombineret med anden træning naturligvis, men jeg trænger til et frirum/pusterum som ikke foregår hjemme. Jeg er bare virkelig ikke smidig, så det er faktisk noget jeg synes er virkelig grænseoverskridende at give mig i kast med, fordi jeg ellers normalt er i god form og sådan, men sådan noget med at strække ud og være fleksibel.. nix.. Men jeg tror sgu jeg gør det.

 

  • er der dyb vejrtræning fra Ayas værelse, hvor begge børn sover, og Nicolai og jeg har gjort klar til at vi kan sidde på vores flade resten af aftenen og catche op på fjernsyn og serier vi ikke har nået at se denne uge. Det er en perfekt måde at slutte weekenden af på. Så farveller og snarligt på gensyn. I promise 😀

– Sebrina

 

Older posts