Om at flytte fra byen (svar på spørgsmål)

MANGE TAK for spørgsmål til spørgerundeindlæg og på mail! Det var på en måde lidt nervepirrende at udgive sådan et indlæg. Lidt som “vi-er-så-spændende-at-folk-vil-vide-noget-mere-om-os”. Men det er jo bare en god måde at få skrevet nogle dybere indlæg, hvor i læsere kommere lidt mere ind på os.

Vi begynder med et langt indlæg om beslutningen om at flytte fra byen, og hvordan vi har oplevet det.

Og hvor skal vi starte? Der ligger så mange valg og fravalg bag sådan en stor beslutning, og det har taget os noget tid at finde frem til byen og boligen, hvor vi skulle slå os ned som familie. Byen hvor børnene skal gå i skole, have venner, fritidsinteresser, og forhåbentlig også stedet, hvor vi vil få nye tætte bekendtskaber og interesser. 

Dengang Aya var under et år solgte vi Nicolais 2-værelses andelsbolig i Valby. Den lå lige ved Valby station, og vi var glade for at bo i Valby. Men lejligheden var for lille til os. Den blev solgt hurtigt, og vi var heldige at få tilbudt en fin billig lejelejlighed i Hvidovre. Vi skulle nemlig ikke ud at købe noget, da vi begge var studerende, og egentlig heller ikke vidste hvor vi skulle slå os ned. Vi fandt hurtigt ud af, at Hvidovre kun var et midlertidigt sted, for vi følte os ikke hjemme og fandt ikke byen attraktiv. Men vi boede godt, havde okay omgivelser, Aya gik i en fantastisk institution og Sebrina havde 5 minutter på cykel til arbejde. Netto, faster Camilla og oldeforældre var også kun et par minutter væk. Så det var ikke helt skidt at bo der. Slet slet ikke. Som tiden gik vænnede vi os til at være væk fra byen, og da vi begge havde fuldtidsarbejde, begyndte vi at kigge på boliger. Alle mulige steder. Villalejlighededer i byen, store lækre villaer i små byer, moderne bofællesskaber, håndværkertilbud osv., og vi kunne ikke beslutte os. Sebrina var på et tidspunkt ret hooked på en villalejlighed i Valby, imens Nicolai var vild med en stor lækker villa i Lille Skendsved (ved Køge). Så det gjaldt altså om at finde et sted, hvor vi begge ville være. Sebrina er opvokset i en lille by syd for Køge, og Nicolai opvokset i Hvidovre. Sebrina ville ikke tilbage til en lille by, og Nicolai ville ikke ind til byen. Efter et halvt år besluttede vi os egentlig for at vente med huskøb, fordi Sebrina var gravid med Alvin, og ikke ville have for meget at se til 😉 Vi var dog blevet enige om, at vi i hvert fald skulle have fundet stedet inden Aya skulle starte i skole. Dog havde den længere jagt alligevel hjulpet os med at blive enige om følgende:
– det skulle være en større by med station og motorvej i nærheden
– at vi skulle tættere på familien
– ikke et håndværkertilbud
– vi ville ikke sidde for stramt økonomisk

Da vi en dag er til familiesammenkomst foreslår Nicolais faster, at vi skulle kigge på de nye boliger i Solrød Strand. Det gjorde vi samme aften, og vi var hooked. Som i at vi begge var lige meget solgt. Vi tog ud og så på lejlighederne og området, og det var bare noget for os. En helt særlig følelse. En følelse Sebrinas mor havde fortalt var vigtig. Et helt nyt lækkert boligområde med fremtidsplaner samt kort afstand til strand og motorvej. Vi vidste i forvejen, at Solrød Kommune er en udmærket kommune. Vi vidste bare, at det skulle være dér. Og det endte jo så med at vi flyttede da Sebrina var højgravid, men det var på ingen måde slemt, da vi ikke skulle røre en finger. Andet end at indrette.
I vores område er vi alle tilflyttere, og vi er mange fra “byen” (her menes Købehavnsområdet). En god blanding af unge med og uden børn, middelaldrende og gamle, som alle er interesseret i at lære hinanden at kende. Det er ikke ligesom at flytte ind i et ældre villakvarter og være “den nye familie”. Alle vil gerne gøre noget godt for “fællesskabet”, og alligevel er der også plads til at være sig selv. Vi har en lækker bolig og have. Vi har skov og strand. Det tager 20 minutter til København i bil og 25 minutter med toget. Solrød Strand er samtidig et forholdsvis attraktiv sted at bo, og en livlig by med mange muligheder for børn og voksne. Vi føler vi hører hjemme. I Hvidovre kunne Sebrina godt føle sig malplaceret når hun gik i Netto i sit normale tøj. Det var næsten mere passende at vade derop i joggingbukser (og det er naturligvis også rart, og det skal man også kunne), fremfor et par stramme højtaljede jeans. Det lyder utroligt snobbet,  men her hvor vi bor nu, føler vi bare at vi hører mere hjemme. Der er heller ikke så mange muskelhunde, haha. Der er lækre boliger i Hvidovre, og naturligvis mennesker med stil (vi har familie, kolleger og venner der bor der), så vi er bestemt ikke ude på at træde nogen over tæerne.  

MEN vi har da mødt undrende blikke og forskellige fordomme om at flytte væk fra byen. Sommetider kan vi godt føle at der hersker fordomme om, at man kun kan være en moderne familie, hvis man bor i København (Vesterbro, Nørrebro, København K, Frederiksberg og Østerbro). Men fordi vi er flyttet væk fra byen, ophører vores interesser ikke. Vi interesserer os jo stadig for mode og boligindretning, og ser os som en moderne børnefamilie, hvor vi går op i hvad vores børn har på af tøj, hvad de spiser og hvad de laver. Vi prioriterer også stadig vores venner. Ja, vi føler altså, at vi stadig har fingeren på pulsen (skrid Jantelov ;D ). Vi har sagt farvel til alle de mange cafeer, mange fede butikker, den evige puls i byen, gamle charmerende københavnerlejligheder, kiosken lige rundt om hjørnet osv. Vi har fået andre prioriteter. Vi har ro og alligevel en by med Irma, Matas, apotek, cafeer der sælger iskaffe, tøjbutikker, vin- og kaffespeicalbutikker, SuperBest, Netto, Super Brugsen mm. Vi bor i en god kommune. Vi har station, vi har motorvej. Vi har gode institutioner, skoler, foreninger og gymnasium. Vi er tættere på familien og har stadig vores venner. Vi har alt, hvad vi synes er vigtigt for vores familie. Vi mangler en ekstra bil til Sebrina og den skal nok komme. 

Orv det blev langt! Og hvis der er mere i ønsker at vide, så spørg! Vi fortæller hellere end gerne om vores nye fantastiske hjem 🙂

– Nicolai & Sebrina