Et eksempel på retter til flere dage

Planen var egentlig at huske at tage billeder af vores mad hver dag, så jeg kunne lave et indlæg med vores madplan for en uge. Men det har jeg jo glemt. Så ovenstående er mere et eksempel på retter til flere dage (som vi dyrker ret meget herhjemme). Har lige opdaget, at det er retter med hakket oksekød i – undtagen suppen :-D. Vi har nogle “regler” ifht. madplanerne:
– der skal gerne være mindst to retter som kan spises i to dage (dvs. mad til fire dage)
– så skal vi spise fisk mindst én gang om ugen
– og her til vinter skal der være suppe på planen mindst hver 14. dag (det er nemt, sundt, billigt og lækkert)
– der skal være grønt til maden (undtagen ved supper, og retter hvor der er masser af grønt til, f.eks. wok)
Så vi lever altså ikke efter nogle særlige principper andet end vores sunde fornuft. Der bliver altså spist sovs (gerne med fløde), pasta (ofte ikke fuldkorn), brød (hjemmebagt) og ris (fuldkorn). Vi spiser ikke slik i hverdagene og drikker sjældent sodavand. Det fungerer heldigvis godt for os herhjemme, men nu skal vi heller ikke smide nogle kilo, for så kan det da godt være at vi spiste lidt anderledes 😉
Tilbage til maden
Chili con carne er et hit. Der er i hvert fald til to dage og med nachos og creme fraiche, så spiser Aya også godt (dog ikke liiiige for tiden, for der spiser hun nærmest ikke aftensmad uanset hvad der bliver serveret).
Spaghetti med kødsovs. Det hedder det altså herhjemme. Med masser af ægte parmesanost. Der er også til to dage. Vi har her revet gulerødder i, og får faktisk ikke andet grønt til denne ret.
Stuvet makaronni med kødkrymmel. Ser ikke pænt ud, lyder heller ej lækkert. Men det ER det. Hakket oksekød og hakkede løg svitset på panden i masser af margarine, og så makaronni i hvid sovs. Det er godt. Det er meget nemt at lave, og så får vi typisk råkost til. Gulerødder, rosiner eller tranebær og lidt appelsin eller æble. Ikke så mange dikkedarer der. Og nej, den ret er ikke først kommet til efter vi er flyttet til provinsen 😉 Men den stammer dog fra min barndom, og har i mange år væres min yndlingsspise efter stegt flæsk og persillesovs 😉
Den flotte suppe er sådan en “tøm-køleskabet-suppe” med rød- og hvidkål, kartofler og løg. Ovenpå stegte vi noget chorizo og så fik vi foccaciabrød til.
Og fra nu af vil vi prøve at få dokumenteret bedre, så i kan få indblik i vores madplaner, hvis det altså har interesse? Ellers så gider vi ikke 😉
Vi handler ind én gang om ugen, da vi lægger madplaner og derfor ved, hvad vi skal bruge. Dét sparer vi mange penge på, og ikke mindst rigtig meget tid!
– Sebrina
Fedt indlæg! Meget gerne fler af dem 😀