Alvin 8 måneder – den vildeste måned!

Den 20. januar blev Alvin otte måneder! Og der er virkelig sket noget med ham. På instagram ligger jeg jo ugebilleder op (er ret stolt over at huske det stadigvæk ;-)), og der er jo sket noget for hver uge den seneste tid! For to uger siden var sundhedsplejersken også på sidste besøg, og da vejede han 9,6 kilo og var 73 cm lang. Boeltest bestod han naturligvis, og nu er næste kapitel for ham og os altså vuggestuen. Og han er klar.

– han kravler nu

– og rejser sig op af (ad?) ting

– og er begyndt at tage små skridt, når han vel og mærke støtter sig til noget

– er rundt i hele lejligheden

– han har styr på pincetgrebet, og til de af jer som ikke har børn, og tænker “hvad fuck er det!?”, så betyder det bare, at han ligesom kan tage små hapsere med sine tykke pølsefingre og proppe maden i munden selv. Det betyder også, at han kan blive stiktosset, hvis han ikke får lov selv. Det svinger dog alt efter trætheds- og sulthedsgraden, fordi nogle dage skal vi give ham mad… Men jeg lover jer et svineri vi har herhjemme. Det havde jeg faktisk lykkeligt glemt alt om fra dengang Aya var i samme alder 😉

– han er begyndt at kommunikere endnu mere med bestemte lyde og fakter, og rokker også med til musik/sang

– han sover en længere formiddagslur, kort middags/eftermiddagslur og sover endnu ikke igennem om natten. I hvert fald ikke i et mønster eller noget. Vi er trætte nu, så det må gerne snart komme… Men det kommer nok først i takt med, at vi får trappet ud med vællingen, men det er vi og han ikke klar til. Han sluger sådan en flaske inden sengetid OG én gang om natten, og sundhedsplejerskens ord om, “at det har han ikke behov for, og I burde droppe flasken, han mangler jo ikke noget osv.”, tager jeg ikke helt til mig. Mavefornemmelsen er der bare ikke endnu, og mavefornemmelsen har aldrig slået fejl. Okay, selvfølgelig kan den da slå fejl, men oftest, ja, så er der sgu noget om det dér intuition, som aldrig slår fejl hos mødre. Det har jeg efterhånden fået bekræftet mange gange som mor til to (klogeåge!). Nu har jeg også en uddannelse og arbejdserfaring, som hjælper godt til, men hvor er jeg glad for at være så bevidst om min egen intuition i forhold til mine børn og kundskaber som mor for dem. Ellers kunne jeg godt stå dér og blive helt i tvivl, når der kommer nogen og fortæller mig om “en kold tyrker”. Jeg har fuldt ud respekt for sundhedsplejersker, men desværre synes jeg også bare, at jeg hører og læser om mange mødre, der bliver helt usikre på sig selv efter et besøg af sundhedsplejersken. Sådan skal det jo ikke være – tværtimod. Det her skal ikke være en kritik af sundhedsplejersker generelt, for jeg har da heldigvis mødt mange dygtige sundhedsplejersker, og drømmer også selv om en dag at blive sådan én… Men i mine øjne er den fornemeste opgave en sundhedsplejerske har, at styrke moderens tro på sig selv som mor. Og naturligvis observere om barn og mor trives.

– nå, tilbage til hovedpersonen! Han er helt 100 bevidst om mors bryster, og vi trapper laaaangsomt ned, og er nu nede på to-tre amninger i løbet af dagen. Det går fint på den måde.

– han kan nu være længere for sig end nogensinde før. Han elsker at udforske verdenen, og hvor er det bare en befrielse – specielt for mig. Det kommer jo nok ikke som en overraskelse, at han nærmest har hængt på mig i 7,5 måned og været et krævende barn, og ellers har brokket sig, hvis han ikke var på arm. Krydret med at han ikke har sovet så meget (med de første 8 uger som undtagelse, hvor han sov 18-20 timer i døgnet!). Det har været hårdt, det har det altså. For det er ikke bare lidt klynk, nej det er med skrig og råb, hvis han ikke blev taget op. Nu er det anderledes. Bevares, hvis han er træt, sulten eller ikke lige ved hvor mor er, så brokker han sig naturligvis, men det er virkelig en ændring, som jeg særligt har bemærket og nyder… okay VIRKELIG nyder 😀 Han er jo tung, og jeg har også bare brug for at kunne gøre nogle ting for mig selv, såsom at børste tænder, sætte hår uden at have en baby på armen eller med skrig og skrål som heppekor, fordi han ikke blev taget op. Fik jo “råd” om (ikke af sundhedsplejersken!) at lade ham ligge, “han skal jo lære det”, “pas på med ikke at adlyde ham”, “han skal jo lære det”, … og jeg skal komme efter dig. NEJ et spædbarn kan ikke forkæles. Og børn ER forskellige. Søskende er forskellige. Drenge og piger er forskellige. Jeg kan blive ved. Nu er der sket så meget med ham, at han ikke skal være på arm konstant, og sagtens kan underholde sig selv. Så selvom det her ikke skulle blive sådan et indlæg, så bliver det også lige sådan et ‘FUCK’ til dem, som siger sådan noget l-o-r-t til andre mødre. Børn er forskellige, og vi kan snakke om forkælelse, når de når en anden alder.

– hans personlighed former sig mere og mere, og der er krudt i ham. Derfor slår han sig også flere gange dagligt, og har blå mærker og buler i panden.

– Hånden på hjertet – jeg har ingen besvær med snart at skulle aflevere ham i institution. Hvilket der er små to uger til. Han har brug for stimulering og ELSKER når Aya kommer hjem så der er godt gang i den, særligt hvis hun har en veninde med 😉 (det starter åbenbart tidligt).

– han har for længst opdaget sin tissemand iøvrigt… haha 😀

– han er sød. Pissehamrende sød og jeg kan slet ikke lade være med at kramme ham og sige til ham flere gange dagligt, at han er den lækreste dreng der findes. Han er gået lige ind. Ligesom hans søster gjorde og stadig gør. Og jeg siger jer, de to er så gode sammen. Det er helt vildt! Han får ikke en bedre storesøster. Punktum. Dét kan og skal ikke diskuteres. Selvom jeg også er klar til at forlade vores lille bobbel herhjemme og tage hul på et nyt kapitel, så har jeg nydt vores barsel sammen. Den har været fysisk hård, til tider også psykisk, men den har været god med få dage til undtagelse 😉