Året der gik #4 (den første tid med Alvin)

Havde forestillet mig at disse indlæg skulle komme lidt mere i rap, men de tager alligevel noget tid 😉 Men er ret vild med at lave dem, måske fordi jeg netop har været på barsel, og har brug for at få opsummeret de mange skønne ting der er sket!? Har da i hvert fald nok haft episoder med ammehjerne, søvnmangel og zombietilstande, som har gjort, at jeg har glemt nogle gode stunder!

Vi tager sommeren i dette indlæg, for der skete egentlig ret meget, og vi havde jo en fantastisk sommer!

Juni: Nicolai skulle tilbage på arbejde efter nogle dejlige uger, hvor vi var i ren babybobbel/familiebobbel. Det var og er bare en fantastisk tid med sådan en nyfødt, og adrenalin og endorfiner fyrer rundt i kroppen samtidig med en masse dejlige besøg. Der var ikke det vi ikke kunne klare. Vi havde også en søn der på det tidspunkt sov 20 timer i døgnet, og en storesøster som bare klarede det hele til ug ;-). Alvin var dog meget ked af det i sine vågne få timer – medmindre han spiste. Da de første 2-3 uger var gået, kunne vi ligesom godt se et mønster i det. Han skreg stadigvæk HVER gang han blev lagt på puslebordet, og skulle svøbes stramt og vugges og hoppes med. Da vi stod midt i det føltes det egentlig ikke så hårdt, og jeg blev ved med at sige “vi skal ikke klage, for hvis han havde kolik, så ville han ikke sove så meget”. Men når jeg tænker tilbage, så var jeg i alarmberedskab hele tiden. Hver gang jeg var ude at gå med ham tænkte jeg hele tiden frem, for hvis han nu vågnede, så var det med skrig og skrål, og jeg skulle hele tiden være på forkant. Jeg nåede ikke til at aflyse aftaler pga. dét, for det nægtede jeg simpelthen. Men jeg var meget tæt på. Kan særligt huske dagen før jeg skulle mødes med min mødregruppe for første gang, hvor Alvin ikke havde sovet så meget, og bare græd og græd og nærmest var utrøstelig. Jeg kan huske at jeg til sidst lagde ham skrigende og gik i lynbad tudende, fordi han græd uanset hvad, og jeg bare havde fået nok! Følte mig som verdens dårligste mor og undskyldte og undskyldte over for Alvin og lovede, at jeg aldrig ville forlade ham igen. Jeg ringede til Nicolai (nok igen tudende), og sagde at nu kunne jeg jo ikke komme i mødregruppe, for lige den dag sov han ikke så meget, men græd og græd. Nicolai fik mig dog heldigvis overbevist om, at det ville være en god idé, og den dag sov han så det meste af tide
Jeg sad på en bold og “schhhy”‘ede eller havde ham i bæresele eller slynge meget af dagen, og havde hele tiden på fornemmelsen, at noget var galt, uden at kunne sætte en finger på, hvad det skulle være. Han sked uden at lyve 10 gange om dagen, tog 400 gram på om ugen, så han trivedes på dén front. Men hverken Nicolai eller jeg syntes at det var normalt at han skulle sove SÅ meget, og så være SÅ ked af det, når han så var vågen. Jeg kan huske, at jeg synes han var lææænge om at smile, og slog op, hvornår Aya smilede til os, fordi jeg sådan manglede dét signal. Signalet på at “jeg har det godt mor, og du gør det godt”. Det kom allerede da han var 17 dage gammel, så det var jo slet ikke sent, men jeg har åbenbart allerede dér haft på fornemmelsen, at der var noget galt og ligesom haft særligt brug for det smil.
vi blev dog enige om, at vi bare havde fået et barn, der havde brug for trygheden, og så skulle vi give ham den! Der var nemlig ikke noget der ligesom indikerede at noget var galt.
Aya kunne ikke lide når han græd, og kan det stadigvæk ikke ;-). Hun var under tre år da hun blev storesøster, og har bare klaret det så godt. Meget bedre end vi havde turde håbe på. Hun har været omsorgsfuld over for ham siden dag 1 og er det stadigvæk.
Juni var jo også måneden, hvor ammedebatten rasede, og takket være Lortemor, blev der demonstreret og råbt højt i medierne. Jeg selv blev også enormt provokeret, og da Shøle gik igang med Working Mama Projektet, var der ingen tvivl om, at jeg skulle være med. Det blev til nogle fantastiske billeder, hvor Aya er med, og jeg kan slet ikke vente med at se det færdige resultat!
Juli kom og Nicolai havde igen ferie. Vi havde en uge hjemme, hvor vi kom godt rundt, så vi fik oplevet noget.og så havde vi en uge i et skønt sommerhus i Dronningmølle.Lige inden afgang anskaffede vi også en slyngevugge, og dét var bare vores redning. Kan simpelthen ikke få mig selv til at komme af med den, da den seriøst reddede vores dage. Alvin faldt altid så hurtigt til ro i den, og sov faktisk i slyngevuggen hele ugen i Dronningmølle. Pga. Alvins tiltagende skrigeture og lidt flere vågne timer, blev det ikke til så mange strandture, men vi isolerede os bare i sommerhuset, og det var helt perfekt. Aya havde en dejlig uge, hvor hun også var et smut i Cirkus Summarum, som hun stadigvæk snakker om 🙂Vi var egentlig ikke så meget på stranden, eller det var vi nærmest ikke, for efter første gang, hvor Alvin igen bare var utrøstelig, og kun slyngevuggen kunne få ham til ro, blev vi enige om, at vi blev i sommerhuset, hvor vi bare var os selv, og kunne hygge sammen. Jeg kunne ikke klare flere offentlige skrigeture og følelsen af at være magtesløs, og jeg ville bare have, at Alvin var rolig og ikke ked af det. Jeg begyndte også at lægge mærke til, at han trak lidt til den ene side, og jeg masserede ham og ‘pressede’ ham til at kigge til den anden side. Jeg tjekkede faktisk muligheden for kiropraktor i nærheden af sommerhuset, men Nicolai fik talt mig fra det, da det faktisk var begyndt at gå lidt bedre med Alvin.

Da vi kom hjem holdte vi Ayas 3års fødselsdag dagen efter, og jeg kan huske at jeg var helt smadret bagefter. Dels forberedelserne til fødselsdagen, at være på når der kom gæster, og nok alleremest fordi jeg bekymrede mig om, hvordan det skulle gå med Alvin. Da gæsterne gik sagde jeg til Nicolai “jeg ringer til kiropraktoren i morgen, jeg bliver nødt til at få bekræftet at der ikke er noget galt”. “Okay, det gør du bare skat” var hans ord. Jeg havde ellers lige forberedt på en lang argumentation på, hvorfor jeg ville gøre det, men Nicolai kunne godt fornemme, at jeg havde brug for at få noget hjælp af en eller anden art. Om ikke andet, så bare for at vide, at der ikke var noget der nagede Alvin.
Jeg ringede mandag før de åbnede og lagde en besked. Fem minutter efter blev jeg ringet op, selvom de ikke havde åbent. Der var allerede tid til mig et par timer efter, og min mor tog med. Jeg var én stor undskyldning: “jeg er nok for pylret, men har bare behov for at vide at der ikke er noget galt med hans nakke”, sagde jeg til min mor, og min mor anerkendte mit behov og sagde “du er bare en bekymret mor, og du gør det helt rigtige, det er helt okay Sebrina”. Det gav mig ro. Jeg kunne nemlig godt føle at det var lidt ‘forkert’, for han var jo ikke et kolikbarn, og der var nok andre der havde meget mere behov for at søge “hjælp” end mig.
Vi kom op til den mest fantastiske dame og ro, som lyttede meget og jeg husker tydeligt hendes ord efter jeg igen fortalte: “jeg ved godt at han ikke har kolik, og jeg er nok bare pylret, for han sover jo meget i løbet af dagen, og jeg skal jo ikke klage…”. Hun sagde helt præcist: “sommetider er det jo nemmere bare at ligge sig til at sove, hvis verden er svær at overskue pga. smerter”. Hvorfor pokker havde jeg slet ikke overvejet det? At min lille dreng nok bare lagde sig til at sove, fordi han ikke kunne overskue smerterne/ubehaget? Det stikker stadig i mit hjerte, når jeg tænker på, at han var hele 8 uger gammel, da han kom op til første behandling, og altså hele tiden har haft ondt efter han blev født. For der var nemlig noget galt. Både med nakke, skulderblade og et fastlåst bækken. Og allerede efter første behandling havde vi en anden dreng. Det var seriøst vildt at opleve, og jeg følte og føler stadigvæk en stor taknemmelighed for denne fantastiske og dygtige dame. Selvom Alvin har været en trygheds- og temperamentsfuld herre også efter behandlingerne, så gjorde hun en markant forskel for ham og os. Det er helt klart! Og jeg vil anbefale jer at læse Cecilies oplevelse med børn og kiropraktik, som har været igennem et hårdere forløb end os.

Han var i behandling mandag og torsdag, og lørdag holdte vi så housewarming for en masse mennesker. Dem som havde mødt Alvin før, bemærkede også forskellen på ham bare efter to behandlinger. Det var en lettelse.
August kom hurtigere end regnet efter en dejlig juli, og jeg og børnene fik en ekstra miniferie i Løkken
og det var så den sommer 🙂

– Sebrina